Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Til tider var verden et stille, tavst sted, for den ensomme. Selv når andre mødtes tæt på, larmede stilheden i ens hjerte. Fuglene kunne kvidre og vinden kunne ruske i træerne, intet ville afhjælpe, når billedet var malet i regnvejrs stemning. Hans moder havde elsket regn. Klart når navnet der var en givet, betød himlens regn... Her var han så gået i stå. Stirrende ud over søen Rein, ved Raspengen i Natiaum. Et sted der om sommeren var gult og farvestrålende, men nu var en træt eng, der længtes efter forårssolens kærtegn.

Narrators blik hvilede og han stod i fuldstændig stilhed, mens regnen trommede omkring hans krop. Den krøllede man nød fugtigheden, det var som om den blomstrede i regnvejret - ja som om han var skabt til at se skønnere ud her. En underlig tanke. Den blå farve stod så klar som intet andet. Kongeblå. Intens som hans gule blik - et blik der skræmte andre, eller udløste en ære. Eller pirrede. Fortællende, melodisk og mystisk - det var karaktertræk der kunne beskrive Narrator så simpelt og forståeligt.

Der var ikke meget næring til det stille hjerte. Han forsøgte at se ud over sig selv, og hvad end han kunne føle. Fordi mørket alligevel ville sejre en dag. Ikke?

Den unge Chihiro havde forladt flokken på denne triste regnvejrsdag for at søge lidt nyt selskab og eventyr. Ikke at hun fandt sin families selskab kedelig eller trættende, nej tværtimod var det verdens skønneste familie, der efterhånden var så stor, at der altid var mindst én at snakke med, hver gang man havde brug for det - men hendes sind var endnu ungdommeligt, og det trak stadig i hende at opleve andet end blot sin families tryghed. Der var så meget af verden, hun endnu ikke havde set; så mange sjæle, hun endnu ikke havde mødt. Hun havde aldrig været en særlig eventyrlysten sjæl, tværtimod havde hun i den grad været en hjemmehest, der foretrak sin families trygge rammer. Men den nu voksne Chihiro var vokset med årerne, og ligeledes var hendes selvtillid og selvstændighed. Hun var ikke længere en lille genert hoppe, der gemte sig bag sin mor - nej, hun var en ung, smuk hoppe i sin bedste alder, der var så klar til at opleve, hvad livet havde at byde hende!

Det var en grå og våd dag at drage på eventyr i, men regnen havde heldigvis aldrig generet hende. Hun var en meget optimistisk hoppe, der kunne se det smukke og positive i stort set alt, og regnen var bestemt ikke en undtagelse. Hun skridtede derfor roligt ned over den mudrede raspeng og løftede panden mod himlen, så regnen faldt ned over hendes ansigt og kærtegnede hendes lange pandelok.
Da hun nærmede sig søen Rein, gik det pludselig op for hende, at hun ikke længere var alene. Ved søen, med ryggen til hende, stod en virkelig smuk, ung hingst og kiggede ud over søen. Han stod så stille, at hun kunne regne ud, at han var dybt begravet i sine egne tanker. Hun stoppede forsigtigt op og betragtede ham lidt. Han så så fredsfuldt, men også trist og opgivende ud. Hun måtte hjælpe ham. Nok var han en komplet fremmed for hende, men Chihiro havde altid været sådan her - hvis der var den mindste chance for, at hun kunne hjælpe en anden til at få det bedre, så greb hun den!

De smattede hovskridt lød i mudderet, da hun langsomt skridtede nærmere ham med en venlig brummen, så han ikke skulle blive forskrækket. Hun stoppede op på pæn afstand af ham, så han stadig kunne nå at afvise hendes selskab, hvis det skulle være, og smilede varmt og imødekommende til ham. Hendes blik søgte hans øjne, der var lige så gule og intense som et rovdyrs. Og så hun rigtigt - havde de ingen pupiller? Han havde godt nok et unikt og anderledes udseende, som hun kun kunne forestille sig ville kunne skabe fordømmelse og rædsel hos andre - men ikke hos hende. Nej, hun fandt ham utrolig fascinerende og virkelig smuk på sin egen måde. Hans farver var så intense, og hans lange man nærmest lyste op i regnen, som blev den ernæret af det kolde vand. Han var intet mindre end smuk, som han stod dér foran hende - om end hans udstråling var trist og nærmest fortabt.

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Pelsen grå som månens overflade, begyndte snart at hæve sig en smule fra huden. Før de smattede hovskridt bag ham, lød med nyt mod, sansede han straks at øjne hvilede på ham. Indvirkningen på ham var ikke at kigge, ikke at søge bort fra øjnene, ej heller bevidst at ignorere. Det var blot en form for uro i bagerst i hans hoved og hans blik veg ikke fra søen. Søens vand der selv i regnvejret havde et skær af det reneste, glitrende guld. Ved at følge ringene i vandet, og dets bløde skvulp op ad bredden, kunne øjet hvile og hjernen blev på en eller anden måde hypnotiseret.

En sådan skønhed var ganske betagende og afgav en afstressende effekt. Effekten havde han brug for. Tiden han befandt sig i var ikke blot en ensom plet. Det var et forladt sted: Hans moder var fulgt efter faderen til dødens rige. Den hingst der var far til hans lillesøster stod tilbage, men han var allerede i fuld færd med at kæreste med andre hopper. Narrator følte derfor et noget voldsomt stik i sit bryst, ved tanken om hans familie... Var der efterhånden en familie? For ham var der kun Dawnya Rosaia og på en måde hans yngre moster og morbror. De var bare ikke nærværende eller nogen han kendte synderligt.
Narrators storesøster og storebrødre - de var alle borte. Tilbage var dog hans Nevø - ej heller en han kendte særligt, men han var dog i Lux Umbra. En flok hans far havde stiftet: Men få var tilbage. Landet var efterhånden... Renset på en måde. Livet efter Insanus' og Fuegos død, samt Elzharin og de andre dødsgude avl var forsvundet, var mere lysets side. Ingen krig... Knap nok et eneste mord.

Han trak vejret dybt, som skridtene nærmede sig. Denne sjæl bag ham føltes ikke fjendtlig, det var tværtimod som om at den ønskede at gøre stop hos ham. Som om den spottede noget i ham, der kaldte på opmærksomhed. Hun kom til syne, uden han behøvedes at vende sit blik. Alt ved den unge hoppe der kom tættere på skreg af liv. Så intense farver, strålende som en glædesdag midt i gråvejret. Sorte lange lokker, der stod i kontrast til alt det farvespragl der ellers beklædte hendes lilla pels. Sirlige. Kønne var disse aftegn, men hans indre vækkedes ikke til live, blot at at beskue en skønhed. Narrator var desuden håbløst fortabt... Så sjældent var det, at han virkelig følte efter. På det seneste havde han mere grund til at fortælle, men aldrig opleve.

Venlighed lyste ud af individet. En form for fjern kærlighed til fremmede, som om hun besad et hjerte på størrelse med planeten. Noget virkede en anelse velkendt - måske havde han set nogen fra hendes familie førhen? Narrator havde set mange og meget. Men i denne stund var det hele slørret. Endelig vippede hans ører sig, og blikket drejede sig imod hendes ankomst. Ellers havde det kun været manens lokker der havde aflsøret bevægelse fra hingsten. "Af regn, af gråt - et liv så flot. Hun må være skør - hvis hun ønsker at lindre. Visse væsner, vil aldrig kunne hindres." gådesprog... det var taget til i hans mund og den melodiske mørke stemme var tilstedeværende og fjern på en og samme tid. Opslug af sit eget.

Hun betragtede med indgående nysgerrighed den grålige hingst, som endelig begyndte at vise lidt tegn på liv, efter ellers at have stået så stille og fjernt, at man næsten kunne have forvekslet ham med en statue. Ganske langsomt var det som om, at han blev vækket til live; først rørte ørerne på sig, og til sidst blev hans blik vendt mod hendes, og stemmen kom til live. Hendes høflige og venlige blik ændrede sig og blev mere intenst og dybt fascineret, da hans mørke, men melodiske stemme lød i hendes ører. Hans sprog, hans talemåde, de ord der blev ytret... Wauw. Hun havde aldrig i hele sit liv hørt noget lignende. Så melankolske ord, fremsagt på den smukkeste måde, hun nogensinde havde lagt ører til. Det var som om, at deres møde blev fortalt af en anden - som om hun ikke talte direkte til ham, men fik fortalt deres historie via en fortæller. Wauw, det var fascinerende! Og i modsætning til, hvad andre måske ville have gjort, så fandt hun det ikke mærkeligt eller forkert - nej, tværtimod følte hun sig draget på så stærk en måde, som hun sjældent havde oplevet før. Denne grå, deprimerede hingst var omtrent så spændende og sindsvækkende, som man overhovedet kunne blive - og hendes fulde interesse var vakt. Hun kunne umuligt forlade ham uden i det mindste at have gjort et forsøg på at lære ham at kende og tilbyde ham sin hjælp og venskab.

"Så slemt kan det da ikke være," startede hun ud med en munter stemme og smilede opmuntrende til ham. Ganske forsigtigt trådte hun ét skridt nærmere og rakte sin mule frem mod ham, ikke for at røre ham eller bryde hans grænse, men blot for at tilbyde sit ydmyge nærvær. "Det er måske sandt, at visse væsner aldrig vil kunne lindres... Men har han ikke lyst til i det mindste at give hende et forsøg? Hun vil i hvert fald meget gerne tilbyde ham sit selskab; og lytte til, hvilke tanker der dog kan fremkalde sådanne deprimerende ord."

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Denne fremmede lyttede med en fascination, der flygtigt frembragte et slørret smil på de sorte læber: Hans fader havde brændt inde med fascination for hans moders vilje. Den sandhed det havde været for Drachmas at indse, hvor forelsket han ufrivilligt var blevet, var det smukkeste Narrator kunne forestille sig. Sandheden om hvorfor en dæmon standsede, for at elske en engel, på en ellers dyster rejse. Det havde blot været for sent. De styrtede i krig uanset - Amoris for længst væk fra sind og syne.

Hingsten sukkede, det gule blik stirrende på hende. Man sagde de øjne han havde, var en komplet afskygning af faderens... Men smilet: Det var hans moders. Han havde aldrig kunne smile så sygt som sin fader. Hans øje fandt ro: Ved et aftegn på hoppens forben allerøverst. En måneformet sort streg - som månen i sin sidste eller første fase.

Ord lød, ord blev modtaget, men Narrator var ikke interesseret. Hans hoved veg bort fra den tilbydende mule og stirrede ud over landskabet igen. Hun var en af dem: Dem der var nysgerrige, efterlignede og tilbød sig. Præcis som Gervina. "Tankestorme skal bringe ethvert sind tættere på sin ende. Hun kan ikke forsøge, der er intet til at modtage hende. Han er en observatør i livets mysterier og tragiske slutninger. Ej her for at involvere sig, ej her for at elske." samme toner som før fyldte tomrummet omkring dem. Det triste område ville snart blomstre med den samme livsstemning som hoppen bar: Hun var som en have fyldt med rosenblade - måske endda dem helt uden torne. Men han var her: I gråvejrets skygger.

Hendes øjne lyste let op, da hun for første gang skimmede et smil om hingstens sorte mule. Hendes eget smil blev bredere, gengældende. Det klædte ham! Lige så hurtigt, som det var opstået, forsvandt det dog igen, og hingsten vendte i stedet afvisende sit hoved bort fra hende. Hun så lidt trist på ham. Det var ikke rart at blive afvist på den måde, men hun havde ikke i sinde at give op. Dog sørgede hun stadig for at forblive respektfuld og gjorde ikke yderligere forsøg på fysisk kontakt imellem dem. Men hendes sind var 100% til stede og fokuseret på ham, og havde hendes sjæl kunnet forlade kroppen, var den fløjet lige ind i hans for at give ham liv og glæde. Dette var dog desværre ikke muligt, og i stedet var hun ladt i selskab med en dybt deprimeret hingst, der tydeligvis havde mistet al mening med livet. Hendes hjerte gjorde så ondt på hans vegne. Hvad kunne der dog være hændt en sjæl for at ende op på denne måde? Så energiforladt, så slukket, så håbløs... Det var som at se på en levende død, hvis liv langsomt smuldrede lige for øjnene af hende.

Hans ord lød nu: Endnu en afvisning. Det kunne ikke betale sig for hende at prøve, for der var intet tilbage til at modtage hende... Hun blev atter trist til mode og fik ondt i hjertet. Han talte jo om sig selv, som om der intet var tilbage i ham. Næsten som var han allerede død... Åhh, hvor det kriblede i hendes krop for at træde nærmere, lægge halsen om ham og knuge ham ind til sig i et varmt knus; forsikre ham om, at alt nok skulle blive godt igen. Men hun måtte berherske sig. Hun vidste, at ikke alle var lige så begejstrede for fysisk kontakt som hende selv - og det sidste, hun ønskede i denne situation, var at overskride hans grænser og skræmme ham væk.

"Men... Et liv helt uden kærlighed, uden at blive involveret, men altid se tingene fra sidelinjen... Det er jo ikke noget liv. Jeg kan da godt forstå, at han er blevet så deprimeret, hvis det er sådan, han har levet sit liv indtil videre. Er der slet ikke nogen måde at ændre dette på?"

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Hun var ikke let at standse. Fremgangsmåden var omend det for hende ikke var så ivrigt som hun ønskede det, stadig for ivrig til ham. Hun søgte at tage fat i hans skuldre, ruske dem til der kom liv i hans øjne og han talte som hun ønskede sig det. Det var en vigtig lektie i hendes liv, der ville slå hende ud et øjeblik, men forhåbentlig ville hun rejse sig stærkere og opdage dette: De fleste ødelagte, forpinte sjæle, ønskede ikke en glædelig tilgang til livet presset ned over dem. Den eneste måde at blive rigtig hel og lykkelig på, var tiden til at hele indefra og ud. Om Narrator ville nå det stadie måtte tiden vise. Det var trods alt sket for mange før ham - men der fandtes også dem der blev vise af deres ødelagte sind, men aldrig kom i livets lykkelige mål. De tog sorgen med i graven.

Hans ånde prustede ud af hans næsebor, og øjnene stirrede intensivt på hende. "Det hun siger er, at det ikke er et liv han har. Hun må se at hendes fremgangsmåde er en tand for hård at presse ned over andres sjæle. Han har et liv - han har sit følelsesrige. At hele indefra er tidskrævende og man bør være mentalt klar og indstillet herved. Hvem fortæller hende at han altid har levet således? Hvem fortæller at han er deprimeret?"

Narrators melodiske, ligefrem vise stemme hævede sig blødt som en langsom tordensky. "Unge frøken - hun antager ting på hans vegne. Hendes krop er en my for langt ude i vandet, næsen for langt fremme. Hvis hun ikke tænker sig om, har hendes ord den modsatte effekt, af den ønskede." der var mange ord hos historiefortælleren, og han havde et sted i sig, en følelse af en form for latter. Det var lidt spøjst. Sådan en fremmed hoppe, så ivrig for at gøre det rette for hans liv - men dog lidt for uvidende om skrøbeligheden af andres sind.

Hun kunne ikke lade være med at smile, da hans giftige gule øjne nu stirrede på hende med en helt anden intensivitet, end hun før havde set. Selvom det ikke helt havde været hendes intention, så havde hun formået at provokere ham - og hvor forskruet det end lød, så var hun glad for dette. For nu så hun i det mindste en reaktion hos den unge hingst - en reaktion, der viste, at han ikke var helt død og ligeglad med alt.

"De må undskylde, hvis jeg gik for langt frem. Jeg har aldrig mødt en sjæl som Dem før, og det kribler i min egen sjæl for at kunne gøre noget - bare et eller andet. Det var måske ikke pænt af mig at antage, at De er deprimeret - for en livsglad sjæl som mig, ser det blot virkelig sådan ud. Jeg har ikke før mødt nogen sjæle, der virkede så... trist til mode. Og nej, ved nærmere eftertanke tror jeg bestemt ikke, at De altid har levet således. For hvis De altid havde levet sådan, ville De ikke reagere sådan her. Nej, der må være sket noget i Deres liv - noget så tragisk, at det har ødelagt Deres livsglæde, som jeg tror, at De på en eller anden måde må have oplevet før."

Hun skyndte sig at lukke munden i igen, for hun kunne godt mærke, at hun talte for meget og stak næsen for langt frem igen. Denne fremmede ønskede tydeligvis ikke hendes hjælp, eller at hun skulle lege en lille slags lommepsykolog over for ham - så hvorfor blev hun ved?
Sagen var den, at Chihiro aldrig i sit liv havde mødt en sjæl, der ikke umiddelbart kunne lide hende - eller i hvert fald følte irritation ved hendes væremåde og tilstedeværelse. Det var en helt fremmed situation for hende, og selvom den ikke var videre behagelig, så var den interessant. Lærerig. Hun vidste, at en sjæl som han ville kunne lære hende enormt meget om livet og de sociale spilleregler på en måde, som hun aldrig var blevet udsat for før. Så hun var for en gangs skyld egoistisk nok til at blive ved at forsøge. Hans vrede mod hende virkede til at stige, men det glædede hende på en eller anden mærkelig måde - for hans let opblussende vrede var stadig mere livsbekræftende at opleve end den zombielignende tomme skal, han havde været lige før.

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Ordene strømmede fra hendes mund, som blod fra et åbent sår. Så mange følelser, så mange antagelser om hans situation - hvad med hendes egen? En livsglad sjæl... Jovist. Men hvem havde egentlig rigtig mærket glæde, før de havde mærket sorg? Hvis hun kendte sorg, ville hun vide, at den kvalte lyset ud af skyggerne. Uanset hvor meget håb man bar, ville den slå hårdt ned og man måtte lade den indenfor, ellers ville man aldrig blive hel - når den havde fået lov at smerte, var det dog ikke sundt at forblive i sorgens dybe hul. Det var i sandhed okay at man i ny og næ vendte tilbage og sørgede minderne, eller blev grebet af følelsen lidt på ny. Så længe der også var en anden side af mønten. Havde Chihiro mon fanget det? At Narrator var væltet forfra ned i det hul der hed: Sorg. Det var ikke den vanvittige sorg, når den først rammer. Han havde prøvet det før, og forventet at moderen snart forlod ham. Så det rev ham direkte tilbage til faderens død, nu var han blot for alvor alene. Trods Narrator havde været til julebal efter hendes død og mødt Cosette, været sit fortællende melodiske selv. Så var han her nu, én dag i helvede, fordi det fik lov at slå ned i dag. Det tog tid at hele - og denne dag var en af dem der brugte flere kræfter på det end andre.

Han sukkede og rystede på hovedet.

"Kan hun mon leve med sig selv, hvis hun ikke får andres smil? Kan hun vandre ubekymret af sted, hvis andre lider? Er hun bundet af andres lykke, for selv at føle lykke? Hmm." han trak sit gule blik ud over søen og regnen. Så skridtede han langsommeligt ud i det - hans krop så muskuløs, så elegant og fejlfri.

"Hun må sande, at det er hendes behov - han er skyggen af en engels smil og det har han altid vidst. De kigger på ham nu, hinsides vores verden, og jovist er det tragisk, men ej en altødelæggende følelse for livsglæde. Forstå det, må hun, at ikke alle er som hun. Nogle viger ikke for den mindste skygge, nogle er sågår fascinerede af den. Han er blot en af dem, der tillader mørket at vandre ind og senere vil mørket tillade lyset at skinne det stærkere." hvis hun var poetisk ville hun forstå det. Men måske var disse ord en kende svære at forstå. Hans øjne glitrede, det var stadig en tomhed, men det var også blot sådan sorgen agerede nu. Melodien i hans stemme var ikke udvasket, den var blot beskidt i disse stunder, som metal der plejede at skinne, men nu rustede.

Hun lyttede fascineret til de ord, han nu ytrede om hende, og en vis fascination gled atter over hendes blik. For på ganske få sætninger havde han faktisk formået at beskrive hende ret præcist, og det gav hende i den grad noget at tænke over. For hvis hun var bundet af andres lykke for selv at føle den, var hun så i virkeligheden lykkelig? Hun mødte hans øjne med et eftertænksomt blik, der viste, at hun sugede hans ord til sig og virkelig tænkte over dem.

Hun fulgte ham nu med blikket, som han langsomt trådte ud i søen. Og da han atter begyndte at tale, og hun rigtigt tillod sig selv blot at holde mund og lytte efter, forstod hun ham endelig. Hans liv var ikke ødelagt. Han var ikke deprimeret, livstræt og opgivende. Han var blot i sorg og forsøgte ikke at kæmpe imod det, fordi han tillod sig at føle den - og vidste, at mørket en dag ville vende og tillade lyset at skinne ind i stedet. Hun formede sin mule til et lille tænksomt o, og trådte tøvende et halvt skridt ud i vandets overflade. Det kom oprigtigt bag på hende, at hun havde misforstået denne hingst så meget - hun var normalt en meget god hestekender lige som sin mor. Men denne gang havde hun taget fejl; antaget for hurtigt og ladet sin egen forudindtagethed blokere for den virkelige sandhed. Hun skammede sig og ville for alt i verden prøve at gøre det godt igen.

"Jeg er frygtelig ked af, at jeg misforstod ham så meget. Jeg var for hurtig til at drage mine egne antagelser og konklusioner, og i min iver for at prøve at hjælpe, glemte jeg at lytte til, hvad han egentlig fortalte mig."

Hun trådte et skridt længere ud i vandet og besluttede sig for at ændre sin talemåde for at tale mere direkte til ham og gøre det mere personligt.

"Det må De undskylde. Kan vi starte på en frisk? Hvis ikke De er blevet godt og grundigt træt af mig og blot ønsker, at jeg går min vej igen, så vil jeg meget gerne tilbringe lidt mere tid i Deres selskab. Jeg har på fornemmelsen, at De kan lære mig meget og give mig en helt ny forståelse for livet, som jeg aldrig havde skænket en tanke før."

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Han var ej en dans på roser at forstå, og mange før hende havde mistolket ham. Det var både talemåden, og væremåden. Narrator var ikke en hingst der bar alting åbenlyst udenpå. Selv glæde var dulmet under en mystik. Han stod fængslet af den lille tidslomme de befandt sig i - af omgivelsernes triste skær. Fornemmelsen af hoppen var der stadig, omend hun var tavs nu. Endelig langsom. Endelig lyttende. Jo... Nogle af de første sætninger var deprimerende at lytte til. En observatør i livet... Det var hans måde at observere verden på, der gjorde ham til den han var. En historiefortæller. Tankestorme - tættere på sin ende. Et udtryk hans moder havde lært ham. For tankestorme var en form for udvikling og tidskrævende og kunne hvis man ikke slap dem, ende grufuldt. Elske... Se det var der hans rigtige problem hvilede. Ikke i depression. Men følelsen af ikke længere at blive elsket og kunne elske. Jo Dawnya var elsket - nok det sidste han havde. Men faderen borte. Moderen borte. Gervina forsvundet. Det var frygtindgydende at sætte sit hjerte til livs igen til en anden, når det havde været så sårret. Tiden skulle til for ham.

Hun undskyldte, og det fik ham til at trække på endnu et flygtigt smil - hun virkede nu som en undskyldning for sig selv og han brød sig ikke om andre der undskyldte, for at lære. Man lærte og man fejlede til man forstod, det var livet. Alligevel var det lidt tragikomisk for ham.

Hun ændrede derefter karakter - og observerede nu ham som en hun kunne lære af. Han vendte sit gule blik som et lyn. Se der hvilede en del ansvar hos ham. For hun var ikke den eneste draget af hans poesi og historier. Alt hvad han gav ud, ville andre suge til sig og hvis han sagde noget der ville guide dem et skidt sted hen - så var han ej en god formidler. Men Narrator kunne se hoppen som hun var. Ren. Hun ville ikke gøre noget kun på baggrund af hans fortællinger. Så han nikkede én gang og blikket var så stærkt at det kunne brænde. Nu så hun ham.

Et overrasket udtryk gled kort over hendes ansigt, da han nu vendte sit blik mod hende med brændende øjne, der lynede gult imod hende. Men der var ikke vrede at spore i hans flammende blik; nej, tværtimod syntes hun at kunne skimte tilgivelse hos ham, og næsten et glimt af morskab. Hun kunne godt forstå, hvis han morede sig over hende lige nu - for hun havde da vist også opført sig lidt fjollet.
Hun smilede stort og taknemmeligt til ham, da han nu valgte at besvare hendes spørgsmål med et enkelt nik. Det glædede hende, at han ville give hende en chance mere, og at hun kunne få muligheden for at rette op på sine fejl og gøre det godt igen.

Hun trådte derfor de sidste par skridt ud til ham i vandet, hvor hun roligt stillede sig ved siden af ham og tog en tår vand. Hun så derefter på ham med et glimt af morskab, som hun nu slog en lille latter op og startede deres samtale forfra. "Det glæder mig at møde Dem, Hr! Mit navn er Chihiro."

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

En ny start fandt sted iblandt de triste skær og regnens bløde fald imod vandets overflade. Hans gule blik matchede med de gyldne farver i vandet. Et sted bag skydækket var solen ved at blegne og forsvinde, men mens den fandt sin ende, fandt de en begyndelse.

Hun kom tættere til, drak og talte så sine nyfundne ord - leende, legende præcis som han kunne forestille sig at karakterisere hende i en fortælling.

"Ethvert øjeblik åbnes en ny dør, for den der tør finde den. Han ser hende igennem åbningen - han navn er Narrator, historiefortælleren, hvis liv hviler tålmodigt under døren et øjeblik endnu." melodien trak aldrig ud af hans stemme, ligesom det tragiske var en del af ham for nu. Så længe døren stod åben over ham, ville han kunne rejse sig til den en dag. Det var straks en anden sag hvis den pludselig skulle smækkes - så var han måske præcis det hun så først.

Hun lyttede til hans ord og vippede opmærksomt med ørerne. Hans navn var Narrator - meget passende. Historiefortælleren. Ordet fik et lille smil til at trække sig op i hendes mundvige. Det var i sandhed præcis, hvad han var - en rigtig historiefortæller. Hun kunne tydeligt se ham for sig, siddende rundt om et hyggeligt bål foran en lille samling af både føl og voksne og fortælle sine levende, beskrivende eventyr. Tanken om ham i denne rolle fik hende til at smile endnu større. Lige nu var det måske svært at forestille sig den lettere nedtrykte hingst i denne rolle, men hun var sikker på, at han havde det i sig et eller andet sted. Det var tydeligt, at hele hans liv drejede sig om disse historiefortællinger - og hun var enormt nysgerrig på, hvordan en hest endte ud med at blive sådan. Men det måtte blive en historie til en anden gang, for hun var stadig varsom med ikke at komme til at træde forkert og overskride hans grænser endnu en gang, nu hvor de lige var ved at finde melodien igen.

Hun smilede atter ved hans ord om, at der hvert øjeblik åbnedes en ny dør for dem, der turde finde den, og at hans eget liv tålmodigt ventede under døren et øjeblik endnu. Hun smilede opmuntrende til ham og rakte i et flygtigt øjeblik sin mule frem mod ham, for dog hurtigt at trække den tilbage igen med et undskyldende smil, da hun huskede, at han ikke havde været interesseret i nærkontakt tidligere. Hun mente intet ondt med det - for hende var berøring bare så naturlig en del af samværet med andre, og hun måtte derfor konstant huske sig selv på, at ikke alle havde det på samme måde.

"Jeg er sikker på, at han en dag finder mod til at finde døråbningen igen - og indtil da vil hvile trygt og godt uden for den."

Hun skyndte sig at skifte emne med et muntert glimt i øjet, i et håb om at han ikke ville finde hendes opmuntrende ord for irriterende igen.

"Er De født her i Proelio, Narrator?"

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Den modstriden følelse hun måtte have ved at standse sig selv fra at række ud fik et smil til at trække i hans mundvig. Langsommeligt lod han sin egen mule finde hendes og modtog derved lydløst den undskyldning hun sendte ligeledes lydløst. En sådan erklæring ville ses som en godkendelse og tiden gik ganske kortvarigt i stå. For han var langsom, han var blid og han var flygtig, så det ene øjeblik var han der, de gule øjne i hendes lysende og håbende. Det næste var alt som før og regnens trommen omringede dem. Han sukkede lidt og lyttede med et øre.

"Proelio er hans hjem - da han blev født, da han voksede op og sidenhen. Altid." svarede han roligt. "Hun må næsten være en af Elasiums vidundre - hun minder ham om landsdelens særlige sjæle." han skævede til hende, med sin mystik og nu afventende.