Dawnya Rosaia
We run towards the end of the dream


Den unge sjæl var fuldstændig elektrisk glad. Landet havde været udsat for Smeyés skyggeudslip efter gudens død og derfor havde intet været sikkert i nattens skyggefulde timer! Men nu var det slut - bare sådan. Laylis havde eftersigende folet Smeyés enbårne datter og denne havde ... hvad slugt skyggerne? Taget dem tilbage? Nu var de i hende... Hun havde tæmmet dem, så landet ej mere havde den byrde.

Dawnya rejste hovedet højt og den unge krop travede nu af sted i Green Hills. Et sted hun havde tilknytning til. Slavian havde haft område her førhen. Hun var en del af sin faders flok og stolt var hun over hans æra.

Vijay var lige ankommet til dette mystiske land, og var allerede ret så henrykt. Her virkede så stille, fredeligt men samtidig også bare stille på en lidt skræmmende måde. Som om en tyk tåge af 'noget' hang over dette land, noget måtte have været sked. Et stort slag, eller noget helt andet... Han lod ikke tankerne hvile længe i dette, da Vijay var en hingst som befandt sig i nuet. Her havde han set, de mange skatte han havde travlt med at samle. Smukke fjer fra utopiske fugle han aldrig have set, eller kunne drømme om. Frodige enge, skove ect. smukke farver og blomster han ej kendte til, han var i himmerrig. Denne hingst elskede pynt, og jo mere jo bedre. Han var igang med at samle en stor buket af blomster, og ihhh hvor de duftede skønt.

Elegant og med den slanke krop, satte han over i en yndefuld trav. Der var ingen tvivl om denne hingst havde livsglæden på plads, altid med et kæmpe smil omkring mulen, mens begge øjne strålede. På afstand lignede han en hoppe med den blide rytmiske smidige gang, det lange hår som flagre omkring den spinkle men spænstige krop.

Ikke langt fra hvor han befandt sig, havde han bemærket en smuk busk med nogle helt gule blomster han aldrig havde set før, og satte kursen mod dem. Det var som om dette sted skinnede solen bare ekstra klart...

Dawnya Rosaia
We run towards the end of the dream

Området var præget af forår, og de grønne bakker strålede om muligt endnu mere grønt end normalt. Rosaias lange ben blev kildet af græs, blomster og buske. De bevægede sig endnu så yndefuldt over den næstebakketop i solens stråler. Energien var stadig fuldkommen strålende i hendes unge lemmer og hun hvinede nu højlydt, som en stor fugl fløj tæt ind over hovedet på den unge hoppe.

Hendes trav standsede og hun stejlede, så den lange røde man hvirvlede rundt om halsen. Da hun landede stirrede hun op - hvorfor var denne smukke fugl fløjet så lavt? Det lignede en af vustlaums mange smukke Dalere med lange blåsorte fjer... Den fløj stadig lavt. Var den kommet til skade?

Hele hendes fokus hvilede så inderligt på fuglen, at hun ikke så sig for, da hun forfulgte den - lige ned imod en yderst smuk hingst, der i al fredelighed samlede blomster! Rosaia standsde og rødmede, før hun trak sig baglæns - men hendes livsglade øjne var stadig fulde af bekymring for fuglens færd!

Vijay kunne ikke undgå at hører det høje hvin, og løftede hoved og kiggede omkring. Ved første øjekast så han intet, og stod i nogle minutter og overvejede om det overhoved var et hvin han havde hørt, og ikke noget fra en fugl?

Der ikke langt fra ham oppe på bakken så han nu en skikkelse, træde nogle enkle skridt tilbage. Han slog et par slag med hoved så den lange man rigtig kom til sin ret, hvor til han lod et fløjlsblødt vrinsk komme hoppen i møde, det varede ikke længe før hans nysgerrighed tog over, og han befandt sig selv i direkte kurs mod den fremmede, han havde aldrig sådan haft langt fra tanke til handling, og ofte handlede han før han tænkte. Smilet var stort og traven elegant og yderst yndefuld. De smukke blomster han havde i mulen, kunne end ikke skjule smilet om hans mule. Hvor var han glad for endelig at se nogle i dette land, hvem var denne fremmede mon?

Dawnya Rosaia
We run towards the end of the dream

Uroen spredte sig stadig - hun viede tit sin tid til at forsøge at hjælpe dyr i nød. Faktisk så var der ikke noget Rosaia bedre kunne lide, end at tilbringe tid i dyreriget - og så selvfølgelig med hendes forældre. Andre heste? De var bare ikke... det samme. Hun var socialt akavet og havde en smule problemer med at forstå andre. Hendes ansigt blegnede derfor lidt, da han nu valgte at komme imod hende, vrinske venligt og... Blomster i munden? Fjer på hovedet. Hun var allerede i tvivl om hvilke signaler det sendte.

"Du forstår ikke! Daleren! Den... Den fløj så ganske lavt..." hun rankede sig og stemmen var stærk og stod ved sin sag - hun så nu hans smil. Men... Dawnya havde lige været under indtryk af, at hingsten ville irettesætte hendes færd? Åh... Hun misforstod. Derfor sendte hun nu et varmt blik og de bløde øjne var fyldt med den kærlige sjæl hun var.