Det helt nye, men alligevel ret store føl Rai Silvia bevægede sig på let ustabile ben afsted gennem den flammefarvede skov Atumnus. Mor Silverstream var ikke langt væk, og selvom hoppeføllet stadig følte sig ganske utryg ved at bevæge sig væk fra hende, ja så var den anderledes skov alligevel så spændende, at eventyrlysten simpelthen trak i hende. De strålende, turkise øjne var store af betagelse, som føllet prøvede at se det hele på én gang. Det var dog ikke helt muligt, og det fintformede hoved blev derfor konstant drejet hid og did. 

En kvidren i det nærmeste træ, fik Silvia til at stoppe op med ørene som på stilke. Hvad var det? Først kunne hun ikke se andet end træets grene og de mange orangefarvede blade, men så.. Der var et lille sort væsen med et næb lige så orange som træets blade, og det var den lyden stammede fra. Hoppeføllet stod blot helt stille og lyttede til sangen fra det lille væsen.

Hingsten slog irritereret rundt med hovedet plaget af træernes grene, som rev og flåede i hans røde man. Han havde fået bevæget sig lidt for langt ind mellem nogle tætte træer. Han havde blot bevæget sig herind for at få fred. Dyr lyderne lød omkring ham, fugle som hakkerede i træerne, egerne som hopper frem og tilbage og samlede på nøder vel. I guder nogle irriterende lyde, som der fandtes i en skov. Han satte farten yderligere op, imens han masser sig igennem træerne i en ustoppelig kraft. Han fik nærmeste mast sig ud af det sidste stykke og var lige ved at få banket ind i en lille grålig sjæl.

Han kunne mærke, at det bestemt ikke var hans dag i dag. Hvorfor skulle han da også lige møde en sjæl nu! Og ovenikøbet et dumt lille føl, som sikkert havde nogle sure røvhuller som forældre. Et høj lydt suk forlod ham. Før han så på den lille tingest som stod i hans vej.


”Burde du ikke tag og gå hjem til din moder - stump...”


Brummer han endeligt en smule bitter efter at have stået og gloet halv irriteret på den et stykke tid. Det var et større føl, men virkede nu ikke særlig gammelt, selvom den havde en god højde - sikkert bare nogle større forældre - pokkers!

Som Silvia stod der og betragtede den lille, syngende fugl, blev hun pludselig opmærksom på, at dens kvidren ikke længere var det eneste, der kunne høres i skoven. Undrende lagde hun hovedet let på skrå, som hun lyttede til tunge tramp og knækkende grene. Hvad mon det var, der kom denne vej? Et hvert andet føl ville straks være vendt om, og have søgt tilbage til sin mor. Og i Silvia meldte denne følelse sig da også, men nysgerrigheden var dog større, så hun blev blot stående hvor hun var. Spændt på hvad det var for et væsen, der kunne larme så meget.

Med ét brød en sort hest gennem skovens buskads, og det i en vældig fart. En fart så høj, at han kun akkurat nåede at stoppe foran det skimlede hoppeføl. Med store øjne kiggede Silvia op på den fremmede, som stod direkte foran hende. Et suk lød fra ham, uden at Silvia dog forstod hvorfor. Mon han var træt efter at have braset igennem skoven på den måde? Hans grønne blik gled nu ned over hende, og blev der i en rum tid. Føllet stirrede dog blot tilbage, og således kunne de to stå og kigge på hinanden. 

Med et irriteret tonefald valgte den sorte og bryde tavsheden. Han synes, at hun skulle gå hjem til sin mor. Hvorfor? Undrende rystede hun nu på hovedet, mens hun fortsat stirrede på ham. Han var sort ligesom hendes far, men med en helt anden kropsform. Hans man og hale var flammende røde, fascinerende røde.

Han blev ved med at stirrer ned på den lille sjæl, som blot stod der og stirrede på ham. I guder! Var føllet så ungt den ikke engang kunne snakke! Hvad var det dog, han altid formåede at rode sig ud i. Hvem lod også sit lille lorteføl strejfe så langt væk! Tænkt nu, hvis en ond sjæl kom forbi og stjal eller dræbte den! Hvis man valgte at få sådan en lille lort, havde man også ansvaret for at holde styr på det. Han kunne ikke skjule hans foragt, før blikket endelig blev mildt og venligt.

Han kunne ikke lade føllet være herude alene! Om det så kunne snakke eller ej. Han havde selv været skyld i at miste et føl, og han nægtede at se dette ske endnu en gang. Han mærkede sorgen og foragten mod hans svage øjeblik i fortiden. Han måtte ryste det af sig, fordi han måtte ikke skræmme det lille føl. Han fik kæmpet et keglet smil frem og trådte respektfuldt et enkelt skridt tilbage.

”kan du tale?”

Lød det mere mildt og varmt fra ham, han lod sig falde ned på knæ foran den lille, for at virke mindre skræmmende og stor.

”Mit navn er Alastair”

Prøvede han forsigtigt og ganske keglet sig frem. Det var svært for ham at prøve at være så venlig og varm mod en fremmed, især fordi han ikke følte, det lå til ham. Det lå så langt væk, han var altid ligeglad med alt og alle, så hvorfor prøvede han at få kontakt til den.. den rotte?!

Hingstens blik lå i en rum tid på føllet, mens forskellige ansigtsudtryk fór over hans ansigt. Hvad det egentligt var han havde gang i, forstod Silvia ikke. Hun følte dog ingen trussel, og blev derfor blot stående, mens hendes eget blik nysgerrigt gled over ham, og fik alle detaljer med. Interessen blev straks vagt, da hun fik øje på den gyldne ring om hans forben. Den glimtede så fascinerende. Aldrig havde hun i sit korte liv, set noget der på det nærmeste strålede som solen. Netop som hun skulle til at strække mulen ud mod den, trak hingsten sig et skridt tilbage. Skuffede kiggede Silvia op på ham, hvor hun med det samme bemærkede en ændring. Hans gnavne udstråling var pludselig skiftet ud med.. Venlighed?

Hans spørgsmål om hun kunne tale, blev ikke besvaret, idet hun nu med store øjne studerede, hvorledes han sank ned i knæ. Ned i hendes højde. Hun måbede let, ikke klar over hvad denne handling betød.

Hingsten præsenterede sig nu som Alastair. Sikke et underligt navn. Hun kendte kun til mor og far. "Alasta," gentog hun nu prøvende efter ham, men skar ansigt da det ikke kom ud på samme måde som hans.
Et par små skridt og hun var nu helt henne ved ham, hvor hun prøvende stak den lille mule helt ned i hans røde pandelok. Han lugtede anderledes. Herefter bakkede hun temmelig usikkert et skridt eller to, og forsøgte nu at gøre ham kunsten efter. At falde ned på knæ var dog ikke helt let, og føllet væltede næsten omkuld i forsøget. Da hun endelig efter en masse asen og masen, lå som ham, kiggede hun storsmilende ind i de grønne øjne. "Rai Silvia."

Den lille virkede stum, den måtte være ganske ung vurderede han. Hvilket endelig blot var mere foruroligende, at han havde fundet den lille her helt alene. Han kiggede lidt rundt, men kunne ikke lige opfange en anden i nærheden, men hendes forældre måtte da være et sted i nærheden? Alle vidste da, at Proelio ikke ligefrem altid var det venligste sted. Både på grund af guder og andet, men også nogle af de heste her i landet, havde en dårlig opførelse og storhedsvanvid.

Dog lød den lilles stemme endelig, så lidt kunne den tale. Han smilte let over hendes prøven med at sige hans navn. Hun sagde det nu på en super sød måde, han kunne ikke lade være med at smile stort og kærligt. Hun var sød.

Han blev dog overrasket da hun nærmede sig, det gjorde ham en smule utryg, men han vidste også et føl ej kunne gøre ham skade. Hendes lille mule ramte hans røde lokker, han prøvede at holde sig i ro, men et lille sæt gik igennem hans krop, og han spændte en smule op, dog holdte han et varmt smil om mulen.

Han fulgte hende blot med øjne, da hun atter bakkede og næsten faldt i forsøget, han skulle til at rejse sig for at hjælpe, men hun så ud til at klare den. Overrasket så han, at hun pludselig prøvede at gøre som ham. Han kunne ikke holde en blød latter tilbage. Hun formåede faktisk at komme i stilling efter et stykke tid efter en sej kamp.

”Rai Silvia, sikke et dejligt navn”

Sagde han med en varm stemme.

”Rai Silvia, kan du vise mig vej gennem skoven mod, hvor du bor?”

Tilføjede han, i håb om at føre hende tætter på hendes forældre. Han ville nødigt have det lille føl blev væk eller kom til skade.

Den fremmede hingst Alasta lo nu med ét. Forundret lagde Silvia hovedet på skrå, mens hun studerede ham. Hun lyttede til denne nye type af lyd, som hun ikke tidligere havde stiftet bekendtskab med. Hvad mon den betød? Hun vurderede, at det var en god lyd, for hingsten så ikke ud til at være gal eller ked af det. Det var en lyd, som hun godt kunne lide.
Da Alasta nu udbrød, at hendes navn var dejligt, kunne det lille føl ikke lade være med at stråle af stolthed. Han kunne godt lide hendes navn? så kunne hun også godt lide hans, selvom det var en smule mere kompliceret end mor og far.

Det begyndte snart at værke i Silvias knæ, så med stor koncentration kom hun nu op på alle fire igen. Her lavede hun et par små og lettere usikre spjæt, for at få liv i de lange, tynde ben igen. Som Alasta nu spurgte om, hvor hun boede, kiggede hun blot spørgende på ham. Her? Der? Mange steder? Hvor end hendes mor synes det skulle være. Det var dog yderst kompliceret at formulere for hoppeføllet, så i stedet kiggede hun ind mellem træerne, hvor omridset af en stor hest kunne anes. Rai Silvia var ikke længere væk, end hendes mor vidste, hvor hun befandt sig.

Med et lille hvin sprang føllet nu frem, og begyndte at cirkle rundt om den mørke hingst. Hendes turkise øjne strålede, mens hun fra tid til anden kom så tæt på, at hun kunne dutte på Alasta. Efter et dut sprang hun fornøjeligt tilbage, som var hingsten en farlig løve, som ville springe på hende.