Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Female
Voiced by Trinse ♡
14 POSTS & 1 LIKE
|
Post by Nezika on Jan 3, 2021 10:42:21 GMT 1
Hun så provokeret på ham, som han bare vendte øjne af hende og ganske langsomt og helt upåvirket traskede nærmere hende igen. Det var nemt nok for ham at tage det så roligt - han var jo tydeligvis immun for denne dødsfælde! Hun lagde ørerne i nakken og snerrede vredt af ham, da han kom nærmere. "Det ved jeg da ikke! Det er jo dig, der har styr på de her lortesten og deres lortemagi! Men et eller andet må du altså gøre, før de æder hele Proelio op!" hviskede hun oprevet, som om tågen ville kunne høre hende, hvis hun talte højere.
|
|
|
Post by Calan Gaeaf on Jan 5, 2021 18:47:37 GMT 1
Før tågen åd hele Proelio op.. Den tanke havde end ikke strejfet Calan Gaeafs tanker, men han måtte indrømme, at den tiltalte ham. Den gyldne hingst kunne lige se for sig, hvorledes hele landet var dækket af den grønne tåge, og efterlod alverdens død og ødelæggelse i dens kølvand. Kaos, der ville simpelthen udbryde ren kaos i Proelio, og det til ingen verdens nytte. Til syvende og sidst, ville der kun være én tilbage. Ham. Et ondskabsfuldt smil spredte sig over de sorte læber. For væk ville alle dødsgudens kære være. Den mørke hingst ville blive svag af fortvivlelse, og der ville Calan Gaeafs have sin chance for at få sin totale frihed.
Desværre virkede det ikke til, at denne yderst strålende idé, ville kunne anvendes i praksis. For til Calan Gaeafs store skuffelse, og som hoppen åbenbart ikke havde bemærket, så virkede det som om, at tågen havde nået sin rækkevide. Den bølgede fortsat frem og tilbage, men det spredte sig ikke længere. Ærgerligt for hende den ynkelige, stod hun midt i det.
"Hvis jeg nu hjælper dig væk herfra, så står du i gæld til mig. Det er vi enige om?" Stemmen var med ét blevet slesk og lokkende. Selvom han muligvis ikke fik hele Proelios undergang ud af denne aften, kunne det jo være, at han fik noget andet.
|
|
Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Female
Voiced by Trinse ♡
14 POSTS & 1 LIKE
|
Post by Nezika on Jan 6, 2021 21:54:43 GMT 1
Det ondskabsfulde smil, der spredte sig over hans sorte læber, var mildest talt foruroligende. Han lignede ikke længere bare en, der morede sig, men også en, der rent faktisk gik og pønsede på at planlægge Proelios undergang. For første gang denne nat gik det op for den sorte hoppe, at hun rent faktisk stod overfor en helt igennem ond, sadistisk og sindssyg hingst. Men der var ikke tid til at være kræsen med sin redningsmand lige nu. For desværre var denne hingst den eneste hest i miles omkreds, og hvis hun skulle have en chance for at slippe levende fra denne situation, måtte hun nøjes med ham... Hun nåede derfor slet ikke at bemærke det sleske og lokkende i hans tonefald, da hun bare hurtigt nikkede desperat. "Ja ja!" Konsekvenserne havde hun slet ikke tid eller overskud til at tænke på lige nu. Hun skulle bare reddes ud af denne suppedas så hurtigt som overhovedet muligt, og så måtte hun tage følgerne derefter...
|
|
|
Post by Calan Gaeaf on Jan 8, 2021 10:23:23 GMT 1
Da hoppen blot febrilsk nikkede, og bekendtgjorde at hun var enig med ham i, at hun stod i gæld til ham, hvis han reddede hende, blev smilet om de sorte læber blot endnu større. "Nuvel, hvad er dit navn, hoppe?" Dette skulle jo gå ordentligt til, således hun ikke kunne løbe fra sit ord. Derudover var det jo ikke Calan Gaeaf der havde travlt. Et ligegyldigt blik blev sendt mod den grønne gifttåge, der fortsat bølgede frem mod den lille plet, som de to heste befandt sig på.
Efterhånden var der ikke meget af landskabet i nærheden af cirklen af sten, der ikke var indsvøbt i tåge. Hoppen havde tydeligvis ikke meget tid igen, hvis ikke hun ville fortæres af den magi, hun selv havde vækket. Måske Calan Gaeaf lige skulle minde hende om det?
Den gyldne hingst trådte nu et par skridt tilbage fra den mørke hoppe, hvorefter tågen straks piblede frem for at overtage hans plads. Med begejstring i det kulsorte blik, kiggede han fra tågen op på uslingen. Det ville nu være meget betagende at se, hvor hurtigt hun ville blive ætset op. Mon hun blot forsvandt rup og stup, eller ville tågen mon først æde sig igennem huden, derefter kødet for til sidst at nå ind til skellettet?
|
|
Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Female
Voiced by Trinse ♡
14 POSTS & 1 LIKE
|
Post by Nezika on Jan 11, 2021 12:21:50 GMT 1
Hun sendte ham et irriteret blik, som han nu ganske roligt pludselig begyndte at spørge ind til hendes navn, mens han så på den dér irriterende ligegyldige måde på tågen, som om intet af det ragede ham en høstblomst. Nøj, hvor var det altså provokerende! Hun havde slet ikke lyst til at give ham sit navn! Men hun havde slet ikke tid til at være irritabel lige nu, og skyndte sig derfor blot at svare ham.
"Nezika! Det er Nezika!"
Hendes øjne spærrede sig atter op i ren rædsel, da han nu trådte et par skridt tilbage, hvilket fik tågen til at pible lige forbi ham og nærme sig hoppen med rædselsvækkende hast. Hun troede i det øjeblik, at han havde snydt hende, og stirrede derfor bare på ham med desperation.
"Du lovede!"
Hendes stemme var nu så ynkelig og beklagende, at hun snart begyndte at lyde som en grådlabil tiggerinde.
|
|
|
Post by Calan Gaeaf on Jan 16, 2021 17:59:28 GMT 1
Hoppen meddelte nu sit navn, men det var ligesom om, at det gik hen over hovedet på Calan Gaeaf. De kulsorte huller der gjorde det ud for øjne, studerede sultent den anden, som han forestillede sig hendes endeligt. Det ville blive intet mindre end episk! Da hun nu på sammenbruddets rand bebrejdede ham, at han havde lovet at redde hende, kunne den gyldne hingst ikke holde en ondskabsfuld fnisen tilbage. Det havde han jo også, men hvordan var det nu? Kunne man stole på en dæmon?
Med ét var der noget bag hoppen, der fangede Calan Gaeafs opmærksomhed. Det var endnu kun ganske svagt. Blot en minutiøs ændring i mørket, men det var der. Det var begyndt og han vidste af erfaring, at tiden nu blot ville gå alt for hurtig. Så hurtig, at han ikke ville komme til at overvære, hvorledes hoppen Nezika ville blive ædt, inden daggryet gjorde sit indtog og stjal hans frihed.
"Nuvel," skuffelsen var tydelig i hingstens stemme, men han havde taget sin beslutning. Med et par afmålte skridt, der fik tågen til at vige bort til alle sider omkring ham, var han atter fremme ved den mørke hoppe. "Du ønsker at redde dit usle liv, så gentag derfor efter mig. Jeg, Nezika erkender herved at stå i gæld til Calan Gaeaf, såfremt denne får mig væk fra denne tåge i live." Han kiggede nu afventende på den anden, vel vidende at de ikke havde meget tid tilbage.
|
|
Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Female
Voiced by Trinse ♡
14 POSTS & 1 LIKE
|
Post by Nezika on Feb 7, 2021 15:20:39 GMT 1
Hans ondskabsfulde fnisen ramte hendes øregange og føltes som gift, der langsomt trængte sig ind i hendes sind. Tænk, at han bare kunne stå dér og fnise af hende, mens hun var sunket så lavt, at hun snart faldt bedende på knæ og kyssede hans hove... Hun havde altid tænkt på sig selv som en rimelig kold og ondskabsfuld hoppe, men hun havde i dén grad fundet sin overmand - og hun var blot uendeligt glad for, at der ikke var andre end ham til at overvære dette ydmygende øjeblik, så hun kunne beholde bare en smule værdighed over for sine egne fremtidige ofre...
Hun betragtede med et pinefuldt blik, hvordan han blot blev stående i noget tid og syntes at overveje, hvorvidt han skulle holde sit ord eller ej. Alt i hende skreg og brændte for at himle med øjnene og angribe ham verbalt, men hun var klogere nu og ventede derfor blot tålmodigt. Hun var helt og aldeles slået ud, og hun vidste, at provokation og smarte bemærkninger ikke ville føre hende andet end død. Lettelsen var derfor tydelig at spore i hendes desperate blik, da han endelig besluttede sig for at hjælpe hende. En lille smule overraskelse var dog også at spore i hendes øjne, selvom hun virkelig prøvede at skjule det.
Som han nu trådte hen til hende og begyndte at opremse et løfte, hun skulle give, kom hun helt per automatik til at rulle med øjnene og sende ham et surt blik alligevel. Urgh, hvor var det altså bare for meget! Hun bed sig dog blot i læben og tog en dyb indånding, inden hun vredt mødte hans blik og med sammenbidte tænder gentog hans remse.
"Jeg, Nezika, erkender herved at stå i gæld til Calan Gaeaf, såfremt denne får mig væk fra denne tåge i live..."
Hendes stemme knak ufrivlligt over, og der pressede sig et par tårer på i hendes øjenkroge. Hvor var det altså bare ydmygende...
|
|
|
Post by Calan Gaeaf on Feb 9, 2021 13:53:50 GMT 1
Med stor fornøjelse lyttede Calan Gaeaf nu til, hvorledes hoppen aflagde sin ed til ham. Ja et næsten venligt smil dukkede nu ligefrem op på hans sorte læber, mens han iagttog hendes tvære udtryk. Hun var bestemt ikke glad for situationen, men når alt kom til alt, var det hende selv, der havde fået hende i denne suppedas. Hun skulle egentligt blot være glad for, at han i det hele taget havde været til stede. Ellers havde det tydeligvis været ude med hende.
Da Nezika havde fuldendt remsen, gik der blot et øjeblik, inden en lysende ring dukkede op i luften foran dem. Den havde et blødt, hvidt skær som ikke skar i øjnene. Ja man kunne vel egentligt kalde den smuk. Ganske kort hang den i luften, inden den bevægede sig gennem luften mod hoppens ene forben. Idet den lysende ring rørte huden på benet, lyste den kraftigt op inden den forsvandt. Helt væk var ringen dog ikke. Den lå nu som et lysende bånd omkring hoppens forben. Lige over hoven havde den valgt at placere sig.
Efter sin skuffelse over ikke at få Nezikas endeligt at se, følte Calan Gaeaf sig nu helt opløftet igen. I helvedet havde han mange gange fået fortalt, hvorledes et løfte til en dæmon så ud, men nu havde han med egne øjne, selv fået det af se. Den eneste måde hvorpå hoppen kunne komme af med ringen igen, var ved at opfylde løftet det ham. Idet Calan Gaeaf havde været så fri i sin fortolkning, og blot havde fået hende til at sige, at hun stod i gæld til ham, kunne dette løfte være alt hvad han overhovedet kunne finde på. Til tider kunne den gyldne hingst blive helt forbløffet over sin egen kløgt. Indtil han havde brug for hende, kunne Nezika gøre hvad der passede hende. På grund af ringen, ville Calan Gaeaf altid kunne finde hende, hvor end hun befandt sig. Forsøgte hun sig med at undgå løftet, ville ringen brænde hende, indtil hun makkede ret. Et løfte fra en dæmon, var ikke til at løbe fra.
Uden overhovedet at forklare Nezika, hvad der lige var sket, vendte hingsten nu rundt. Tågen spredte sig, således en lille sti nær ham var fri. "Kommer du?" Han skævede tilbage mod den usle hoppe, som ligefrem tudede over nattens oplevelse. Nu måtte hun lige tage sig sammen. Han var jo trods alt ved at redde hendes liv.
|
|
Hoppe
IS OFFLINE
Years Old
Female
Voiced by Trinse ♡
14 POSTS & 1 LIKE
|
Post by Nezika on Feb 15, 2021 12:07:49 GMT 1
Smilet om hingstens mule blev næsten helt venligt at se på i et kort øjeblik, hvilket fik hende til at undre sig. Hvorfor dette pludselig skift i humør? Betød det virkelig så meget for ham, at hun havde afgivet det løfte? Det var jo bare ord... Han havde ingen garanti for, at hun ville overholde det. Nu skulle han blot hjælpe hende ud af denne suppedas, og så ville hun forsvinde over alle bjerge og forhåbentlig aldrig nogensinde se denne hingst igen.
Eller, det var i hvert fald hendes plan. Men som alt andet på denne aften, fik tingene ikke lov til at gå, som hun håbede. Ud af det blå dukkede der nemlig en lysende ring op i luften foran dem. Hun trak hovedet lidt tilbage og så forvirret på ham. Kunne han magi eller hvad? Hun fulgte den forskræmt med øjnene, som den nu bevægede sig igennem luften og lige mod hende. Hun havde lyst til at flygte, men den giftige tåge havde omringet hende fra alle sider, og hun kunne derfor ikke gøre andet end at blive stående og se til, mens ringen lagde sig om hendes forben, forsvandt og blev til et lysende bånd, der nu befandt sig lige over hendes ene hov. Hun bevægede lidt forvirret sit forben, men der var ingen forandring at mærke. Det var blot som om, at hun havde fået et nyt, lysende aftegn.
Hun søgte forvirret hingstens blik for at finde ud af, hvad der foregik, men uden yderligere ord vendte han nu rundt og begyndte at gå gennem tågen, der spredte sig omkring ham og dannede en lille sti af fri passage. Hun blev først stående i lidt tid og kunne ikke finde hoved og hale i noget som helst, men da han nu skævede tilbage mod hende og spurgte, om hun kom med, fik hun tvunget sin krop til at samarbejde og skyndte sig efter ham i et par små, hurtige hop. Hun var hele tiden bange for, at den lille sti foran hende skulle forsvinde, så det var om at holde sig tæt på ham. Tavst skridtede hun bag ham i lidt tid, inden det gik op for hende, at hun hellere måtte sige noget.
"Tak..." fik hun fremstammet med så meget oprigtighed, hun kunne fremkalde i sin stemme. Det var bestemt ikke et ord, hun havde lyst til at sige i denne situation, men hun vidste, at det var fair - han havde trods alt ikke behøvet at hjælpe hende. Efter lidt tid kunne hun ikke længere holde sin nysgerrighed tilbage længere, da det lysende aftegn på hendes forben stadig ikke var forsvundet. Hvad betød det mon? "Hvor... hvordan gjorde du... det dér før?"
|
|
|
Post by Calan Gaeaf on Feb 16, 2021 16:26:10 GMT 1
Den giftgrønne tåge spredte sig lydigt, som Calan Gaeaf traskede gennem natten med den mørke hoppe Nezika på slæb. Han var klar over, at der ikke var længe til, at hans frihed endnu en gang blev taget fra ham. Men denne nat følte han sig ikke lige så bitter, som han plejede. Det var meget muligt, at han ikke havde afsløret stenenes hemmelighed, men han havde formået at binde denne usling til sig. For ja, hoppen var både ussel og grim, specielt kløgtig var hun heller ikke, men at han ville kunne bruge hende engang i fremtiden, det var den gyldne hingst slet ikke i tvivl om. Og Nezika? Hun havde slet ikke mulighed for at nægte.
Et stammende tak lød nu bag ham. Han skævede endnu en gang tilbage, og smilede næsten varmt til hende. "Der kan man bare se, jeg er slet ikke så forfærdelig, når det kommer til stykket." De nærmede sig langsomt udkanten af tågen, hvilket for hoppen var meget godt. Morgengryet truede med at bryde igennem, og så var det farvel. Hendes spørgsmål omkring den lysende cirkel, fik en hæs latter til at lyde fra hingsten. "Jeg gjorde absolut ingenting." Og for en gangs skyld talte han sandt. En dæmon havde skam sin egen sælsomme magi, desværre var det ikke muligt for dæmonen selv at bruge den. I stedet måtte den få andre til at udløse den, som f.eks. med et løfte. "Det var dine ord, der fremtryllede cirklen. Du så jo selv, at der intet skete, da jeg sagde den. Men nu har du da altid mulighed for, at kunne se i mørket."
Tågen bølgede forsat omkring de magiske sten, men de to heste var nu uden for dens rækkevide. Langsomt vendte Calan Gaeaf sig om, og så en sidste gang på hoppen. "Pas på dig selv, til vi ses igen." Dagens første spæde lys brød gennem mørket og væk var den gyldne hingst.
//Out
|
|