I kløften Illinys blandt alle blomsterne, der var på nippet til at springe ud, stod en skabning som mest af alt lignede en krydsning mellem en hest og en fugl. På nuværende tidspunkt var hun dog ikke det kønneste syn, da det var ganske tydeligt, at hun havde været i hænderne på nogen knap så venligtsindede væsner. Eller væsner og væsner, det havde været Skyggerne som i den grad havde hærget landet. I et forsøg på at afpresse guderne havde de taget gidsler, og Irissia Asandi havde været ét af dem. Det havde været om vinteren, nu var foråret kommet og det var som om, at det aldrig var sket. For nogen..

Den bevingede havde dog taget mere skade fysisk end psykisk, og i dette øjeblik tillod hun sig blot at nyde stilheden omkring sig, og beundre den effekt som foråret havde på omgivelserne. En smule mere sol og blomsterne i kløften ville springe ud.

Aeical vandrede tænksomt afsted uden den store opmærksomhed på hvor han var eller hvor han var på vej hen. Skyggernes hærgen og det medfølgende kaos passede ham egentlig rigtig godt, han havde altid trives når alting gik amok og der ikke var styr på noget. Derfor var det med blandede følelser at han nu konstaterede at de var væk, det gjorde det unægteligt nemmere at komme rundt at man ikke enten var i fare eller skulle søge mod himlen hver nat men det var også trist at noget så spændende og vildt var stoppet så hurtigt.

Først da han fik øje på en hest forude stoppede han op og så sig omkring, han var i en eller anden kløft omgivet af planter og forår men hvad der var mere interessant var at denne fremmede havde vinger. Let lagde han hovedet på skrå og så undersøgende på hoppen, hun så egentlig ret interessant ud omend hun så ud som om hun havde været ude for noget slemt, måske var hun blevet angrebet af skyggerne en aften?

En bevægelse i det yderste af øjenkrogen fik Iris til at vende hovedet, hvorved hun kunne konstatere, at hun ikke længere var alene. En mørk hingst med blå og orange aftegn nærmede sig. Der var et nysgerrigt blik i de røde øjne, som hun studerede den fremmede, til trods hun dog stadig forholdt sig vagtsom. Det var jo ikke til at være, om man kunne stole på ham eller ej, men alligevel ville hun ikke bare stemple ham som fjende ved første øjekast. Han fik en chance.

Hans blik lå på hendes vinger, dette var Iris dog ganske vant til, da pegasuser stadig var lidt af et særsyn i Proelio, til trods for at hun skam ikke var den eneste. Da han var ingen for høreafstand, brummede hun hilsende til ham, men valgte dog ikke at gå ham i møde. Hun kendte ham jo trods alt ikke.