Cosette | Strejfer

Cosette

UDSEENDE

Højde: 163 cm
Vægt: 500 kg

Cosette er en velkomponeret hest med et godt helhedsindtryk og et par slående komponenter. Pelsen er musegrå med brune undertoner og alle fire ben er belagt med knæ-høje, hvide sokker. Den sorte man og hale er sund og fyldig og strækker sig til jorden. Mest bemærkelsesværdigt ved hoppen er den hvide hjelm-blis, der indrammer de porcelæn blå øjne. Kropsbygningen er afstemt, og hun er slank af bygning, dog er hun en lille anelse høj bagtil. Bevægelserne er ubesværet og hurtige og hoppen har god fremgang da hun har et lidt stærkere forparti. Der er plads til at bygge muskler og forme hende, da hun endnu er ung. Hoppen er mere tilbøjelig end gennemsnittet til at få hikke. Det viser sig i små, uprovokerede anfald der varer alt lige fra et par minutter til en halv time.

PERSONLIGHED

Cosette er blevet formet til altid at fremstå ydmyg og lade andre tale først. Hun er rolig og meget kontrolleret i sit væsen, men mangler selvtillid. I stedet for at være frembrusende har hun lært at lytte og observere, og dermed bruge viden og den givne situation til hendes fordel. Cosette er meget påpasselig i alt hvad hun gør, og tænker før hun taler eller agerer for at undgå mest mulig gnidning med andre.
Selvom hun fremstår renhjertet, har denne hoppe en agenda. Vrede plantet i hende fra hendes opvækst og beslutsomhed er en uoverseelig fremdrift. Hun er godt nok grøn, men vil med beslutsomhed gøre hvad der skal til, for at blive til noget, hvis hun kan vise sig værdig. Om hun kan opnå dette via den mørke eller lyse vej, vil tiden vise. Cosette vil derfor søge efter at få mere viden om landet og finde veje der kan lede hende frem og forme hende til noget der vil kunne gøre op for hendes skamplet af et liv. Med mangel på kærlighed og tillid i hoppens opvækst er der en grå linje over kategorien kaldet sandhed og oprigtighed. Følelseskold, vred og efterladt er Cosette en joker at involvere sig med… Men det tager blot den rigtige at se hendes potentiale og enten hjælpe hende på sin vej - eller selv udnytte dette blanke canvas til sin egen profit.

Cosettes livsmål er at opnå magt og anerkendelse.

FORTID

Barndom:
Cosette blev født under ekstremt stressede forhold. Hendes moder folede stående, og faldet var blot det første slag af mange der ventede i hoppens liv. Under hende var der hverken blød foring eller varme til at tage imod for faldet, men i stedet blev hendes skrøbelige ydre mødt af en kold og ubarmhjertig start i verden. Cosette blev født i et heftigt uvejr. Regnen silede ned så det dundrede i den iskolde, mudrede jord, der nu klamrede sig til føllets dunbløde pels. Uden muligheden for at se, kunne den sølle skabning kun lægge øre til hvilken voldsom panik der foregik omkring hende. Det var en overvældende blanding af den rystende torden der buldrede over himlen, i næsten sorte skyer der strakte sig så langt øjet kunne række. Vejret havde lagt et mørkt tæppe over landet, der kun blev oplyst af de hyppige lynnedslag og afslørede den halvnøgne slette der husede en håndfuld træer, der langsomt - en efter én - var ved at blive revet ned af regn, vind og lynnedslag.
Den hæse og skingre lyd af panik-skrig fra hvad hun formodede var hendes mor forvirrede blot den lille. Regnen slog hårdt imod skindet og mudderet gjorde det næsten umuligt for hende at rejse sig. Hjælpeløse hvin forlod føllets strube imens hun forsøgte at få rejst sig. Men uden støtte eller evnen til at se var hendes anstrengelser tabt. Ørerne strakte sig fri fra hendes fugtige nakke, da hvad hun kunne høre var hove, der plaskede afsted i mudderet - væk fra hende, og lyden blev svagere og svagere indtil der, for et øjeblik, kun lød lyden af den tunge regn. Var hun blevet efterladt?

I hvad der nu var størstedelen af føllets liv, lå hun dér, alene i regnen og skreg hjerteskærende. Panikslagen, kold og rystende ventede det mørke føl i hvad der virkede som en evighed.Intet andet end regnen og den hæse lyd af en nyfødts kalden efter mor, strakte sig igennem det træbeklædte område. Den lille havde fået åbnet øjnene, men mørket lå så tungt og regnen gjorde det svært for hende at se klart. Endelig - da føllet var ved at give op og hendes kalden var ophørt i udmattelse, var der pludselig en mule ved hendes side. Den puffede hårdt til hende, så hun med et hvin blev skubbet om på siden. Dette var hendes skub til at få livsgnisten tilbage. Stadig rasede stormen og tordenen gjorde sit indtog. For første gang, kunne den lille skænke sin mor sit første blik. En skønhed i perlemorshvid og klare, blå øjne - præcis som hende.

Der var ingen tvivl om alvoren i situationen. Inden alt for mange sekunder havde den hvide hoppe fået skubbet den lille på benene og ind til hendes side. Hende og resten af flokken var blevet fanget i den værste storm i årevis og var nødsaget til at flytte flokken. Det var en beslutning de var nødt til at tage hvis de ikke skulle miste nogen til lynnedslag, eller faldne træer. De havde først holdt sig sammen, men da et lyn slog ned i træet netop foran dem, havde panikken taget flokken og de havde spredt sig. Den hvide, drægtige hoppe var blevet væk fra de andre. Panikslagen og bange måtte hun fole hendes datter lige her og nu, midt i al kaosset… men hendes ansvar var større end andres. Som en af de højeststående i flokken, følte hun at det var hendes ansvar at få alle i sikkerhed. Netop derfor, havde hun efterladt sin kolde, våde datter der på jordbunden, for at følge hovsporene og løbe til udmundingen af skoven der åbnede sig op til en kæmpe græsslette. På den anden side kunne der anes klippeformationer - og midt i al disen og regnen spottede hun en åbning. En grotte. Der var ingen tvivl i hoppens øjne - hendes familie var nået i sikkerhed på den anden side… Men hun måtte tilbage og hente sin datter.

Sammen, to og to gik den hvide hoppe med sin langlemmede datter ved sin side. Med kæmpe forsigtighed og en tilbageholdt panik fik de to kæmpet sig langsomt frem mod skovbrynet. Føllet var dog så ustabilt på benene i det dybe, våde mudder at hun flere gange sakkede bagud og gled og faldt. Frygten var tydelig i den hvide hoppes øjne, for hun vidste hvad der ventede når de nåede udmundingen. At skulle krydse en åben slette under lynnedslag var en farlig affære - men træerne væltede ned om ørerne på dem, og vandet faldt så tungt at det var begyndt at stige dem op til knæhaserne. De var nødt til at nå over til den anden side, hvis de skulle klare den gennem natten. Både mor og datter rystede af kulden, men mor holdt kursen og snart havde de nået skovbrynet. Sletten blev oplyst af korte intervaller, som lynene slog ned i horisonten og over de hvælvede bakker. På den anden side kunne hun se sin kærlighed, der så netop lige så skræmt ud som hende… men, hvad var det? Hingsten begyndte at træde ud fra grotten og så søgende omkring sig. Nej - tanken slog ned i hoppen og en rædsel spredte sig og frøs hendes hamrende hjerte. Han var på vej ud for at hente hende - men med den rumlende himmel over dem var risikoen for stor. Han måtte ikke! Et skingert vrinsk med al den kraft hendes lunger kunne trække, sendte hun ud over sletten, men det var umuligt for ham at høre hende. På få sekunder tog den kridhvide hoppe sit livs sværeste beslutning, og satte af.
I virkeligheden var det smukt. Et scenarie der udspillede sig i slowmotion da den perlemorshvide hoppe, som for øjeblikke forinden havde givet liv til en lille datter, galoperede ud over sletten. Regnen silede, hovene dundrede i det mudrede græs og vinden hylede som mørket indhyllede sletten. Men med ét blev alt lyst op. Sekundet efter lød det største brag en hest nogensinde ville kunne være i live til at udtale sig om. Jorden gav efter og rystede så det kunne mærkes på flere kilometers afstand. Flokken havde nu været vidne til en tragedie. For som lynet lyste alt op, ligeså blev den hvide hoppe det klareste syn der nogensinde var set og i dét sekund var det som om alt havde stået stille, og synet af hoppen der galopperede for sit liv, blev det sidste der nogensinde ville blive af hende. Lynet slog ned og tog hendes liv i sekundet.

En underlig ro lagde sig derefter over sletten. Kun regnen holdt stadig sin rytme, der knitrede mod klippevægge, jord og træer.Føllet havde mistet sit greb og var gledet ned i mudderet netop som hendes mor havde sat af. Omtumlet og skrækslagen for lynnedslagene der hærgede sletten havde hun trukket sig tilbage og klamrede sig i stedet til stammen af et træ. Natten spenderede hun alene, uden den fjerneste idé om hendes moders skæbne. Det var først morgenen efter, da vejret havde klaret op, at det lille skravl blev fundet af moderens kærlighed. Denne hingst var dog ikke hendes far, og da han fandt hende - liggende der, indsmurt i halvt indtørret mudder, rystende og næsten livløs var det med et suk at han navngav hende - Cosette. Født en tragedie, og med et ansigt der for altid ville minde ham om hans kærlighed, ville det vise sig en hård opvækst for den lille hoppe.

Ungdom:
Kommer...



Afkom: Ingen.

FYSIK

Styrker: Smidig-og hurtighed.
Svagheder: Udholdenhed og styrke.

Skader: Ingen skader.
Helbred: Ingen umiddelbare problemer.

Brunst: 11.-14.

Styret af