Nattens sorte slør havde lagt sig over Proelio og alting burde være gået til ro. Burde.. For blandt den underlige stencirkel kaldet Rituel, sås et blødt gyldent skær, som havde en hel sværm af ildfluer samlet sig. Kom man dog nærmere kunne man se, at der på ingen måde var tale om ildfluer. En hest hvis gyldne pels skinnede svagt i mørket, bevægede sig langsomt af sted blandt de lodrette sten. Hans mule gled undersøgende over hver en sten, han passerede, mens han lavmeldt mumlede for sig selv. Til trods for at dette sted kunne virke direkte uhyggeligt, lod den gyldne hingst ikke til at bemærke den lettere truende atmosfære. Ja egentligt virkede han nærmere som om, at han trives ganske fortræffeligt blandt den mystiske aura, som strålede ud af Rituel ved nattetide.

Men denne hingst var heller ikke selv, noget helt normalt fænomen.. 

Natten var faldet på i landet, og de fleste sjæle havde for længst lagt sig til ro for natten... Men ikke Nezika. Den uhyggelige hoppe elskede mørket og var derfor oftest vågen på denne tid af døgnet. I modsætning til mange andre hopper var hun bestemt ikke bange af sig; nej, tværtimod var hun lige omvendt den, de fleste andre frygtede... Hun var endnu ny i dette land og anede derfor intet om Smeyés død og skyggernes hærgen, så intet holdt hende tilbage fra at udforske landet denne nat. Hun var lidt ved et tilfælde havnet i Natiaum og bevægede sig nu mod Rituel.

Som hun kom nærmere, fik hun hurtigt øje på det gyldne skær. Ildfluer... Eller hvad? Næ, da hun kom tættere på, var det sørme en hingst! Et lille lusket smil fandt vej frem på hendes mule. Wauw, sikke et udseende... Hun luskede stille tættere på ham i mørket og kunne nu høre, hvordan han lavmeldt mumlede for sig selv, mens han bevægede sig rundt mellem de store sten. Et slags religiøst ritual? Hun forblev stående og betragtede ham i noget tid, men til sidst havde hun simpelthen for svært ved at holde masken og måtte derfor kort bryde ud i en hånlig latter.

"Hvad har du gang i?"

Calan Gaeaf var for optaget af sine undersøgelser til at bide mærke i, at han havde fået selskab. Det var først da en hånlig stemme lød, at han blev klar over, at denne nat ikke ville blive i hans eget selskab. Uden at forhaste sig gennemsøgte han nøje den sten, han var kommet til, inden han langt om længe vendte det kulsorte blik mod den anden.
Det skulle vise sig at være en hoppe og ikke en speciel køn én. Trods hendes sorte farve normalt ville skjule hende godt i mørket, så Calan Gaeaf hende klart og tydeligt. Hans perfekte nattesyn gjorde, at hun ikke formåede at skjule sig på nogen måde. Havde det været i dagslys, havde det dog været en hel anden sag. Det sorte blik gled vurderende over hendes udmagrede krop og lugten af blod der hang omkring hende, fortalte sit tydelige sprog om, hvad hun var for én. 

"Undersøger hvilken magi der hviler over disse sten." Utrolig nok fik denne hoppe sandheden at vide, det var ellers ikke noget den gyldne ruttede med. "Hvad laver du her?" Stemmen var kold og en anelse kedsommelighed havde sneget sig over hingsten. Kunne denne hoppe overhovedet bruges til noget, eller spildte hun blot hans kostbare tid? 

Et lille smil fandt vej til hendes mule, da han meget tydeligt sørgede for at gøre sig færdig først, så hun måtte vente på hans svar. Det provokerede hende dog ikke. Hun havde ikke andet end tid denne nat. Og denne hingst virkede faktisk til at være interessant nok at vente på... Hun nikkede med ironisk iver til hans ord, da han endelig svarede hende.

"Aha. Spændende!"

Ironien var tyk i hendes stemme, da hun med påtaget begejstring lod som om, at hun fandt emnet interessant. Man skulle dog ikke være særlig klog for at tyde, hvad hun i virkeligheden mente om den sag... Hun hævede et øjenbryn og så vurderende på ham, da han nu spurgte hende, hvad hun lavede her. Hun smilede lumskt.

"Jeg er ved at undersøge mine nye omgivelser... Og indtil videre er jeg bestemt ikke skuffet."

Hun blinkede lunefuldt til ham, inden hun trådte tættere på og ganske provokerende lod sin mule køre hen ad en af stenene.
"Hvad er det så for en slags... magi, der hviler over disse sten?"

Hoppen lod sig ikke mærke med, at han ikke straks gav hende hans opmærksomhed. Besynderligt.. Calan Gaeaf havde ellers erfaret, at disse heste nærmest ikke krævede andet end opmærksomhed. Hendes ironiske svar på hans beretning om, hvad han foretog, fik dog ikke fremmanet nogen reaktion fra den gyldne. Om hun fandt magien spændende eller ej, kunne han virkelig ikke tage sig af.

Et par skridt blev nu taget hen mod den næste sten, mens han spekulerede på, om der mon skulle noget bestemt til, for at udløse deres magi. Calan Gaeaf havde hurtigt glemt den sølle hoppe igen, men da hendes stemme atter lød, måtte han nok sande, at han måtte løse dette mysterie en anden nat. Med hende hængende mellem benene, kunne man i hvert fald ikke koncentrere sig, og af en eller anden grund, havde han på fornemmelsen, at hun ikke bare lige havde tænkt sig at forsvinde igen.
Undersøge sine nye omgivelser, nå så hun var ny. Det havde den gyldne ikke kunne se, men eftersom det var ganske begrænset hvem han havde stiftet bekendtskab med her i landet, undrede det ham ikke. Det var trods alt ikke mange af hestene, der bevægede sig rundt om natten, hvor han havde sin frihed.

Da hun nu valgte at træde nærmere en af stenene, og ligefrem stryge mulen hen over den, forstod Calan Gaeaf, at hun ønskede en reaktion fra ham. Det fik hun dog ikke. De sorte øjne stirrede blot følelsesforladt på hende, og det var først ved hendes spørgsmål, at der smøg sig et arrogant smil over hans sorte læber. "Hvis jeg vidste det, ville jeg nok ikke behøve undersøge det." Herefter skridtede han med helt lydløse bevægelser helt hen til hende, så han nærmest stod oppe i hovedet på hende. "Men jeg har på fornemmelsen, at den ikke bryde sig om fremmedes indtrængen."

Det ville være løgn at sige, at hun ikke følte sig skuffet over den manglende reaktion fra ham. Hun elskede sådan at provokere og få andre op i det røde felt... Men alligevel blev hun ikke irriteret, for der var nu også noget spændende og fascinerende ved hans kølige arrogance og ligegyldighed. Han var tydeligvis ikke den mindste smule bange for hende, hvilket var nyt og forfriskende.
Hun lyttede til hans arrogante svar og kunne ikke lade være med at smile charmerende. "Touché."

Et tilfredst smil formede sig på hendes læber, da han nu endelig valgte at give hende sin fulde opmærksomhed ved at træde tættere på hende, ja nærmest helt oppe i hovedet på hende. Hun hævede hovedet, udspilede indsnusende sine næsebor og smilede forførende. Hans tilstedeværelse var mere end velkommen...

Hun smilede lumskt til hans ord om fremmedes indtrængen. Talte han mon virkelig om magien eller mere om sig selv? Ligegyldigt hvad havde hun i hvert fald ikke tænkt sig at bakke ud nu. "Det var en skam... Jeg havde ellers tænkt mig at hjælpe dig."

Med de ord smilede hun mørkt og lusket, inden hun smøg sig forbi ham, helt tæt op ad hans krop. Hun lod halen svirpe tirrende hen over hans krop på vejen, inden hun stillede sig op foran en af de andre sten. Hun sparkede provokerende til den med det ene forben, mens hun så på ham og tydeligt ironisk nikkede langsomt med hovedet. "Jaa... Jeg fornemmer virkelig nogle aggressive vibrationer fra denne her!"

Trods Calan Gaeaf tydeligt var trådt over grænsen for den personlige sfære, virkede hoppen ikke til at tage sig af det. Hun valgte ikke automatisk at trække sig væk fra hans nærvær, smilede blot forførende. Smilet havde ikke den ringeste virkning på den gyldne, mens hendes mangel på behovet for det private rum, undrede ham til gengæld. Besynderlig, hun var ganske enkelt besynderlig! Den stramme lugt af gammelt blod var tydeligt så tæt på hende. Calan Gaeafs kulsorte øjne gled undersøgende over hende, men han fornemmede ikke blodsugergennet, som Helzlori og hans afkom bar. Hvad i alverden skulle det så til for? Denne særlige indtagelse som hun tydeligvis nød. 

Hingsten blev brat revet ud af sine tanker, da hun nu bekendtgjorde, at hun havde tænkt sig at hjælpe ham med stenene. En spontan og isnende latter lød nu fra ham, da det var noget af det sjoveste han længe havde hørt. Som om en usling som hende, skulle kunne hjælpe ham med noget som helst! Grunden til Calan Gaeafs sande søgen blandt Rituel, var for at finde ud af hvor stærk magien i dem var. Om den var stærk nok til at bryde den forbandelse, som Dødsguden havde lagt over ham, for at tøjle hans vilje hver gang daggryet kom. Dette var den samme søgen nat efter nat..
Månegudinden havde været den gyldnes mål, men inden hans manipulation havde nået hende, var hun blevet opløst og drev nu meningsløst rundt i universet. Til absolut ingen hjælp for Calan Gaeaf!
"Og hvordan havde du så tænkt dig, at du kunne hjælpe mig?" Han var ganske interesseret i hendes svar, trods det umuligt ville kunne bringe noget brugbart med sig.

Trods massere af plads til at bevæge sig på, valgte den sølle nu, og direkte smyge sig op af hans krop, som hun bevægede sig mod en af de store sten. Den gyldne krop sitrede let, trods Calan Gaeaf intet selv følte. Nu måtte han da vidst til at styre sig! En dump lyd lød nu, som hendes hov ramte stenen. Hendes provokerende stemme lød atter, men hingsten hørte ikke efter. I stedet stirrede han nu interesseret på, hvorledes en grøn tåge langsomt begyndte at sive ud af stenen, som den sølle hoppe havde ramt..

Egentlig provokerede hans hånlige latter og bedrevidende ord hende en smule... Som om han var den eneste, der kunne finde ud af at undersøge magiske sten! Udadtil fortsatte hun dog blot med at smile provokerende og virke ganske upåvirket, da hun naturligvis ikke ville give ham den tilfredsstillelse at vise ham, at han havde ramt hende! Da en grøn tåge nu langsomt begyndte at sive ud af stenen, hun havde ramt, kunne hun derfor ikke lade være med at krænge overlæben op i et stort smil og se på ham med et overlegent blik, som om det totalt var meningen, og at hun totalt havde styr på, hvad hun lavede!

"Sådan her! Det var da totalt nemt!"

Hendes selvglade facade faldt dog til jorden og krakellerede fuldstændig, da hun nu usikkert trådte nogle skridt tilbage i et forsøg på at undvige den grønne masse, der så noget giftig ud. Hun så mod hingsten med et nærmest skræmt blik, der afslørrede, at hun var totalt på skideren... Hun anede ikke, hvad hun lige havde gjort, og hvilke konsekvenser det ville kunne få!

Hoppen synes at være ganske stolt af sin egen bedrift, til trods for at Calan Gaeaf egentligt ikke var sikker på, at det var noget at være så stolt af. Han fornemmede at den i forvejen lettere truende atmosfære der strømmede fra stenene, nu var blevet direkte rasende. Det var tydeligvis ikke med spark, at de skulle behandles. Hoppen der ellers synes at have været døv for de udsving der kom fra de mægtige sten, synes pludselig at forstå alvoren af sin egen handling. Skrækken strålede ud af hendes blik, der nu blev vendt mod den gyldne. Her var der dog ingen hjælp at hente, da det eneste hun modtog var et overbærende smil. De kulsorte øjne fulgte nysgerrigt den grønne tåge, der fortsat sivede ud fra stenen. Alt hvad tågen kom i berøring med, krøllede sig øjeblik sammen og visnede. Græsstrå, blomster, buske ja sågar en lille mus måtte lade livet, da den ikke var hurtig nok til at komme væk.

"Betagende, jeg tror minsandten at det er en form for forsvarsmekanisme, du har sat i gang." Der var latter at spore i den ellers så kolde stemme, eftersom Calan Gaeaf fandt det hele enormt spændende. Dertil kom at jo mere hoppen panikkede, jo mere nød han scenariet der udspillede sig foran ham.

Hendes facade krakellerede fuldstændig i et øjeblik, da hun panisk søgte efter hjælp i hingstens blik. Men hun fik ikke andet end et overbærende smil til gengæld. Hun så rådvildt på ham. Hvorfor stod han bare dér og så så selvtilfreds ud?!
Hun fulgte med skræk hans blik, der igen faldt over den mystiske, grønne tåge. Til hendes store rædsel kunne hun nu se, hvordan alt, der kom i kontakt med tågen, døde - selv et levende dyr. Hun bakkede adskillige skridt væk fra den grønne masse og så igen på hingsten, men denne gang med store, vidt opspærrede øjne, der fuldstændig panisk stirrede frem for sig.

"HVORDAN STOPPER MAN DET?!"

Hun ignorede fuldstændig hans ord om forsvarsmekaniske, og at det skulle være betagende... Hun kunne slet ikke forstå, hvordan han kunne tage det så roligt og tilmed virkede til at finde det hele en smule morsomt! Det var ham, der havde forstand på de her forbandede sten... Hvorfor gjorde han ikke noget?! 

Til Calan Gaeafs store morsomhed lod det nu til, at panikken fuldstændig havde overmanet hoppen. Al overlegenhed var som blæst væk, nu hvor stenene i den grad formåede at vise deres magiske formåen. Det lod endelig til, at de havde fået overbevidst det sølle skrog om, at de vitterligt besad magi. Desværre for hoppen var det den mørke magi, hun havde vækket i dem. 

Ved hoppens desperate råb om, hvordan man stoppede den grønne tåge, trak den gyldne hingst blot let på skulderene. "Min viden om disse sten er desværre begrænset. Jeg blev jo trods alt afbrudt i min undersøgelse af dem." Et sødt smil blev nu sendt mod den anden, inden Calan Gaeaf satte sig i bevægelse, mens han småklukkede for sig selv. "Måske et offer ville formilde denne mørke magi, som du har formået at vække?" Han skævede kort til hende, inden han stoppede op direkte foran tågen. Mon havde ville dø ligesom musen, hvis han bevægede sig ud i den? Hoppen ville utvivlsomt, men han var jo heller ikke som hun. 

Hans ord ramte hende som et slag i ansigtet. Ja, det var jo sådan set rigtigt, at hun havde afbrudt ham i hans undersøgelse af dem... Forbandet! Hans smil og klukkende latter var virkelig provokerende - hvordan kunne han bare tage det så roligt, og tilmed opføre sig som om, at det hele morede ham lidt??
Hans ord om et offer fik hende atter til at spærre øjnene chokeret op. Han kunne da ikke mene, at hun var nødt til at ofre sig selv for at stoppe det?! Hun så sig panikslagent omkring efter en flugtmulighed. Mon den dræbende tåge havde en slags begrænsning? Eller ville den jage hende rundt i hele Proelio, hvis hun prøvede at flygte?!
Alt imens hun stod og diskuterede en mulig flugtplan med sig selv, havde hun slet ikke bemærket, at hingsten langsomt bevægede sig - indtil hun opdagede ham stå lige foran tågen. Det var slet ikke hende, han ville ofre - det var ham selv?? Hun så fuldstændig paf på ham og stejlede halvt i panik. "Er du blevet fuldstændig sindssyg?!" 

Med en langsom bevægelse bøjede Calan Gaeaf hovedet ned mod tågen, som han undersøgende snuste til. En stank af råddenskab slog ham i møde, men der hvor den gyldne hingst oprindeligt kom var, var denne lugt ikke ualmindelig. Så i stedet for at rynke på mulen, fik han blot et eftertænksomt blik i de kulsorte øjne. Kunne det tænkes at han og tågen måske havde samme oprindelse? 

Hoppen der havde været fuldstændig væk i sine egne paniske tanker, bemærkede nu pludselig hans tilstedeværelse nær den giftgrønne tåge. Hendes hysteriske stejlen og udråb om sindssyge, imponerede ikke ligefrem den gyldne. "Mange ord kan man beskrive mig med, men sindssyge? Det vil jeg alligevel ikke tage på min kappe." Stemmen var en anelse tør ved denne konstatering, inden han kastede et mørkt blik mod hende den sølle. Da han pludselig begyndte at forstå, hvad hun havde ment med hendes udtalelse, måtte han bide sig selv i læben for ikke at grine højt. Situationen var vidst så misforstået, som den overhovedet kunne være. Med én lang smidig bevægelse havde han vendt sig rundt, og var henne ved hoppen.

Mulen strøg nu næsten lidenskabeligt over hendes kind. "Bare rolig.." Atter bakkede han væk fra hende, for endnu en gang at stå ved kanten til den grønne tåge, der fortsat bredte sig. "Jeg kunne aldrig finde på, at ofre mig for din skyld." Med et sidste blik tilbage på hoppen, trådte han nu ud i den livstagende tåge.
Tågen spredte sig hastigt og lukkede sig derefter igen ban ham, så Calan Gaeaf nu stod omringet af den grønne dis, men på en plat bar jo. En utilfreds grimasse gled over hans ansigt, ved erkendelsen af, at tågen ikke anerkendte hans liv.

Hun holdt vejret i nervepirrende spænding, da hingsten nu bøjede hovedet mod tågen. Hun turde næsten ikke kigge! Mere skete der dog ikke, før han pludselig var henne ved hende igen og strøg hende over kinden. Hun skar en grimasse i afsky. Det var kun hende, der måtte komme så tæt på andre - det skulle helst ikke gå den anden vej! Hans ord fik hende til at bide sig nervøst i læben igen. Så var det måske alligevel hende, der skulle ofre sig alligevel? Ikke på vilkår! Hun nægtede at dø på grund af noget så åndssvagt som magi! Ja, hun ville være klar til at ofre hele landet, hvis det skulle være!
Mere nåede hun dog ikke at tænke om den sag, før hingsten pludselig bevægede sig væk igen, for dernæst at forsvinde ind i tågen. Hun kunne ikke holde et skrig tilbage, da hingsten blev omringet af den tætte dis og forsvandt! Han VAR virkelig sindssyg!

Hun spærrede dog målløst øjnene op, da hun fik øje på hingsten igen - denne gang på den anden side af tågen, som om den var gledet lige igennem ham. Hvis ikke hun tog meget fejl, så han nærmest utilfreds ud. Hvad i alverden var der i vejen med ham? Ville han gerne dø eller hvad??
Nezika havde slet ikke skænket det en tanke, at denne hingst kunne være udødelig, og hun smilede derfor lettet. Det måtte jo betyde, at tågen ikke var farlig for heste! Måske det kun gik ud over planter og små dyr, fordi de ikke var stærke nok til at stå imod? Prøvende trådte hun derfor nærmere og stak sit ene forben ind i disen.

Svitch! Med et dødsskrig trak hun sig tilbage, som om hun var gået ind i ild. Disen havde brændt pelsen af hendes ben og givet hende et stort brandsår, der ætsede og boblede i hendes åbne kød. Hun så ned på sit ben og spærrede øjnene op i rædsel, inden hun vendte rundt og begyndte at løbe. Hun var så panisk, at hun knap lagde mærke til den ætsende smerte i benet. Hun gemte sig bag et stort træ og stak hovedet frem, så det lige akkurat var i syne til at kunne stirre panikslagent, men vredt på den udødelige hingst. "SÅ GØR DOG NOGET!" 

Hver eneste gang Calan Gaeaf forsøgte at nærme sig tågen, veg den tilbage fra ham. Et frustreret udbrud lød fra den gyldne hingst, som ikke forstod forledes det kunne lade sig gøre. Det var meget muligt, at han ikke var en rigtig hest indeni, men det var han da for satan udenpå! Hvorledes kunne tågen se forskel? Den var jo ikke en gang levende! 
Nattens synes at være ladet med frustration. Den mørke hoppe som tågen åd levende, ville bare gerne væk derfra i live, og den gyldne hingst som tågen ikke åd, men som bare gerne ville ædes for at blive bekræftet, at han rent faktisk var i live. Denne nat synes så sandelig at være vendt på hovedet.

Mens Calan Gaeaf havde været langt væk i sine egne, depressive tanker, havde hoppen forsøgt sig med samme nummer som han, blot uden det samme resultat. Et vredt råb, hvis stemme var tilsølet i panik fik nu trukket hingsten tilbage til den virkelige verden. Her blinkede han et par gange forvirret med øjnene, da det lille afskum synes at være forsvundet. Helt væk var hun da ikke, da Calan Gaeaf nu genkendte et hoved, som tittede frem bag et træ. Som om tågen ikke ville finde hende der.

Med himmelvendte øjne og med den grønne tåge hvirvlende omkring ham, traskede den gyldne nu tilbage hvor han var kommet fra. Jorden der endnu ikke var blevet indtaget af de giftige dampe. "Og hvad vil du så have, at jeg gør?" Atter stod han nu foran den ynkelige hoppe, som tydeligvis ikke viste, hvad hun skulle gøre at sig selv.