Post by Deleted on Apr 25, 2018 18:54:38 GMT 1
Stilheden havde drevet den store hingst de sidste par måneder, stilheden havde været hans selskab – den og skyggerne, hans skygger. Han var dog aldrig ensom altid ville disse holde ham med selskab, hans venner hans familie, hans evige sindsforestillinger. Omkring ham havde natten slået sit greb i selv de sidste afkroge af denne ellers normalt så lyse verden. Skyggerne dansede i månens pressende stråler og hans øjne lod sig godt tryllebinde af disse. Dette var ikke hans skygger, men om de hørte til nogen, kunne han ikke svare på. Nattens væsner krøb frem fra deres skjul og begyndte at bevæge sig stille, lede efter bytte, lede efter ofre.
”Stille!”
Den hvislende og mørke røst lå dybt i hans store krop – næsten rusten lød den dybe stemme. Hans blik flakkede kort rundt, før han atter næsten ligegyldigt kiggede ud i intetheden. Han havde denne nat selskab og ikke af hvem som helst, hans elskede skygger, hans elskede vrangforestillinger dannede billeder i hovedet på ham, dannede ord og skænderier. Kort efter den mørke stemme havde brudt den mørke nats stilhed forsvandt skænderierne, men andre billeder dukkede i stedet op. Foran ham stod en hoppe – en hoppe han ikke ønskede at danne selskab med og de mørke ører blev lagt dybt i den blå/sorte nakke
”Hvad laver de her gudedatter – antiloper opsøger heller ikke løverne for at snakke”
Rusten nærmest raslede af den mørke stemme i takt med hvert et ord som forlod hans mørke og dystre mule. Blodet løb ned af den blå hoppe og dette scenarie var mere fantasi i hans hoved end det skete i virkeligheden – men han elskede dette syn, elskede at se den store hoppe lide – Flakezes ældste datter og den eneste som ejede den farve han så længe havde elsket. Denne blå hoppe bar lyset og kærligheden over alt. Han blinkede kort med de mørke øjne og den blå hopper havde atter forladt hans åsyn – han vidste dog næsten godt at hun ikke havde været der. Skyggerne kærtegnede hans store og robuste krop, kælede for ham, strøg ham med hårerene og snakkede beroligende til ham. Disse kunne ikke ses for andre end han selv – men for ham var disse lige så virkelige som luften omkring dem.
”Stille!”
Den hvislende og mørke røst lå dybt i hans store krop – næsten rusten lød den dybe stemme. Hans blik flakkede kort rundt, før han atter næsten ligegyldigt kiggede ud i intetheden. Han havde denne nat selskab og ikke af hvem som helst, hans elskede skygger, hans elskede vrangforestillinger dannede billeder i hovedet på ham, dannede ord og skænderier. Kort efter den mørke stemme havde brudt den mørke nats stilhed forsvandt skænderierne, men andre billeder dukkede i stedet op. Foran ham stod en hoppe – en hoppe han ikke ønskede at danne selskab med og de mørke ører blev lagt dybt i den blå/sorte nakke
”Hvad laver de her gudedatter – antiloper opsøger heller ikke løverne for at snakke”
Rusten nærmest raslede af den mørke stemme i takt med hvert et ord som forlod hans mørke og dystre mule. Blodet løb ned af den blå hoppe og dette scenarie var mere fantasi i hans hoved end det skete i virkeligheden – men han elskede dette syn, elskede at se den store hoppe lide – Flakezes ældste datter og den eneste som ejede den farve han så længe havde elsket. Denne blå hoppe bar lyset og kærligheden over alt. Han blinkede kort med de mørke øjne og den blå hopper havde atter forladt hans åsyn – han vidste dog næsten godt at hun ikke havde været der. Skyggerne kærtegnede hans store og robuste krop, kælede for ham, strøg ham med hårerene og snakkede beroligende til ham. Disse kunne ikke ses for andre end han selv – men for ham var disse lige så virkelige som luften omkring dem.