Laylis 

It's a cruel and random world, but the chaos is all so beautiful. 

Life is nothing without a little chaos to make it interesting 

Hun havde isoleret sig, holdt sig skjul for både dødelige ligeså vel som udødelige. Skyggerne og Smeyé, var de eneste der med sikkerhed havde kendt til, hvad der skulle ske. Og det var stadig blot begyndelsen. Den gyldne gudinde havde givet liv til det skønneste lille hoppeføl - men ikke et hvilket som helst. Det var ikke længe siden, at hun havde præsenteret sin datter for de andre. Nu var de trukket tilbage. Den gyldne kaos gudinde kredsede om sit lille afkom, som en høg. Ingen kom i nærheden eller for tæt på, ingen ville komme til at røre hende. For I hende lå der en fremtid, som var langt ud over andres forstand. Et glubsk smil formede sig et split sekund, for dernæst at fordufte fra den gyldnes læber.

De var trådt tilbage i Himmelriget, og det lille føl, spankulerede som bedre end enhver gudinde på de lange elegante og farverige ben. Laylis strøg hoppeføllet over manken, og hun smøg sig som en slange ind mellem benene, til hun søgte mod brystet. Laylis stoppe op, og lod sin datter die ved hende. Inden længe lagde føllet sig ned  og fald i søvn til Laylis melodiske sang. Da føllet var faldet hen i drømmeland, stoppede hendes tryllebindende toner. Hun løftede let hovedet og kaosblikket gled til siden. Blikket fæstnede sig mod åbningen, hvor der om et øjeblik ville dukke en genkendelig sjæl op. Hun havde set det..

She's been through life and death, just to be reborn as a Godess herself. 

The chaos within her will always remain untamed. Wild and beautiful.

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.


Dagene havde været så grufulde, selv når skyggerne var borte - for nætterne havde været det vildeste vanvid... Ingen havde fundet en løsning, ikke en holdbar en i hvert fald. Han havde følt sig uduelige. Både fordi han ikke havde kunnet rede Smeyé og balancen, og fordi han ikke havde kunnet rede folket fra skyggernes hærgen om natten. Flakezé havde været så godt som ubrugelig i situationen og måtte håbe at tiden ville finde et svar.

Tiden... Lige præcis tiden havde fundet svaret. Hvorfor havde han ikke set det? Havde han været blind?

Laylis. Svarene lå hos den gyldne - den nu ensomme hoppe, som Smeyé i sin tid havde stjålet fra ham. Flakezés første skabte hest. Lyset i hende skinnede stadig så kraftfuldt og han kunne nok aldrig slippe den forkærlighed han havde for hende. Trods at deres veje var skilte for længst og han ej længere nærede kærlighed til hende på den samme måde. Alligevel bekymrede han sig - som det lå til hans natur. Han søgte hende. Søgte at blive lukket ind i hendes del af himmelriget. Inden længe mærkede han modtagelsen, som om - og det kunne hun jo - hun kunne se han var der. Han trak på smilebåndet og trådte langsomt ind i hendes rige. Hans blik var mildt og taknemligt, trods han også viste sin medfølelse - for det var helt sikkert ej således de to havde ønsket at deres datter skulle stå. Var det? Uden sin far.

"Laylis" hans stemme var lav og hvad der lå i den, måtte hun allerede vide: Han ville dem det bedste, takke hende og beskytte dem begge. For han vidste hvorledes Proelio fungerede - og mange ville nok se den unge Sémnyx som en trussel... Han så den ikke - for han troede på den unges fremtid og hendes plads iblandt dem. Han sansede det overalt her: Hendes fulblodsgudelighed.

Laylis 

It's a cruel and random world, but the chaos is all so beautiful. 

Life is nothing without a little chaos to make it interesting 

Der var blot enkelte detaljer, som endnu kun hende og føllet vidste. Laylis så mod Flakezé med det kaotiske, men alligevel blide udtryk. Udtrykket som kun en mor kunne have, som netop havde bragt et vidunder til verden. Det var evigheder siden, at de to havde været mager, flere århundrede - men alligevel så var der et bånd. Om man ville det eller ej. Nok ikke af kærlighed - nej af noget helt andet. Hans stemme var lav, som ville han ikke vægge Sémnyx.

"Hun får brug for jeres beskyttelse.. Uden hende vil skyggerne herske og vinde, men med hende... Verden vil kunne leve videre uden mørkets trussel - ikke uden alle trusler, men fri fra denne vi netop har oplevet..."

Med de ord vidste hun ikke om, han kunne regne fremtiden ud. Men hun veg aldrig for noget. Stolt og rank, som altid - en ædel og stemme af symfoni. Den gyldne hale vippede let, og gled omkring føllet for at omfavne det. Smeyé stod tydeligt i føllet, ingen kunne være i tvivl. Og selv Smeyé havde vidst det i sidste øjeblik skønt hun ikke nåede at sige det til ham. Hun havde formået at holde det hemmeligt for alle, men hun havde én enkel sjæl, som også skulle vide det.

"Tiden er os kostbar."

She's been through life and death, just to be reborn as a Godess herself. 

The chaos within her will always remain untamed. Wild and beautiful.

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.


De vise øjne hvilede på det lille, sovende føl, som dets smukke moder talte direkte til ham. Forbindelsen imellem dem var tydelig for ham. Hun agtede hvert et ord hun sagde... Som om at hun ikke ville være der. Hans ører vippede imod hende - øjet vemodigt. Guden tog et skridt nærmere den gyldne sjæl han havde kendt siden tidernes morgen. Oprindelsen af alt hvad der var nu. En form for tåre tog form, men samtidig ville hun se hans klare vilje og hans troværdighed.

"Altid. Laylis, betvivl aldrig at Sémnyx vil have min beskyttelse - hun har en plads iblandt os, det sanser jeg tydeligt..." hans stemme var endnu lav - men alt hvad den indeholdt brændte igennem. Hans intense vilje - og hans tillid til den fremtid hun kunne se.

Tiden er os kostbar...

Han mødte hendes kønne øjne og mærkede hele sin krop sitre og kuldegys gled igennem den. For der skulle ske noget, der på én gang var frygteligt for ham og på sin egen måde smuk. Han mærkede en klump i halsen.

"Mit lys - vil du én gang for alle lægges til hvile på din stjerne - hos ham?" spørgsmålet stod klart, han sansede det hos hende.

Laylis 

It's a cruel and random world, but the chaos is all so beautiful. 

Life is nothing without a little chaos to make it interesting 

Hun nikkede. Det var det store valg, som ingen kunne tage for hende udover hende selv.

"Der er intet tilbage i denne verden for mig, Flakezé. Det ved du."

Hun holdt inde med de milde symfonier. Hun ville måske kunne leve videre, men det ville være et dødeligt liv som ville tilfalde kaosgudinden, og hvem kunne forestille sig det?

"Ingen bestemmer min skæbne, foruden mig selv. Jeg går bort med min egen vilje. Semnyx dræner af mine gudelige kræfter, og har brug for støtte til fremtidens udfordringer. Hun har alt, hvad vi havde - men husk på... Hvis skaden skulle ske, at I svigter, så vil Skyggerne være jeres mindste problem."

Det var en varsel. En stærk en af slagsen, for han havde set, hvad der var sket, da de havde dræbt hendes elskede Smeyé. Og næste gang - hvis der skulle være nogle så stupide, at de formåede at gøre det mod hendes elskede datter, så ville der ikke være nogen til at redde dem. Det glubske blik af kaosset florerede gennem hendes øjne. Skabte vrangforestillinger og illusioner i hendes hoved... Årh... Hvis det ville ske, hvilket sandt mesterværk af kaos. Et kuldegys skød hen over den gyldne, og hun svang let med halen, som hun trådte frem mod Flakezé.

"Min tid er snart ovre, men jeg sætter min lid til dig."

En stor gestus og tillid fra kaos gudinden. 

She's been through life and death, just to be reborn as a Godess herself. 

The chaos within her will always remain untamed. Wild and beautiful.

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.


Hvert et ord, og hvert et lille blik hun sendte ham, bragte al hendes sjæl - det hun var og altid havde været. Hun var vokset i skyggen af Smeyé og tårnet sig op i sit eget finurlige lys og kaos. Langt mere end hun nogensinde havde kunnet hos ham som dødelig... Hans hjerte slog allerede en smule desperat - for var der én ting der pludselig i sande gik op for ham, så var det at hun alene betød så ganske meget for hans tidlige tidlige fortid. Nu havde han set to forgå - og miste hende skulle han ligeså. Guden trak vejret dybt ned i sine store lunger og mærkede hvad det gjorde ved ham.

Altid havde han vidst, at en dag, ville alt ikke være mere. Selv den rejse der var sat for hans dyrebareste skabninger, ville en dag indgå i livets store cyklus... Og her stod de.

Sémnyx. Han lyttede så ganske respektfuldt og med al sit mod til at beskytte den unge datter af kaos og vanvid. Hun alene havde magten snart, over skyggerne. Over tiden... Hans fornemmelser gav pludselig mening - Sémnyx var så helbåren gudelig som noget kunne være. Evnebærer fra begge sine forældre. Magtfuld og stærkere end Smeyé og Laylis havde været hver for sig. Forenet.

"Hun vil være universets nye balance. Jeg ser det. Jeg tager hvert et ord til mig, min kære Laylis." hans stille udtale af hendes navn, bar den gamle, gamle kærlighed han nærede til hende og dermed et vemod over hvad der var nødsaget til at ske. Han accepterede med oprejst pande og nikkede hengivent til Laylis.

"Ej vil jeg svigte, men leve op til dit håb. Hun vil være beskyttet. Jeg vil se til, at hun vil rejse sig iblandt os ligeværdig med de resterende af os." hans intense øje viste hans ærlighed og han mærkede sine skuldre fyldes op af dette nye ansvar. Han bar det med stolthed, omend han frygtede fremtiden. Ej ville han lade denne genere for meget - for hans fokus måtte blive at rejse sig til opgaven og rejse Sémnyx iblandt dem alle. Det skyldte han hendes forældre. Og sig selv.