Laylis 
∆ It's a cruel and random world, but the chaos is all so beautiful. Life is nothing without a little chaos to make it interesting ∆

De gyldne hove gav en symfoni af toner, der blidt formede sig i den tomme tronsal. Himmelrigets slot - og et sted, som ingen af de andre guder befandt sig på nuværende tidspunkt. Det var perfekt. Der formede sig en trækning over mundvigen på den gyldne gudinde, mens hun trådte nærmere spejlet, som stod i midten af rummet. Forhåbentlig - hvis hun havde spillet sine kort korrekt, så ville dette komme som en overraskelse for flere af de andre. Ja, hvis ikke alle. Hemmlighedernes spil og kaosset i det indre. Laylis havde en plan, og den ville denne nat blive ført ud i verden. Det ville kræve en del kræfter og energier, og hun vidste at det ville skabe urøre i flokken på et senere tidspunkt. For nu, var det tid til at sætte gang i kaosset. Murene var bar mange smukke overflader, og det svagelige lys gled forunderligt over tronsalen. Hun havde overvejet at hive sin mage med i spillet, men han var allerede i uføre med mange af de andre guder, så det var bedst at holde ham udenfor. I hvert fald en lille smule endnu... 

Første fase skulle sættes igang, så hun kunne starte det hele. I spejlet foran sig, lod hun Helzoris dukke op. Øjnene lukkede sig. Blodet pumpede rundt i venerne, mens hun lod tiden gå i stå. Han skulle indlemres i en tidszone - deja'vu følelsen ville gå igen og igen, indtil hun havde fået sin hoppe ud af dødsriget. Laylis var i sin sødeste viden om, hvad det var der ville ske og hvad det ville føre til. Det var på tide, at skabe et modspil. Pelsen gnistrede, som energien flød ud og tiden omkredsede Helzoris og lod ham fange i en tidszone. Hendes blik lå mod spejlet for at se det sket. 

Næste skridt. Jaymelia. Hendes energier var nødvendig for at skabe det liv, som Laylis skulle bruge. Hun ville ikke tage det pænt og næppe frivilligt afgive det, men det var ikke hendes valg. Dette var Laylis hævn over den gudinde, der lod hende fange og forsøgte at holde hende i lænker. Hævnen ville blive sød for kaosset. Snart dukkede Jaymelia op i spejlet. Sovende i den sødeste søvn, og Laylis lod denne søvn fortsætte. Fangede hende i et spind af manglende tid, og i søvnens lullende søvn - som tornerose der var lagt til at sove i hundrede år. Så ond ville Laylis dog ikke være. Hun skulle blot bruge hendes energier. Hun sugede energierne til sig. Lod dem løbe gennem sin egen krop og mod dødsriget, hvor den brogede lå dybt inde i dødens gab. 

Energierne flød fra hver lille kilde - og mest af alt fra Jaymelia. Hævnen ville blive sød. Det siges, at historien ville blive skrevet - at skæbnen ville være forsejlet. Åh, hun vidste hvad der ventede hende og hvad der ville ske. Det måtte ske med sådan en list, at ingen ville opdage det.

“Rejs dig min kære,” flød hendes melodiske ord ind i hovedet på Temptation. Det var tid til at hun skulle rejse sig og vandre ind gennem spejlet og op til himmelriget for at møde Laylis med blodet pumpende i de gyldne årer. Den brogede krop rørte på sig, som energierne flød. Det tærede på energien, og Laylis vidste at det ville blive hårdt at holde ved. Hun måtte gå i skjul i noget tid igen efter dette, men det var nødvendigt. De stavrende svage ben bævrede under den brogede, som hun vaklede op i stående stilling. Øjnene havde en hinde over sig. Som en zombie lignende hest gik hun i trance gennem spejlet og ud i tronsalen ved Laylis. 

Hendes mule berørte let den brogede med et åndedrag, så øjnene atter blev åbnet og hun så den brogede  få liv i krop og sjæl igen.  Ord behøvede ikke at blive vekslet, hendes indprint på hoppen var klart. Hendes liv var smedet og fremtiden stod åbenlyst. Det var tid til en ny ære. Ingen var til stede. Dette var et møde, som end ikke sjæle ville kunne indtræffe i. Ikke en levende sjæl foruden Temptation og Laylis var her.  Der var tomt i tronsalen.

“Snart vil Helzoris havde en hær af Helvedes hingste klar. Det er på tide, at kaoshopperne markerer sig i landet. Du vil være deres anfører med en velsignelse.”

She's been through life and death, just to be reborn as a Godess herself. The chaos within her will always remain untamed. Wild and beautiful.

En sitren løb over det brogede skind. Som en elektrisk bølge, gled den henover overfladen og ebbede ud ved ansigtet. Nerverne begyndte at danse i den døde krop. Musklerne dirrede, og små spjæt blev afløst af krampeagtige trækninger. Kramperne var værst omkring bugen, men de satte gang i noget indeni. Lungerne blev atter fyldt med luft. Luft som bragte ilt til det ellers døde kød. Hjertet slog og vakte liv til en krop, en sjæl... en hest, der længe havde været borte. Mange tusinde år var gået, siden det brogede skind sidst havde badet i varmen fra en sol - og dette skønt, at hendes krop ej var badet i andet end mørke og blod, den dag livet sivede ud af hende. De fire klaners krig havde taget hende og efterladt et føl til konsekvenserne af det. Siden dengang havde hendes sjæl hvilet i Dødsriget, nydeligt placeret i mørket med øjnene lukkede. Alt hendes sorg, forevigt begravet med resterne af hendes jordiske hylster. Men skæbnen havde været uforudsigelig. De bævrende ben, fik stavret kroppen op i en stående stilling. Kroppen var på én måde anspændt og brugbar, men samtidig slap og død. Det så unaturligt ud og lignede mest en dukkede, der blev styret udefra. En mælkehvid hinde lå over de døde, tomme øjne, som hverken så eller registrerede. Hovedet hang lettere slapt ud til den ene side, imens benene slæbte kroppen afsted. Hun mindede mest af alt om en zombie.
Inde i Temptations hoved lød en feminin stemme. "Rejs dig min kære," sagde den, og ordene lød igen og igen i hendes indre. En mere fjern version af den samme stemme, kaldte på hende og bad hende komme. Den døde krop vaklede gennem en lys åbning i mørket og da kroppen trådte igennem endte hun i en stor, lys hal. En flygtig følelse af berøring kunne Temptation mærke på sin mule. Idet samme denne berøring havde fundet sted, spredte der sig en varme igennem hele kroppen. Det var som en elektrisk bølge af energi, der brusede ud i de fjerneste lemmer og bragte hende evnen til at ånde, mærke og føle. Sløret løftedes for det døde sind og alle minder, erindringer, oplevelser og følelser stod lige så klare, som den dag hun gik bort. Men tiden havde læget nogen af de dybeste flænger. Hvad enten det var magisk eller naturligt, så var nogle indre sår blevet lægt og denne fortabte sjæl, var nu istedet fyldt med håb og drømme.. ambitioner, ligesom dengang hun først satte sin stribede hov i dette forunderlige land. Den fjerne hinde blev løftet fra hoppens blik og afslørende et par isblå, krystalklare øjne. Deres glød var intens, intelligent og fyrig. Temptation var ingen blødsøden hoppe, det vidste alle der havde kendt hende. Hun ejede en vildskab, der var så vild og fri som de blodrøde lokker der dansede, som flammer omkring den brogedes hoved. Hun var sin egen herre og skønt hun havde været bundet - enten gennem sine føl eller sin kærlighed, så var hun aldrig blevet tæmmet. Blikket faldt på den sandfarvede gudinde foran hende. Laylis... Laylis havde hidkaldt hende? Men hvorfor? Hvorfor hende? Et overvældet udtryk hvilede på de feminine træk i den brogedes ansigt. Men et vagt, ulæseligt smil lagde sig på de bløde læber, da gudinden talte og skænkede Temptation denne titel. Hun bukkede ærbødigt hovedet og indikerede sin tilslutning til Laylis' ord. En ny æra var på vej.

Jaymelia var gledet ind i søvnens tyste verden, hvorfra freden sænkede sig over hende, og lod både tanker og følelser få en pause, fra deres ellers så konstante bevægelser i sindet. Magiens Gudinde havde således ingen anelse om, at tiden fuldstændig forsvandt omkring hende, og det derfor ikke var hende muligt at vågne, selv hvis hun havde ville. Hun blev holdt i en tidslomme skabt af den eneste i denne verden, der ville kunne opretholde et tag i den ellers så ustoppelige tid. Laylis.. Et så mægtigt trick var således også en nødvendig for, at den gyldne Gudinde ville kunne udføre sin nøje planlagte idé, som krævede en magi så stærk, at den kun komme ét sted fra.

I sin dybe søvn, fanget i den manglende tid, havde Jaymelia ingen anelse om, de kræfter der blev stjålet fra hende.

For hele Proelio skyld, fandt hun forhåbentligt heller aldrig ud af det.. 

Helzlori
Angels have faith,
you don't want to be a part of his sin.
You don't want to get lost in his world.

Helzloris tunge krop kom med et helt udmattet suk over den stupide dumhed der omgav ham. Han var i færd med en af de mest kedelige opgaver hvert år bød på. At optælle sjæle i helvede - hvis han talte alle ville han aldrig nå til verdens ende. Men han talte kun nyere sjæle - og så de meget vigtige, der havde spillet en stor rolle rundt om i verden. Blandt andet Insanus havde været iblandt disse, før han blev tilbagekaldt til overfladen af datteren. Helzlori havde således verdens mest dræbende dag og hans øjne rullede, når sjæle peb og tikkede om livet. Andre var helt slørrede og anede ikke hvem de var mere. Nogle sjæle lå endda blot tilbage i dvale, for aldrig at vågne igen. Disse var heldigvis lette.

Hans blik skuede over helvedes rige, netop da han pludselig var tilbage til plageånden, han havde forladt for 10 minutter siden. Hans måben var stor, da han på sin liste så at denne ikke var optalt endnu. Hans arrigskab var pludselig voldsomt stor og han fnøs sjælen op i ansigtet, for så at forlade den og brænde dens navn i listen. Hans hale svirpede hårdt bag ham. Lyden af pib og tik og åh det er så synd for mig, lød og han lagde ørene dybt i nakken. Da han var tilbage til næste del af helvede, for at tage fat hvor han slap, nåede han knap nok at finde listen frem, før han IGEN var tilbage ved plageånden. En plapren som ingen anden lød foran ham. Mine børn! Min allerkæreste skat kan ikke leve uden mig!
Helzlori himlede med øjnene og havde lyst til at slå sig selv i hovedet. Denne hingsts mage var allerede død. De døde sammen, men det havde han åbenbart ikke opdaget. Måske skulle Helzlori bare sætte dem sammen? Han tøvede et øjeblik men bad så sjælen komme med. De fandt magen og alt var så sødmende ulykkeligt, at Helzlori ville kaste op. Men så startede det hele bare forfra igen! Hans øjne var ved at sprænge af uro og had. Dette var ikke en tilfældighed - nogen havde valgt at gøre dette imod ham... Tiden. Tidszone. Han var fanget! Laylis... Laylis... Men han glemte snart navnet, da det hele startede om igen. Måtte han bare bryde ud af denne frustrerende lomme.

When the shadows remain in the light of a day,
on the wings of darkness he has returned to stay.
From the ashes and hate, it's a cruel demons fate.