Visenya havde fortsat sin færd østpå, ja faktisk var hun endt med at gå sydøst. Hun vidste ej hvad hun vandrede imod, for landet var endnu for hende så ukendt, at hun ikke kunne finde vej; hun ville kunne finde tilbage til vandfaldet og derfra sydpå indtil hun nåede Proelios grænse, der hvor hun var krydset ind i landet – men resten var hende ukendt.
Ud fra de historier hun havde fået fortalt, så lå Proelios hjerte som en form for centrum i landet, og noget sagde hende at den retning nok var meget god at søge, hvis hun ville blive klogere på landets rigdomme og religion.

Snart begyndte et skovområde at dukke op i horisonten, og Visenya havde ingen kvaler ved at fortsætte imod det. Nu hvor sneen havde fortaget sig i området, trængte hun også til et sted at søge læ og hvile, efter at have vandret mange km siden sin ankomst til Proelio; måske et skovområde ville være et godt valg til det?

[Visenya er på vej imod Aisla skoven]

Den store, påfugle-lignende hingst kom roligt svævende langt oppe i luften. Der var godt gang i vinden i dag, og den bed hårdt i hans let røde kinder - men da han fløj i medvind, kunne han blot lige så stille lade vingerne hvile i luften og svæve af sted.
Det var ikke så længe siden, at han var ankommet til dette land sammen med Breinowa og de to nu forældreløse føl, og da ingen af dem vidste noget som helst om dette land, var han nu taget på en lille flyvetur for at forsøge at danne sig et øjeblik.

Han havde efterladt de andre ude i skoven, og da han nu svævede over de mange trætoppe og hurtigt kom til udkanten af skoven, fik han øje på en sjæl. En ganske køn hoppe. Noget mere simpel og naturlig i farverne end han selv, men til gengæld glitrede hendes man og hale så smukt, at han kunne se det helt heroppe fra, selvom solen ikke engang var fremme. Wauw!
Med et enkelt vingeslag dykkede han nu nedad i retning mod den fremmede. Han lod sig lande på jorden et lille stykke fra hende, så hun ville kunne nå at se ham ankomme og ikke blive forskrækket, og foldede pænt de store vinger sammen igen. Han lod da en hilsende brummen lyde i hendes retning, inden han roligt begyndte at skridte hende i møde. Det var den første fremmede sjæl, han traf i dette nye land, og han håbede virkelig, at hun ville kunne fortælle ham lidt om, hvor i verden de var havnet henne.

The greatest leader is not the one who does the greatest things -
but the one that gets the people to do the greatest things.