Nabendu Raakaa
I'll be right here now, to hold you when the skies falls down.

Den store hingst fandt en fredfyldt stund i solen ved det enorme vandfald Nivera Falls. Bjergsiden var lige i øjeblikket dækket af de smukkeste farvefulde blomster. Vandfaldet fik en store sky af damp til at stå op imod den smukke blå himmel. Stemningen var helt perfekt og han trak vejret dybt ind. Dagens pligter var vel overståede og han savnede blot sin kæreste Shimo i denne stund. Hun kunne dog ikke befinde sig langt borte - han havde sporet hendes fært hertil. Måske var hun ved at gnaske i det saftige græs ved flodens bred længere nede? Hans øjne søgte et langt øjeblik, før han traskede væk fra larmen af faldet og sendte et søgende vrinsk efter hans elskede.

I will always, be the one who took your place.

Shimo var ganske vidst i nærheden, snackede og mæskede sig i græsset omkring vandfaldet, der var frodigt og smagfuldt. Hun havde haft en hård tid med de to afkom. Mest datteren som havde levet godt af hendes fede mælk og Ricklas som nok mest havde været hos faderen, men som også havde været i en trodsig teenageperiode hvor mor bare er pinlig og irreterende og slet ikke fatter noget. Alligevel følte han det som en pligt at passe på familien, trods han hellere ville ud at strejfe og finde sig nogle damer.

Shimo vidste at Nabendu ville finde hende hvis hun var her. Alligevel løftede hun hovedet for blidt at vrinske på ham. Han kunne være i noget vigtigt så hun gav sig god tid, vant til at han havde en landsdel at passe. Hun havde giver Ricklas ansvar for den lille, for det var tid til voksen alenetid mellem mageparret.

Nabendu Raakaa
I'll be right here now, to hold you when the skies falls down.

Der gik ikke alt for længe før et svar havde lydt fra Shimo. Hans læber splittedes i et let smil. Deres lille familie var hele hans verden, når landsdelen var sikret. Zelimirka og Ricklas var børn alle burde ønske sig at have - omend alle børn også gennemgik perioder, hvor mor og far var irriterende og pinlige. Han havde skam bemærket sønnens sommetider utilpashed i deres nærvær - men han blev altid god igen. Elskede sin familie, som Nabendu selv.

De store ben var snart fremme og selvfølgelig fandt han hende, præcis som han havde forestillet sig det. Græssende af engene omkring floden. Vandet var meget levende heroppe tæt ved bjergene. Der var flere fald i flodens gang, ikke just et sted man burde bade - faktisk kunne dette være decideret farligt.
Han standsede med hovedet over ryggen på hoppen, velviddende at tog hun hovedet en anelse for hurtigt op, kunne geviret dunke ham i hovedet. Men han måtte tage hende til sig og hovedet trykkede hende let imod ham. "Åh Shimo." lød hans blide stemme, trods dagens lange vandring og dermed udmattelse. Noget gik op for ham. "Hvor er børnene?"

I will always, be the one who took your place.