Silver var gået over tid denne gang. Hvorfor vidste hun ikke. Vejret havde været drilsk og uforudsigeligt, men langt om længe var der ro på. Intet havde hun set til Freakshow, men hun var ikke overrasket. Hun gad knapt nok bruge tid på at være skuffet, for han ville nok aldrig ændre sig. Det var også ligemeget, for hun skulle nok få hvad hun ville i sidste ende.

Men tiden var ikke til at være bitter over ham, for folingen var op over. Silverstream havde fundet et lille skjult område hvor hun kunne få bragt det nye liv til verden i ro og mag. Hun lagde sig mageligt i den bløde skovbund, og mærkede hvordan veerne tiltog.

Mange mange måneder var gået siden hans sidste møde med den forbandede Silverstream. En forbandelse, ja det var, hvad hun var for ham. Han mente selv, at han hadede hende som pesten, og at hun ikke var andet end ligegyldig luft for ham. Men hans stupide hjerte blev ved med at ville det anderledes. Af en eller anden grund endte hun altid med at rumstere så meget i hans tanker, at han endte tilbage hos hende. Og også sidste gang havde det ført en konsekvens med sig - en ny søn eller datter var på vej.

I lang tid havde han fulgt den grå hoppe på afstand; gemt sig i skyggerne og aldrig givet sig selv til kende. Men som en anden creep havde han stalket hende. Dag og nat. Fulgt hendes færd og mindste bevægelser, men uden at afsløre sig selv. Han havde skam haft lyst, jovist havde han det. Men så dum var han ikke. Han vidste, at hun var det rene gift for ham, og der var absolut ingen grund til at tilbringe mere tid i hendes selskab end højst nødvendigt - ikke så længe han kunne få sit kick ud af at beskue hende på afstand.

Helt hjerteløs var han dog ikke, og da han nu stod skjult i skyggerne og så, at hun endelig efter flere måneders overtid skulle til at fole, kunne han ikke længere holde sig tilbage. Han ville gerne hjælpe hende, så godt han kunne, og så var han da også nysgerrig efter at møde sit kommende afkom.
Med en charmerende brummen trådte han derfor ud fra skyggerne og gav sig selv til kende. Med et lumskt smil om mulen nærmede han sig den folende hoppe og slog en mørk latter op. "Det var godt nok på tide."

Det var som om at veerne blev glemt et øjeblik, da en latter fik hende til st slå hovedet op. Nå så han kom. Hun var dog ikke sen til at være dybt fornærmet og mistroisk, så hun næsten sprang på benene og snappede arrigt ud efter ham.

“ Jeg kunne sige det samme om dig, dit fjols!”

Hendes ansigt skar en grimasse i det en vé trods alt fik hendes opmærksomhed.

“ Du boller mig fed, og så kommer du her og stinker - så skrid dog i bad forhelvede”

Om det var indbildning eller ej, så brød Silver sig ikke om hans lugt. Hun skulle lige til at sætte tænderne i ham, da hun måtte overgive sig til veerne endnu engang. Hun sank sammen for fødderne af ham.

“ Jeg er ikke færdig med dig”
Hvæste hun ud gennem de sammenbidte tænder.

Puuh, han var slet ikke forberedt på det raserianfald, der ventede ham fra den grå hoppe. Som en anden furie sprang hun på benene og snappede ud efter ham, mens hun kaldte ham et fjols og tydeligt var frustreret over, at han ikke var dukket op noget tidligere. En provokerende latter forlod hans strube, som hendes ansigt skar en grimasse af smerte - hun havde nok fået en ve af al den pludselige bevægelse.
Hendes næste ord fik ham til at le højt og tydeligt. Åhh ja, han havde nok været så tæt på hende Acempia, at hendes juicy dufte stadig sad overalt i hans pels. Smilet om hans mule blev endnu større og mere sleskt, da han tænkte tilbage på den episode. Han kunne nærmest stadig smage hendes safte i sin mund... Mhh!

Han lo endnu højere og mere hånligt, da hun lige skulle til at rase ud efter ham igen, men denne gang måtte overgive sig til smerten og faldt til jorden igen med en ynkelig trussel om, at hun ikke var færdig med ham. Med et dominerende og halvskørt blik i de kulsorte øjne trådte han hen til hende og lagde provokerende mulen mod hendes bagpart, langt væk fra de hidsige furie-tænder. Dernæst placerede han den ene forhov oven på hendes ryg i en ren magtdemonstration for at vise, at han var hende overlegen i dette øjeblik. Han mærkede straks sit underliv snurre og hans lem pumpe lidt hårdere. Åhh, hvor han tændte på det her... Magten... Ydmygelsen...

Med et smørret grin så han blot på hende med et hånligt smil. "Pas på blodtrykket, min kære. Du skulle nødig opbruge alle dine kræfter, allerede inden vores føl er kommet til verden."

Silver var rødglødende, mens hun lå på jorden og vred sig. Hun kæmpede for at få føllet ud, men også for at sidde i struben på det bæst. Det snurrede i hendes hoved og hun gispede kort efter vejret, og fik sig bakset op på siden. Hun trak vejret hurtigt og tungt. Det var som om noget helt andet havde krydset hendes tanker.

" Freak.. Den skulle have været født for længe siden.. Hvad hvis? "

Silver fik sig stavlet på benene og begyndte at kredse om sig selv, næsten halvt i panik. Hun kunne ikke bære hvis den lille skabning var gået til. Benene dirrede faretruende under hende, og hun var slet ikke i en tilstand hvor hun skulle vimse rundt. Ja hvis blodtrykket var noget, så var det hvert fald højt. Hun bed tilfældigt ud efter ham da hun kredsede omkring. Alt imens tittede et par små forhove ud fra hendes bagparti.

Hans mørke latter lød atter på ny, da hun kæmpede en brav kamp for at nå hans strube. Der var noget ynkeligt over hende, som hun lå i denne underdanige position og stadig prøvede at gå til angreb - og det tændte ham helt vildt!
Hendes næste ord kom dog så meget bag på ham, at han helt blev bragt ud af sin kinky fantasi. Han havde end ikke overvejet den mulighed, og selv en så følelskold hingst som ham selv var ikke helt hjerteløs. Han så derfor medlidende på hende og strøg hende pludselg helt kærligt og følsomt over maven.

"Shh, ikke tænk på det nu, min egen... Du må være stærk."

Hans nærmest personlighedsspaltende forsøg på at berolige hende så dog ikke ud til at have virket, da hun nu fik møvet sig op på benene og panikløst vandrede rastløst rundt om sig selv. Hun fik da også bidt ud efter ham igen, men denne gang var han faktisk oprigtigt for bekymret for hende til at reagere på det. Det kunne umuligt være sundt for en hoppe at vandre sådan rundt i dette stadie af folingen. Han opdagede dog pludselig, at der hang noget fra hendes bagpart, og brummede hurtigt til hende med et lille smil.

"Hvad end der sker, så ser det i hvert fald ud til, at der er noget på vej..."

Det var uvant at opleve Freak i sådan et stadie, men Silver levede for det. Hans ømhed var noget der normalt kunne vække rigtig meget til live i hende, hvis ikke hun lige var i gang med at spytte liv ud af sig. Det var faktisk først da en kraftig vé fik hende til at stå stille og bare presse at hans ord trængte igennem til hende.
Hun knækkede sammen hvor hun stod med et hyl i smerte, mens hun vred sig på jorden i anstrengelse. Føllet var blevet stort i den tid den havde lagt over tid, og det gjorde da også ualmindeligt ondt på hende. En vé kom igen, og det samme kom skrigende, i det hoppen følte hun blev rykket op indefra. Dette var dog heldigvis bare en følelse og ikke en sandhed. Udmattelsen ulmede over hende, og det hele blev slørret.
En lettende følelse bredte sig snart og føllet var ude, men var der liv i det? Silver fik sig hurtigt vendt og begyndte at puffe ivrigt til det kønne lille føl.

Hendes hylende smertesskrig fik ham til at bide sig nervøst i læben. Normalt ville lyden af en skrigende hoppe få ham til at stønne af liderlighed, men i dette øjeblik havde alle hans beskidte tanker forladt hans krop og gjort hans lem helt slapt igen. I stedet var han efterladt med en følelse af oprigtig bekymring og nervøsitet. For hun havde ret i, at føllet var gået mange måneder over tid - og det betød, at han ikke blot ville kunne risikere at miste sit kommende føl, men også hende. Og selvom han altid prøvede at bilde sig selv ind, at han var bedøvende ligeglad med den grå hoppe, så stod det vist efterhånden klart for alle og enhver, at det bestemt ikke var sandheden.

Han holdt vejret i spænding, som fødslen nu gik i gang. Det var tydeligt at høre på den stakkels Silver, at hun var i store smerter, og han ville ønske, at han kunne gøre noget for at hjælpe hende - men i denne stund var det vist bedst blot at tie stille og holde sig lidt på afstand til den folende furie.
Endelig efter hvad der føltes som en ulidelig uendelighed, kom føllet til verden, og han kunne med et lettelsens suk konstatere, at i hvert fald Silver havde overlevet. Nysgerrigt trådte han tættere på hende og strakte ganske forsigtigt mulen frem mod den lille, dog stadig i sikker afstand og uden at røre.

"Er den død?"

Det ene øjeblik var der mørkt og varmt, det næste lyst og ufatteligt koldt. Det store hoppeføl lå blot helt livløst, det sted hun var dumpet ud i verden. En ivrig puffen begyndte dog, og ville ikke lade hende være i fred. En lille bevægelse med hovedet og fosterhinden sprang, så den livsgivende ilt med ét vældede ned i de små lunger. Livsgivende, men utrolig kold! Et forsigtigt host, og derpå et forsøg på at åbne øjnene. Verden var til at starte med utrolig sløret. En sort og hvid farve var dog hvad der dominerede det endnu ikke helt klare syn. De strålende turkise øjne forsøgte at fokusere, mens også lydende begyndte at vælte ind over hende.. 

Hvad var det dog for et underligt sted, hun var havnet? 

Silvers puffen og slikken blev mere febrilsk jo længere tid at føllet lå stille. Freaks spørgsmål fik hende til at holde igen og faktisk kigge på det store hoppeføl. Ørerne blev vippet ud til siden og hun drejede hovedet mod ham med et pinefuldt udtryk i de krystalblå øjne, men det lille næsten lydløse host fik straks fokus tilbage på føllet, som hun straks gik i gang med at få slikket helt rent.

" Hun klarede den, Freak.. Hun klarede den "

Hviskede hun stille, mens kærligheden i stemmen var tydelig. Så måtte den sorte selv tolke om den var tiltænkt dem begge. Silver havde dog mest travlt med at fokusere på datteren, som hun brummede moderligt til.

Han holdt vejret i spænding, som Silver kæmpede en brav kamp for at få liv i det lille føl. Et lettelsens suk løb igennem hele hans krop, da han endelig hørte et lille, halvkvalt host fra føllet. Han så på Silver med et blik, der oprigtigt strålede af glæde og stolthed, da hun fortalte, at deres datter havde klaret det.

"Hvor er jeg glad for det!"

Han blev i et øjeblik forlegen over sin egen blødsødenhed og kiggede hurtigt væk med en mørk rømmen... Men han var vist afsløret. Han havde oprigtigt frygtet for både Silver og føllets liv. Og nu hvor han vidste, at de begge to havde overlevet, havde han svært ved at holde sin glæde tilbage. Men der var også en anden ting... Han havde fået en datter. Freak havde mange afkom efterhånden, men ikke én af dem var en datter. Hans lille prinsesse... Åh gud, godt Silver ikke kunne læse hans tanker lige nu!

En varm tunge gled igen og igen over det fugtige føl, som efterhånden vænnede sig helt til denne behandling. Ja det var jo næsten helt rart. Lyde lød fra den hvide, som hoppeføllet nu rettede sit blik direkte imod. Hun forsøgte ligeledes selv at komme med en lyd, der mest af alt mindede om et sølle hvin.
Den anden, den sorte kom nu også med lyde, der dog var langt dybere end hvad den hvide havde præsteret. Føllet drejede nysgerrigt hovedet i retningen af denne nye stemme, som kom langt, langt oppe fra. Hovedet blev vippet tilbage, men dog var bevægelsen for hurtig til, at den endnu dårlige bevægelse kunne følge så. Så der lå den lille endnu en gang på langs i græsset.