G A B R I E L

I wouldn't have you any other way.

Who wants love that makes sense anyway.

Gabriel er en kujon. Den unge hingst er ikke den, som straks vender sig og flygter fra de ukendte farer, men snarere den som forrest drager ind i mørket for at møde sine fjender. Den frie sjæl skælver ej ved tanken om hvilken smerte der venter ham i horisonten, men han er den, som resolut drager afsted for at møde denne fare ved verdens ende, som dens ligemand. Alligevel må den plettede sjæl være den største kujon, som betræder dette eventyrlige lands landjord. Måske er han ikke den frygtsomme kryster, som normalt forbindes med ordet, men på sin samvittighed bærer han svigt og flugt som den smukkeste halskæde. Han svøber sig i utilregnelighedens kåbe. Hingsten, som uden tøven forlod sin familie. Flygtede fra sin løfter. Stak halen mellem benene, og forsvandt fra ethvert ansvar som bød sig. Uden nærmere eftertanke. Som var det et tryllenummer, hvor han nu blot afventer den kommende applaus for hans fantastiske bedrift.
Netop, som enhver anden kujon ville gøre.

Den lyse hingst bærer sig stolt frem. Hovmod lyser fra hans inderste sjæls kerne. Han fandt dette magiske land. Krydsede dets grænser og påtvang landet sin tilstedeværelse. Ville han besudle stedet yderligere ved at endda kalde det 'hjem'? Du burde ikke være her. Dette er ikke dit hjem. Tanken stryger forbi ham og rammer som en iskold dråbe i hans varme sind. Du burde være derhjemme. Tig! Tanken bliver fejet væk af en hidsig fyrighed. Af den sitrende flamme, som brænder sig fast i hans bryst og hals. Han er ikke færdig her. Ikke endnu.
Hingstens dans udviser intet andet end rytmisk dovenskab, og under den blanke pels arbejder de disciplinerede muskler ubesværet. Blikket er søgende, men fjernt, og som tilskuer til denne skabnings optræden, skulle man tro, at han blot opførte et formålsløst stykke. Tilskueren tager fejl.

Hingsten har et mål. En stejl skrænt kalder på hans nærvær og nysgerrighed. Som var den golde ørken styrtet til helvedet og derved skabt en flænge i jordens sårbare ydre. Han nærmer sig kløften, og denne kløft er mere end blot en tilfældig passé på hans vej.
Gabriel ønsker noget fra dette sted. Men hvad? Skæbne, hvilke finurlige puds bringer De mig, siden jeg træffer en sådan udfordring? Hvorfor møder jeg Moder Jord forslået og blødende?

"Hvad tilbyder De mig?" Stemmen bærer intet andet end hans inderlige nysgerrighed og hunger efter svar.


Note: Gabriel bevæger sig ved kanten af Jupan kløften i Sylinum.

Tekst. Tanke. ,,Tale."

T H E   C O L L E C T O R

De dæmpede hovslag gav genlyd mellem kløftens stejle klippevægge. En særlig smal passage fik følelsen af at man blev opslugt af selve kløften til at brede sig i én. Medmindre man tilhørte de underjordiske væsner, som direkte yndede at begå sig i små klaustrofobiske gange, ville dette stykke hurtigt kunne få panikken til at brede sig. Det varede dog ikke længe, inden kløften atter blev bredere og vejret endnu en gang kunne trækkes frit. En stribet sjæl sukkede lettet som hun var om på den anden side, og fortsatte ufortrødent sin vej videre gennem Jupan Kløften.

Ekkoet fra hovslagene lød fortsat, men som bunden i kløften blev mere og mere sandet, døde det efterhånden ud og der herskede i stedet en stilhed som på én gang var trykkende og befriende. Jah-lila kiggede sig forundret omkring eftersom vegetationen i kløften skiftede jo dybere hun kom. På dette sted var klippesiderne ikke længere rå klippe, men pyntet med diverse slyngplanter der formåede at holde fast, trods der nærmest ingen fremspring var at holde fast i. Nysgerrigt nærmede den stribede hoppe sig en af disse planter. Hun var nød til at ligge nakken helt tilbage, for at kunne se toppen af planten, der bar store, nærmest trekantede blade samt små, blå blomster der mindede om klokker. Forsigtigt strøg hun mulen over det nærmeste blad, der så så uendeligt blødt ud. Forskrækket trak hun dog hurtigt mulen til sig, for hvad der fik bladet til at se så blødt ud, viste sig af være i massevis at små bitte pigge. Pigge der kunne holde sig fast på en klippeside.

Selvom det ikke direkte havde gjort ondt, havde bladet dog kildet hendes mule, og Jah-lila kunne derfor ikke holde et mægtig nys inde, der fik det til at runge i hele kløften.

G A B R I E L

I wouldn't have you any other way.

Who wants love that makes sense anyway.

En skarp, næsten rødlig klippe afdækkes ved kanten. Dukker op af jorden, som født ud af sand og støv. Klippen danner en skorpe for kløftens høje murer, og markerer den linje i den tomme ødemark, hvor enhver sjæl vil styrte til ned i kvæstelser, såfremt han fortsætter ud over kanten. Som en snedig fælde der ligger på lur og venter på et uopmærksomt offer, som vil følge klippens stejle skrænt ned i dybet.

Dette offer er ej Gabriel. Ikke denne gang.
Hingsten er stoppet brat op ved kløftens kant, hvor et ængsteligt sug flyver gennem hans krop og lander tungt i maven. Som var sjælen fortsat og faldet, hvor kroppen lykkedes at bremse. Dansens pludselige ophør gør, at hingsten skrider frem i gruset, og sand og sten skubbes frem af hovene, fortsætter forbi klippen og står i frit fald mod bunden. Pulsen stiger og adrenalinet spreder sig igennem den plettedes krop. Trækker ham ud af sine tanker og drømme, bringer ham et tomt sind og en pludselig klarhed. En følelse, som det unge sind vil gøre meget for at opsøge, og nu klamrer sig til med hver en fiber han ejer.

Gå tættere på kanten. En udfordring. Er du bange, Kujon? Tanken er så insisterende, at Gabriel i trodsighed næsten springer ud over kanten med sin fulde kraft. Hingsten når at tøjle sig selv og i stedet træder han forsigtigt frem. Søgende. Det glasklare blik er rettet nedad. Spring. Han vurderer faldets længde. Klippen må være fem hestelængder høj. Måske seks. Kom nu! Vil han dø af faldet? Spr-... Tanken dør hen, da hingstens blik og fokus rammer en bevægelse i den frodige bund. 

En hoppe. 

Ikke blot hvilken som helst hoppe, men en skabning svøbt i farver og aftegn, som Gabriel aldrig havde drømt eksisterede. ,,Er De blot min fantasi?" Ordene er en brummen. En hvisken. Hun har fanget hans opmærksomhed, og hingsten er straks draget mod denne sjæl. Han må vide hvad hun er. Hvem hun er.

Gabriel springer frem langs klippens kant. Han følger hoppen i dybet, blot langs klippens skrænter. Han kalder hendes opmærksomhed til sig ved en dyb vrinsken. Som et insisterende tilbud om at dele en stund sammen.

Der må snart komme en sti ned i dybet. Skæbnens vej ned til denne finurlige hoppe i jordens smalle revne. 


Note: Undskyld, undskyld, undskyld at jeg først svarer nu! Jeg har virkelig bare haft gang i alt mulig andet den seneste måned. Jeg håber, at du stadig vil fortsætte tråden? 

Tekst. Tanke. ,,Tale."

T H E   C O L L E C T O R

Øjnene løb let i vand ved det mægtige nys, der havde gennemrystet både hoppe og kløft. Jah-lila rystede let på hovedet for at komme lidt mere til sig selv, og stirrede dermed lettere fordømmende på planten foran hende, som jo netop var skyld i den opståede larm, som hun havde forudsaget. Bladet der havde lokket hende med sin såkaldte blødhed, havde tydeligvis været en fælde. Måske havde håbet været, at hun netop skulle afsløre sin tilstedeværelse over for de herboende rovdyr. Usikkert flakkede de blå øjne nu rundt, mens hun forsøgte at opfange eventuelle bevægelser fra en fjende. På nuværende tidspunkt var der dog intet at opfatte, men man kunne jo aldrig vide, hvad der dukkede op, så måske var det bedst at smutte.

De stribede ben bevægede sig nu energisk af sted, så en hel lille støvsky dannede sig efter hende. Jah-lila nåede dog ikke langt, inden et vrinsk fangede hendes opmærksomhed. Et vrinsk der med en insisterende klang kaldte på hende. Forundret søgte hendes blik efter den anden, men kunne dog intet se? Hun var alene i kløften, men hvorfra kom så vrinsket? En bevægelse i det yderste af hendes øjenkrog, fik den stribede til at kigge op, og her så hun.. Pletter?

Han fulgte hende, pletterne fulgte striberne. Han oppe, hun nede.. Hvordan formåede de at nå hinanden? Jah-lila følte en underlig tiltrækning mod denne fremmede. Måske fordi det netop ikke virkede opnåeligt, at de fandt hinandens selskab. Hun sendte et kaldende vrinsk op mod ham, mens hun selv søgte efter et sti op af kløften. Det måtte da på en eller anden måde være muligt at komme op herfra. Mens hun bevægede sig gennem kløften i sin søgen, skævede hun hele tiden op mod kanten. Op mod den fremmede, som fulgte hende på afstand. Pletter.. Jah-lila smilede. Han var fuld af dem, andet kunne hun ikke se.


//Det er mig der undskylder Mellow, jeg har været helt forsvundet.