Post by JD-Thilde on Mar 28, 2020 23:13:16 GMT 1
☙ EVERSUM - A POWERFUL MATCH ❧
Tungt vil lyset falde, men vække deres alles redning til livet.
✯ Laylis
Længe havde hun båret smerten. Sorgen havde haft sit faste greb. Tvunget hende til at se det hele for hvad det var endt som... En tragedie. Hendes liv. Var blevet en af de tragedier, der så ofte havde været i andres liv... Men her var hendes. Hold fast til det sidste, for enden er nær og et mirakel ville besvare hans skygger.
I længsel havde hun været alene. De andre guder ville ikke forstå. En løsning vidste hun de havde fundet for nu, for hun så alt. Hvad der havde været, alt hvad der var... Og det der stadig ikke var. Et sted i himmelrigets paradis, i hans have, hvor hun nu var tættest på ham. Hun lå omgivet af hans sære blomster. For ingen havde en smag som hans. Ingen forstod ham - selv hun havde haft tider hvor det var svært. Men til sidst havde de været så tætte på ny. Så tætte at et valg var blevet truffet - måske ikke et valg... Men hun havde set det komme. Det skulle ske en dag, hun havde blot ventet... Noget havde hun dog aldrig forudset. At det skulle ende således - at hun ville ligge her alene, med tåre i de fine øjne og sved på den spinkle hals. Alene.
Men hun var ikke alene. Liv pulserede. Liv kom og liv forsvandt. Han var her et sted, hendes hjerte summede og mærkede ham kalde hende hjem. Layliisss.... En sang, en skønhed i de skygger der var hans plage. For sjældent havde nogen set hvad der var under overfladen... En mage. En fader.
Laylis pressede det sidste hun kunne magte - det var evigheder siden, at gudinden sidst havde født. Men nu sås en skabning, så ung, så smuk og så magtfuld at selv Flakezé og Jaymelia måtte vige sig i fremtiden. Moderens øjne stirrede. Ingen vidste hvem hun var - ingen havde set det komme. Laylis vidste det var løsningen. Den endelige slutning på hendes og Smeyés historie. En der ville overtage deres evner. Tøjle skyggerne, bære deres plage - og plagen det var at se alt.
"Sémnyx.". Himmelriget havde fået en ny gudinde.
✯ Proelio
En sand forandring fandtes denne aften. Det var som om... At Proelio føltes renere. Mere levende og magisk på ny. Som om skyggernes hærgen var trukket tilbage og den dystre stemning landet havde befundet sig i i evigheder var drevet bort med vinden. Mange var mødt op igen - for beskyttelsen i Himmelriget. Men det var så ganske unødvendigt.
Inden de havde stået for længe og ventet på porten åbnede, smækkede den op - Lyset blomstrede ud af porten og jog alt i mørket bort. Alle ville nu skue på den ædle gudinde, der havde været forsvundet siden skyggernes ankomst. Laylis stod rank og oprejst med et blik der vovede at udfordre skæbnen. Hun talte højlydt og krystalklart. "Der vil ikke være behov for at søge flugt i himmelriget mere." hun slog en hov i jorden. Ved hendes side dukkede nu en lille skikkelse frem. En skikkelse lige dele gylden og blålig. Føllet stirrede frygtløst på forsamlingen. Moderen prustede stolt. "Lad dem se, hvad du er skabt af." hviskede hun.
Føllet var født til at rejse sig. Født til at tage dette mareridt fra Proelio og give landet fred - hun ville blive æret. Sémnyx samlede sig, lukkede sine nyfødte øjne i og trak blot vejret. Skyggerne skreg! De led, de bed, de grinede, de græd... De blev tæmmet og fanget og lukket inde igen. I hans efterkommer. Smeyés eneste afkom.