Den blå hoppe havde tilbragt mange timer på egen hov i landet, hun havde mødt mange gamle venner og mange gamle bekendtskaber. Hendes tid var gået med at møde hendes far, høre hvordan situationen var i landet og sat sig ind i alt det politiske. Hun havde hørt om den kommende interne krig som måske ville bryde ud, men hun ønskede ikke at deltage i den. Hun ville gøre hvad hun kunne for at ingen kom noget til, hun ønskede ikke at uskyldige heste led fordi at nogen ville bestemme over andre. Hun vælvede i nakken og kun en tanke summede nærmest hvileløst rundt i hendes hoved. Hun manglede en bestemt hingst – den ene hingst som ikke selv ejede et hjerte men som bestemt havde fået hendes. Hun vidste at en hingst som vandrede i natten ikke havde vist sig længe, men hun havde dog alligevel hørt rygter om at han måske var dukket op igen og hun vidste ikke om hun ville lade sit hjerte tro på dette.

Nattens stråler dansede nærmest elegant over den blå krop og vinden fik den sølvhvide man til at danse bag hende som hendes skridt førte hende nærmere skoven. Hun vidste ikke hvorfor hun søgte dette, hun vidste at den døde hingst før havde vist sig her, men hun vidste også at der nok var en grund til at hingsten ikke havde prøvet at kontakte hende. Et stik gik dybt i hende blot ved tanken om at denne hingst måske ikke ønskede at se hende, ved tanken om at hans skygger måske endelige havde fået overtaget og fået hende skubbet ud af hans tanker. Hun stoppede blidt op i den lysning som så ofte havde været et mødested for dem. Hun huskede tydeligt den første gang de havde mødtes. Den døde hingst havde prøvet at skræmme hende væk, men hendes hjerte havde allerede den gang ikkke tilladt det og nu stod hun her igen – hun vidste ikke om hun turde håbe han ville dukke op, men hun ville aldrig tilgive sig selv hvis hun ikke prøvede at søge ham.

Hun sænkede let hovedet og lod de blide og nærmest rødlige øjne søge rundt, de søgte den hingst som så længe havde ejet hendes hjerte, som så længe havde vandret i hendes tanker og som hun ønskede så inderligt at se. De to havde et umage forhold til hinanden og de var vidst aldrig rigtig blevet officielt mager, så blot tanken om at han ville dukke op i denne nat med en anden hoppe, fik hende kun til at sænke hovedet en smule mere – det var første gang den tanke havde strejfet hende. En kort, lav og nærmest smertefuld lyd forlod hende. Hendes blide væsen var dog stadig tydelig at fange på hendes krop, hun var det blide og lyse væsen hun altid havde været, men lige nu smertede hendes hjerte en smule – hun savnede ham.
[/font]

ROTTEN TO THE CORE

Tagged: Adorie.       Word count: 345.

   Det øde land emmede af den evige hvile. Men selvom mørkets rige, Darkena, agerede kirkegård på flere end blot én måde, så var det ej en fredfyldt ro som trykkede luften. Stilheden var trykkende, som om træerne var stoppet og stivnet midt i en dans, som om fuglene var søgt syd for at aldrig returnere og som om skovens dyr lå i skjul, med vejret trukket ind og åndedrættet holdt. End ikke mørkets tjener, som havde fundet sig til rette blandt skovens tætte træer, rørte en muskel. Han var søgt ind i skoven for ro, og for at tænke og konferere. Han var påbegyndt en mission, en opgave som for størstedelen af de involverede parter betød smerte og død. Det glædede hans skygger, det tilfredsstillede mørket og det fodrede Døden. Han frød sig over, at sjælene i landet snart ville betale for deres mange synder. For der var i sandhed ej en ren sjæl tilbage i Proelio.

   Der var dog en enkelt, som han ej ønskede at vælde Helzoris vrede over. En hoppe så blid, at hans korrupte sind skreg af hendes blotte godhed. Det tyngede ham, smertede ham værre end dæmonerne og skyggernes evige straffe, at elske hende. Han ønskede at vise hende hvor højt, men efter århundrede med de djævelske skygger, ville en demonstration af hingstens forkullede kærlighed måske blive værre end den behandling, som han ville give mørkets fjender. Det sataniske, barbariske sind ønskede at lemlæste og pine hendes krop, han ønskede at skille hendes øjne fra hendes hoved, for at bringe dem med ham og vise hende sin verden. Han ønskede at æde hendes bankende hjerte for at have det med ham til enhver tid. Og dér hvor slagteren faldt hen i et væld af tanker og savn, dukkede hun op som fremkaldt af Guden selv.

   ,,Adorie!” Hans stemme påkaldte hende, som en bøn af længsel. Han var omsluttet af mørke, men i slagterens døde, barbariske øjne tændtes et svagt glimt af lys. Ej glæde. Ej lykke. Men som om den rådne sjæl var blevet vækket af en lang, lang søvn.


 

Hun hadede denne skov og så alligevel var det netop denne skov som bragte hende de mest fantastisk og varme minder. De døde træer, lignede nogen der vred sig i smerte under vindens lette brise og alt liv havde for længst forladt skoven. Stilheden var nærmest øredøvende og den blå hoppe vidste udmærket at dette på ingen måder var et sted for hende. Hendes magi kunne hele noget, men det ville dræne alt i hende at hele et sted som dette og hun ville ende med at falde livløst til jorden. Alligevel var dette det bedste sted hun nogensinde havde været, dette var stedet hvor hun for første gang var stødt på en sjæl som hun aldrig troede hun skulle holde af. Han havde prøvet at skræmme hende og påføre hende smerte, alligevel havde hun fundet en kærlighed i ham, som hun aldrig ville slippe. Hun vælvede i nakken og lod den nærmest lysende hvide pandelok falde ned over de røde øjne. Bare tanken om ham satte hendes indre i flammer.

Hendes mule blev let sænket mod en blomst som hvileløst hang med hovedet – den havde opgivet kampen. Hun lod blidt og nærmest kærtegnende den blå sorte mulespids røre blomsten og trak vejret blidt og roligt. Den lille blomst genvandt atter sit liv og begyndte nu at blomstre op. Hun løftede mulen med et blidt smil som prydede den og viftede lettere med den lysende hale. Hun mærkede glæden i sig over det liv hun havde bragt tilbage – hun vidste dog at dette ikke ville være evigt, et lille skabning som denne ville et sted som dette før eller siden forlade dem igen. Bedst som hun stod i sine egne tanker hørte hun hendes navn blive nævnt og det kom fra en hest som hun ikke forventede. Hun havde søgt ham, savnet ham, manglet ham. Nu hvor hun hørte hans stemme var hun ikke helt sikker på at det faktisk var ham. Hun vendte sig let og elegant rundt og hendes øjne faldt med det samme på den hingst som stod ikke langt fra hende. Hendes vejrtrækning blev hurtigere og det samme gjorde hendes hjerte. Det føltes kort som om det skulle springe ud af bringen på hende. Hun sænkede hovedet dybt og stræk selv på afstand mulen imod ham og et kort og længselsfuldt – nærmest klunk forlod hende.

De røde og blide øjne nærmest skreg af det savn der havde været til ham – hvad lavede han her, hvor havde han været. Mange spørgsmål ramte hende, men det eneste hun egentlig gerne ville vide, var om hingsten foran hende var okay – han havde vundet hendes hjerte og hun mærkede hver eneste gang han var tæt på at hun nærmest vågnede fra den søvn hun nærmest vandrede i til dagligt. Hun trådte let tættere på, men vidste også at han ikke altid ville mærke hende. Hun stoppede en meter fra ham og førte blidt mulen i hans retning, om ikke andet så blot for at hilse.