Fuldmånen gav genskær i det store vådområde ved Luna, som Gudinden Artemis havde valgt skulle være forsamlingssted for den lille håndfuld heste der stadig befandt sig i Vustalum.
Landsdelen var blevet hende tildelt og det hændte sig sådan at den månegrå hoppe ikke rigtig havde nogen idé om hvad hun skulle foretage sig med det ansvar.  Hun stod derfor dybt i sine egne tanker inden det var ved at være tid til at folk ville indfinde sig.  Med et lavt suk vendte hun sig derfor om, da lyden af de første ankommende langsomt nærmede sig, klar til at møde dem.

---

Artemis stod ikke hævet over de andre, men hold sig blot ved søens bred så det var til at se hende blandt mængden.  Hun lod de sidste ankomme inden hun rømmede sig en anelse.

" Til de som ikke kender mig, så er jeg Artemis. Månen- og solens Gudinde, intet mere, intet mindre.  Vustalum er hvor jeg hører til nu, ligesom de andre Guder hver i ser har fået tilhørsforhold i de øvrige landsdele. "

Hoppens stemme lød i et roligt toneleje ud over den lille forsamling, med kendte og knapt så kendte ansigter, men der var ikke så meget andet end tomhed i Gudindens blik, som hun stod her og skulle holde en forsamling. 

"Nabendu er vores Lord, og bekendt med landets titler og deres funktioner. Jeg har ikke i sinde at ændre en masse hvis i ikke finder det nødvendigt, men hvis landsdelen skal have nye beboere og de få der er skal trives, så må vi sørge for at de kan færdes i fred og fordragelighed uanset hvem de er.
Det er mig bekendt at nogle af de andre landsdele har visse problemer
med rebeller der skaber røre og utryghed. Skulle nogle af jer gå med
tanker om at gøre dem kunsten efter, så vil jeg personligt sørge for at i
bliver uskadeliggjort. Permanent. "

Den grå hoppe fandt det vigtigt at hun satte grænser fra starten af. Nok kunne det lyde dystert, men var nødvendigt at understrege at der var nultolerance.  Et lille smil fandt dog vej til hendes mule for at lette stemningen.

" Dermed ikke sagt at man ikke på en saglig måde må komme med forslag til ændringer.  Og nu vi er ovre i det hjørne, så vil jeg meget gerne høre hvad i har at sige "

Nabendu Raakaa
I'll be right here now, to hold you when the skies falls down.

Den store hingst, havde lyttet og hørt. Hans landsdel trængte til forandring - hele Vustlaum var i øjeblikket et sørgeligt stykke land i Proelio. Dyrelivet var frodigt, landsdelen smuk - men heste? Der var kun han og Trudy og dernæst Slavian flokken. Tomt. Her var tomt.

Så da Artemis Gudinde af sol og måne, havde kaldt, havde han lystret. Han vidste ikke holdent hvem af de forskellige Proelioske guder han stolede mest på. Men en gudinde af måne og sol - det var ikke værst, eftersom hans indianske slægt havde for vane at tro meget på universet. Stjernerne, solen og månen. Mørket ligeså. Det bekymrede ham ikke at vandre til Luna under midnats månen. Han trak vejret roligt, som hans ben bragte ham imod Gudinden. Han havde været månevogter. Han bar stadig smykkerne fra sin fortid om halsen. En historie der smagte tragisk i hans mund.

Hingsten standsede for at se Artemis stå der ved søens bred og tale til dem - de få der nu var.
Da hun var færdig, havde hun nævnt ham. Han var bekendt med lovene og ordnen i landsdelen - sandt.
Hendes stemme fortalte en smule ildevarslende, hvordan hun ville behandle dem der gik imod landsdelen.

"Min status her, vil fortsætte... Jeg ønsker at få besat de resterende titler hos landsdelens øverste. I øjeblikket synes det ikke muligt, da vi er så få, så første prioritet må være at forsøge at få nye heste ind hos os. Så vi sammen kan vokse os til en sund og stærk landsdel igen - som før sygdommen..." hans autoritære stemme lød mild for dem alle. Han så med et roligt respektfuldt blik på Artemis. Dette samarbejde kunne blive godt.
Men Nabendu vidste at nye nok ville dukke op - måske i aften. Han havde en aftale. Og den aftale var indgået med Helzlori.

I will always, be the one who took your place.

Også Trudy var nu ankommet til Artemis forsamling, og så var hele Vustalums befolkning stort set samlet. Den sorte hoppe holdt sig i baggrunden. Hun havde opfattet denne landsdel som sit hjem, lige siden hun var kommet gennem portalen til fremtidens Proelio. Længe før Månegudinden var blevet koblet til denne del af landet. Noget af det hun var faldet for ved Vustalum var dets intimitet. Her var småt, men godt. At der så heller ikke var specielt mange andre heste her, havde blot været et plus i Trudys bog. Men som de mosgrønne øjne gled fra Nabendu Raakaa til Artemis, forstod hun godt ønsket om flere heste til landsdelen. Denne forsamling grænsede jo til ynkelig. Når alt kom til alt, burde den sorte hoppe vel egentligt også forlade denne landsdel til fordel for Sylinum. Udover at være tilknyttet til Amazona, så herskede der en gud der, som stod Trudy ganske nær. Faktisk så nær, at blot tanken om ham, fik hendes hjerte til at slå hurtigere. Et svagt smil spillede om hendes hvide mule. For selvom Trudy havde stærke tilknytninger til en anden landsdel, ønskede hun faktisk ikke, at forlade Vustalum. For dette var hendes hjem, og hun var for fri en fugl til, at kunne presses til at tage et valg, der ikke stammede fra hendes eget hjerte, heller ikke selvom logikken var tydelig.

Som Artemis nu begyndte at tale, stod Trudy blot og hvilede ganske fredsommeligt på det ene bagben, mens hun lyttede. Denne fred fik dog en brat ende, som gudinden begyndte at true dem. Straks røg de slanke, sorte ører ned langs nakken, mens det glimtede faretruende i de mosgrønne øjne. Al Trudys gamle modstand over for guderne vældede nu op i hende på ny. Altid troede de, at de var bedre end alle andre. At det var dem alles liv drejede sig om, og at de kunne gøre hvad det passede dem!

Den sorte hoppe havde tidligere hjulpet Artemis med hendes såkaldte månemissioner, men hvis den anden troede at trusler var vejen frem, kunne hun godt tro om igen! Så var der absolut ingen hjælp at hente fra Trudy, der da også valgte at tie ganske demonstrativt, da Månegudinden ellers bedte dem om at sige deres mening.

Caeli Pluvia
Remember me, Once in a while, Please promise me you'll try
When you find, That once again you long, To take your heart back and be free
If you ever find a moment, Spare a thought for me

Caeli tilhørte Slavian. Slavian boede i Vustlaum. Hun vidste på ingen måde om de andre ville dukke op til Artemis møde, men Caeli havde naturligvis hørt sin moder og ville aldrig nogensinde gå imod hende. Hendes hjerte var så frit som aldrig før, efter Insanus havde bedt Artemis slette hvert et minde, hvert kys, hver berøring, hvert hjertebank, der havde indehold ham. Hingsten hun havde svoret at elske til evighedernes verden. Og det gjorde hun også - hun vidste det bare ikke. De store brede vinger, moderen også havde givet hende på Insanus opfordring, bragte hende ubesværet frem til Luna. Hun smilede og den røde man flagrede i vinden. Der var så få. Så få heste. Kun tre. Caeli svævede ned og ned, indtil hun landede der imellem dem, en anelse klodset og ungdommeligt, som hun knækkede let sammen i de skæve forben. Hun rejste sig dog med et blottet smil, der strålede hendes lykke - falsk lykke. Indbilding. Magi... Smerten væk? Eller blot begravet et sted i hendes sind, hun ikke kunne nå?

Hun kunne ikke forstå Dawn ikke var her. Men han rejste også sine egne veje - og var lidt underlig for tiden.
"Hej moder - og Nabendu... Lord. Og... Jeg har set Dem før, men mindes ikke at vi har mødtes personligt." hvor lille begravede Caeli med tragedien skrevet i sine orange øjne var, kunne kun Artemis vide. Her stod hun og åbnede op og afbrød faktisk et alvorligt møde med sin livsglade stemning...

Think of all the things we've shared and seen
Don't think about the way things might have been

Calliope var sent på den, men det var også den smukke månes skyld og følelsen af solnedgangen! Hun måtte skynde sig fra kysten i Vustlaum til Luna. Hun havde forladt Natiaum, da hun fandt ud af Smeyé tilkaldte til møde der. Nej! Nej ikke den vanvittige gud, det kunne hun slet ikke. Derfor søgte hun til Vustlaum. Til sin moders landsdel og et kønt område. Hun galoperede stedet i møde tidsnok til at se sin fantastiske storesøsters vingefange lande. Den grå krop med den røde man var ikke så velkendt, men hun vidste hvem Caeli Pluvia var og de havde mødt hinanden. Der var en kæmpe aldersforskel, men Calliope følte alligevel at de to kunne tale let og elske hinanden ubesværet.

Den Gyldne stillede sig derfor lige ved siden af den månegrå med lystige røde øjne og de lige så smukke sorte krøller over sin krop som Caelis smukke røde.
"Jeg formoder i er igang!" sagde datteren forpustet og sukkede for at få vejret. "Jeg ønsker at være en del af denne landsdel, nu hvor min moder er her... Goddag... De kalder mig Calliope." der var et glimt i hendes øjne og ved siden af sin søster følte hun sig stærk og lykkelig.

Vesperus var som altid lige i hælene på sin søster, og dukkede derfor op samtidigt med. Han sagde ikke så meget i det han ikke følte tiden var det, og derfor sendte han blot et roligt smil til forsamlingen, inden han rettede blikket mod sin mor.

Aaron havde egentlig haft god tid til at ankomme til forsamlingen, men da han nåede hertil var det et overraskende syn der mødte ham.  Eller manglen på samme. Hans far var ingen steder at se og det fik den yngre hingst til at rynke en anelse på brynene i det han fandt sin plads blandt de andre. Han nikkede respektfuldt til Trudy og Nabendu, inden han så over på Caeli og hendes to yngre søskende der stod tæt sammen.   Han fik sig placeret tæt nok på Caeli til at kunne snakke til hende uden at forstyrre for meget.

" Hvor er Dawn? "

Hviskede han stille, med undren i stemmen.   Ellers var der ikke megen følelse at spore i hans stemme overfor den grå hoppe. 

Artemis lyttede ganske tålmodigt til hvad Nabendu havde at sige imens hendes blik hvilede på den svagt voksende forsamling. Et udefinerbart smil spillede kort over hendes mule da den sorte hoppe valgte at tie.   Det kuede ikke den grå gudinde, for Trudy var fri til at gå sine egne veje hvis hun ikke ønskede at opretholde fred og ro i landsdelen.  Det kunne måske være hun var en af dem der ønskede at skabe den røre og utryghed som Artemis stærkt havde anbefalet man ikke burde gøre hvis man ville uskadeliggøres.  Artemis klukkede stille for sig selv, mens tankerne kort strøg over på guden Smeyé da hendes nyeste skud på stammen ankom, da ophørte den svage klukken og blikket blev en anelse mørkere.  Fred eller ej, så havde hun stadig et brændende ønske om at se blodet flyde hos den blå gud.   Hvis bare..
Artemis rystede på hovedet og kom lidt til sig selv igen. Hun kunne ikke stå her og dvæle. 

" Nabendu. Jeg stoler på din dømmekraft og din erfaring rækker langt længere end min egen.    Jeg ved der findes heste i denne landsdel der vil kunne hjælpe dig med at udfylde de poster du mangler, men det er op til dig hvem du ønsker.    "

Artemis ønskede ikke at sætte stramme retningslinjer op for hvordan livet skulle føres. Hun havde en regel, som hun allerede havde frembragt, men resten måtte hun dog indrømme ikke rørte hende så meget.  Det var trods alt ikke helt frivilligt hun havde indvilget til dette arrangement.  Frivillig tvang, hvis man skulle kalde det noget.
Blikket røg ned på den lille forsamling fra Slavian og hun manglede et kendt ansigt.  Hun brummede en anelse svagt, men lod det så ligge. 

Tøffende i et tempo der absolut ikke var imponerende, ankom den stribede Jah-lila nu til forsamlingen, mens et varmt smil oplyste hendes mørke mule. De blå øjne strålede af spænding over hvad der skulle ske. At hun selv sådan set kom for sent, end ikke strejfede hendes tanker. Blikket gled rundt til forsamlingen, hvor det stoppede forbløffet ved hendes mor. Jah-lila og Trudy så ikke så forfærdeligt meget til hinanden, men hvor Trudy altid havde boet i landsdelen, var Jah-lila sådan set en tilflytter, da hun før havde opholdt sig i Elasium, og kun via Slavian var kommet her til Vustlaum. Og nu hun var ved Slavian, hvor var Dawn egentligt? Endnu en gang gled blikket rundt, for det kunne jo være, at hun havde overset den store brune hingst med det enorme vingefang første gang. Men nej, han var ikke at spotte.. Nå, han kom jo nok på et eller andet tidspunkt.

Stille skridtede den stribede hoppe nu hen og stillede sig ved siden af sin mor. De to hopper var som nat og dag, ikke så meget i udseendet som i sind! Kærligt lagde hun sin mule på den sorte skulder, inden hun vendte sin opmærksomhed mod månegudinden.

Nabendu Raakaa
I'll be right here now, to hold you when the skies falls down.

Den store hingst var netop ved at åbne munden igen, da den bevingede Caeli fløj direkte til forsamlingen og med sig havde hun sine yngre søskende. De bragte et vældigt påstyr over forsamlingen, så selv Nabendu et øjeblik blev helt paf. Men han blev ikke vred, han rynkede blot sin pande og forsøgte at lade være med at trække på smilebåndet over deres begejstring. De var kommet for sent og det ærgede tydeligt søstrene. Det var Artemis' børn. Alle tre - og ikke til at tage fejl af. Han nikkede af disse grunde respekterende til de tre og pludselig ankom flere heste. Det var Slavians medlemmer, der valgte at troppe op - men ingen Dawn. Nabendu var dog glad for støtten, så føltes landsdelen knap så lille. Og Calliope havde valgt at flytte hertil og Vesperus fulgte med - så de to var her for at blive nu?

Nabendu brummede da påstyret havde lagt sig og folk afventede flere ord fra han selv og Artemis. Artemis tog det og fortalte at hun stolede på hans dømmekraft og erfaring. Et ærbødigt smil bredte sig på hingstens læber og han bukkede en anelse galant for gudinden. De måtte samarbejde, omend hendes trussel virkede noget... Overreagerende. Hans blik faldt nu på folket igen. "Nu da flere er ankommet - er der nogen der kunne ønske at stille op til en titel på denne dag? Vi har tre der må besættets for De Øverste er fuldtallige i Vustlaum. En månebeskytter, der vil strejfe landets grænser og holde øje med uvedkommende - denne skal naturligvis kunne udsende disse igen, om de når til grænsen. Dette er en vigtig opgave, da jeg netop stødte på Renekton - landsforræderen for få uger siden. Dernæst en stjernespion - en der kan spejde udenfor vores grænser fra tid til anden og opsnappe informationer, der kan have betydning for os. En Solkriger, der vil stå for landsdelens forsvar, om der skulle ske oprør." han rankede sig en smule og afventede nu folkets ord. Dette møde ville snart slutte, hvis ikke titlerne skulle udleveres på denne dag.

I will always, be the one who took your place.

Caeli Pluvia
Remember me, Once in a while, Please promise me you'll try
When you find, That once again you long, To take your heart back and be free
If you ever find a moment, Spare a thought for me

Caeli stirrede på den yndige lillesøster og broder hun havde fået sig. Tænk at hendes forældre af alle, skulle finde sammen igen efter så mange år... Det bragte glæde hos Caeli, hun håbede inderligt at Nocturno ville dele denne en skønne dag. Så de alle kunne være en familie igen... Glade.

Pludselig dukkede Dawns søn op... Inari. Det var en periode af Caelis liv der var slørret af - noget? Men hvad dog? Et eller andet sted huskede hun knap at hun og Dawn havde været adskilt siden Ducan og forstod faktisk ikke helt hvordan hun overhovedet kunne holde den tid ud?

Hun så på ham med en anelse bekymring i øjnene. "Jeg ved det faktisk ikke... Samme spørgsmål plager mig." hviskede hun sagte.

Hun sukkede, da moderen nu talte igen og dernæst Lord'en Nabendu. Hun ønskede ikke at melde sig til en titel og holdt sig derfor tavs imens hun så rundt.

Think of all the things we've shared and seen
Don't think about the way things might have been

Den hvide Solitaïre var havnet i landsdelen Vustlaum igen. Hun vidste hvem Lorden var, Nabendu, men de havde kun set hinanden en enkelt gang. Hun var havnet her, fordi Helzlori havde bragt hende hertil, for at beskytte hende fra dem, der ønskede at skade hende, for at skade ham. Han havde bedt hende om at finde den forsamling de havde, bedt hende om at søge ind i deres landsdel. Men hvorfor skulle hun få lov til det? De kendte hende jo ikke… Den lille hvide fortsatte sin ensomme vandren, lyttende til de mange stemmer hun kunne høre i det fjerne.

**********

Længe gik der ikke, før hun nu så mange forskellige heste stå samlet, men kun én kunne hun genkende. Skråt bag ham kom hun gående, bag Nabendu der stod og talte. Hendes hvide øre vippede uroligt rundt, meget uroligt endda. Flere meter fra forsamlingen stoppede hun op, mens ørene fadt uroligt og usikkert bagud. Hovedet blev sænket ned, og den hvide hoppe mærkede hvordan hendes hjerte hamrede i hendes bringe. Blikket faldt i jorden, usikkert, mens hun forsøgte at finde sin stemme frem.

,,Jeg.. Mit.. Mit navn er Solitaïre..”

Sagde hun med skælvende stemme. Hun havde aldrig været i så stor en forsamling, og hun var kun lige blevet skilt fra den hingst, der gav hende ro, for nu at være helt alene igen. Det var ikke en god kombi for den lille hvide.

,,Jeg.. Vil gerne.. have opholdstilladelse i Vustlaum”

Sagde hun så. Hvordan skulle hun ellers formulere det? Hendes blik løftede sig helt stille, og hvilede imod Nabendus forben. Det var jo henvendt til ham, fordi han var Lord. Men hun turde ikke rejse blikket helt op, og kigge ham i øjnene. For de andre kiggede jo nok også, på denne nyankomne hvide hoppe.

Calliope lyttede opmærksomt til ordene der blev sagt og måtte tage sig i ikke at plapre videre. Det var trods alt ikke hendes landsdel - hun var blot en nyankommen og datter af gudinden. Var det en stor titel i forvejen? Kunne hun rent faktisk få en af disse pladser Nabendu omtalte eller var hun for ung??
Hoppens opmærksomhed flakkede kort efter da en hvid skikkelse dukkede op. Hun virkede så anspændt og nervøs og stjal enhver opmærksomhed, med al den overskyggende uro i hendes krop. Calliope følte dog medlidenhed omgående... Hvor måtte det være skrækkeligt at føle sig så usikker! Og så ville søge ind i landsdelen. Calliope vippede ørene mod denne hvide Solitaïre. Men nu kunne hun ikke holde noget i sig længere. Den unge hoppe, der blot lige var vokset ind i en mere moden krop nærmede sig den hvide og tippede hovedet på skrå med et kærligt blik. "Kom da tættere på - jeg har også lige søgt ind i landsdelen, du kan stå ved min familie?" hun nikkede mod Caeli - den grå hoppe med krøllet rød man, var hendes smukke storesøster... nu med de flotteste vinger. Vesper var hendes tvilling og Artemis Gudinden hendes moder.

Den hvide hoppe stod nærmest som forstenet med blikket rettet lidt søgende imod Nabendu. Hun søgte hans opmærksomhed, hans ord, for om hun måtte blive hos dem, være i deres selskab og i deres landsdel. Men det var ikke ham, der kom hende nærmere nu. I stedet var det opmærksomheden fra en ung, ganske køn hoppe, der ramte i den hvides sensitive øre. Hoppen kom nærmere og nærmere, alt imens hun talte med en rolig stemme og et kærligt blik. Solis isblå øjne faldt straks i jorden, og hendes krop blev om muligt endnu mere underdanigt, inden hun gumlede lidt på ingenting. Hun inviterede Solitaïre tættere på; hun måtte endda stå ved hendes familie.

Langsomt rejste hun blikket en lille smule, så de isblå øjne nu fik øje på den grå hoppe, Caeli, som hun havde mødt dengang Salira var helt lille, og hvor flammer i isen havde forsøgt at fange dem alle tre. Hun genkendte hende tydeligt, med den fine grå pels og den blodrøde, krøllede man. Så køn.
Soli drejede blikket på den unge hoppe, forsigtigt. De lignede hinanden lidt, med deres krøllede man; dog var denne hoppes man sort og ikke rød. Og pelsen var heller ikke grå. Men de havde alligevel ligheder.

,,Jeg.. det.. Jeg vil ikke trænge mig på”

Sagde hun så, helt stille, og dog taknemmeligt.

,,Men det var.. sødt og betænksomt af dig”

Tilføjede den hvide, nærmest undskyldende.

Nabendu Raakaa
I'll be right here now, to hold you when the skies falls down.

Nabendu hørte ingen svar fra landsdelens medlemmer. Opgaven så faktisk helt håbløs ud i øjeblikket... Men han bibeholdt sit gode mod og rankede sig en anelse for at uddele titler og høre om folk ville acceptere disse. Men så blev mødet forstyrret et øjeblik - for ham i hvert fald. Hans øjne fangede en skikkelse som han havde set før. Og for nylig havde Dødsguden selv været hos ham og de havde indgået en aftale. Han sank et øjeblik dybt, men kroppen forblev rank. Hun var en vandrende skønhed - dog så skrøbelig og han ønskede bestemt at tage hende under sine vinger. Primisserne han måtte gøre dette på var dog en anelse... Ude af hans ønske. Men han accepterede det, for han kunne være med til at vise Solitaïre at hele verden ikke var imod hende og sort.

Han nåede ikke at reagere før Calliope var over hende. Han sukkede - det var håbløst! Artemis børn var naturligvis velkomne. Men de var godt nok impulsive.

"Solitaïre. Du er mere end velkommen i Vustlaum, jeg ønsker helt personligt at du får et hjem, der er sikkert og trygt." den store hingst smilede - næsten kærligt. Det var sjældent andre end hans familie fik det smil. Han så derefter på dem alle.

"Jeg vil foreslå unge Vesperus at blive Månebeskytter. Måske vil søsteren Calliope egne sig til at blive Stjernespion? I øjeblikket kommer vi til at mangle en Solkriger - denne må vi finde en skønne dag." det var ikke umildbart de foretrukne valg - jo Vesperus nok. Men i øjeblikket var landsdelen bare ikke større - det ville komme. En dag.

I will always, be the one who took your place.