(U: Dette betyder at tråden indeholder udfordringer vi giver til hinanden)

De havde advaret hende. Sagt at det var forbudt... Belært om det mørkeste mørke, skyggernes spydighed, hadets oprindelse. Helzlori. Dødens herre. Mange fine, skræmmende ord, alt sammen for at skræmme hende, så hun ikke ville vove at drage nordpå til alt omkring hende - selv himlen - ville formørkedes.

Hvis man kendte Zelimirka ville man vide, at sådanne skræmmelege ville have modsatte effekt. Noget hendes forældre lærte på den hårde måde. Zelimirka var et stort føl nu - en lille unghest. Det var blevet let at løfte den turkise hale højt, med et kækt smil og snedigt begive sig væk fra den lille familie. Hun følte en anelse skyld melde sig og de fine ører lagde sig lidt i flovhed, men stadig med et kækt smil om de feminine læber. Det er jo ikke for at være på tværs... Jeg er bare ikke så lille og usikker mere - det skal jo udnyttes. sagde en stemme selvsikkert i hendes indre.

Omgivelserne var bestemt dystre. Den unge hoppe var ikke skræmt endnu, men hjertet var helt klart mere på vagt end normalt - alle hendes sanser var ude og opsnuse alting der rørte sig. Selv denne mærkværdige substans under hendes fødder. Aske? Sand? Klippe? Hun var i tvivl... Træerne omkring hende var hvide. Alt var helt stille - det mor ville kalde for stille...

---

Den unge hingst, Azazael, havde efterhånden levet i Darkena i et godt stykke tid og havde nået at udforske de fleste områder. Der var dog ét sted, han altid havde holdt sig væk fra; Mount Ghost. Han vidste ikke helt hvorfor, men noget ved det store, hvide bjerg havde altid skræmt ham så meget. Det havde en uhyggelig atmosfære omkring sig, og så gik der jo også historier om, at det spøgte deroppe... Det var derfor et sted, han pænt havde holdt sig væk fra under hele sin barndom. Men den unge hingst var blevet større nu, og modet løb i hans hjerte. Han så enormt meget op til både sin moder og fader, som ikke var bange for noget som helst, og han havde svoret, at han ville blive ligesom dem, når han voksede op. Derfor stod han nu for foden af bjerget og tog en dyb indånding, inden han langsomt begyndte at skridte op ad en af stierne.

---

A certain darkness is needed for the stars to be seen.

Stilheden fik hele Zelimirkas sansesystem til at gå i en svag, lydløs eksplotion. Hun vippede ørene efter selv de mindste lyde. Hendes vejrtrækning. Hjertebanken. Blodets rus. Øjnene søgte efter den mindste smule bevægelse, omend der knap var andet end hendes man, når hun rørte på sig. Kroppens pels strittede, som om den ville opfange en mulig berøring, før vedkommende kom tæt nok på til at kunne tage fat i hende. Duftene i området blev inhaleret og studeret, som var det en... sag hun undersøgte...

Men det var bare dette område. Det gjorde mærkværdige ting ved hende. Hun sukkede, da intet havde forandret sig efter et stykke tid. Netop som hun ville vende sig, gik alle alarmer igang i Zelimirkas hoved. Der var en fremmed fært! Noget bevægede sig i hendes øjenkrog. En lyd af skridt nærmede sig. Hendes pels svor at hun mærkede nogen rører på sig. Hoppen eksploderede op i et hop, vendte sig og var ved at angribe, da synet af en harmløs unghingst bekældt i stjernepels skridtede ud imellem træerne ... Hun lagde ørene genert og trak snuden let til sig. Ville hun normalt blive genert?

(Udfordring: Azazaels svar skal indeholde en meget høj lyd.)

---

Han gik roligt af sted langs en skovsti, der førte op ad bjerget, dybt begravet i sine egne tanker. Hans øjne gled roligt hen over landskabet omkring ham, der egentlig var meget smukt på sin egen måde. Han kunne dog alligevel ikke lade være med at få kuldegysninger, der løb ham koldt ned ad ryggen. Spøgelseshistorierne, som han havde fået fortalt som barn, syntes ikke helt at kunne slippe hans tanker.
Han fornemmede pludselig en bevægelse inde imellem træerne og stivnede let, som paranoiaen gled over ham. Var det mon et spøgelse?! Bedst som han i forvejen var lidt oppe på dupperne, lød der pludselig et høj brag i det fjerne. Det rungede og gav genlyd igennem skoven og fik alle fuglene til at lette fra træerne med høje advarselsskrig.

Azazael, som i forvejen var nervøs, fór sammen ved lyden af braget og sprang næsten en meter op i luften, inden han landede igen på rystende ben. Han dirrede over hele kroppen og trykkede usikkert halen ind mod sig. Åh gud, det her havde været en kæmpe fejltagelse! Hvorfor var han også gået herop?! Han skulle bare have holdt sig væk!
Han kom pludselig i tanke om den puslen, han havde hørt inde fra træerne af tidligere, og lod straks opmærksomheden glide ind mod skoven igen. Han kunne skimte en skikkelse gå rundt derinde, men han kunne ikke se den tydeligt nok til at bedømme, hvad det var. Det kunne være et rovdyr - eller måske et spøgelse?! Pludselig blev det hele for meget for ham, så han krængede nakken bagud og skreg højt af skræk.

(Udfordring: Din første sætning må kun indeholde 3 ord.)

---

A certain darkness is needed for the stars to be seen.

Åh min gud!
Pludselig tordnede et brag i det fjerne ned over landsdelen og ikke desto mindre hørtes lyden højt, selv her på stilhedens spøgelsesbjerg! Zelimirka var nær faret sammen, hvis ikke det var fordi alle fuglene lettede omkring hende og hun trak på sit smilebånd - fulge! Hun var vild med vinger, fjerdragter og selvom disse fugle var sorte og sikkert kødædende var hendes fascination ikke mindre. Hun stirrede efter dem i lang tid, før det gik op for hende, at hun havde været ved at holde øje med en unghingst.

Hendes blik søgte nu denne med det samme - i første omgang så hun ham ikke. Men så lød et skrækkeligt skrig, som om nogen frygtede at miste livet! Zelimirka rynkede først panden, men hendes gode sind kunne ikke bærer at ignorere denne lyd... Ikke engang hvis det bare var bjerget der spillede hende et puds.

Elegant som mors ven - Hjorten Komir - sprang unghoppen frem og ud fra sit skjul, da hendes øjne endelig fandt den unge stjernehingst igen. Hun skyndte sig over til ham, selvom han egentlig mest så ynkelig og alene ud. Men var der sket ham noget? Hun søgte efter blod i hans pels...
"HEJ DU!" sagde hun så højt og næsten kommanderende. Han skreg jo som en stor baby... "Bløder du? Hvad er der sket?!" pludselig var al hendes generthed borte som braget for lidt siden. Hun stirrede på hingsten med et meget strengt blik - hvis der var en blødning, skulle den stoppes omgående!

(Udfordring: Ordet mor skal indgå i dit svar.)

---

Det puslede pludselig i en busk ved siden af ham, og han var mere eller mindre sikker på, at det var ude med ham nu! Han havde stort set accepteret døden som sin skæbne, da han da til sin store lettelse så, at det blot var en ung hoppe, der kom springende ud fra buskadset. Han holdt straks inde med sit skrig og rødmede som en tomat i hovedet. Åh gud, hvor var det pinligt!
Hun kom nu over til ham og hilste ekstremt højt og ivrigt på ham. Han trak lettere ubehageligt hovedet tilbage og vippede let med de mørke ører. Det var ikke fordi, han ønskede at være afvisende og ikke ønskede hendes selskab - men blot fordi han befandt sig i en lidt ubehagelig situation og skammede sig over, at hun havde hørt ham skrige som en baby på den måde. Til trods for det ønskede han dog ikke, at hun skulle forsvinde - for nej, han havde jo trods alt været ved at dø af skræk, så han måtte indrømme, at det gav ham en tryg fornemmelse at vide, at han ikke var alene længere.

Hun spurgte ham nu, hvad der var sket, og om han blødte, alt imens hun stirrede på ham med et strengt blik, der nærmest var helt mor-agtigt. Han kunne ikke lade være med at smile let. Det var sødt af hende, at hun bekymrede sig sådan om ham. Det var han ikke rigtigt vant til. Det var altid ham, der bekymrede sig om andre, ikke omvendt. Selv hans egen mor havde ikke rigtigt været god til at vise ham omsorg på den måde, fordi alt hendes bekymring var gået til hans handicappede søster. Han sank en klump i halsen og kom sig langsomt over chokket, inden han da smilede venligt til hende.

,,J-ja, jeg er okay, og nej, jeg bløder ikke... Det beklager jeg, jeg blev bare lidt forskrækket over det høje brag og lidt bange for bjerget her, fordi jeg aldrig har været her før. Undskyld hvis jeg forskrækkede dig med mit skrig."

(Udfordring: Jeg er blank lige nu, så du får lov til at slippe XD)

---

A certain darkness is needed for the stars to be seen.