Fazet

We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.

Længe havde han vandret afsted. Omgivelserne måtte have ændret sig meget, for underlaget blev hårdere og hårdere. Først havde det været ujævnt og fået ham til, at blive mere forsigtig. Så havde det forandret sig igen. Nu var det hårdt, og en rungende lyd fik ørene til at poppe frem - i hvert fald det der var tilbage af dem. Den sortblå hingst var som altid på vandring og intet holdt ham fra, at udforske. Der var noget i luften, som alligevel fik ham til at overveje situationen mere. Det var en kold luft, men var der mere i det? Snart rungede et ekko af hans hove, og han måtte indse, at han havde forvildet sig ud i ukendt farvande endnu engang. Han var vandret længere end nogensinde før, og om han stadig var i Natiaum eller om han havde forladt det, var han lidt i tvivl om. 

When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?

Constantine

Constantine var taget ud på en af sine elskede vandreture som der havde været noget færre af siden han mødte Oasis og de havde fået Kerizín. Nu var der dog tid til en tur igen og han vandrede tilfredst afsted uden mål eller retning. På afstand så ruinen interessant og spændende ud så Constantine havde sat tempoet op for at udforske den men efterhånden som han bevægede sig ind i den virkede den mere og mere skummel.

Der var mange mærkelige lyde og efterhånden som han bevægede sig længere ind blev han i tvivl om lydende kom fra ham selv eller om der mon var andre der bevægede sig rundt herinde. Den måde lydene blev sendt rundt gennem smalle gange og mærkelige huller gjorde det svært for ham at vurdere hvor de kom fra og gjorde ham lettere forvirret. Hans skridt blev langsommere og langsommere og han indså hurtigt at nogle af lydende ændrede sig. Betød det at der var nogen herinde? Nysgerrigt så han sig omkring og prustede, normalt ville han vrinske men han frygtede at et vrinsk ville larme ganske forfærdeligt.

Fazet

We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.

Snart fornemmede han endnu en væg. Kunne der virkelig blive ved med at være en mur, hvorend han bevægede sig hen? Han kom med et irriteret fnys, inden han for - gud ved hvilken gang - atter valgte at dreje om på hovene og gå i en ny retning. Han stoppede op. Det ene øre sitrede. Der var andre her. Han kunne høre lyden af andre hovslag og lugten af en anden mængede sig ligeledes. Et prust fik ham til at smække ørerne tilbage i nakken igen. En hingst.

Fazet satte dog på trods af det alligevel afsted i skridt. Han udforskede, denne gang i retningen af den fremmede til trods fro, at den fremmede ville kunne skimme ham hurtigere end duften ville varsle om, om det var fare eller blot endnu en, som han kunne tryne.

When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?