Nigrum Frollo
Im not alone for my father is with me.


Vintertiden var kommet. Stærk tiltagende frost sneg sig ned over Proelio. Natiaum oplevede altid kulden, men det synes værre end normalt. Iblandt træerne sås glitrende glimt. Et blødt hvidt tæppe af frost og en smule sne havde lagt sig dybt mellem de oldgamle træers stammer. Skoven var altid gådefuld og rummede en form for sjæl, der hviskede og lurrede iblandt visnede træer. Tætte var trækronerne. Grenene synes på samme tid døde og levende. De havde en mat farve, men ovenpå denne glitrede hvid frost og skønheden ville være betagende, for enhver der så det.

Frollos sorte pels gav et blankt skin fra sig. Hans færd var uforstyrret og han længtes på en måde efter andre sjæle... Proelio var lykkelig i tiden. Frygtelig lykkelig. Uvidende om hans dybeste drømme, der endnu ikke viste sin udfoldelse. Det var en lang process at opbygge sit ry - og hans tilbedelse til Smeyé var jo blevet brat bremset - så endnu måtte han finde en ny vej, til denne Sémnyx. Forhåbentlig var hun det hele værd.

Han standsede. Damp forlod hans næsebor ved hver udånding. øjnene stirrede omkring sig. Der var en følelse... En irriterende magisk følelse. Hingstens krop spændtes op og han fnøs højllydt.

Vinteren var kommet endnu tidligere og stærkere i år, end den plejede at gøre. Selv Natiuam, som ellers normalt også havde nogle hårde vintre, havde ikke før haft sne og frost så tidligt. Sirenia havde kort undret sig over dette vejrfænomen, men havde ellers ikke skænket det nogen yderligere tanke. Hun var vokset op i Proelio med en gudinde som moder og måtte derfor siges at være vant til lidt af hvert inden for magi og mærkelige fænomener. Intet kunne rigtigt overraske hende i Proelio længere.

Hun var blevet en smuk, ung hoppe efterhånden. Kroppen havde vokset sig godt til, og med det indfandt alle de smukke, hoppelige former sig, og hendes krop var efterhånden fuldt voksen og frugtbar at se på. Sindet var dog lidt en anden sag... Hun var stadig kun 4-5 år gammel, så selvom hun var voksen, var hun stadig blot en unghest, hvilket i den grad kunne mærkes på humøret for tiden. Hendes krop havde gennemgået mange hormonelle forandringer, og hun skulle til at vænne sig til et liv med brunst osv, og alle disse hormonforandringer kunne i den grad mærkes på den unge hoppe. Hun følte sig helt igennem som en sur og tvær teenager. Hun nærede en underlig vrede til hele verden og synes at hade alt og alle, hun stødte på!

Det var derfor også meget længe siden, hun sidst havde set Frollo. Sidst de havde snakket sammen, havde hun snakket om alle de eventyr, de skulle ud på, og hvor meget hun glædede sig til at se ham igen. Hun fnøs nærmest hånligt ved den latterlige tanke! Åh, så ung, uskyldig og naiv hun havde været dengang... Hun var voksen nu for pokker! Hun gad simpelthen ikke at lege mors lille pige, der havde brug for en babysitter længere!

Skæbnen ville dog, at det selvfølgelig netop var ham, hun kort efter stødte ind i midt på stien i den smukke skov. Han så lige så sur og anspændt ud, som han plejede, og af en eller anden grund fik det atter hendes teenage-vrede til at blusse op. Var han slet ikke glad for at se hende?? Så gad hun i hvert fald heller ikke være glad for at se ham!
Hun stoppede derfor op og betragtede ham med et irriteret blik, inden hun blot gengældte hans høje fnys og begyndte at traske imod ham med næsen i sky og et koldt, arrogant blik. Hvis han ville hende noget, måtte han selv komme til hende, ellers havde hun blot i sinde at vandre lige forbi ham uden et ord! 

Nigrum Frollo
Im not alone for my father is with me.


Hans øjne kneb sig sammen, for han var vel forberedt på situationen han skulle til at stå i. Hans krop reagerede allerede på duften. Duften af magi. Og det tændte ham. På magtfuldvis havde den grønne blusset hans indre op og hans indre lyster var umulige at slippe af med. Kroppens rygsøjle trak sig sammen. Piske slag kunne anes fra fortiden og han vidste at det ville ende med nye inden længe. Og dog så gik han ingen steder. Han søgte ikke at undvige situationen - hvorfor ikke? Det var det absolut eneste rigtige at gøre! Medmindre...

Hans hale slog et voldsomt smæld, da den grønne nærmede sig. Hans blik vendtes imod hende, kun for at blive væltet indeni hans egen krop. Stærk, intens spænding fandtes nu i hans underliv og han bed sig selv hårdt i underlæben for at undgå at vise sine inderste tanker.

Sirenia var modnet. Som en underskøn blomst, der længe havde ønsket at folde bladene ud imod lyset. Hendes figur var så perfekt kurvet og tilpas slank... Øjnene så voksne, trods hendes purungdom kun lige var startet. Halsen, bagdelen. Så fantastisk muskuløs og hofterne fødedygtige. En lang sirlig hale... Og selv den manglende man fik hans indre til at koge op. Han stønnede bittert.

"Sirenia, jeg ser De er vokset ind i en nydelig voksen krop..." hans dybe stemme var flydende og gav ikke udtryk for hans had eller lyst. Blot en velkomst og en invitation. Han fik tanker. Så fantastiske tanker og alligevel så forfærdelige!

Hun havde godt bemærket ud af øjenkrogen, hvordan hans kropssprog ændrede sig, og han virkede mere og mere anspændt ved hendes ankomst. Hun lagde dog ikke noget yderligere i det. I hendes hoved var han altid anspændt, sur og alvorlig, når de var sammen, så det så hun intet nyt i.
Hun himlede dramatisk med øjnene, da hun kunne høre ham stønne, nærmest som om hendes blotte eksistens generede ham. Derfor kom det også bag på hende, da hans dybe røst pludselig lød mod hende. Hun stoppede automatisk op og vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle gøre af sig selv, indtil hun endte med at vende rundt igen og stille sig med front mod ham. Ørerne blev dog vredt lagt i nakken, tydeligvis utilfreds over hans ord.

"Nå, så nu er jeg pludselig blevet interessant nok for dig?? Bare fordi jeg er blevet voksen og nydelig??"

Hun trak det sidste ord ud i en sarkastisk, næsten fjendtlig tone. Hun havde lyst til at råbe af ham og kalde ham et gammelt, klamt svin, men så langt trak hun den dog alligevel ikke. For hun kunne jo ikke benægte, at en lille del af hende - godt gemt væk bag den teenagetvære facade - var glad for at se, at han havde lagt mærke til hende. Hun mærkede også en underlig varm følelse i kroppen ved tanken om, at han så hende. Uuuurgh, at være unghest og fyldt med hormoner var et levende mareridt! Hvorfor kunne hun ikke bare få lov til at hade ham i fred, uden at hendes krop skulle svigte hende på den måde??

Nigrum Frollo
Im not alone for my father is with me.


Drama. Ungdom. Hed seksualitet. Irritation. Årene rev i den unge hoppe - de værste hormonelle år enhver sjæl måtte gennemgå. Han havde aldrig givet efter for sine egne lyster og ikke syndet en eneste gang op igennem sine år. Han var ren! Øjnene fandt hendes, som ørene forsvandt ned i hendes nakke og tydelig fjendtligt talte til ham, som om han var idiot. Hans blik var afskyende overfor hendes vrede, den fortjente han ikke. Frollo havde givet hende sin beskyttelse, trods hans hårde modstand imod magien. Han havde ikke givet efter for de voldshandlinger der havde været i hans krop, fordi hendes uskyld og glæde havde pirret ved hans hjerte, om han ville det eller ej. Men. Det vidste Sirenia intet om.

Frollo fnøs derfor tydeligt. Han stirrede længe, intenst og nærmest magtfuldt på hendes grønne skind. Så der rørte sig ikke længere nogen storm i hendes indre for ham? Ingen følelser, ingen glæde, ingen lyst? Han kneb sine øjne sammen og smilede nu til hende. Ganske lumsk, men også fascineret og indbydende. Kunne man kalde det charme?

"Sig mig Sirenia, kan De nu ikke tage en ros?" han nærmede sig listigt. "De har altid været nydelig... De har altid haft et skær af skønhed. Det er en sand skam at jeg ikke kan give efter..." han lød forpint og fortrydende. Han indåndede hendes duft, før end han i et ryk trak sig og led under varmen i hans indre - hans mave, hans underliv og hans hjerne - selv den var forvirret nu.

Hun kunne ikke benægte, at det gav hende et lille sug af tilfredshed i maven, da hun så hans reaktion på hendes ord og adfærd. Han virkede så irriteret, fornærmet, ja nærmest såret. Og det frydede hende i dette øjeblik! For hun skyldte ham ingenting! Det var ikke hendes skyld, at hendes moder havde hyret ham som babysitter - en rolle, han i det hele taget altid havde virket til at hade, som om hun havde været en kæmpe byrde og belastning for ham.
I den unge Sirenias hormonelle og egocentrerede sind havde hun ikke skænket taknemmelighed så meget som en tanke. Hun havde endnu ikke udviklet en hjerne, der formåede at udvise nok empati til at kunne se tingene fra andres side af, og hun havde derfor ikke det mindste ondt af ham. I hendes hoved fik han bare lov at smage sin egen medicin!

Han smilede nu lumsk, ja nærmest charmerende og indbydende til hende. Hans skift af humør fik hende til skeptisk at hæve et bryn. Hvad var han nu ude på?
Hun lyttede til hans spørgsmål og fnøs hånligt. "Ikke når det kommer fra min såkaldte babysitter!"
Hans næste ord, samt den måde han kom listende hen imod hende på, fik hende til ubehageligt at presse halen ind mod sin bagdel og trække sig et skridt tilbage. Hun mærkede tydeligt vibrationerne fra ham, der klart havde ændret sig fra deres sidste møde. Mon hingste også kunne blive påvirket af brunst?

Hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle forholde sig til det her, og flakkede derfor blot usikkert ørerne. Hun havde jo ønsket at stikke til ham, provokere og få en reaktion - men den her var alligevel kommet bag på hende. Hun kunne næsten ikke kende ham, som hun nu mødte hans blik, der virkede både lidende og grådigt på samme tid. Og hvad mente han med at give efter?
Hun så blot forvirret på ham, inden hun svarede ham i et lige så provokerende og vredt tonefald som før. "Er det her nu mere uinteressant sludder om din tro? For jeg er ligeglad!"

Nigrum Frollo
Im not alone for my father is with me.


Det simrede i hende, ligesom det gjorde i ham. En irritation. En form for sydende vrede. De var giftige for hinanden. En skrigende grøn, men dog så vidunderlig hoppe, med den mest afskyelige magi af dem alle i sit blod... Og han. Sort som nattens mørke mellem træer, en skyggehingst, med en tro på verdens balance uden magiens indtræden. De kunne aldrig hører sammen. En storm i hendes ydre, var hans indres vind. Hver gang hun reagerede udad... Reagerede han indad. Den bittersøde sandhed nåede ikke overfladen.

Kun et strejf i hans øje, et vip med hans ørespids. Hun ville aldrig set det - slet ikke så længe hun var så frustrerende fokuseret på at være vred. Han tog imod fnys og nedladende sætninger, der var langt under hans værdighed. Med skulende, intense øjne gloede han på hende, som hun nu synes påvirket af hans nærvær. Deres dufte blandede sig og hans krops reaktioner var ikke til at tage fejle af. Frollo havde aldrig begæret noget så højt i hans liv.

"Uinteressant? Hm." hans blik var skarpt. "En skønne dag, vil De lære at se tingene fra andres perspektiv igen, unge Sirenia. Deres sind er en sand gift for os i denne stund... At se Dem så vred og frustreret er ikke min tid værd, hvis du ej ønsker vor fremtid forbundet." hans stemme var dyb og rolig. Fattet og trods hans længsel og egen irritation Især den fysiske... var han venlig og blød.

Hun lyttede til hans ord og gengældte surt og tvært hans skarpe blik. Urgh, hvor hun bare ikke gad at høre på hans prædiken lige nu! Vreden flammede stadig op i hende og var umulig at holde nede, som hvert et ord ramte hende og provokerede hende. Hun så ham intenst ind i øjnene med et blik, der brændte af både had og vrede, men også en flammende lyst og interesse, hun ikke helt kunne sætte ord på.

"Urgh! Måske er det DIG, der skal lære at se tingene fra andres perspektiv?!"

Hendes vrede ord fik hendes kinder til at blusse let af varme, som hun trak vejret i lange, dybe stød for at prøve at kontrollere sig selv. Hun havde skam godt bidt mærke i hans sidste ord om, at hendes vrede og frustration ikke var hans tid værd, hvis ej hun ønskede at se ham igen i fremtiden. Men det gjorde hun jo... Hun forstod slet ikke, hvor alt denne vrede var kommet fra, og hvorfor den så specifikt var rettet mod ham. Nok var hun sur og fornærmet på ham lige nu, af grunde hun nærmest ikke engang selv kunne huske længere, men hun ønskede for guds skyld ikke, at deres veje skulle skilles for altid. Hun så derfor blot ned i jorden og skrabede lidt fraværende med sit ene forben. Urgh, det var ikke nemt for hende at sige undskyld... Til det var hun mindst lige så stædig som sin moder.

"Jeg... jeg vil gerne have, at vores fremtid er forbundet... Og jeg... vil prøve at lytte og lære om din tro, hvis det virkelig betyder så meget for dig..."

Nigrum Frollo
Im not alone for my father is with me.


Der gik kun et øjeblik hvor hendes vrede stemme atter lød, før hingsten vendte sig bort. Det var en svær handling for ham, men der var en grænse for hvor meget af teenagerens had han ville tage. Hun vidste at han kunne lide hende - hvorfor ellers skulle han finde sig i dette? Hvorfor ellers skulle han have taget opgaven til sig?? Han var kun et flygtigt øjeblik skræmt over Jaymelias trussel - herefter havde han set og holdt øje af egen lyst. Frollo fik dog nok. Hans hals var høj og han gik blot i sine svævende, langsommelige skridt og lavede et enkelt pisk med den sølve hale. Det stak et sted under hans skind. Men hans tanker dalede på hvorledes han kunne tæmme denne hoppe...

I samme stund skete der en stor forandring hos hoppen. Han standstede. Hovedet tittede tilbage efter hende, med et glubsk, interesseret blik. Hun ville lytte. En form for lyst boede i den grønne hoppes indre - men hvilken? Den samme som hans? For hun trådte ud igennem sin vrede, for at forbinde deres fremtid. Han trak på smilebåndet - et flirtende og lusket smil.

"Nuvel... Sirenia - Mit sind er blevet åbnet for Dem, allerede der har jeg overtrådt min grænse for min tro. Magi er en forbrydelse for mig, og De besidder denne fra Deres moder. Så jeg vier allerede fra mit eget perspektiv. For dig." hingsten havde ikke omtalt hende som dig før. Så han smagte på det - kærtegnede ordet. Hans krop vendtes imod hendes og afstanden føltes nu ganske ulidelig... Hans blik var intenst og øjnene forplantet i hendes... Hun var så smuk. Så forbandet.

Hun så desperat og nærmest forpint efter ham, som han vendte sig bort og langsomt vandrede væk fra hende med tydelig irritation. Hans grænse var nået og tålmodigheden ophævet, og hun måtte gøre noget hurtigt nu, hvis hun skulle vinde ham tilbage.
Til hendes store held virkede hendes ord dog helt efter hensigten, da han nu standsede og så tilbage mod hende med et smil, hun aldrig havde skuet på hans læber før. Der var noget forandret over det. Noget mere... dybt og intenst. Som om han for en gangs skyld smilede rigtigt til hende og ikke blot gennem en facade.

Hans ord lød nu mod hende og fik hendes hjerte til at slå et lille slag over. Ordene ramte hende så dybt, så personligt... Han havde allerede overtrådt sin egen grænse og viet fra sit eget perspektiv blot for at kunne være sammen med hende. Det var på en måde den største kærlighedserklæring, hun nogensinde kunne modtage.
Hendes blik mildnedes derfor, da han nu atter vendte sig mod hende. Smilet om hendes mule var oprigtigt, men nu også en smule lusket. For hun forstod stadig ikke, hvorfor han hadede magi så meget - og det provokerede hende stadig helt vildt og gav hende lyst til at teste hans grænser yderligere. Hun brugte derfor for første gang sin telepatiske evne og plantede følgende sætning i hans hoved:

"Hvordan kan magi være så slemt og farligt, når det står lige foran dig? Se dig omkring, Frollo. Du er midt i Proelio - Magiens Land. Her er guder, halvguder og andre magikere alle vegne. Hvordan vil du kunne gå et helt liv og undgå dette, når du befinder dig midt i centeret af det hele?"

Hun smilede ganske uskyldigt og feminint, som hendes ord nu lød i hans indre, men uden at hendes mule bevægede sig det mindste. Blikket imellem dem var stadig så intenst, at man nærmest kunne se det i luften. Afstanden føltes også forkert og næsten ulidelig for hende, og med et lokkende og fristende blik trådte hun derfor nærmere. Hun sendte ham et sigende blik og håbede blot, at han ville udnytte denne situation til endelig at åbne op og fortælle hende lidt om sin tro. For hvis hun skulle gøre sig nogle forhåbninger om en fremtid sammen med ham, der var så forskellig fra hende selv, som man overhovedet kunne blive, var hun nødt til at gøre en indsats for i det mindste at prøve at forstå hans perspektiv, og hvor han kom fra.

Nigrum Frollo
Im not alone for my father is with me.


Der befandt sig en ganske fortærende og altopslugende energi imellem de to sjæle. Hans krop vendte sig halvt, efter at han havde talt ud - nu stod hun med et smil, lusket som hans eget og der var noget i hendes øjne, der var faretruende. Ildevarslende på en drillende måde. Der ville komme noget ud af hendes mund - lige om et øjeblik. Men imens det sved i Frollos krop, for ikke at nærme sig, indtog hun hans hoved og hingsten bed tænderne sammen med et dybt had til hendes handling. Men han tog det i sig og lod hende fører sine tanker ind i hans sind. Straffen var hård. Straffen ville komme. Hvis han ikke passede på, skulle han bøde for dette, for altid.
Velovervejet så han hende igen i øjnene, da hun standsede sin magiske telepatering af tanker.

"Sirenia, der findes én gud, den oprindelige, mægtige Smeyé, hvis faderskab har rakt langt ind i magiens verden. Men denne magi er ofte faretruende, utilregnelig og kan skabe ubalance i hele verden. Se blot hvad der sker i disse juletider, hvor besynderlig frost lægger sig alle steder og noget ulmer i baggrunden... Se blot hvor ofte halvguder, magiske væsner og guderne selv har skabt ravage i Proelio. Smeyé har vedholdt en god balance blandt guder, især ved at give dem ret i, at guder ej bør dræbe andre guder. Men hans ære hvilede i at standse den sydende, vilde magi der ofte er på spil her i landet, så alle kan blive mere sikre. Hans bratte død, da Artemis svigtede deres alliance beviser hvor galt det hele kan gå. Nu tvinges to tvillinger til at holde himmelrummets legemer på plads, altimens unge Sémnyx tvinges til at bære sin faders og moders evner - mere magi end ét væsen bør besidde. Min magi - findes i amuletter. Disse er til at regne med og kan i værste tilfælde destrueres, så magien ikke kan udnyttes." han rømmede sig, og stemmen var ganske levende i sin fortælling.

"Jeg ønsker ikke at forlade Proelio, for her findes i sandhed nøglen til vor planets hemmeligheder - men derimod at medvirke til at balancen vedligeholdes. Jeg ære også Laylis, hvis side aldrig har taget hverken Flakezé, Helzlori eller Jaymelia. For hun i sandhed er den der søger en hårdfin balance. Så magien skal ikke udslettes - blot reguleres fornuftig. Jeg - jeg vil i paradiset, den dag jeg skal herfra. Paradiset i himmelriget, ej dødsriget hos Helzlori. For at undgå dødsrigets evige pinsel, søger jeg værdighed nok til at ende i Paradiset. Sémnyx vil blive min sande dommer til den tid, hvor min krop må give efter for døden og nu agter jeg at ære hendes væsen, hun der har overtaget sin faders og moders plads. Hun vil være vor håb for balancen."

Han bemærkede under sin fortælling at hun krøb tættere på og hans krop mærkede atter den spænding hendes dufte skabte. Hvordan varmen kom små skridt tættere på med en svag vind, når hun bevægede sig. Hun var så syndig. Så syndig en tanke.

"Dem, Sirenia..." hviskede han nu bittert. "Er min svaghed for det syndige magi. For at ende i Paradiset, bør jeg ikke søge ad de stier hvorpå De befinder Dem. Jeg bør være ren og værdig til paradiset, hvor jeg en dag endelig vil blive belønnet i efterlivet." hans mule dirrede af lysten til at røre hoppen. Men hun var det forbudte kød - så længe hun efterlevede magien som hun gjorde det...

Okay, hun havde bedt ham om at åbne sit sind, fortælle sin historie og lukke hende ind - og det skulle hun da godt nok også lige love for, at han fik gjort! Et væld af ord væltede ud af den mørke hingst, og hun måtte kæmpe helt med at holde koncentrationen og prøve at tage al den information ind på én gang. Den altid seriøse Frollo var som regel af så få ord - hun havde aldrig nogensinde hørt ham sige så meget på én gang! Hun gjorde dog sit allerbedste for at skjule sin manglende koncentration og interesse og prøvede virkelig opmærksomt at lytte med, men åh... Det var bare så gabende kedeligt! Han var så gammeldags og lå så langt væk fra hendes eget synspunkt på livet, det var helt vildt! Men hun havde trods alt lovet ham at lytte og forsøge at give det en chance, så i stedet smilede hun taknemmeligt til ham i et forsøg på rent faktisk at sætte pris på, at han havde gidet åbne sig op og fortælle hende om sine inderste tanker. Hun vidste dog ikke helt, hvordan hun skulle reagere, eller hvad hun skulle sige til alt dette, så i en rum tid blev hun blot stående og så lidt tænksom ud, inden hun endelig svarede - med rigtige fysiske ord denne gang.

"Jeg takker for, at du rent faktisk gider at prøve at sætte mig ind i din tankegang, Frollo. Jeg må bare også indrømme, at jeg har virkelig svært ved at forstå den. Magi er lige så naturligt som træerne, vinden, søerne, ja alt hvad du ser omkring os. Den er en lige så stor en del af Proelio som naturen og dyrene. At tro, at man kan regulere den, er... utopi. Og hvordan vil du overhovedet bære dig ad med det rent praktisk?"

Hun prøvede virkelig at holde sin vrede tilbage og forholde sig voksen og fornuftig til deres lille diskussion, men da han tilføjede sin sidste kommentar, kogte hendes sind over, og hun sprang i luften igen.

"Tsk! Hvorfor i alverden skulle jeg være mindre syndig end dig?! Skulle jeg ikke være værdig til at komme i Paradis, blot fordi jeg bærer magi?!"

Nigrum Frollo
Im not alone for my father is with me.

Der var sjældent noget der gik direkte under hans næse. Derfor fangede han godt, at hun hurtigt mistede koncentrationen, trods de fine små smil - men nu fik hun altså en smøre. Kunne hun ikke tage den - ja så var det ganske simpelt ikke tiden værd at spilde på at forklare... Hingstens blik stirrede ganske intenst på hende længe, imens han talte færdig. Hendes indvending blev hørt. Han nikkede, for det var ganske sandt at magien var den del af alt - og netop derfor måtte man tage vare på den! I stedet for at lade stå til, og lade farlige væsner og magier bryde løs som helvede overalt! Rent praktisk? Jo - når Gudinden Sémnyx blev voksen, ville hun tage sin faders og moders plads. En gudinde ville være den praktiske del - såfremt der var rigeligt tilbeder. Dette var hans opgave.

Hun havde hørt ham - og hun blev faktisk ikke vred - ikke lige med det samme. Så hans øjne blev varme, de så en mulighed og hans krop sitrede helt efter hende. Så hans mule rakte nu ud, da han troede de havde opnået en fælles diskussion om magien og livets balance, hvor de ligeværdigt kunne stille spørgsmål og lytte til hinanden... Se det var ren nydelse. Et sted hvor de kunne mødes - få stillet deres tørst efter det stik modsatte af dem selv... Men hun forenedes ej med ham. Han trak sig brat, da hun brød ud i vrede om syndighed.

"Nuvel, Sirenia. Der findes et sted for jer ligeledes - men dette er ikke hos Smeyé alfaderen - dette er i din moders univers - og hvorledes dette fungere er mig uvist, men for mig er det et dødsrige, der ikke er værd at smage på." han var rolig. Fattet, trods hans indre vrede sydede kraftig! Hans tanker ledte ham hårdhovet hen på at tage hende hårdt - her og nu! Men selve tanken bød ham på mere piskeslag. Hans øjne brændte efter hendes smukke grønne skind. Øjnene fandt de blå glansbilleder hun bar ind til sin sjæl. Magiens sjæl. Og så holdt han helt op med at tale. Fuldstændig. Han stirrede bare grådigt, dyrisk og længselsfuldt på hende.

"Du er syndig... Så syndig..." stemmen hviskede så svagt, så tændt. Det var ikke negativt ladet mere.

Hun nåede godt at opfange hans forsøg på at række ud efter hende, men desværre var hun alt for vred til at kunne tage imod det på det tidspunkt. Men nu da han trak sig væk igen, mærkede hun et lille stik af dårlig samvittighed og fortrydelse. Han prøvede rent faktisk, og hun afviste ham bare hver gang... Men urgh, han gjorde hende altså bare så vred! Han var så fuld af bullshit, og det pinte hende, at han ikke selv kunne se det!
Hun forsøgte dog at mildne sig selv en smule og vippede lyttende ørerne i hans retning, da han begyndte at tale om det sted, der ventede på hende i sin moders univers. Der var da stadig nogle ting ved hans ord, der provokerede hende - blandt andet at Smeyé var alfalederen, og at hendes moders dødsrige ikke engang var værd at smage på - men hun kæmpede for at holde sig tilbage og tvinge sig selv til at respektere hans holdning. Hun var langsomt ved at lære, at man skulle vælge sine kampe med omhu - og denne var ikke værd at spilde tid på lige nu. Hun nikkede derfor blot og bed sig tavst i læben.

Det næste, der skete, havde end ikke guderne kunne forberede hende på. Han stoppede pludselig sin tale og så blot på hende med et blik, der havde ændret sig fuldstændigt. Det var ikke længere tilbageholdende og pinefuldt at se på, nej nu var det blot grådigt og nærmest dyrisk, som stod hun overfor et sultent rovdyr, der havde udset sig sit bytte. Han sagde derefter igen, at hun var syndig, men denne gang var det på en helt anden måde end før. Det virkede længselsfuldt, og ja igen nærmest sultent.

Sirenia var for ung til nogensinde at have oplevet noget lignende før. Men reaktionerne, der begyndte at opstå i hendes krop, de var ikke til at tage fejl af. For i stedet for at blive vred og hidsig over, at han havde kaldt hende syndig igen, stod hun blot helt som forstenet og stirrede ind i hans ildrøde øjne. Hendes eget blik var en blanding af frygt, afsky og sær tiltrækning. Hendes hale var usikkert presset mod hendes bagpart, og hendes ene bagben havde taget ét skridt bagud. Alt i hende skreg, at hun skulle flygte fra dette rovdyr, inden noget slemt ville ske. Men alligevel var hun som tryllebundet til hans mørke blik. De røde øjne havde fængslet hende, og hendes krop begyndte langsomt at ændre sig fra frygtsom til tiltrukket. Hun mærkede en sær snurrende og varm fornemmelse i sit underliv, og hun mærkede sit hjerte banke hårdere og hurtigere. Snart begyndte hendes krop også nærmest per automatik at læne sig længere og længere frem mod ham, inden hun til sidst fik overbalance og var nødt til at tage et par skridt fremad. Hun stod nu helt tæt på ham, hun kunne mærke den varme aura fra hans krop og behøvede blot at bevæge sig én centimeter mere for at støde lige ind i ham. Langsomt, forsigtigt og prøvende lagde hun mulen mod hans dampende skind.

Nigrum Frollo
Im not alone for my father is with me.


Fra det ene øjeblik til det andet, var al deres vrede, al forskelligheden og giften de bragte til hinanden, ligegyldig. Tavshedens rige rungede omkring dem, som dundrende intensitet udsprang fra deres øjenkontakt. Hans facade brudt. Hendes vrede ophørt. Deres kroppe så lystige. Men hingsten forbød sig selv at komme tættere på. Han måtte gå nu. Forbandede hoppe! Hans lem føltes fuldstændig spændt, trods han ikke tillod at vise det, og alle mavemusklerne var stædige nok til at holde gearet hvor det skulle være.

Kulden omkring dem var bidende, trods det stille vejr. Men ethvert strejf af duften fra hoppen og han tændtes som en forfærdelig ildebrand. Det krøb og sydede op igennem hans krop og forsøgte desperat at komme ud i de muskler der så inderligt troede at de skulle præstere. Han holdt vejret. Hun havde lænet sig bagud, indtil nu. Nu var hun draget frem. Han stønnede noget så pinefuldt, da hun søgte ham endnu mere. Hans varme var ikke til at holde ud - hans liderlighed forfærdelig indtrængende - Han havde aldrig været så længslende, trængende i sit liv.

Evigheden synes at tage fat i dette moment, hvor hans krop stod så forbydende tæt på hendes. Hans øjne tog det hele ind. Detaljerne i hendes pels. Nuancerne i øjnene. Hendes fuldkommen perfekte uskyld, renhed - men der var det i vejen - at de aldrig kunne møde denne sexede tiltrækning og fuldende den. Han kunne ikke trække vejret. Hans hjerte begyndte at hamre - det gjorde ligefrem ondt. Var det ren tiltrækning? Eller var dette også et tegn. Et skrækindjagende tegn på, at han ønskede at være nogens. Nogens for altid. Hendes modgift.

Alarm. Alarm. Sirenia brød kontrakten og rørte hans pels, så hudens sensitivitet følte hendes mule. Hans indre bristede af lyst og følelsen af at være forelsket til randen. Til afgrunden! Han kunne ikke styre sin krop mere og selvkontrollen forsvandt, mavemusklerne slap, som han grådigt tog en hivende indånding, hvor mulen nåede hendes man. "Åh, Sirenia" han var så skrøbelig nu, som hans væsen kunne blive.

Hingsten bed sig så hårdt i sin læbe at det blødte og i en voldsom bevægelse trak han sig væk fra den sitrende fornemmelse af hendes hud imod hans, hans mule imod hendes man. Hans værdighed krænket.