Nigrum Frollo
Im not alone for my father is with me.

- But only by the Gods.

Normalt var Kantos skove et stille sted. Et sted hvor mystik vidnede til enhver handling der blev begået. Selv vinden var doven herinde. Alt var oldgammelt, nærmest helligt. Skygger var lange, træerne stå tykke og høje og ofte visnede. Tåge kom, tåge gik. Sollys synes forbudt - men skygger var velkomne alligevel.

Frollo gik i denne stilhed længe. Han var vågnet udmattet efter sine synder måtte blødes ud, for gudernes åsyn. Piskeslagene blødte endnu, men han følte ikke den sydende smerte. Han følte i stedet tilgivelse. En ren følelse af velsignelse, efter hans tro sind atter havde bødet for dets utyske tanker. Bedst som han fuldstændig på ny fik slået Sirenias minde ihjel i sit hoved, lød der en højlydt stønnen. En gråd nærmest. Han havde hørt lyde som disse før: Det mindede ham så absolut om en fødende hoppes skrig. Hans blik blev ikke fanget i første omgang og han var ved at trisse bort, da han følte en form for trussel... Noget var galt: Noget han skulle rette op på, for hans eget bedste.

Hingsten nærmede sig lyden langsomt og sikkert. Hans øjne fandt også snart en hoppe imellem træerne... Han forblev i sit skjul. Fødende lå hun ganske vist der i et rent smertehelvede og et føl var næsten kommet til live. Det var dog ikke det der interesserede Frollo mest: Nej det var hans broder. Aeical holdt hoppen med selskab - ja han nærmest synes at holde af hende og være til stede for hende. Frollos øjne kneb sig sammen - det var beskidt. Det var ikke rigtigt! Et enormt svigt for familiens store ære! Lange rækker af generationer var født en efter en, på helt hellig vis. Gifte heste - mager! Der fortjente at skabe nyt liv, til ære for slægtens fortsættelse. Men dette? Dette var ingen mage! Der var et sandt og smukt ritual og dette var absolut ikke udført, for så havde Frollo selv stået bi hos hans broders side som forlover!

Hans had boblede. Der var nu grund til at skære den ubevidste og dumdristige Aeical ud af familie stamtæret. Denne vanære, skulle han bøde for for altid! Og hoppen? Hun var intet hak bedre. Så uren. En tvivlsom fremtid hvilede her... Føllet var født. En farvestrålende en. Aeical hjalp til. Det var ulækkert. Det var syndigt. En bastard! Men før han vidste af det forlod broderen dem - tilsyneladende for at hente mad til moderen. Der var intet tæt ved, så Frollo så sit eget snit til at forbyde og gøre bod på denne onde gerning imod deres ære.
Han nærmede sig. Ud af skyggerne imod den nybagte 'mor' og hendes ækle føl. Skræmt. Skræmt blev hendes øjne. "Jeg er blot den retmæssige vej på din sti. Min broder har begået synd, du har valgt din skæbne. Denne synd bør rettes op, gudernes vilje forbyde at du skal se dem leve." hans stemme var iskold. Hans sind grebet af at hævne sin ære og lade familien have værdigheden i behold. Hun måtte dø.

Allerede synes hoppen medtaget og svag - hun kunne ikke gøre modstand. Livet ville hun alligevel miste, synes han at se på blodet, der stadig fossede ud af hendes krop. Føllet var så hjælpeløst. Frollos øjne bar det hellige skær og mordtrangen meldte sig - han bed hendes strube, så vejret til lungerne lukkedes. En bøn lød i hans indre. Sémnyx beskyt min ære, min vilje, min vej. Mit sind er i svigt fra min broder og De må gøre mig stærk! Han holdt fast. Hans impulser tvang ham til at være i denne situation og kvæle livet ud af den uvidende hoppe. Han følte nærmest en magt, større end aldrig før ved hendes kamp for overlevelse - men hun var berørt og hun ville aldrig blive til noget i hans tros veje. Broderens tros veje ligeledes. Langsomt ebbede livet ud af hoppen. Hans hjerte piskede af sted, der var nærmest overjordiske kræfter i hans krop. Disse bekræftigede ham i at hans gerninger var de eneste rigtige. Offeret blev givet til helvedes mester Helzlori.

Han slap. Blod løb ned af hans mule, men han tørrede det straks af i træet ved hans side. Han havde nær glemt alt om føllet... Men vendte sig så imod denne skabning. Han så pludselig det deforme ansigt og pukkelryggen den unge hingst bar. Pludselig blev hans indre grebet af en truende stemme fra foroven. En trussel fra guddommen synes at føles i hans nærhed. Det kunne være indbilding, men de nægtede ham at slå føllet ihjel. De agtede at han skulle se ud over æressvigtet - dette var hans eget blod - han skulle give livet en chance, for at tjene den rette tro. Han stirrede og stirrede... Fortjente den lille skabning virkelig nåde? Men gudernes veje føltes så voldsomme i hans indre. Det var ingen løgn.

Det modersløse føl blev nu hjulpet af Frollo. Men han bed det i nakken, så snart det stod og tog det med bort fra denne offerplads. De måtte af sted. Snart havde Frollo et liv at vogte og han ville oplære dette kræ i sin egen tro. Det var også på tide, at andre så lyset.

Quasimodo blinkede langsomt. Fødslen havde været hård, også for ham og nu lå han med nærmest ingen kræfter og ventede... Han vidste ikke helt på hvad men han følte at noget burde ske, noget varmt og trygt og dejligt men der var bare koldt. Koldt og skræmmende.

Han fik endelig løftet hovedet og så sig omkring, noget stort, sort og uhyggeligt stod og spærrede for det der lugtede så trygt og varmt. Skulle han derhen? Langsomt og med stort besvær fik han benene samlet under sig og fik skubbet sig op. Hans hoved var så tungt men nu hvor han var oppe..

Inden han nåede at nærme sig det trygge greb noget ham i nakken og slæbte ham afsted. Han vrælede skræmt og forsøgte på en gang at kæmpe imod og bare at holde sig på benene. Hvad skete der dog?

Nigrum Frollo
Im not alone for my father is with me.

Frollo bragte føllet et sted hen, hvor de kunne være skjult. Han hørte vrælene og standsede da med en smule modstand imod dette indgreb han gjorde i sit eget liv. Men gudernes vilje føltes stærkere end nogensinde i hans krop. Han skulle. Han måtte ikke fejle - for hans blod ville blive dømt. Et efterliv i helvedet, var intet sted for Frollo - og ej heller denne lille bastard... Frollo ville rejse ham højt over sin afstamning tilbage til den ære der egentlig lå i hans blod. Han standsede og øjnene blev milde - nærmest faderlige, overfor den pligt det nu var. "Unge ven. Jeg lover dig et liv i ære og tryghed. Jeg kan beskytte dig fra verdens grumme ansigt. Du vil kende kærligheden... Quasimodo."

Han strøg nu føllets pukkelryg. Lod ham mærke sin varme og den form for kærlighed Frollo kunne give. Hans mule var blød imod den våde pels føllet havde efter fødslen. Han brummede beroligende. Slikkede pelsen, så den kunne blive tør...

Quasimodo så forvirret på hingsten der havde slæbt afsted med ham. Det var meget ubehageligt men nu var det varmt og beroligende i stedet. Forsigtigt strakte han mulen ud og rørte ved hingsten, tøvende som forventede han at noget slemt ville ske igen.

Opmuntret af de beroligende lyde og berøringer trådte han tættere på hingsten og snuste til hans mave. Han var sulten og instinktet sagde ham at maden kom fra noget stort og varmt... og trygt. Men der var intet her der lugtede af mad. Forvirret klynkede han og puffede til den store krop foran ham.

Nigrum Frollo
Im not alone for my father is with me.

Frollo tog tiden til at nusse føllet og bløde hans nyfødte sind op, til at mærke lyset : Det eneste rigtige lys. Han trak vejret dybt... Og så bad han, som han aldrig havde bedt før. Han bad til gudinden Sémnyx om at holde føllets tørst og sult stillet, til den dag føllet selv kunne spise sin føde.

Imens han mumlede svagt og brugte sin dybeste og mest ærbødige koncentration og vigtige pointer i sin forklaring nærmede føllets mule sig han bug. Frollo brummede og lukkede sit ene øje op imod den lille... Men Quasi fandt ikke det han søgte - så Frollo trak vejret roligt igen og lod mulen glide beroligende over den lilles skind. Det føltes som om et pres blev lagt på hans skuldre... Guddommelighederne fra før var overalt omkring ham. Han sansede tydeligt deres vilje... Opgaven pålagt hans skuldre. Føllets mule søgte ham og han pustede blødt imod den, omend han var en smule modvillig.
Han skridtede så efter viljen. Ikke langt væk fandt han en plante, med en dybde, som en skål... Der piblede en væske ud af planten. Han lyttede. Lyttede efter gudernes tegn... Et lys kastede snart lange skygger ned over Frollo og han smilede og udviste sin taknemlighed og respekt. "Quasimodo - kom hid, for du skal drikke gudernes væske." hviskede han nærmest højtideligt, faderligt, men mere som en skaber, end en far.

Quasimodo stod usikkert stille da hingsten begyndte at gå væk fra ham. Skulle han følge med? Han var det eneste trygge og varme i Quasimodos liv nu men samtidig skræmte han også føllet en smule. Han var stor og skræmmende og de første øjeblikke sammen havde ikke været rare. Men nu var han varm og blød og rørte blidt ved ham.

Så snart han hørte hingsten kalde var han dog ikke i tvivl mere - han ville ikke være alene, han ville være varm og tryg og hvis hingsten kunne give ham det så ville han tage imod det med glæde. Stadig lidt usikker på benene - ikke hjulpet af det lidt forstørrede hoved der hele tiden var ved at bringe ham ud af balance - gik han hen og så undersøgende på planten og væsken i den. Skulle han drikke det? Tøvende og med flere usikre blikke mod hingsten stak han mulen ned i væsken og sugede. Heldigvis smagte det fint og efter endnu et øjebliks tøven drak han velvilligt med halen svingende bag sig.

Nigrum Frollo
Im not alone for my father is with me.

Frollo havde nu taget et føl til sig, der ikke var hans, men som afgjort var i bedre tro og hænder nu. En chance i livet. En chance for Frollo. Han lod føllet drikke af bladet til det var mæt - enten måtte han finde en ammehoppe. Eller håbe på gudernes vilje til at brødføde føllet, til det kunne leve af fast føde.

Han nussede den lilles pels, undersøgte hans vanskabte krop... En straf her i livet var allerede giver Quasimodo - og Frollo måtte sørge for, at ingen dømte føllet for hans udseende. "De vil alle se det. Men du har mig." lovede han hviskende.

Quasimodo løftede hovedet og smaskede tilfredst. Det var skønt at være mæt og tryg. Alting så ligesom mere positivt ud nu og mindre skræmmende.

Nysgerrigt nussede han hingstens bringe og så undersøgende mere af kroppen. Han havde en masse striber på kroppen, striber han rent faktisk kunne mærke. Han drejede hovedet og kørte mulen over den del af sin ryg han selv kunne nå, han havde ikke den slags striber. Var det normalt??

Frollos hvisken gav ikke meget mening for Quasimodo - endnu - han så bare forvirret inden han forsøgte at kommunikere ved at spørge ind til striberne "Vaa?" spurgte han og puffede let til en stribe.

Nigrum Frollo
Im not alone for my father is with me.

Frollo stirrede på denne adopterede søn. I en anden verden, havde Frollo nok endda set hans opførsel som absolut nuttet... Men lige nu var han mest bekymret over sin brors uforsigtighed og derfor ønskede han at få Quasimodo videre. De ville finde et passende område at gemme ham i...

Han klukkede med sammenknebne øjne af den lille. "Du lære det." lovede han så. "Kom med. Vi må finde hvile." den sorte hingst puffede opmuntrende til dette føl. Han havde en forpligtigelse nu - en afskyelig men samtidig nødvendig pligt. Et føl. Frollo begyndte at gå, roligt denne gang, for at de skulle søge et bedre område. Bewitched måske.

Quasimodo så en smule skuffet på Frollo da han ikke fortalte ham om striberne men det blev nogenlunde opvejet af at hingsten lød glad. Han nikkede ivrigt og fulgte med hingsten, han ville ikke risikere at blive forladt og dermed føle sig så forvirret og bange som han havde da hingsten først fandt ham.

Blandet med hans iver efter at holde sig til var der dog også en kraftig nysgerrighed han havde svært ved at tøjle. Der var så mange nye og spændende ting - ja faktisk alt var jo nyt for ham... Så han blev hele tiden distraheret af en blomst, en gren, en sjov sten, for så at skynde sig hen tæt op ad Frollo igen så snart han kom i tanke om at han ikke ville blive væk.

Nigrum Frollo
Im not alone for my father is with me.

Ville deres liv altid være sådan her? En nysgerrig lille hingst, der skulle opleve alt? Eller ville han falde til ro med tiden? Frollo forsøgte at huske hvordan Aeical havde været som lille. Men det var længe siden de var små og Frollo havde viet sit liv til andre ting end sin sølle fortid og opvækst. Han ledte vejen til Bewitched, da han kunne se at Quasimodo kom tilbage, hver gang han stoppede op.

Da de endelig, endelig ankom lod Frollo dem ind i den storslåede ruin. "Her kan vi være i sikkerhed. Du kan vokse op og skue verden, lære om vores Gudinde." lovede han.

/Tænkte at oute her? Så kan vi skrive en ny