Lúthendril Oasis
You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.


Natiaums lys var ved at forsvinde. En solnedgang i det fjerne var så strålende og klar. Betagende smuk. Et flygtigt øjeblik var solen endnu over havets overflade... Så forsvandt den langsomt og tog lyset med sig. En buldre lyd hørte svagt over Awarias bjergene. Tunge, sorte skyer lagde sig om bjergkædens smukke blå klipper, som et sjal. Luften smagte af regn. Den friske følelse denne bragte med sig, fyldte lungerne på den elegante og stærke sjæl som befandt sig her i den gule eng. Floden fra vandfaldet strømmede forbi hendes lange, solide ben fyldt med krøllet lyseblå hovskæg. En form for søgen var i hendes intense blik. Øjnene der skiftede farve afhængig af humøret, havde en afslørende effekt - de var ganske rødlige. En blanding af brændende ønske om at finde den sjæl, der havde befriet hende fra hvad der kunne have været hendes ende og flovhed over at have forladt sin familie for at finde ham.

Der boede bare en følelse i Oasis. En fortærende følelse af at de to sjæle for altid var forbundet af deres fælles oplevelse. Hun kunne ikke ignorere denne, da det var ganske sjældent hun følte forbindelse med andre. De havde ændret hinandens skæbner, om de ville dette eller ej. Så hun havde brug for at se den brune, vilde sjæl igen. Se om hans veje i livet havde budt ham præcis den gave hun havde forsøgt at bringe ham: Frihed fra sin broder. Frihed til at finde sig selv. Til at elske sig selv og tro på at han kunne rejse igennem livet, uden mørket.

Havde Renekton samme behov?

---

Den rødbrune sjæl havde holdt sig for selv de sidste mange måneder. Han havde haft brug for at trække sig helt, efter alt det med hans bror og hoppen Oasis... Hans liv var blevet vendt helt på hovedet den skæbnesvangre dag, hvor han havde besluttet sig for at ofre sit liv for at redde hendes, og intet havde været det samme siden. Han var fri fra sin bror nu. Fri for al ondskaben og dominansen. Men alligevel var han ikke lykkelig... For han manglede noget. Han havde så stort et hul i sit indre, som kun én bestemt sjæl ville kunne fylde ud. Og det pinte ham dag ud og dag ind, at det aldrig ville kunne lade sig gøre... Han havde derfor holdt sig helt for sig selv; sørget, hadet og skammet sig. Og bevidst undgået hende. For smerten var for stor til at han ville kunne holde ud at se hende sammen med Constantine lige nu. Deres lille, perfekte, lykkelige familie... Bvadrr. Og Constantine, der havde alt, hvad han selv kun kunne drømme om i det skjulte... Urghh, hvor havde han haft mange drømme. Drømme, hvor han slog Constantine ihjel. Eller bortførte Oasis for at tvinge hende til at være sammen med ham. Hver gang vågnede han med sveden piblende ned ad kroppen og tårerne pressende på i øjenkrogen. For hans onde drømme mindede ham om, at han stadig var Semper Fi's bror, og at mørket stadig lurede under overfladen... Og han kunne ikke lide det. Oasis og Constantine var lykkelige sammen. Hvorfor kunne han ikke bare unde dem det?

Solen gik ned i det fjerne, og dagen gik på hæld. Ligesom hans håb og drømme... Han havde stille indfundet sig med tanken om, at han aldrig skulle se hende igen. Det var bedst sådan. Han ville ødelægge det for dem, han havde allerede ødelagt nok af hendes liv... Han vidste, at det var bedst sådan. Så hvorfor gjorde det så ondt?
Et lys flakkede mellem træerne og fik ham til at stoppe op. I ly af træernes mørke stirrede han ud på engen på den anden side, og hvem fik han øje på? Selveste Oasis. Lige så smuk og forblændende, som han huskede hende. Tak for lort, Skæbne... Han bed sig hårdt i læben og forsøgte at tvinge sine ben til at skridte videre, men de ville ligesom ikke rigtigt bevæge sig... Han stod som naglet fast til jorden og kunne ikke gøre andet end bare at stå og stirre på hende. Hans krop blev fyldt med så mange følelser, at det var som en eksplosion, der startede. Varme, sorg, glæde, overraskelse, brændende lyst og behov, frygt... Han kunne næsten ikke være i det.
Efter at have stået og stirret på hende som en anden creepy stalker i alt for lang tid, blev han enig med sig selv om, at det her ikke førte nogen vegne... Han var nødt til at se hende, tale med hende. Bare en sidste gang... Han tog derfor en dyb indånding og trådte ud fra træernes skygger.

"Oasis..."

Han rømmede sig lidt. Den mørke stemme var blevet hæs og rusten; den var ikke blevet brugt i flere måneder. Med nærmest mekaniske bevægelser skridtede han hen mod hende. Ét skridt ad gangen... Og så var han henne ved hende. Han tog en dyb indånding og indsnusede hendes fantastiske duft. Hun duftede af sol og måneskin, af blomster og brusende hav, af den søde himmelske brunst... og af Constantine. Åh gud, hvis hun var i brunst, havde han nok allerede været der, og nu ventede de liv igen. Blodet forlod kort hans ansigt, som han stivnede foran hende. Han følte sig pludselig som en beskidt tyv, der havde trængt sig ind på en anden hingsts territorie. Oasis var Constantine's, og det vidste han. Men alligevel kunne han ikke holde sig væk... Han så fortvivlet på hende. Der var så mange tanker, der løb igennem hans hoved, så mange sætninger, han havde lyst til at sige... Hvor har jeg savnet dig. Jeg tænker på dig hele tiden. Jeg elsker dig. Jeg er bange for at være i nærheden af dig. Jeg ville ønske, at Constantine var død. Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde mødt dig. Jeg ville ønske, at du var min... Ingen af disse sætninger forlod dog hans læber. I stedet stod han bare tavs som graven og stirrede ind i hendes smukke røde øjne med et blik, der rummede så mange følelser på én gang, at det både var umuligt at tyde, og alligevel sagde mere end tusinde ord...

---

You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.

Lúthendril Oasis
You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.

Det brusende vandfald, overdøvede lydene omkring hende, til den grad at de smukke brusende lyde, overtog hendes sind. Fyldte det hele med en ro og sikkerhed, trods rejsen for at finde ham havde været lang og svær. Der var mod og vilje nok til at lade hendes intense søgen fortsætte. Det var forkert og et eller andet sted ikke spor smart at følge disse impulser. Men Oasis havde ladet sindet vandre og tankerne fylde - flyde til alt det de gerne ville være. Frie til at varme Renektons sind. Frie til at turde elske ham. Udforske det bånd der uundgåeligt var blevet skabt. Men hun kunne ikke.

Oasis var ikke en løgner, ikke en forræder og meget loyal. Så hun havde sluppet tankerne fri - de havde fyldt, fået ild og fået lov, indtil de ikke var andet end en tanke. Og dog. Hun var ankommet hertil og noget sagde hende, at hun ikke var alene mere. Hvorfor ikke vende hjem? Hvorfor drage af sted?

Fordi den sjæl hun besad også bød hende at hjælpe. Støtte. Alt hun åndede for, før sit familie liv, var at være heltinden. Den andre kunne stole på og søge til - hendes da ukomplicerede følelsesliv havde gjort det muligt at glemme sig selv. Hun drømte indimellem om disse tider igen, selvom hun elskede sin familie. Lige nu - lige her, så var Renekton den seneste hun havde budt sin blide hjælp. Jovist var der dukket mere op under overfladen, og intensiteten i hendes lemmer steg nu også, da hun hørte sit navn. Hun stivnede svagt og et sagte svagt støn forlod læberne. Så bed hun sig i læben og tog sig sammen. Ilden fik ikke lov at blusse, dette var fløjet til himmels håbede hun og derfor pakkede hun alting af den slags væk. Så evigt tro. Bundet og fri... Ikke vant til at være bundet, men samtidig var der ingen der tvang hende. Det ville dog altid på en sjæl som hendes, føles lidt som bånd der holdt hende - følelser. De kunne kvæle hende. Uanset hvem de var for. Præcis derfor havde hun før været alene.

Nu stod hun her - følelser fandtes. To havde deres opmærksomhed. En fik hendes elskov. Hun vendte sig, med de røde øjne så ganske søgende. Han stod her - ej tæt på, men kort derfra. Ligeledes stod hun. Stirrende på de brune lemmer og de blå sirlige aftegninger. Hun fandt hans øjne og kontakten var genskabt - som et lyn fra en klar himmel, vidste hun at alt forarbejdet var ligegyldigt. Og hun burde stikke af. Så nu var hun låst. Fuldstændig fortabt. Ligesom han.

---

Tiden gik som i slowmotion, da han nu hørte hendes sagte støn og så hende vende sig imod ham. De røde øjne søgte hans blik, og da han længselsfuldt tog imod dem, mærkede han atter gnisten imellem dem springe frem som lynild i hans krop. Intensiteten og kraften bag deres kemi var lige ved at få ham ned i knæ, som blev han sparket af en eller anden usynlig kraft lige i mellemgulvet.
"Oasis, jeg..." Hans læber skiltes langsomt, men mere kom der ikke ud. For de ting, han gerne ville sige, kunne han alligevel ikke få over sine læber. Jeg er så glad for at se dig. Jeg har sådan savnet dig. Jeg elsker dig! Han vidste, at det var forkert...
I stedet drog han et tungt suk og smilede skævt til hende, mens han bed sig en smule nervøst i læben. "Hvordan... har du det?"

(Undskyld det blev lidt kort, skal lige i gang igen. 🙈❤)

---

You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.

Lúthendril Oasis
You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.

Det var som en overjordisk kraft. Noget der ønskede at forcere dem tættere på hinanden og ønskede at presse dem begge, til de intet valg havde. Men hun stod der. På sin plads et stykke fra hingsten. Tæt nok på til at sanse hans duft, se hans øjne og mærke hvordan han ligeledes fandt et ubehag ved situationen. Stærkt ubehag. Fordi han var bagbundet af en anden magt - hans egen nyfundne ære. Æren i ikke at stjæle, hvad der ikke er ens eget. Æren i at være stærk nok til at modstå enhver ond fristelse. Og nu var hun blevet denne fristelse. Hun holdt vejret. Helt indtil Renekton sagde hendes navn.

Ordene - hendes navn - og stemmen knuste hende under en sten og hun trak halen tæt ind til sig, som følelsen af ubehag blev stærkere. Ubehaget over at holde sig selv i bånd. Ubehaget over ikke at være fri. Samtidig ubehaget over ikke at være god nok til sin mage - for han fortjente hendes evige kærlighed i sandhed. Han fik denne - men var det 100%, når man også kunne drømme sig hertil og skænke disse følelser en tanke? Hun bed sig i læben og vejret var raspende. Alle ordene der forsvandt ud i intetheden, fordi de aldrig blev sagt - blev hørt. Igennem hans øjne så hun savnet. Glæden. Ligeledes hadet til situationen. Åh hun ønskede at kunne redde ham fra dette, denne smerte. Men hun var smerten.
Et spørgsmål lød.

Perfekt! Vi venter os på ny ser du. Al livet er vendt stærkt hjem - katastroferne er borte og vi har tid til at elske. Ro til at nyde vores familie uden at frygte for hinandens liv. Alt er skønt. - det var det også. Men ordene var ikke sande i dette nu - ikke her. Ikke svaret til ham. Hun stirrede. Længe kom der absolut ingen ord over hendes læber. Hun var som en rose frosset fast i tiden. Så smuk, så evig, men så alene.

"Renekton." startede stemmen langsomt. De fine toner så langsomme og skyldige. "Det liv er fuldkommen kærlighed. Det liv er perfekt. Det vokser. Det spirer med latter, lykke, lys." hun mærkede hvordan ordene føltes svære at sige og hvordan hendes stivnede krop ikke løsnede op, men derimod føltes sværere og sværere at være i.
Det liv - var hendes liv hos sin familie. Den familie hun havde skabt og fundet roen i. Der var dog altid den del af Oasis der længtes en smule tilbage til før. Det blev altid overskygget af kærlighed. Men lige nu og her - så hun sine valg anderledes. Bitre og fortrydelsens valg så afgjort. Var hun beskidt? Forfærdelig? Åh hvis bare Myspiritous havde været der - for han vidste hvad hun gik igennem.

"Men det liv er ikke hele sandheden..."

---

Han betragtede hende med længsel i blikket, da hun for en stund blot stod helt stille og stirrede frem for sig. Han betragtede hendes øjne og kunne nærmest se, hvordan tankerne fløj rundt i rent kaos derinde. Han ønskede så brændende at række ud, at røre hende, hjælpe hende... Men han turde ikke. Han måtte ikke! Så i stedet blev han blot længsesfuldt, men tålmodigt stående og forsøgte i stedet at nyde synet af den hoppe, han elskede, der stod som en smuk rose foran ham. For hvem vidste, hvornår han nogensinde ville få hende at se igen?
Det føltes, som var der gået flere timer, da Oasis endelig brød stilheden og sagde hans navn. Han vippede usikkert med ørerne. Hendes stemme lød i et tonefald, som han kun genkendte alt for godt. Længselsfuld, skyldig... Han lyttede til hendes ord, der ramte ham som små slag i maven, for hver gang en sætning forlod hendes læber. Han mærkede tårerne presse sig på i øjenkrogene, men holdt dem inde. Han måtte være stærk - for hendes skyld. Han forstod slet ikke, hvorfor han reagerede så lidende på hendes ord. Han burde jo være glad på hendes vegne! Hendes liv var perfekt - hun var elsket, lykkelig og i sikkerhed hos Constantine! Så hvorfor føltes det så forkert? Hvorfor havde han i sit stille sind håbet på, hun ville sige, at hun var ulykkelig, at Constantine var en forfærdelig mand, der tævede hende og hendes børn, ja bare et eller andet, der gjorde, at Renekton retfærdighedsvis kunne hjælpe hende og tage hende med væk derfra?!

Hendes næste ord fik ham til at stivne. Det liv var ikke hele sandheden... Altså stak der noget dybere, under facaden. Han havde naturligvis aldrig i sin vildeste fantasi kunnet turde drømme om, at den fulde sandhed havde noget med ham at gøre - nej, det ville være for voldsom ønsketænking! Men alligevel spirrede et lille håb frem i ham. Uanset hvad der var i vejen med hendes liv, så ville han hjælpe hende! Og måske... Måske han en dag kunne få hende væk fra Constantine og med bedre samvittighed erklære sin kærlighed til hende? Men for nu måtte han parkere de drømme! Alt godt kommer til den, der venter... Og han ville vente hele livet på hende, hvis det skulle være.
Med ganske forsigtige skridt trådte han endnu tættere på hende og strakte mulen frem mod hende. Han var meget påpasselig og tæmmede sine lyster for ikke at røre hende, men lod hende blot mærke, at han viste hende nærvær og omsorg, selvom den ikke var helt fysisk. Og så endelig lod han sin mørke, rustne stemme bryde stilheden.

"Vil du dele sandheden med mig?"

---

You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.

Lúthendril Oasis
You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.

Blå øjne og sirlige aftegn i den brune pels. Han var smukkere i dagslyset end i grottens forfærdelige mørke. Fri - hun havde givet ham frihed, ligesom hun havde fundet en vej til at lade ham befri hende fra grottens mørke og Semper Fi. Nu var de sikkert ude på den anden side. Oplevelsen kunne ingen tage fra dem og den stak dybere end som så. Hun sitrede en smule - velvidende at hun ikke ønskede at gå et skridt tættere på. Velvidende at hendes inderste mission var at tilbyde ham et hjem. Sikkerhed. Hos hendes familie. Fordi han var bundet til hende, som hun til ham på en sær måde, de ikke kunne slippe.

Han kom nærmere. Hans reaktioner var næsten som hendes. Som om der var noget de ikke fik sagt. Hvad følte han mon? Gensidigt venskab? Mere? Taknemlighed? Had? Frygt? Hun rankede sig blødt i den store krop og trak på smilebåndet, da han udviste sin omsorg. Han var der. Han ønskede at lytte og støtte. Hun havde aldrig følt sig så omringet før - hun var bundet til sin Mage, langt mere ubrydeligt end her. Hendes følelser var dog omklamrende og det var svært at navigere i, da hun aldrig havde været vant til at føle så mange ting. Det var en form for fængsel, men endnu en befrielse - blot en Constantine havde skænket hende. Hun var åbnet. Og nu måtte hun lære at kende lidenskab fra ægte kærlighed. Venskab fra ægteskab. Hun vippede ørene imod hans blik, da den rustne stemme brød deres stilhed og den svære kontakt imellem dem.

"Jeg føler. Jeg føler for dig, Renekton en stærk passion. Noget blev vækket, som ej kan lægges til side og deraf må jeg tilgive mig selv at jeg ikke kan navigere i mit sind... For at turde finde vores følelse. Constantine... Han lytter og støtter - så jeg kan mærke hvordan jeg savner dit selskab og ønsker at støtte dig på din rejse. Vi er ikke færdige." hun trak vejret et par gange undervejs, som hun ledte efter ordene, for ikke at lade en svær samtale blive kompliceret... For hun var i syv sind ganske forvirret, men hun holdt sig nu til de facts hun kendte og troede på inderst inde. Omend det trak i hende at opsøge hans tilbud om nærvær, så smilede hun nu ganske feminint og tilpas til hingsten. Hun havde talt - hun skulle stadig finde ordene... Til at byde ham velkommen i hendes hjem. Hvis han ønskede det.

---

Han mærkede en glæde fylde sit hjerte, da hun for første gang valgte rigtigt at lukke sig op for ham. Her havde han gået og troet, at deres møde i dag skulle blive det sidste nogensinde - et evigt farvel og et forsøg på at give ham ro i sindet til at acceptere den hårde sandhed, at han aldrig skulle få hende at se igen. Men i stedet stod hun nu og fortalte ham, at hun mere eller mindre følte på samme måde som ham, og at hun bestemt ikke ønskede, at det skulle være slut imellem dem. Om hendes følelser for ham også var kærlige og romantiske, var ikke til at sige - men i hvert fald følte hun en stærk passion for ham, der vist forvirrede og skræmte hende en smule. Han smilede varmt til hende og mødte hendes øjne med et længselsfuldt blik.

"Dine ord varmer mit hjerte og gør mig utrolig lettet, kæreste Oasis. Jeg var så bange for, at vores møde i dag skulle være et sidste farvel. Jeg føler ligeledes utrolig stærkt for dig, og det glæder mig at høre, at Constantine lytter og forstår."

Han var endnu ikke helt sikker på, hvad det egentlig var, Oasis og Constantine ville tilbyde ham, og han mærkede da også stadig en lille frygt for, at Constantine ville hade ham, og at jalousien ville æde begge hingste op. Men han vidste også, at han var nødt til at acceptere Constantine, hvis han fortsat ville have Oasis i sit liv, og dette var han også mere end tilfreds med - i hvert fald for nu. Han så håbefuldt, men en smule forvirret på hende.

"Betyder dette så, at vi... stadig kan ses?"

---

You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.

Lúthendril Oasis
You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.


Straks som hans stemme ny lød faldt hendes skuldre tungt ned og hun trak vejret dybt og lykkeligt. Åh det var jo en fryd at mærke efter i sig selv og få det tilbage, man drømte om. Hun stirrede også længe længselsfuldt på ham. De skulle opleve verden - denne følelse måtte være et bånd af en slags. Hun kendte det kun fra sit forhold til sin fader og Constantine. Det måtte være Renekton der var det sidste led i hendes følelses verden - en ven at betro sig til. Drille og tage af sted på eventyr med. Hun kunne se det for sig. I disse stunder var hun ikke i tvivl. Det var det rigtige og maven føltes glad. Der var en lille stemme under overfladen der forsøgte at sige, at det ikke helt var nok - men det var det for hende, hun registrerede den ikke. For lykken måtte absolut være at have hans venskab i sit liv.

Hun lo nu, fryd og glæde som sine døtre også var frie sjæle - så var deres moder også endelig mere fri. Hun sprang nu ind til hingsten med sprudlende, klokkeklar latter og trykkede sig ind til den brune krop. Varme spredte sig og en følelse af det stærke bånd der blev forenet på ny trådte til. Det ville ikke slippe, så længe de var enige om det. Der gik derfor et lille rum tid før hun svarede, for hun forstod måske godt forvirringen.

"Ganske sikkert, som jeg står her. Vi vil tilbyde dig et hjem og en del i familien. Uanset hvad rolle du måtte finde dig tilrette i. Vores ven, en legeonkel, den vise sjæl der hviler derinde, kunne også lære pigerne om verden. Vi kan dele vores styrker og svagheder og være med til at gøre Proelio sikker." hun vippede med ørene og trak sig langsomt for at se hans øjne igen. Længslen var ude af hendes nu. Erstattet af fryd og glæde. Øjnene skinnede glædeligt pink, af de tydelige følelser der foregik.

""

---

Han kunne ikke lade være med at smile stort og oprigtigt, helt dybt inde fra hjertet af, da Oasis nu brød ud i en boblende latter, der sprudlede af fryd og smittende glæde. Han kunne nærmest mærke hendes aura, der omfavnede ham og gjorde ham lykkelig helt ind til knoglerne. Han var dog alligevel ikke forberedt på, at hun nu pludselig sprang lige ind i ham og trykkede sig varmt ind mod hans krop. Han stivnede derfor først totalt i en slags defensiv forsvarsmekaniske, fordi han var så vant til, at alle tanker om at røre Oasis på nogen som helst måde var totalt forbudte. Men langsomt omfavnede hendes varme ham og fik hans muskler til at slappe af, og kort efter fandt han sig selv puttende ind til hende med en varm, dyb latter. Åh, hvor var han lykkelig. Han havde lyst til at stå sådan her for evigt. Det føltes som et stykke af selveste Himlen!

Hendes ord lød nu i hans ører og fik ham atter til at stivne, men denne gang mere i et slags målløst chok. Kunne det virkelig passe, at hun stod og ytrede disse ord for ham? Det var ikke blot hans sind, der spillede ham et puds? Da hun nu trak sig lidt tilbage og mødte hans blik igen, var han dog ikke i tvivl. Han kunne se det i hendes blik - hun mente hvert et ord.
For første gang, i hvad der føltes som en evighed, gav Renekton følelserne lov til at få frit spil. Han havde holdt sig tilbage så længe; følt sig som en slags levende død. Men nu vældede tårerne frem i hans øjne, som han så på Oasis med et dybt taknemmeligt og lykkeligt blik.

"Åh Oasis... Det er for godt til at være sandt, det er næsten ikke til at tro! Tusind, tusind tak! Du og din mage er i sandhed et par helt særlige sjæle. At I har fundet plads i jeres hjerte til at tilgive mig, efter al den skade jeg har påført, og endda nu står og tilbyder mig en plads i jeres hjem. Jeg kan ikke udtrykke min taknemmelighed nok! Det vil være mig en ære at blive en del af jeres familie, at starte vores egen lille flok. Og jeg vil beskytte både dig, Constantine og jeres piger med mit liv! For altid!"

---

You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.

Lúthendril Oasis
You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.


En oase af glædelig varme spredte sig i al hast og nervesystemet fandt en form for ro - forløsning i hans tæthed, da han ligeledes gav sig hen. Hans latter fik hendes hjerte til at danse - ihhh han var jo lykkelig, ligesom hun! Nu kunne de være de bedste venner. Et stik mærkedes af latter igen, da hun opdagede at hun opførte sig som sin datter! Kerizins frembrusende adfærd og lykkelige venskaber... Oasis havde lært noget af sin datter. Tænk engang. Var der noget bedre hændt i hendes liv, end at møde Constantine?

Hun rødmede. Men hun blev hos Renekton med et smil og hendes støttende blik var hos ham, da han endelig slap en spænding - han græd. Hun strøg dem blidt væk og kiggede ham i øjene. Ordene væltede nu ud af ham. Han havde været forpint derinde. Alene. Dette var lykken selv, at finde et hjem - havde han nogensinde haft en? Sådan en landsforræder som han? Det blev hvisket ud nu. Fortiden flød ud i havet og fremtiden var for hans åbne blik.

"For altid." lo hun og puffede til ham - nu skulle de hjem!

De vandrede til Elasium. Latter og historier blev vekslet. Undskyldninger. Tak. Jokes om deres forfærdelige oplevelse i hulen, før han skiftede sit sind. Hun lagde dog ørene hver gang Semper Fi blev nævnt - for intet havde gjort hende mere ondt. At blive så magtesløs. Han undskyldte igen. Hun tilgav ham alt, for det var i sandhed ikke den brunes skyld, at den sorte hingst havde været så forfærdelig!

De ankom til Elasium - og Oasis fandt atter sin mage og puttede godt der - altimens Renekton forhåbentlig ville finde sig til rette hos dem.

/out