Post by Kitai on Dec 13, 2020 15:13:18 GMT 1
Kitai var nået tilbage og som hun betragtede føllet Tenvii som hun fulgtes med, stod tiden pludselig stille. Snefnug stoppede i luften og hun så rundt, forvirret men ikke synderligt medtaget af situationen. Hun fik øje på alferne. Med ødelagte vinger og ganske få af dem tilbage, med farver der blinkede og mistede gnisten fra tid til anden. Kitai så på dem og havde lyst til at spørge hvad der var sket, men de præsenterede det selv så fint.
-"Vi har ledt og ledt. Været igennem farerfyldte færer og er på randen til at opgive. Det er ikke længere kun julen der står på spil. Vi ønsker at benytte os af din hjælp endnu engang. Vil du ik nok hjælpe os?" Alfen begyndte at græde og landede i den dybe sne foran Kitai.
Kitai puffede den blidt op at stå igen med mulen og smilede ganske kort. Selvfølgelig ville hun gerne hjælpe. Men... Kunne hun? "Jeg vil gerne hjælpe. Hvad skal jeg gøre?" spurgte hun derfor og lagde mærke til julelysene omkring der blinkede i forskellige farver. Julekugler på alle træer og buske som var det bær og Kleiner der voksede op under sneen i stedet for planter og græs. Det virkede underligt. Hun kunne ikke huske at der nogensinde var blevet fortalt om en jul der var således. Måske var det normalt. måske var det ikke. Hendes opmærksomhed vendte tilbage til alfen og dens få venner, som den svarede hende.
-"Vi skal stadig finde føllet. Dit tip var korrekt og derfor er vi vendt tilbage fordi du var vores sidste ledetråd. Fortæl os alt hvad du ved om føllet. Vil du ikke nok?"
Kitai så sig selv i alfens desperation... på nippet til at opgive alt og lægge sig til at dø. Hun måtte desværre sande at hun ikke vidste noget om føllet og svarede derefter. De så på hinanden. "Vi ved hvordan hun ser ud! Se."
Herefter farvede alt omkrig Kitai sig til mulige billeder af føllet. Farver hun aldrig havde forstillet sig og desværre ikke et føl hun havde set før.
"Jeg hr ikke set føllet før og jeg kender ej denne. Men vil gerne hjælpe med at lede!" Alferne sukkede og så rundt. "Måske du kan bruge dine tracking skills igen?"
Kitai nikkede. "jeg kan prøve." hun var en venlig sjæl indeni. For hun vidste hvordan det var at føle det slemt.
SÅ de begyndte at lede derfra hvor de slap sidste gang. Pludselig så Kitai noget ligge på gulvet. Et hår.. Et langt hår. Der ledte hen mod en af portalerne. "Se... Det må være et manhår..." Alferne samlede sig om det og så retningen. "Ved i hvor den fører hen?" Alferne nikkede og alle trådte ind i portalen. Også Kitai som var en smule usikker.
Da de kom ud på den anden side var de havnet i Proelio's Hjerte. Her var alting meget værre tilredt end i Sylinum. Sneen var høj nok til at det gik Kitai's mave, og selvom det stadig sneede, var der tydelige spor efter et føl der havde svømmet sig frem i sneen og halvhoppet for at komme rundt. Tydeligt et føl i leg. Julekuglerne her var større end heste og det samme var kræmmerhuse og flettede julehjerter. Snefnug var så store som hove og det var tydeligt at de havde det velkendte unikke mønster. "Denne vej." sagde Kitai og pressede sig vej gennem sneen med hovedet nede som en sporhund. Men, hun tabte sporet da det nåede den nu frosne flod. Hun trådte uvidende ud på isen som var tyk nok til at bære hendes store vægt, men hun skøjtede rundt og kæmpede med at blive på benene og holde balancen. EVentuelt faldt hun og måtte halte en smule da hun nåede ind på fast grund igen. Her på isen kunne de dog tydeligt se sporene fra føllet og julekuglen. "Se... Det ligner at alting bliver større den vej!" sagde hun og nikkede mod Elasium. Slikstokke så høje som træer og nissehuer som telte fortsatte denne vej og i det fjerne kunne man se et juletræ større end bjerge med blinkende lys og for toppen en stjerne oppe ved skyerne.
Alferne takkede for endnu et spor. "Vi ved ikke hvad vi kunne have gjort uden dig. Hvis dette er det rette spor, ønsker vi at belønne dig. Hvad ønsker du?"
Kitai tøvede en smule. "Jeg vil stråle i natten som juletræet!"
-"Vi har ledt og ledt. Været igennem farerfyldte færer og er på randen til at opgive. Det er ikke længere kun julen der står på spil. Vi ønsker at benytte os af din hjælp endnu engang. Vil du ik nok hjælpe os?" Alfen begyndte at græde og landede i den dybe sne foran Kitai.
Kitai puffede den blidt op at stå igen med mulen og smilede ganske kort. Selvfølgelig ville hun gerne hjælpe. Men... Kunne hun? "Jeg vil gerne hjælpe. Hvad skal jeg gøre?" spurgte hun derfor og lagde mærke til julelysene omkring der blinkede i forskellige farver. Julekugler på alle træer og buske som var det bær og Kleiner der voksede op under sneen i stedet for planter og græs. Det virkede underligt. Hun kunne ikke huske at der nogensinde var blevet fortalt om en jul der var således. Måske var det normalt. måske var det ikke. Hendes opmærksomhed vendte tilbage til alfen og dens få venner, som den svarede hende.
-"Vi skal stadig finde føllet. Dit tip var korrekt og derfor er vi vendt tilbage fordi du var vores sidste ledetråd. Fortæl os alt hvad du ved om føllet. Vil du ikke nok?"
Kitai så sig selv i alfens desperation... på nippet til at opgive alt og lægge sig til at dø. Hun måtte desværre sande at hun ikke vidste noget om føllet og svarede derefter. De så på hinanden. "Vi ved hvordan hun ser ud! Se."
Herefter farvede alt omkrig Kitai sig til mulige billeder af føllet. Farver hun aldrig havde forstillet sig og desværre ikke et føl hun havde set før.
"Jeg hr ikke set føllet før og jeg kender ej denne. Men vil gerne hjælpe med at lede!" Alferne sukkede og så rundt. "Måske du kan bruge dine tracking skills igen?"
Kitai nikkede. "jeg kan prøve." hun var en venlig sjæl indeni. For hun vidste hvordan det var at føle det slemt.
SÅ de begyndte at lede derfra hvor de slap sidste gang. Pludselig så Kitai noget ligge på gulvet. Et hår.. Et langt hår. Der ledte hen mod en af portalerne. "Se... Det må være et manhår..." Alferne samlede sig om det og så retningen. "Ved i hvor den fører hen?" Alferne nikkede og alle trådte ind i portalen. Også Kitai som var en smule usikker.
Da de kom ud på den anden side var de havnet i Proelio's Hjerte. Her var alting meget værre tilredt end i Sylinum. Sneen var høj nok til at det gik Kitai's mave, og selvom det stadig sneede, var der tydelige spor efter et føl der havde svømmet sig frem i sneen og halvhoppet for at komme rundt. Tydeligt et føl i leg. Julekuglerne her var større end heste og det samme var kræmmerhuse og flettede julehjerter. Snefnug var så store som hove og det var tydeligt at de havde det velkendte unikke mønster. "Denne vej." sagde Kitai og pressede sig vej gennem sneen med hovedet nede som en sporhund. Men, hun tabte sporet da det nåede den nu frosne flod. Hun trådte uvidende ud på isen som var tyk nok til at bære hendes store vægt, men hun skøjtede rundt og kæmpede med at blive på benene og holde balancen. EVentuelt faldt hun og måtte halte en smule da hun nåede ind på fast grund igen. Her på isen kunne de dog tydeligt se sporene fra føllet og julekuglen. "Se... Det ligner at alting bliver større den vej!" sagde hun og nikkede mod Elasium. Slikstokke så høje som træer og nissehuer som telte fortsatte denne vej og i det fjerne kunne man se et juletræ større end bjerge med blinkende lys og for toppen en stjerne oppe ved skyerne.
Alferne takkede for endnu et spor. "Vi ved ikke hvad vi kunne have gjort uden dig. Hvis dette er det rette spor, ønsker vi at belønne dig. Hvad ønsker du?"
Kitai tøvede en smule. "Jeg vil stråle i natten som juletræet!"
