Post by Kitai on Dec 5, 2020 15:05:16 GMT 1
Kitai:
Det var blevet koldere. Ikke noget der tilsyneladende generede unghoppen. Hun var vant til værre behandling. Sne som dalede omkring hende var så godt som ignoreret. Hun havde ikke mulighed for i sit hoved at forholde sig til det fantastiske naturfænomen. HUn vidste ikke hvad der var normalt og hvad der ikke var, men hun var træt af den paranoide del af hendes hjerne bildte hende ind at hovsporne i sneens dække var for nemme at genkende.
Hvad hvis hendes moder opdagede at intet gik efter hendes plan... At hun var på et sidespor?
Dog skete der noget hun ikke kunne ignorere. Noget der fik det glade, ubekymrede føl op i hende igen. Alfer! De trak hende til siden og opmærksomt valgte hun at følge de sære små væsner ind bag en snedrive der efterhånden var stor nok til at skjule i hvertfald dem. De begyndte at snakke til hende. Med stemmer så uigenkendelige for denne verden. Hun fangede ikke alt hvad de sagde fordi det var så uvirkeligt for hendes hårde liv. "Uhm,... undskyld, den fangede jeg ikke lige." svarede hun på det de sagde som hun ikke fik fat i og en af dem trådte frem, rømmede sig og talte langsommere og mere tydeligt.
-"Vi leder efter et føl der har lavet ballade, Julens ånd forsvinder og har brug for at finde spor. Har du set noget?"
Kitai rystede på hovedet. Hun forstod ikke et pip. "Hvad er Jul."
Alferne så nu på hinanden og så på hende igen. Vidste hun ikke hvad jul var!!?? Hvad i al verden var der gået den unge hoppe forbi. "Øjeblik." Alferne trak til siden for at snakke sammen og vendte så tilbage for at fortælle hende at de havde ændret planerne. De skulle nu vise hende hvad julen var, I julens ånd!!
Det var her eventyret for alvor startede.
Alferne gik igang med samle snefnug og istapper omkring og lavede herfra en åbning til en anden verden som Kitai skulle med ind i. De måtte dog lave åbningen lidt større end beregnet da hoppen var af større kaliber. Hun maste sig usikkert igennem sneens åbning til noget fremmed og farligt, men hun følte med det samme en overvældende følelse af noget hun ike havde prøvet før, nemlig glæde, varme og tilgivelsen til alle synder hendes moder havde gjort som hun så de mange besneede juletræer med pynt som f.eks julekugler, slikstokke, kræmmerhuse, små gaver og julelys samt glimmer. På toppen var endda en lysende stjerne på hevrt et juletræ, store som små. Dette var en hel skov af grantræer med alverdens pynt. Hun trådte nærmere. Under hvert et træ lå små indpakkede gaver. Hun vidste ikke hvad gaver var men dette, oplyst af julelys og pynt i mørket, virkede så fantastisk og stort. Hun så op på stjernehimlen hvor hun drømte sig væk så tit til et bedre liv og hun så så et stjerneskud og ønskede inderligt en forklædning fra sin moder, i hvertfald noget der bare kunne tage hendes cremede farve væk, så der ikke længere var spor af at hun var sin moders blod. HUn åbnede øjnene igen... tænkte lidt over hvilken farve hun ellers ville have hvis hun ikke ville være creme. "Blå." sagde hun ud i det hele. Alle så mystisk på hende af alferne. "Jeg vil gerne være blå." Alferne lo.
-"Gem dit ønske til Julehingsten"
Svarede de og trak hende med videre ud i Julens verden. Sneen dalede forsat og som hun gik lagde hun mærke til flere og flere små fantastiske ting, indtil alferne trillede et æble hen til hende... Ikke et hvilket somhelst æble. HUn så på det og tog en bid, men blev helt forvirret over smagen. HUn elskede det! "Hvad kalder i det her?" spurgte hun og alferne svarede at dette var et kandiseret æble. Hun gav sig selv lov til at spjætte kortvarrigt af glæde, noget hun ikke ahvde oplevet meget længe.
Herefter drog de videre for at se rensdyrene og kanen som stod klar, fin og blank. Rensdyrene var i seletøjet, men stod bom stille. HUn spurgte hvorfor de ikke bevægede sig og alferne svarede at de var ude at leve deres liv i deres egne verdner og indtil juleaften, stod deres julehylster her til renovering og klargøring. Men i år var de i tvivl om om de kunne ha magi nok til at brinde rensdyrene på plads, og så kunne Julehesten ikke komme ud med gaver.
Nu begyndte Kitai at interesserer sig for hvorfor ikke og hvad der ville ske hvis dette ikke skete. Alferne svarede at Så ville der ikke blive jul og forklarede at JuleÅnden var blevet stjålet af et føl der var ude på ballade. Kitai svor at hun ville hjælpe med at finde føllet og få Julen tilbage. For dette var det mest fantastiske hun nogensinde havde set!
Alferne vidste ikke hvor de skulle lede, men Kitai spurgte hvorfra det var blevet stjålet og de viste stedet. Hun var vant til at tracke mindre dyr og dræbe dem for sin moders gunst. Måske dette kunne blive en lige smule handy. HUn så på sporene som føllet havde efterladt i sin leg og nikkede i retningen af hvor føllet formentlig var draget hen.
Det var tid til at sige farvel og sende Kitai hjem. Måske de ville få brug for hendes hjælp igen en dag. Alferne forsikrede hende om at hvis dette var det rigtige spor de ledte efter, så ville hun få opfyldt hendes ønske om at blive blå i farven.
HUn tog afsked og drog tilbage, fyldt med ny energi og en oplevelse rigere!
Det var blevet koldere. Ikke noget der tilsyneladende generede unghoppen. Hun var vant til værre behandling. Sne som dalede omkring hende var så godt som ignoreret. Hun havde ikke mulighed for i sit hoved at forholde sig til det fantastiske naturfænomen. HUn vidste ikke hvad der var normalt og hvad der ikke var, men hun var træt af den paranoide del af hendes hjerne bildte hende ind at hovsporne i sneens dække var for nemme at genkende.
Hvad hvis hendes moder opdagede at intet gik efter hendes plan... At hun var på et sidespor?
Dog skete der noget hun ikke kunne ignorere. Noget der fik det glade, ubekymrede føl op i hende igen. Alfer! De trak hende til siden og opmærksomt valgte hun at følge de sære små væsner ind bag en snedrive der efterhånden var stor nok til at skjule i hvertfald dem. De begyndte at snakke til hende. Med stemmer så uigenkendelige for denne verden. Hun fangede ikke alt hvad de sagde fordi det var så uvirkeligt for hendes hårde liv. "Uhm,... undskyld, den fangede jeg ikke lige." svarede hun på det de sagde som hun ikke fik fat i og en af dem trådte frem, rømmede sig og talte langsommere og mere tydeligt.
-"Vi leder efter et føl der har lavet ballade, Julens ånd forsvinder og har brug for at finde spor. Har du set noget?"
Kitai rystede på hovedet. Hun forstod ikke et pip. "Hvad er Jul."
Alferne så nu på hinanden og så på hende igen. Vidste hun ikke hvad jul var!!?? Hvad i al verden var der gået den unge hoppe forbi. "Øjeblik." Alferne trak til siden for at snakke sammen og vendte så tilbage for at fortælle hende at de havde ændret planerne. De skulle nu vise hende hvad julen var, I julens ånd!!
Det var her eventyret for alvor startede.
Alferne gik igang med samle snefnug og istapper omkring og lavede herfra en åbning til en anden verden som Kitai skulle med ind i. De måtte dog lave åbningen lidt større end beregnet da hoppen var af større kaliber. Hun maste sig usikkert igennem sneens åbning til noget fremmed og farligt, men hun følte med det samme en overvældende følelse af noget hun ike havde prøvet før, nemlig glæde, varme og tilgivelsen til alle synder hendes moder havde gjort som hun så de mange besneede juletræer med pynt som f.eks julekugler, slikstokke, kræmmerhuse, små gaver og julelys samt glimmer. På toppen var endda en lysende stjerne på hevrt et juletræ, store som små. Dette var en hel skov af grantræer med alverdens pynt. Hun trådte nærmere. Under hvert et træ lå små indpakkede gaver. Hun vidste ikke hvad gaver var men dette, oplyst af julelys og pynt i mørket, virkede så fantastisk og stort. Hun så op på stjernehimlen hvor hun drømte sig væk så tit til et bedre liv og hun så så et stjerneskud og ønskede inderligt en forklædning fra sin moder, i hvertfald noget der bare kunne tage hendes cremede farve væk, så der ikke længere var spor af at hun var sin moders blod. HUn åbnede øjnene igen... tænkte lidt over hvilken farve hun ellers ville have hvis hun ikke ville være creme. "Blå." sagde hun ud i det hele. Alle så mystisk på hende af alferne. "Jeg vil gerne være blå." Alferne lo.
-"Gem dit ønske til Julehingsten"
Svarede de og trak hende med videre ud i Julens verden. Sneen dalede forsat og som hun gik lagde hun mærke til flere og flere små fantastiske ting, indtil alferne trillede et æble hen til hende... Ikke et hvilket somhelst æble. HUn så på det og tog en bid, men blev helt forvirret over smagen. HUn elskede det! "Hvad kalder i det her?" spurgte hun og alferne svarede at dette var et kandiseret æble. Hun gav sig selv lov til at spjætte kortvarrigt af glæde, noget hun ikke ahvde oplevet meget længe.
Herefter drog de videre for at se rensdyrene og kanen som stod klar, fin og blank. Rensdyrene var i seletøjet, men stod bom stille. HUn spurgte hvorfor de ikke bevægede sig og alferne svarede at de var ude at leve deres liv i deres egne verdner og indtil juleaften, stod deres julehylster her til renovering og klargøring. Men i år var de i tvivl om om de kunne ha magi nok til at brinde rensdyrene på plads, og så kunne Julehesten ikke komme ud med gaver.
Nu begyndte Kitai at interesserer sig for hvorfor ikke og hvad der ville ske hvis dette ikke skete. Alferne svarede at Så ville der ikke blive jul og forklarede at JuleÅnden var blevet stjålet af et føl der var ude på ballade. Kitai svor at hun ville hjælpe med at finde føllet og få Julen tilbage. For dette var det mest fantastiske hun nogensinde havde set!
Alferne vidste ikke hvor de skulle lede, men Kitai spurgte hvorfra det var blevet stjålet og de viste stedet. Hun var vant til at tracke mindre dyr og dræbe dem for sin moders gunst. Måske dette kunne blive en lige smule handy. HUn så på sporene som føllet havde efterladt i sin leg og nikkede i retningen af hvor føllet formentlig var draget hen.
Det var tid til at sige farvel og sende Kitai hjem. Måske de ville få brug for hendes hjælp igen en dag. Alferne forsikrede hende om at hvis dette var det rigtige spor de ledte efter, så ville hun få opfyldt hendes ønske om at blive blå i farven.
HUn tog afsked og drog tilbage, fyldt med ny energi og en oplevelse rigere!
