Natten havde sænket sig over det tyste Proelio, og ikke mange levende var endnu at finde i den vågne verden. Én enkel sjæl bevægede sig dog lydløst af sted gennem mørket, som komplet dominerede dette tidspunkt af døgnet. De sælsomme øjne som var så stor en hindring i dagslys, fungerede til perfektion under nattens hærgen. Til trods for det perfekte nattesyn, betragtede de dog intet, der var genkendeligt. Den fremmede hoppe Shui var på sin evige vandring, endnu en gang kommet til et, for hende, komplet ukendt land, hvor hun endnu ingen erfaringer havde samlet sig. Som altid vandrede hun under nattehimlens hvælving, og dette var jo nok også grunden til, at hun endnu ikke var støt på nogen af landets beboere. Det var ganske enkelt et fåtal, som endnu ikke var blevet overmandet af søvnen, og chancen for at møde et sådan individ, var forsvindende lille.

Shui var på dette tidspunkt nået til en bjergkæde så mørk, at den tydeligt tronede sig op foran hende, til trods for at både natten og en begyndende tåge, forsøgte at skjule den. En spirende nysgerrighed bredte sig i den unge hoppe, for hvad mon der var på den anden side? Intet eller måske en hel lille verden for sig selv? Det virkede i hvert fald på Shui som om, at bjergkæden var en form for vogter. Og hvis der var en vogter, måtte der jo også være noget at vogte over.

Med skridt der var så sikre, at man skulle tro at denne hoppe var velbevandret i disse egne, begyndte hun stigningen op i den mørkeste bjergkæde, hun endnu var stødt på. Hvis der var noget at skjule på den anden side, skulle hun nok få det afsløret, også selvom ingen ville kunne overvære hendes triumf, idet alt foregik i skyggerne af den herskende nat..

Oh, listen to them
The children of the night
What sweet music they make

May dreams be brought that i might reach..
The gentle strains of midnight speech
And frozen stars that gild the forest floor

---

Det støvede lilla skind gled smidigt henover de knoglefremspring, der udgjorde staturen på denne triste skabning. Halsen strakt mod jorden og mulen svævende over jorden. Han fnøs, og støvede hvirvlede op. Kranio var ikke det sted han opholdt sig mest, men alligevel havde hans vandring ført ham herhen. Langs det golde sand jord, havde Recimir fundet knoglerester fra de mest mystiske skabninger. Kranier med sære forme, hvormed nogle bar tænderne fra et rovdyr. Det var ganske interessant. Han hævede hovedet og lod det kolde, tomme blik vandre over sletten. Landskabet var ensformigt og gentagende, hvilken vej skulle han gå?

Der var sjældent vind ved Kranio, hvilket ofte betød at man kunne høre mange flere ting, end ellers. Ithacahestenes følsomme ører bragte dem en fordel under normale forhold, forestil jer hvor meget disse væsner kunne høre når det var komplet vindstille. Recimir opfangede lyden af hove mod jorden. Et sted omme på den anden side af kammen vandrede en hest. En let en, måske en hoppe. Den lilla hingst drejede hovedet bagud, mod lyden og stod blot og betragtede omgivelserne med et stirrende blik. Den fremmede ville sikkert dukke op lige om lidt.

Through the swirling snow
Volkh's children come
To run with me, to hunt as one
To snatch the lambs of christ
From where they fall..

Længere og længere opad gik det, indtil den minimalistiske sti som sølvhoppen fulgte til sidst helt forsvandt. Nu begyndte en næsten lodret klatring i stedet, og til trods for at en hov smuttede i ny og næ, bragte det egentligt ikke Shui ud i nogen større vanskeligheder. Natten var for hendes sære blik oplyst, som havde det været almindeligt dagslys. Hendes lange slanke, men stærke ben bragte hende op ad bjergkæden, som havde hun intet andet gjort i hele sit liv. Det var dog ikke en hel sandhed, for selvfølgelig var Shui ikke født på et bjerg, men hendes bevægelser var noget der var blevet trænet helt fra følsben ad, og derved havde hun en langt større fornemmelse for hendes lemmer, end mange andre på hendes alder.

Endelig nåede hun toppen af bjergkæden. En sagte brise var i bevægelse heroppe, men ellers herskede der en besynderlig stilhed, som i den grad fik Shui til at spidse ørene. Nysgerrigheden strålede ud af det besynderlige turkise blik, som det gled ud over landskabet under hende. Var dette landskab lavet af bjergkæder og knogler? Det var i hvert fald det umiddelbare indtryk den unge hoppe fik. Længere mod nord var det tydeligt at landet skiftede karakter og blev anerledes. Langt mere anderledes end noget Shui før var stødt på. Med en besynderlig spænding i kroppen, begyndte vandringen nu ned af bjerget, men denne gang på den modsatte side.

Oprindeligt troede Shui, at hun var den eneste nattevandre i dette land, men hun var ikke nået langt, før hendes blik faldt på en sælsom skabning. En skabning som fik hende til at fryse fast i det skridt, som hun netop var ved at foretage. De pupilløse øjne blinkede forvirrede, for dette syn kunne ikke være andet end en hallucination. Han var forsvundet fra jordens overflade, dengang for flere år siden. Hun havde søgt og søgt, men uden resultat. Dette kunne ikke være andet end et drømmesyn fremkaldt af dette besynderlige land. Han kunne ikke være virkelig! 

Oh, listen to them
The children of the night
What sweet music they make

May dreams be brought that i might reach..
The gentle strains of midnight speech
And frozen stars that gild the forest floor

---

Der var intet at se, end ikke en lille støvsky der bevægede sig over det tørre sand. Men lyden.. den kom nærmere. Faste, rolige, selvsikre skridt, dog med lyden af skrid engang i mellem. Recimir begyndte selv at tage nogle skridt i retningen af den fremmede hest. Hvofor vidste han egentlig ikke, normalt var han blot blevet stående, men noget i... hvad kaldte man det? Energien? Auraen? vakte en form for undren i ham. Noget trak ham i vedkommendes retning. Det fortalte ham at denne vedkommende, ikke blot var en fremmed.

Først kom ørene til syne, dernæst pandelokken. Hendes nedadrettede blik skjulte for farven, imens den nærmest selvlysende hvide pandelok lagde sig som et slør henover dem. En slank hals, en smidig og elegant krop, prydet med en grundfarve af sølv og spættede mønstre i cyan og hvid, som en glitrende isflage i et sølvhav. Den måde hun brugte sine ben, den præcise placering af hendes hove. Hun var uden tvivl Ithaca - ligesom han selv. Hun havde allerede klatret over kammen og i det sekund hendes blik flyttede sig fra den sti hun trådte, til ham, genkendte han straks de turkise øjne.

"Shui.."

Mumlede han dæmpet. Genkendelse og overraskelse hvilede i hendes øjne, idet hun opdagede ham. Et hint af usikkerhed og skepsis lå der ligeså. Recimirs blik var så tomt og dødt, som det plejede, men indeni var han overrasket. Var hun virkelig? Eller spillede Kranio ham et puds? Han huskede dengang de havde stået ved Kiin, hjemme i Ithaca, hvor han havde stillet hende et spørgsmål, som hun ej kunne svare på. Han havde forladt hende, overladt hende til sine tanker, så hun kunne reflektere og lære om sig selv og hendes plads i verdenen. Han havde nægtet hende at følge, nægtet hende beskyttelse og nægtet hende alle elementære ting der lå i at tage sig af en anden, medmindre hun kunne præstere at svare. En hård opdragelse. Men skønt Recimir var hård og ubøjelig i sin metode, så var han ej uden omsorg som rigtigt mange at mørkets hingste var. Han ønskede ikke Shui død, vansiret eller tortureret. Han ønskede at hærde hende, lære hendes at tænke selvstændigt og kolde hovedet koldt i selv de mest pressede situationer. Hun skulle blive vis - ligesom han, og lære at forstå at verdenen er større end blot almene jordiske glæder. Men disse ting ville Recimir aldrig fortælle hende, eller nogen som helst anden, direkte. Man skulle selv regne det ud, hvilket nok var det mest frustrerende ved ham.
Men Shui var ej den plag han forlod ved Kiin, hun var vokset op og blevet en hoppe. Men var hun ældet tilsvarende mentalt? Havde hun tænkt videre? Recimir havde trådt gennem portalen for længe, længe siden. Han havde levet i det gamle Proelio i mange år, og var dernæst blevet slynget mange tusinde år ud i fremtiden. Hvordan mon hendes tidsrejse havde været siden hun kunne stå foran han som blot en voksen og ikke et kadaver? Havde hun været her længere end han umiddelbart kunne regne ud?

Uden så meget som et trækning i hans ansigtsudtryk, begyndte Recimir nonchalent at bevæge sig mod sin lærling. Hans hoved let hævet, idet det døde blik hvilede stirrende på hende. Hun var næsten lige så høj som han nu. Han stoppede op i en afstand der overskred almen høflighed, men kun sådan at hans hoved ca. var ud for hendes. Halsen hvælvede idet han trak hovedet lidt tilbage. Den grove mule bevægede sig langsomt mod hende. Mulen fejede nænsomt den hvide pandelok til side, på en så vag måde, at hun kun lille kunne føle den svage sensation af hans mule der svagt strejfede spidsen af hendes hårlag i panden. Med pandelokken skubbet til den ene side, blev hendes blik frit. Han ønskede at hun skulle se. Han lod sit hoved bevæge sig lidt ud til siden igen, idet han lod sit blik bore sig ind i hendes øjne der nu var blotlagte.

"Med hvilket formål er din eksistens berettiget, Shui?..."

Through the swirling snow
Volkh's children come
To run with me, to hunt as one
To snatch the lambs of christ
From where they fall..

Sådan stod de to heste nu og stirrede på hinanden i en rum tid. Shui var mildest talt rystet. Hun havde søgt efter netop denne hingst, så længe hun kunne huske, men havde efterhånden accepteret, at han ikke længere var en del af denne verden. Og alligevel, alligevel stod han nu her! Han lignede sig selv. Samme forhutlede udseende som dengang, samme fremtoning som et skelet, der blot endnu besad skindet over knoglerne, samme døde blik som til fuldstændighed skjulte den intelligens, som herskede i denne hingst. Recimir.. Han havde været hendes læremester. Havde på det nærmeste samlet hende op, da livet viste sin mest ubarmhjertige side. Han havde været hård, men retfærdig. Shui havde ikke forstået det dengang, men nu hvor hun besad en indre styrke, som aldrig ville være kommet, hvis skæbnen havde ladt hende blive hos sin forholdsvis kærlige familie, kunne hun se, hvad han havde formået. Alligevel havde han forladt hende, således hun endnu var ufuldstændig, til trods for sin nu ældre fremtoning. Havde hun savnet ham? Kunne Recimir savnes? Hun ville nærmere vælge betegnelsen, at hun havde manglet ham.

Med selvsikre skridt der var så lig hendes egne, satte den lilla hingst sig nu i bevægelse. Der var ingen form for følelser at se i det tomme blik, som ufravendt var rettet imod hende. Intet smil om den grove mule, ja ikke en gang et enkelt fremadvendt øre blev det til. Alligevel trods denne totale blottelse for nogen form for genkendelse, vidste Shui, at Recimir huskede hende. Det besynderlige pupilløse blik de begge besad, lå dybt forankret i hinandens, mens han til stadighed kom nærmere, mens hun mere eller mindre var fastfrosset til stedet.

Endelig stoppede den lilla hingst. Han stoppede med en afstand så kort, at havde enhver anden prøvet det samme nummer, var denne blevet en mule fattigere. Netop hans mule kom nu nærmere. Bevægelsen var så flygtig, at det lige så godt kunne have været den milde brise, der herskede på dette sted, der havde fejet hendes pandelok til siden, så hendes turkise blik var fuldkommet blottet for hans. Et rent kaos af følelser ræsede rundt i hendes indre, men intet af det kom ud til hendes ydre. Hun stod som fastfrosset til stedet, og hendes fremtoning var nøjagtig lige så kold. Kold som sne, kold som Recimir selv havde lært hende. Aldrig lad dine følelser komme til udtryk..

Ubønhørligt stirrede hans tomme blik nu ind i hendes, som ønskede han at stirre hele vejen direkte ind til hendes sjæl.

"Med hvilket formål er din eksistens berettiget, Shui?..."

Kom dette spørgsmål bag på Shui? Ingen glædelig velkomst eller anden form for kærlig genkendelse over at se hende igen, men blot præcis det samme spørgsmål, som han havde forladt hende med. Nej, det komme ikke bag på Shui, det bevidste blot, at dette rent faktisk var Recimir. Recimir, hendes læremester som selv ikke et fremmede land, kunne lave om på.

"Rent fysisk er min eksistens berettiget via min arv, således at jeg skal videregive mine gener. Psykologisk er det min pligt at lære at forstå verden, både den almene jordiske klode, men ligeledes alt hvad der ligger herudover." Hendes turkise blik havde ufravendt ligget i hans, men nu blev det sænket i en respektfuldt gestus. "Renn.."

Oh, listen to them
The children of the night
What sweet music they make

May dreams be brought that i might reach..
The gentle strains of midnight speech
And frozen stars that gild the forest floor

---

Det var surrealistisk at stå foran Shui. Efter hans ankomst til Proelio, havde hans observerende og analystiske sind bragt ham fra øst til vest. Mange ting havde været anderledes fra Ithaca og tilstedeværelsen af den magi der herskede her, var Recimir blot begyndt at tage hul på. Det var et emne der fyldte meget for denne hingst, men han måtte også indse at tingene havde taget en drejning og hans prioriteter måtte følge dette lille twist. Landets affærer begyndte at berøre dette sælsomme individ mere og mere, jo tættere på sandheden han kom. Han brugte mange nætter i isolation for at forsøge at løse dets gåder. Som tiden var gået havde landets magi smittet af på ham. Han var blevet skænket ære og evner. Han ejede evnen til synskhed, hans pagt med Rhaegath og hans udseende havde taget en drejning da han en dag vågnede med pelsen fra en Maitan. Selv anså Recimir ikke disse ting for noget af værdi, blot redskaber. Hans synske evner og hans pagt var af strategiske årsager en hemmelighed. End var Recimir ikke sikker på at Alarica kendte til hans synskhed. Hun var nok den mest uforudsete og dog mest frustrerende drejning hans liv havde taget. Og han havde altid vidst at hans valg af mage var i strid med Ithacas kodeks. Racornic vidste ikke noget om det.. Shui vidste intet om det. End havde han selv skammet sig over at lade sig selv miste besindelsen på denne måde, men sket var sket og han havde accepteret sin skæbne. Alarica havde dog vist sig at være mere af samme natur, som Recimir selv. Deres samtaler havde været berigende og lærerige og hans hang til enlige vandringer og færden på skyggernes veje, havde hun adopteret og nød nu ligeså meget som han selv. Skyggerne var det sted de kunne mødes som kontraster. Så han fortrød det ikke.. ikke mere. Men dette ville Racornic og Shui nok have svært ved at forstå, men igen.. han burde ikke skulle stå til ansvar overfor dem. Han trådte sine veje, som han altid havde gjort; Med omhu, nøjagtighed, selvstændighed og altid uden mål. Det var hans væsen.

At se Shui igen, bragte ham minderne om hende tilbage. Hun havde været det mest belastende fænomen i starten, men hun var hurtig til at lære. End måtte han indrømme at have glemt om hende i løbet af det mange år her. Rent ud sagt havde han taget hende for død af alderdom, eftersom hans rejser gennem tid og rum, umuligt ville ændre på tid og rum udenfor. Men et eller andet sted overraskede det ham ikke at se hende levende og endnu ung. Proelio spillede altid dets beboere et puds. Recimirs observante blik betragtede hoppen, søgte efter tegn på reaktion. Men hun var dygtig, end stod hun som om hun var komplet upåvirket af ham. Det behagede ham, for det betød at hun havde lyttet. Så talte hun. Recimir betragtede hendes læber, som de velformulerede ord lød fra hendes mund. En klar, men moden stemme. Hans minder bar kun erindringen om den skingre, spæde stemme fra et føl og en plag. Det var underligt at høre modenheden, kontrollen over vokalerne og forståelsen af situation i den. Recimir var tilfreds med det han hørte. Hun havde tænkte over det og var kommet frem til en fornuftig overvejelse. Han gjorde et stille nik, som tegn på hans accept af spørgsmålet.

"Det er sandt.. den eneste årsag til vores eksistens er det simple faktum, at vi er blevet født, som vores forfædre før dem. Vi fødes og opdrages til at viderebringe arv og slægt, så vores art ikke vil uddø. Det er den eneste årsag til vore liv. At blive født og blive gammel nok til at bringe slægten videre. Vi bruger resten af livet på at passe på afkommet, så det selv kan blive voksen og få afkom. Når det ikke længere har brug for beskyttelse, så dør man."

Svarede han.

"Det er det princip hele eksistensen bygger på. Hvad man lægger ind i livet, rent psykologisk, er et subjektivt fænomen... og det er det subjektive man kan ændre og dreje som man ønsker det. Det faktuelle består af konstant og ubøjeligt fakta. Det kan man ikke ændre på - så det er der ingen grund til at forsøge at gøre. Men det subjektive.. Dig.. og mig. Vi kan ændre det perspektiv, som vi beskuer verdenen med, til at blive præcist sådan som vi vil have det. Din mentale eksistens... min mentale eksistens.. Det psykologiske, er berettiget i netop det, at den er blevet os skænket til at forstå verdenen og tage ved lære af den, så overlevelse af os selv og afkom kan blive muligt, så slægten ikke udgår. Heri ligger det at søge sandheden, virkeligheden, så man kan skabe de bedste vilkår for sig selv."

Svarede han stilfærdigt. Recimir tænkte videre, skønt hans ordstrøm var stoppet. Det sjove ved sådanne ting er hvor komplicerede de kunne være for de der ikke forstod, men hvor simpelt og ligetil det var for de der gjorde. For Recimir var dette nærmest logik. Shui havde vist sig at være en kløgtig elev og hvis hun stadig ville, skulle hun drage med ham videre ud i natten - sådan som det altid havde været med dem. Det var i sandhed et særpræget bånd de havde. Shui sænkede sit blik og gjorde Recimir en respektfuld gestus. Hun kaldte ham stadig for sin læremester og Recimir mærkede sig selv respektere hende for sin loyalitet mod ham. Efter al den tid, var hun ham stadig tro. Han trak ikke rigtig på nogen mine, for skønt sit indsigtfulde og kløgtige væsen, så havde Recimir meget ringe sociale færdigheder, han kunne derfor ikke finde en passene reaktion på det og gjorde derfor intet. Han brugte oftere sine ord til at udtrykke sådanne ting med, men de var gerne pakket ind og gemt bag meningen i andre ord.

"Shui.. Vandre med mig i nat. Du må have mange ting der undrer dig?"

Through the swirling snow
Volkh's children come
To run with me, to hunt as one
To snatch the lambs of christ
From where they fall..

Ingen reaktion var at se hos Recimir, absolut ingen. Shui kunne lige så godt have bestået af den klippe, de befandt sig på, så intetsigende var denne hingsts reaktion på, hvad der engang havde været hans elev. En anden tid, et andet sted, men dog hans elev. Shui var dog hverken overrasket eller skuffet. Hvis hun havde forventet en varm modtagelse, havde hun intet kendskab haft til sin læremester, trods hun i måneder havde vandret med ham i deres eget land. Uden helt at kunne påpege hvad der gjorde det, fornemmede Shui dog, at tankernes spind blev spundet hos den lilla hingst. Hvad disse tanker omhandlede, havde hun dog ingen jordisk chance for at kunne opsnuse. Om hun selv indgik i dem? Højest sandsynligt, hun måtte trods alt være en lige så stod overraskelse, som han havde været. Ej kunne Shui dog sige det med sikkerhed. Hvis der var én ting, der var sikkert, så var det at Recimirs sind var som ingen andens, og derved kunne hans tanker lige så godt kredse, om det simpleste græsstrå, som de kunne omhandle hende.

Som den unge hoppe havde besvaret det spørgsmål, som dengang i tidernes morgen havde skabt en psykisk kløft mellem dem, da fortidens svar ikke havde været tilfredsstillende. Var det denne gang dog tydeligt, at læremesteren lyttede opmærksomt til sin elev. En opmærksomhed som Shui ikke altid havde været vant til, da hendes tidligere usikre og fejlbare svar, blot var blevet mødt med en ligegyldighed så komplet, som havde hendes eksistens ingen betydning haft i det liv, som de havde delt sammen. Men nu lyttede han, og det næsten umærkelige nik der betød den accept, som Shui altid havde hungret efter, gjorde den unge hoppe så varm i kroppen, som havde han kærtegnet hende rent fysisk. Alt forblev dog indeni, skjult for omverden, skjult for Recimir. Men denne dag ville for altid være mejslet ind i Shuis hukommelse, et minde som igen og igen ville blive hevet frem, hvor det ville blive vendt og drejet i forsøget på, at finde den skjulte mening, der altid var i alt hvad denne hingst gjorde og sagde.

Recimir valgte ikke blot at give sin accept på denne fortidens aften, han valgte simpelthen at starte, hvor han var sluttet. Med at genoptage sin lærdom af et yngre individ, med at forsætte sin oplæring af sin elev. Hans livsløse stemme fortalte nu meningen med selve livet. Hvorfor de var blevet født, hvad der blev forventet og hvorledes disse ting ikke stod til at ændre, mens den mentale status man var blevet født med, til hver en tid kunne forandres. Visse perspektiver i livet var uforanderlige, mens andre var til at forme og dreje, præcis som man lystede. Præcis som hvordan en læremester lystede, hvorledes hans læring skulle skabes.

Shui havde lyttet opmærksomt og havde lagt læremesterens ord på sinde, bevidst om at han til hver en tid kunne finde på, atter at spørge ind til netop dette emne blot for at teste, hvorledes hans ord havde haft sin virkning på hende. For havde hun forstået, hvad han havde fortalt, ville hun ligeledes kunne huske det, og derved ingen problemer have ved et sådan genoptaget spørgsmål.

At der atter ingen reaktion var, denne gang på hendes fremvisen af respekt, fandt endnu en gang ikke Shui overraskende. Når det gjaldt færdighederne inden for hestenes sociale interaktion, var eleven her langt sin læremester overlegen. At Recimir dog ikke blot bad hende om at vandre med ham gennem den endnu unge nat, men ligeledes lagde op til, at hendes spørgsmål ville blive besvaret, bevidste mere end både direkte ord eller kropssprog, hvor meget han satte pris på hendes respektfulde gestus.

"Jeg takker for din tid, Renn.." Hendes stemme var tom, blottet for følelser, til trods for den unge hoppe følte, at hun kunne flyve på en lyserød sky. Hun tøvede dog med sine spørgsmål, bange for det banale i dem.

"Hvor er vi?" Spørgsmålet var simpelt, men dog noget der lå Shui meget på sinde. Tiden var gået siden hun havde forladt Ithaca, og hun havde ikke længere styr på, hvor hun befandt sig i forhold til det land, hvor hendes opvækst var ladt tilbage.

Oh, listen to them
The children of the night
What sweet music they make

May dreams be brought that i might reach..
The gentle strains of midnight speech
And frozen stars that gild the forest floor

---

Det tomme pupilløse blik hvilede stirrende på hende ud af øjenkrogen. Dødt lå de i de indsunkne øjenhuler og betragtede hendes sølvglinsende skikkelse. Ingen bevægelser, blot den vante rolige, intetsigende intethed. Vendt mod hende. Men skønt de aldrig virkede rigtigt bevægede sig, så analyserede de. Observerede. Hver. En. Eneste. Detalje. Shuis udtryk forblev blankt, selv efter de pæne, han selv synes han havde ytret overfor hende. Det behagede ham, hun var kommet langt. Men der var stadig ting, som han gerne ville lære hende. Specielt nu hvor hun var ankommet til Proelio, hvor der gjaldt et helt andet regelsæt end hvad man kunne være vant til i Ithaca. Den lilla hingst brummede affærdigende, ved hendes ord om taknemmelighed. skønt hendes stemme bar den mest neutrale klang, som hun mestrede, kunne Recimir sanse hendes emotioners energi. Hvis hun i sandhed ønskede at blive som han, ville dette blive hendes ultimative test. At kontrollere energi. Men dette var en lang og hård proces, som hun skulle lære.. desværre havde dette en vis... ulempe, når hun en dag mestrede den. Men det vil hun opdage til den tid. For nu, lod han hende spørge til sin tilværelse. For hende et nyt land, nye muligheder, nye opdagelser.. for ham. Den samme gamle sang.

"Landet hedder Proelio. Et land ligeså bedragerisk, som det er.. smukt."

Recimir hadede det ord. Skønhed var for ham, en illusion, en facade, et bedragerisk fænomen, der enten kun havde primitive eller forsvarende formål. Recimirs blik gled roligt fremfor sig. Øreme slattent hængede ud til siderne.

"Det er de smukkeste ting, der er farligst. Her gælder der andre regler, Shui."

Through the swirling snow
Volkh's children come
To run with me, to hunt as one
To snatch the lambs of christ
From where they fall..