Dawnya Rosaia
We run towards the end of the dream


Over alle stepperne, væk fra trygheden i Slavian - åh bare lidt! Hun var så purung og livlig, at hun ikke kunne styre de unge ben, der braste af sted, omend de havde den karakteristiske skævhed fra hendes moder, så var de ikke smertefulde at løbe på for hende overhovedet. Hun kastede med de lange vinrøde krøller og hvinede højlydt, som hun bar sig selv af sted, skridt for skridt henover frosten... Men vent lidt...

Dawnya bremsede brat da hun så vandfaldets vilde rejse ned over klipperne. Rammet smukt ind af træer var det altid et facinerende syn at se Niveria falls - men frosten... Hun tittede op imod himlen. Gråvejret truede igen. Hun lyttede... Der var ikke længere en sang i baggrunden. Hun stirrede igen på træerne - der var ikke julelys tændt mere. Ingen flakkende, blinkende lys og ingen smadrede kugler. Duften af peberkage var væk. Dawnya var vant til Proelios finurlighed! Julen stod for døren, og noget havde været helt anderledes i år - men nu virkede alt ganske almindeligt igen. Og snart faldt regnen, varm og blød overalt omkring hende igen - som den regntid der altid var til jul her!

Og hun lo, indtil den fine krop sprang i vandet og hun fjantede løs med at kaste det overalt omkring sig. Dawnya var så lykkelig.

I takt med at den sølvtonede Visenya havde bevæget sig længere ind i Proelios land begyndte omgivelserne på forunderlig vis at forandre sig. Hvor der før lå den – på sin vis milde – frost, begyndte varmere himmelstrøg at kunne mærkes. Selvom Visenya ikke direkte havde frosset, så bød hun varmere vejr velkommen. Hendes pels var ej tyk nok til at modstå en barsk vinter, og hun håbede inderligt at Proelios vinter ikke var så kold, som hun havde gisnet om. Ikke nok med at vinden var blevet varmere – omkring hende begyndte sneens krystalklare lag så småt at svinde. Andre ting havde også ændret sig. På sin vandring længere ind i landet havde hun oplevet en forunderlig og på samme tid skræmmende sang der ligesom bare hang omkring hende og sære lys kunne anes i træerne. Efterhånden forsvandt begge dele dog, og Visenya’s lettere anspændte skridt var nu blevet mere flydende og elegante igen.

Hun kunne skimte vandfaldet længere fremme. Vandfaldet faldt ned fra høje klipper og omkring det stod træerne tæt, nærmest som indrammede de det umådeligt smukke sted, som emmede af samme magiske aura, som hun havde oplevet ved den frosne sø.

Et dryp, to dryp – mange dryp. En regn som nærmest føltes varm begyndte at falde fra himlen. Visenya tillod sig at skæve op imod den grå himmel med et lettere opgivende suk. Proelio ville nok blive ved med at forundre hende til den dag hun enten forlod det – eller gik bort. Hun rystede herefter kort sin sølvtonede krop, som allerede var våd nok til at vandperler trillede ned over ryggen på hende.
Hendes blik blev atter vendt imod vandfaldet, hvor en underlig lyd blandede sig med den brusende og nærmest overvældende lyd af faldende vand; var der en anden sjæl i nærheden? Det lød næsten som.. Latter?

Visenya fortsatte frem imod vandfaldet hvor hun ganske rigtigt så en hoppe – om end mere farvestrålende end Narrator – som plaskende og legende hoppede rundt i vandet ved vandfaldets fod. Hun virkede så lykkelig, som havde livets realiteter aldrig nået at ramme hende. Visenya stod et øjeblik og betragtede denne fremmede og ungdommelige sjæl, inden hun med et feminint vrinsk gav sig selv til kende.

Dawnya Rosaia
We run towards the end of the dream


Dawnyas smil vendte imod himlens regn og hun mindedes sin moders historier om denne. Der ventede et helt liv på Dawnya og hun kunne næsten ikke holde begejstringen i sig, uanset hvordan Proelio artede sig omkring hende. Ja selv hvis himlen skulle falde ned, så forestillede hun sig at hun ville rejse på eventyret, som om mørket ikke fandtes! Lige inden den fine krop skulle til at dykke under vandet, hørte hun en anden hoppes vrinsken.

De fine ører blev spidset og hun rejste sig helt op i vandet, der gik hende til maven. Blikket fandt en fremmed sort hoppe og hun tippede hovedet på skrå. Den anden så træt ud, måske endda lidt forvirret.

"Kom bare, der er ingen løver i nærheden af Niveria Falls - de foretrækker savannen og vandhullerne der!" kaldte hun og stejlede legende for at vise hvor fantastisk vandet var!

Der gik ikke længe førend den farvestrålende hoppe opdagede Visenya og vendte opmærksomheden imod hende. Visenya var nået frem til vandets kant, men endnu havde hun ikke turde flytte opmærksomheden fra den fremmede – som dog ej lignede en som kunne finde på at gøre hende skade. Den unge hoppe kaldte nu på hende, bød hende at komme ud i vandet og slutte sig til hende i hendes leg; og så nævnte hun også noget om løver. Løver?! Visenya spærrede kortvarigt sine øjne op og udspilede årvågent sine næsebor. Havde hun begået en fejl ved at drage videre ind i Proelio? Hvis der fandtes løver i landet, så var det ikke kun magien hun skulle spekulere over.

Hun rystede tankerne fra sig og sænkede sit hoved en anelse. Hendes hjemland var opdelt af den store flod Athohallan, men hun var opdraget med at vand var noget helligt. Selvom magien ikke direkte fandtes i Flodlandet, så havde de altid anset vandet som indehaver af magiske egenskaber, og derfor legede man ikke som sådan i vandet. Dog vidste Visenya godt, at Proelio var et helt andet land, med nogle helt andre skikke – så måske var det okay? Hun sænkede hovedet helt ned til vandoverfladen og tillod sig at tage et par glubske slurke for at stille den værste tørst – herefter trådte hun nogle få skridt ud i vandet, men stivnede så øjeblikkeligt. Det føltes helt forkert at træde ud i vandet med det formål at underholde sig selv og en anden! Hun sendte blikket imod den fremmede hoppe, som var så langt ude at vandet gik hende til maven.

,,Er du sikker på det er en god idé?”

Sagde hun ganske tøvende, imens hendes krop overvejede meget kraftigt om den skulle bakke i land eller gå længere ud. Det måtte se ganske specielt ud, som var hun i konflikt med sig selv – men det var nu heller ikke helt forkert.

Dawnya Rosaia
We run towards the end of the dream


Det tog den fremmede hoppe, meget lang tid at se på Dawnya i vandet, til at tage et skridt ud til hende. Rosaia tippede hovedet uvidende på skrå imens hoppen drak. Det var spøjst. Hun spurgte nu om det var en god idé... Rosaia nikkede ivrigt og puffede til vandet med mulen. Der var ganske lidt strøm herude i kanten, og vandfaldet bag dem var det mest henrivende sted, hvis man turde bevæge sig derud.

"Det er jo ikke Torpas floden, vel - Niveria dømmer ikke din værdighed." hun havde en mild latter, men tav så... Var hun reelt bange for vandet? Hvad var der galt? Dawnyas øjne så nu mildere på hende. Hun kendte trods alt ikke den fremmede - men Dawnya var frembrusende og en anelse social akavet ligesom sin moder.

Visenya tippede usikkert sine ører helt frem imod den nærmest strålende hoppe, der endnu dansede tilfreds rundt i vandet. De ord, som den fremmede snart efter udtalte med en mild latter fik Visenya’s blik til at se om end endnu mere spørgende ud. Torpasfloden?

,,Jeg beklager, jeg er ikke herfra. Jeg kender hverken til Torpas-floden eller dette vandfald.. Niveria? Jeg kommer langt syd fra, fra et land der ligger mange dagsrejser fra Proelios grænse”

Forklarede hun sig, inden hun forsøgte at få ro på den stadigt konflikt-fyldte krop. Det lykkedes hende til sidst at få rettet sig en anelse og de muskeltrækninger hun havde haft i hele kroppen, som på samme tid prøvede at drive hende frem i vandet mod den farverige hoppe og tilbage på land, ophørte gradvist. Visenya tyggede kort og en anelse mere accepterende af situationen, inden hun fik taget et par skridt nærmere den ungdommelige sjæl.

Dawnya Rosaia
We run towards the end of the dream


Dawnya stirrede en smule i vantro! Det var en vaskeægte udefrakommende! Hun havde aldrig mødt en, der ikke enten var født her, eller havde været her i evigheder. Hun var så glædesstrålende da den fremmede fortalte at hun boede flere dagsrejser herfra! Var der spændende i hendes hjemland? Rosaia kastede sig nu tættere på hoppen og halen strittede op efter hende i lyst og leg.

"Åh, jamen goddag! Jeg kaldes Dawnya. Dawnya Rosaia - Torpas floden indrammer Proelios hjerte, som er den gudelige landsdel og floden dømmer dit ærinde, inden du får lov at krydse... Har du ikke store floder og vandfald hjemme?" hun stod nu med forbenene strakt frem og kroppen skudt bagover. Regnen dryppede fra hendes pandelok og hun stirrede meget interesseret på den fremmede. Narrator fortalte altid levende historier - men aldrig om ting udenfor Proelio!

Da den grå hoppe, med den røde man og lilla-farvede ansigt kastede sig gennem vandet, nærmere på den sølvtonede Visenya, tippede hun kortvarigt sine øre usikkert til siden. Selvom den fremmede ikke havde udvist nogen aggressiv adfærd, var hun ikke helt overbevist om at hun ikke ville angribe hende. Dog stod det snart klart, da Visenya faktisk fik set efter, at den ungdommelige sjæl nærmest glødede af livlig og legende energi. Visenya fik tippet sine øre frem igen, inden et lille smil fandt vej til hendes mule.

Den fremmede stoppede atter sine hop og snart lød hendes ivrige toner. Hun præsenterede sig som Dawnya Rosaia, et navn der nærmest lød som et fantastisk naturfænomen. Visenya nikkede hilsende imod den fremmede, som nu ikke var helt å fremmed længere, inden hun med et lille smil trak på sine skuldre – for jo, der var vand i Flodlandet, men vandet havde en ganske særlig betydning.

,,Jeg er Visenya – rart at møde dig Dawnya. Og jo, mit hjem er faktisk opdelt af en stor flod der bærer navnet Athohallan. Dog siges det at vandet er helligt, at det rummer minder om de sjæle der er gået bort, og derfor må man ikke lege i den og forurene det. Man må slukke sin nødvendige tørst og krydse der hvor vandet er lavest – men aldrig har nogen leget eller badet i floden”

Visenya lagde først nu for alvor mærke til den særlige følelse af at være dækket af vand. Hun var kommet langt nok ud, til at vandet af og til rørte undersiden af hendes mave. Hun lagde mærke til hvor let hun følte sig, hvordan vandet bremsede hendes bevægelser, men samtidigt gjorde dem mere frie, på en underlig måde. Hun kunne faktisk godt forstå hvorfor nogen kunne være draget til at lege og bade - hvorfor Dawnya gjorde det; men stadig virkede det så fremmed og forbudt for den sølvtonede.

,,Proelios hjerte? Jeg ved godt det nok lyder mærkeligt, men jeg har altid forestillet mig at guder boede.. I himlen? De historier jeg har hørt om dette land har aldrig fortalt omkring hvor guderne holdt til, så jeg har altid forestillet mig de måtte bo et sted hvor dødelige ikke kunne komme.”

Dawnya Rosaia
We run towards the end of the dream

Imens den spændende Visenya fortalte om sit hjemland fik Dawnya strukket kroppen igennem og rettede sig op igen, med hovedet tippet på skrå og ørene nysgerrigt fremme. Hun nød følelsen af vandet omkring hende - også regnen blev budt kærligt velkommen. Det var Dawnyas bedste minder, der var her i Vustlaum, hvor vejret var noget forskelligt. Tørke om sommeren. Regntid om vinteren.

Floden Athohallan lød så henrivende spændende... Ikke lege? Det forvirrede hende dog lidt. Hvad i alverden skulle unge sjæle så lave? Hvordan undgik man at bade? Dawnya mærkede en rynke i panden, men før hun spurgte, talte Visenya igen om Proelio. Dawnya trak på et smil og sukkede sagte. Men noget for noget - det var klart, så Dawnya brummede en anelse leende.

"Det er helt i orden, det er heller ikke til at gøre sig klog på guder..." der var en sigende tone i hendes stemme. "Guddommen har ganske rigtigt et himmelrige - hvor kun gudelige kan komme til, samt deres budbringere og i sjældne tilfælde halvguder. Men vejen til Himmelriget siges at findes i Proelios Hjerte - vores hellige landsdel, hvor hver gud ligeledes har deres tilbedelsessted. Der er sket så meget historie, magisk og mystisk i Proelios Hjerte, at det emmer af magi og fortællinger. Luften af tyk af guddommelighed - det er det sikreste sted at opsøge dem."

Hun blev lidt kedsom, jo mere hun fortalte. Det var ikke lige hende at fortælle en masse ting. Hun kunne bedre lide at leve her og nu, opleve og ligeledes høre om andre steder. Så hun så lidt bedende på den anden. "Men hvordan i alverden vasker i jer?"

Visenya’s øjne var fikseret imod den farvestrålende hoppe, der gav sig til at forklare om Proelio’s hjerte, en landsdel hvor guderne blev tilbedt. Denne måde at leve på var ganske fremmed for den sølvtonede hoppe; for guddomme havde blot været en saga i hendes hjemland, og det eneste man tilbad var vejret; hvis man kunne sige det sådan. I Visenya’s hjem var trosretninger ikke udbredt og alle bar den overbevisning at man selv var herre over hvad der skete i ens liv.

Visenya udspilede sine næsebor med en tilfreds mine; hun nød at høre om dette fabelagtige land, som Narrator havde igangsat de første fantasier om. Hun havde så mange spørgsmål, så meget at lære – og det føltes så uoverskueligt for den sølvtonede Visenya, at det næsten blev for meget for hende. Dog havde hun sat sig for, at hun ville se hvilken fremtid dette land kunne rumme for hende; og hvis der var noget, som Visenya bar, så var det viljestyrke.

Hun smilede en anelse skævt af det spørgsmål, som Dawnya gav igen. Hun rystede hovedet ganske kort, inden hun gav sig til at svare hende.

,,Vi bruger regnen, hvis vores pels er så beskidt at det bliver ubehageligt. Vi bruger støvet til at holde insekterne på afstand og vi bruger det fugtige jord nær flodbanken til at holde huden fugtig. Det er ofte at hestene i mit land går rundt med en pels mat af støv eller jord; men det er tegn på sundhed, der hvor jeg kommer fra og ikke mangel på hygiejne.”

Hun sænkede blikket en anelse, for hun kunne godt høre at hendes måde at holde sig ren på, nok kunne virke ganske ulækker, hvis man var vant til at kunne holde kroppens pels ren og blank ved at tage bade i vand, som det hun befandt sig i nu. Hendes ører blev også tippet en anelse forlegent til siderne, inden hun hævede blikket på ny for at beskue Dawnya’s reaktion.

Dawnya Rosaia
We run towards the end of the dream

Dawnya var ikke genert og hun forstod ikke altid tabuer og ting der ikke var passende at spørge ind til. Hun var så ganske ærligt og ligefrem i sin karakter, at hun havde svært ved at forstå hvorfor andre måske havde filtre eller en grænse for hvad de sagde til hvem og hvornår. Det var også derfor hun gik til sin familie som hun gjorde: Aldrig bange for at sige noget til dem. Hun forsøgte altid at få Narrator ud af hans alt for stramme hud og det lykkedes også at få ham til at le og vise sig. Hun ønskede ligeledes at hive sin far med af sted, trods hans gamle sind og krop havde set alt og prøvet alt - dette lykkedes da også i ny og næ. Hver sejr gjorde hende bare mere spændt på nye sjæle og hvad hun kunne finde ud af om dem - og lokke dem med til. Hver personlighed lavede hun noget forskelligt med og det var lige præcis det Dawnya elskede. Ingen var helt ens.

Hun så godt det skæve smil og den smule tilbageholdenhed der var i denne smukke, fremmede hoppe. Dawnya smilede bare blødt og strålende imod hende - det lød da herre sjovt! Hun kendte godt til støvbad - men fugtig jord - altså næsten mudder? ÅHHH. Det var en overvejelse Dawnya ikke havde gjort sig - mudderbad!

"Regn - det er da i grunden rigtigt, den kan sagtens tage det værste. Vi støvbader også om sommeren, men jeg har aldrig prøvet et mudderbad! Det lyder simpelthen alt for fantastisk. Sundhed? Hygiejne? Så må jeg altså bare prøve det! Vi plejer at rulle os i sand, græs og støv - Jeg bader fordi det er sjovt - og jeg kan gnubbe de værste grønne pletter af min pels. Men jeg må simpelthen indrømme at mudder ikke er faldet mig ind!" hun slog nu livligt med halen og kastede sig imod land - var der mon mudder allerede? Regntiden var begyndt - sneen smeltet. Der måtte være et hul et sted!

Den farvestrålende Dawnya’s væremåde fremkaldte et smil omkring Visenya’s mule, som nok var større end hun havde tiltænkt. Den befriende umiddelbarhed som hoppen foran hende bar var så småt begyndt at smitte af på den sølvtonede hoppe, der ej længere bekæmpede hendes væren i vandet. Nej, faktisk nød hun tavst hvordan vandet kærtegnede hendes krop, smøg sig om hende og lagde sig mellem de tætte hår som udgjorde hendes pels.
De smalle ører var nærmest fikseret imod Dawnya, der snart svarede med tydelig ivrighed; og Visenya slog muntert med hovedet som reaktion.

,,Det holder kløen væk, hvis pelsen har været gennemblødt. Eller, det synes jeg i hvert fald. Ofte har jeg nærmest følt at hele min krop kløede uafbrudt når huden tørrede ud efter at have været helt våd. ”

Visenya nåede ej at sige mere, førend den farvestrålende Dawnya var på vej mod bredden. Uden tøven satte den sølvtonede efter hende og indhentede snart hendes nyeste bekendtskab. Selv begyndte Visenya at lade blikket søge efter et passende sted at rulle sig i mudder; men det skulle være et sted, der ej var for vådt og ej for tørt. Hvis mudderet var for vådt, blev pelsen overdynget med jord, og det var ubehageligt. Var jorden for tør, hjalp det mod insekter – men disse var der ej mange af i de omgivelser, som de to hopper befandt sig i nu. Det kom sig nok af, at denne magiske vinter havde lagt sin kappe over landet og formegentlig drevet de små flyvende dyr bort for en stund.

Efter lidt spottede Visenya et sted, der så lovende ud. Sneen var borte og jorden var ej så våd, at der lå vand ovenpå. Med en sigende brummen ændrede den spinkle Visenya retning imod denne bare plet, hvor de to hopper snart kunne kaste sig i et mudderbad af fin kvalitet!

Dawnya Rosaia
We run towards the end of the dream

Der var noget i det Visenya sagde der var rigtigt - det kunne sørme klø og Dawnya havde tit gnedet sig op ad diverse træer, så pels faldt af i totter. Aldrig mere! Hvis hun kunne få sig et mudderbad der tog sig af generne, så var det løsningen på hendes badeglade sjæl. Hun stirrede omkring sig, mene benene løftede sig højt, som en glædessprængt bombe. Denne Visenya var slet ikke så tosset og hun nød allerede den andens selskab.

Ja hun slappede fuldkommen af i det og nød virkelig hvordan den sølvtonede hoppe nu begyndte at virke til også at slappe mere af og slå sig løs. Hun skimtede efter dennes blik der var faldet på en bar plet. Perfekt!
En lille latter blev slået op, simpelthen af den bare iver hun følte i denne stund. Så sprang hun af sted, da det så ud til at Visenya satte efter denne plet - så måtte den jo være den bedste i området. Dawnya tog næsten et hovedspring ned i den fugtige jord, hvor hun straks lå på ryggen med benene i vejret og hovedet gned sig ligeledes imod underlaget. Herligt!

Det var en sjov fornemmelse af klistret jord, men helt skønt. Dawnya fandt det yderst fantastisk. "Åhhh, deet er vi simpelthen nødt til at gøre igen og igen denne sommer! Jeg bader en hel del i sommertiden, så jeg må gå Proelio tynd efter de bedste mudderhuller derefter!" hun lukkede øjnene og rullede fra den ene side til den anden med piskende, lykkelig hale.

Dawnya var ikke lang tid om at følge trop, og inden Visenya fik set sig om, nærmest kastede den ungdommelige hoppe sig ned på jorden og begyndte at rulle rundt, så hendes ellers rene og farvestrålende pels blev jordfarvet. Visenya kunne ikke holde en mild latter tilbage, inden hun selv fandt det rette spot hvor hun knælede ned, lagde sig og begyndte at rulle.
Visenya gav sig god tid til at få gnedet det våde jord helt ind under pelsen. Det gav sådan en kølende fornemmelse når jorden lagde sig ovenpå huden og afgav sin fugt til den. Efter hun havde indsmurt den venstre side, som hun havde lagt sig på først, trillede hun hele vejen rundt og påbegyndte omhyggeligt den højre side. Det var en helt kunstart at få mudderet ind alle steder; særligt svært var det på de bløde punkter, hvor knoglerne ikke lå tæt på huden. Med lidt snilde lykkedes det dog at få hele kroppen tæt dækket af et lag fugtigt jord.

Hun rejste sig herefter og rystede hele kroppen over. Den sølvfarvede man var helt mørkegrå og brunlig nu hvor jorden havde lagt sig som en hinde omkring de lyse lukker. Visenya lo let ved synet af den farvestrålende hoppe, der nu blot var ensfarvet, som Visenya selv, med undtagelse af de få steder hvor hendes pelsfarve endnu kunne ses igennem.

,,Det er slet ikke så ringe vel?”

Dawnya Rosaia
We run towards the end of the dream

Dawnya strakte halsen fremover og vendte hovedet ganske legende i takt med kroppens gnidninger imod underlaget. Der var næsten en smule svimlende fornemmelse i hendes hoved og hun lo sammen med den sorte hoppe, der snart rejste sig. Dawnya fulgte trop og de fire ben stod i hvert sit verdenshjørne da hun rystede sig. Det var ligefør hun lignede sin far nu. Det måtte hun da hjem og vise ham!

"Absolut ikke! Min far er nødt til at se hvor fin jeg er blevet! Han er selv brun." hun lo og kastede lidt med hovedet, der var så meget spænding og iver i hendes krop at hun ikke kunne stå helt roligt på benene.

Hun så imod Slavian, hendes hjem. Faderen havde ligeledes brug for i ny og næ at blive muntret op i tiden. Han var nede i noget af et hul for tiden... Dawnya skævede lidt til hoppen. "Jeg bor i en flok ikke langt herfra."