Siden den store, sorte hingst for første gang havde opdaget Mortem Church, havde han været på mange hyppige visit i den gamle, mørke kirke. Det var et sted, der tiltalte ham utrolig meget, og derfor fandt han sig selv vende tilbage hertil gang på gang, når han var på sine hyppige vandringer uden for Darkenas rige. Han vidste, at han som Sjæleberøver i Darkena havde meget ansvar og mange forpligtelser og derfor burde bruge det meste af sin tid dér, men sommetider stod det sted ham altså bare langt ud af halsen, og så var han nødt til at søge til andre dele af Proelio. Det var ikke fordi, at han ikke brød sig om Darkena eller sin titel i landet - nej, det var stadig hans foretrukne landsdel, og han nød sit samarbejde med Mambu, Darkenas Øverste. Men det var hans far... Alt i Darkena mindede ham bare om ham, og det var efterhånden ved at stå den store Freakshow langt ud af halsen. Engang havde han set op til sin far og ønsket at være lige som ham. Men nu var det efterhånden ved at gå op for ham, at han aldrig ville kunne blive andet end en skuffelse i sin fars øjne. Ligegyldigt hvad han gjorde, så var hans far altid utilfreds med ham. Han kunne aldrig leve op til hans forventninger. Så nu var han langsomt og faktisk ganske ubevidst ved at tage mere og mere afstand til sin far. Han gik mere og mere solo og havde p.t. svært ved at finde sin plads her i livet. For hvis han ikke var Freakshow, den store Dødsgud Helzloris søn, hvad var han så?

Mortem Church, ikke ligefrem et sted som emmede af hygge. Alligevel befandt en slank, grøn skikkelse sig på dette sted, til trods for at hun mildest talt virkede ret så malplaceret. Der var noget ved den uhyggelige stemning der tiltrak hende, noget ved den mørke magi der herskede over stedet, noget ved døden som tydeligvis hang ved alt i denne mørke kirke. Dette var et sted så ulig, hvad hun selv kendte til fra sin egen verden. Der havde døden været noget fredfyldt, en behagelig hvile for dem som ikke længere ønskede at være en del af livets trummerum. Men her ved Mortem Church herskede der en helt anden stemning. Liv var blevet taget mod sjælens vilje, og en form for hævngerrig ånd hang i luften, til trods for de døde ikke var genopstået. Det ville kun være muligt via en gud, og så vidt Jaymelia kunne mærke, havde ingen af de tre guder der kunne vække de døde, betrådt dette trøstesløse sted.

Med ét gik det dog op for den grønne gudinde, at det ikke var alt på dette sted som var dødt. Hun kunne ikke se ham, men fornemmede ganske tydeligt hans tilstedeværelse. Og minsandten om ikke der var noget genkendeligt ved den anden. Blodet der flød i hans årer bar det umiskendelige præg af Helzlori. Et stort smil dukkede nu op på hendes hvide mule, der næsten strålede i alt dette mørke. Det skulle nok blive interessant.

Usynligheden lagde sig som en kappe over hoppen, mens et direkte legesygt blik dukkede op i hendes havblå øjne. Hun fornemmede følelser i denne hingst, men idet Magiens Gudinde endnu ikke var specielt godt bekendt med disse følelser, andet end de mest basale, forstod hun ikke at tolke dem. Det kunne dog også være lige meget, for nu skulle de have det sjovt! Lydløst bevægede hun sig rundt til hun kunne se denne søn af dødsguden. En vind begyndte pludselig at blæse op, til trods for der for et øjeblik siden, havde været ganske vindstille. De gamle døre knirkede, da de begyndte at bevæge sig og var det ikke den gamle klokke i kirketårnet der nu begyndte at bimle? Jaymelia stirrede med stor forventning på hingsten, gemt væk bag sit slør af usynlighed. Gad vide hvor let denne sjæl var at skræmme? 

Han traskede fortsat videre i sine egne tanker, alt imens han kom tættere og tættere på den store kirke, der stod i alt sin pragt i det mørke område. Skoven havde været så mild og vindstille før, men pludselig begyndte det at blæse noget så kraftigt op. Han skuttede sig let i kulden og undrede sig over, hvor den pludselige blæst kom fra, men tænkte ellers ikke mere over det.
Da han nærmede sig kirkens indgang, kunne han dog høre de gamle døre knirke, inden de pludselig sprang op lige foran ham. Det gav et lille sæt i hans krop, alt imens han veg et skridt tilbage. Var de gamle døre ikke alt for tunge til at kunne blive blæst op af vinden på den måde? Pludselig begyndte den gamle klokke i kirketårnet at ringe højt og kraftigt lige ovenover ham, hvilket kort fik ham til at spjætte af forskrækkelse. Han faldt dog hurtigt til ro og lod i stedet en mørk latter runge ud i luften. Var det mon den gamle Jupan, der endelig var vågnet fra sin død og tog imod ham på denne måde? Han smilede stort og lettere vanvittigt, inden han med et udfordrende blik trådte igennem kirkedørene - klar til at modtage, hvad end der ventede ham derinde!

Den store hingst spjættede tydeligt af forskrækkelse, hvilket fik Jaymelia til at le lydløst. Vinden tog nu til og ud over døren, begyndte skodderne for vinduerne ligeledes at klapre, jorden begyndte at ryste let som om et svagt jordskælv gik gennem Mortem Church, mens de få gravsten der endnu fandtes, begyndte at flække på må og få, som om de døde forsøgte at bryde ud af deres grave. Åh ja, den grønne gudinde morede sig kosteligt, og lod i den grad dette døde område komme til live igen. Der var dog én ting der manglede, et sidste prik over iét til ære for denne hingst, der i udseende passede så glimrende til Mortem Church. Et svagt omrids af en hest synes nu at stige op af den største af gravene. Den var tydeligt besværet, da den manglede et halvt forben. Pelsen var faldet af, og det blege skelet var kun delvist gemt bag et lag af rådnet kød. Kraniet med de tomme øjenhuller blev nu vendt mod hingsten, som den vaklende bevægede sig hen imod. Munden med de manglende tænder blev nu åbnet på vid gab, som skreg den døde sin hævn ud mod den store hingst. Der hørtes dog intet udover skrigende fra vinden, der fortsat piskede henover den mørke kirke.

Med ét synes genfærdet at få mere og mere fart på, inden det til sidst med en afsindig hastighed bragede direkte ind i den mørke hingst, hvor det forsvandt i hans indre. Jaymelia, der havde en vis sans for dramatik, havde dog i sidste øjeblik ændret genfærdet, så det havde taget form som selveste dødsguden, lige inden det tørnede sammen med sønnen..

Lige så pludseligt som det hele var startet, lige så pludseligt var alt atter forsvundet, og en næsten uvirkelig stilhed lagde sig over Mortem Church. Jaymelia der nu var fuldt ud synlig og placeret direkte bag den mørke hingst, studerede ham med latter i blikket. "Er du bange for de døde, søn af dødsguden?"

Vinden tog til i styrke, og nu begyndte skodderne for vinduerne ligeledes at klapre. Pludselig begyndte jorden under ham at ryste, som om et mindre jordskælv gik igennem kirken. De få gravsten uden for kirken begyndte at flække på må og få, som om de døde prøvede at bryde ud af deres grave. Han kunne ikke lade være med at smile. Den gamle Jupan havde sørme sans for dramatik, og det kunne han godt lide. Pludselig syntes et svagt omrids af en hest at stige op fra den største af gravene. Den manglede et halvt forben og alt sin pels, og skelettet var kun delvist gemt bag et lag af rådnet kød. Dens kranie med de tomme øjenhuller blev vendt mod ham, mens den vaklede hen imod ham med munden på vid gab. Han vendte sig mod hingsten og smilede imødekommende. Så det var altså sådan, den gamle Jupan så ud? Det skulle nok blive et spændende møde!

Skelettet begyndte dog pludselig at få mere og mere fart på, inden det til sidst med en afsindig hastighed bragede lige ind i ham og forsvandt ud af det blå. Lige inden det var løbet direkte ind i ham, havde det dog taget form som selveste hans far, der på truende vis kom styrtende imod ham på en yderst skræmmende måde. Han blev stående i lidt tid og prøvede at samle tankerne, mens han forvirret rystede på hovedet. Hvad var der lige foregået dér? Synet af hans far komme imod ham på den måde havde slået ham lidt ud...

Pludselig forsvandt alle rædslerne omkring ham lige så hurtigt, som de var dukket op, og der blev atter dødstille omkring den gamle kirke. Det gav et lille sæt i ham, da en stemme pludselig brød stilheden lige bag ham. Han vendte sig hurtigt om og fik øje på selveste Jaymelia. Hans hoved blev langsomt tippet på skrå, inden et uhyggeligt smil flækkede hans læber. Han havde ikke forestillet sig, at denne gamle tøs ville have sans for gys på denne måde...

,,Der skal mere til at skræmme mig, kæreste Jaymelia... Selvom jeg dog må rose dig for at have gjort et godt forsøg."

Han syntes selv, at det lykkedes ham at finde en arrogant og rimelig god fascade frem - for sandheden var jo, at han faktisk var blevet lidt skræmt. Men det kunne han naturligvis ikke indrømme over for hende...

Det var meget muligt at den store Freakshow ikke ligefrem rystede af skræk, men han havde i det mindste fået sig et mindre chok, og det var nok til at tilfredsstille den grønne gudinde. Mortem Church var ikke ligefrem et rart sted og selvom der ganske vidst var hengemt magi i den gamle kirke, så var det på ingen måde så stærkt, at det ville kunne rejse sig på den måde, som den mørke hingst lige havde været vidne til. Men med lidt hjælp var der kommet liv i det ellers så døde område, og det havde alt sammen været til ære for Helzloris søn. Det sitrede let i Jaymelia. Hvor hun dog elskede at lade magien herske!

Freakshow der nu var blevet bevidst om hendes tilstedeværelse, havde vendt sig mod hende med et gyseligt smil om den brede mule. Han var ingen dum hingst, og havde med det samme lagt to og to sammen. Det havde ikke været Jupans magi, han netop havde oplevet. Da den mørke hingst nu forsøgte at bilde hende, at han ikke var blevet skræmt, kunne den grønne gudinde ikke lade være med at le mildt. "Jamen så må jeg jo gøre mig mere umage næste gang."

Med lette skridt der næsten ikke berørte den døde jord, bevægede Jaymelia sig nu nærmere sin medguds søn. Et blidt smil lå om den hvide mule, så stor en kontrast til Freakshows uhyggelige grimasse. Hun stoppede op direkte foran ham. Han var en stor hingst, både i højde bredde, og tordnede sig derfor op foran den grønne hoppe, der så næsten sart og direkte skrøbelig ud i hans selskab. I dette tilfælde skulle man dog ikke skue hesten på hårene, og det var bestemt ikke hoppen der var den sarte og skrøbelige af de to.

"Fortæl mig nu unge Freakshow, hvorfor befinder du dig på dette trøsteløse sted? Har I ikke steder i Darkena, der er lige så trøsteløse, og som du ikke behøver at begive dig ud på en hel dagsvandring for at komme til? For det er da i Darkena du høre til, ikke sandt? Blandt din far og hans undersåtter." De strålende blå øjne var rettet op mod den store hingst, mens de næsten glitrede af nysgerrighed.

Hun lo lidt ved hans ord, hvilket fik ham til at tænke, at hun nok ikke helt hoppede på hans forklaring alligevel. Dog var hun sød nok til blot at sige, at hun så måtte gøre sig mere umage næste gang. Han smilede lumskt.

,,Det vil jeg glæde mig til."

Med lette, helt lydløse skridt bevægede hun sig nu tættere på ham med sit blide smil, inden hun stoppede op foran ham og spurgte ham, hvorfor han befandt sig her, i stedet for i Darkena blandt sin far og hans undersåtter. Hans døde blik hvilede kort en smule forbløffet på Jaymelia. Mon det var tilfældigt, at hun valgte at bringe hans far på bane, både via sin magi og nu også sine ord? Eller vidste hun mon, hvordan han gik og følte indeni omkring ham lige for tiden? Det var aldrig til at vide med en gudinde som hende... Han stod derfor blot i lidt tid og overvejede, om han mon skulle være ærlig overfor hende, eller blot stikke hende en løgn. Normalt var han ikke bleg for at lyve, men der var et eller andet i ham, der alligevel følte, at han kunne stole på hende, og det gav ham derfor lyst til rent faktisk at åbne lidt op for de følelser, han bar rundt på.

,,Hvis jeg skal være helt ærlig, Jaymelia, så hænger Darkena mig langt ud af halsen lige p.t., og det er derfor meget rart med lidt afveksling... Darkena er selvfølgelig et dejligt sted, og jeg er vild med alle stederne dér, men min far og hans slæng... grrr, de går mig virkelig på nerverne lige for tiden, og jeg har brug for at komme væk derfra for ikke at eksplodere lige i hovedet på en af dem."

Han følte sig lidt som en sur og tvær teenager, der stod og brokkede sig overfor sin mor, og han forstod ikke rigtigt, hvorfor han gjorde det - men på en eller anden måde var det faktisk en rar fornemmelse at komme ud med det til nogen...

Efter Jaymelias ret så personlige spørgsmål var blevet rettet mod den store hingst, herskede der en tavshed imellem dem, hvor det virkede som om, at Freakshow overvejede, hvad han skulle fortælle, og hvad han ikke skulle fortælle. Den grønne gudinde stod blot nok så fredsommeligt og ventede på, hvad han fandt ud af. En løgn ville hun hurtig gennemskue, men om hun derefter ville forsøge at udfritte ham eller blot lade det ligge, var ikke til at sige. Den svære hingst valgte dog, som han selv pointerede, at være helt ærlig. En form for klagesang ramte nu Jaymelias følsomme ører, som for en gangs skyld lyttede opmærksomt. Det var ikke alle individer der mødte Magiens Gudinde, der var så heldige at få hendes fulde opmærksomhed, til trods for at de skyede alle midler for at fange den.

"En sådan eksplosion ville jeg da ellers gerne være vidne til. Det kunne blive yderst.. Interessant." Hun blinkede forsonet til ham, mens hun prøvede at forstille sig den opstandelse der ville blive, hvis Dødsgudens egen søn, valgte at give tilbage af samme skuffe, som resten af Helzloris undersåtter førte sig frem med. Underholdningsværdien i et sådan opgør ville være af højeste skuffe. "Men min unge ven, hvorfor vælger du så ikke blot og løsrive dig og gå dine egne veje?" Med en vaskeægte mor-bevægelse, strøg Jaymelia nu Freakshows lange pandelok til siden, så hun kunne stirre direkte ind i det uhyggelige blik, der var rettet direkte imod hende. "Jeg er sikker på, at du ville være velkommen andre steder." Hendes stemme var lav, smigerende, men med antydningen af provokation liggende i undertonen. "Med din charmerende udstråling kan ingen da sige nej til dit selskab."

Den tvære teenager havde nu fået sin mors gode råd, om han ønskede at følge det, var helt op til ham selv..

"Der kan laves alliancer med andre, end blot sin nære familie. Præcis ligesom der kan bedes om tjenester med andre end blot selve Dødsguden, til trods for at det tydeligt er ham, der bliver foretrukket blandt dette lands beboere. Underligt, det er ikke alle der tager sig lige så højt betalt, som den mørke gud. Men de må jo finde ham tiltrækkende?" Med et nærmest spørgende blik i de havblå øjne, studerede Jaymelia den store hingst foran hende, som om han kunne give hende svar på Helzloris popularitet.  

Han så en smule overrasket på gudinden, da hun nu blinkede forsonende til ham og udtrykte, at hun ellers gerne ville være vidne til sådan en eksplosion, da det kunne blive yderst interessant. Hans mundvige trak sig op i et charmerende smil. Han måtte indrømme, at han havde taget fejl af denne Jaymelia. Hun var slet ikke så... nederen, som guder ellers kunne være.
Hun strøg nu hans pandelok til siden som en anden mor, mens hun spurgte ham, hvorfor han ikke bare løsrev sig og gik sine egne veje. Han så nærmest helt chokeret på hende. Ikke fordi det var et dårligt forslag, men simpelthen fordi, at han aldrig havde tænkt i de baner før... Forlade sin far og gå andre veje? Det forandrede hele hans måde at se livet på! Hele sit liv havde han gået i sin fars fodspor og haft som ultimativt mål at blive dødsgud ligesom ham en dag. Så at løsrive sig og gå andre veje... Ja, det lød helt åndssvagt, men han havde slet ikke tænkt på, at det overhovedet kunne være en mulighed!
Hun tilføjede nu med smigrende stemme, at hun var sikker på, at han var velkommen andre steder, og at ingen da kunne sige nej til hans selskab på grund af hans charmerende udstråling. Han smilede slesk.

,,Jaer, det med charmen har du selvfølgelig ret i. Men hoven på hjertet... Hvem skulle ønske at have noget med mig at gøre? Jeg har ikke ligefrem et godt ry i landet. De fleste kender mig som Dødsgudens søn, og flere kender mig også, fordi jeg enten har voldtaget dem, suget blod fra dem, slået nogen fra deres familie ihjel eller skadet dem på andre måder. Mit liv har altid været sådan. Jeg hører til hos de onde. Hvad skulle jeg ellers lave?"

Han lyttede derefter til hendes næste ord om, at det var muligt at lave alliancer med andre end blot sin nærmeste familie. Han rynkede lidt skeptisk på mulen. Det havde hun selvfølgelig ret i, men altså... Han var ikke efter en hvilken som helst familie. Hans far var selveste Dødsguden, og Freakshow var derfor del af en flere årtusinde lang blodsuger-slægt. Han var født ind i denne familie, og det havde altid været hans skæbne at være en del af den og føre slægten videre. Så hvis ikke han skulle arbejde sammen med sin far... Hvem så? Han så spørgende på Jaymelia.

,,Men hvem skulle det være? Der er da ikke nogen, der frivilligt gider at arbejde sammen med en fra Helzloris slægt."

Han lyttede da til Jaymelias næste ord om, at hun ikke kunne forstå, hvorfor der var så mange, der foretrak Helzlori i stedet for de andre guder. Hun så derefter spørgende på Freakshow, som om han havde det gyldne svar. Han kunne ikke lade være med at smile stort og slesk, da hun tilføjede, at de måtte finde ham tiltrækkende.

,,Lige præcis. Det er jo tydeligt for enhver, at vi Blodsugere er den mest attraktive slægt af dem alle. Hvem kan modstå sådan et par stærke, flotte hingste?"

Ved Jaymelias forslag om at løsrive sig fra Helzlori, således Freakshow kunne gøre, hvad han lystede og følge sine egne veje, bragte den store hingst i en form for chok. Det var ganske tydeligt, at der var tanker, der blev sat i gang i det store hoved, for tavsheden lagde sig over ham i en rum tid, før svaret sneg sig over hans læber. Det var tydeligt, at den sorte hingst kun havde øje for sine begrænsninger, og derved ikke kunne se sig selv andre steder, end ved sin fars side. "Hvem siger, at du ikke kan lave lige nøjagtig det du har lyst til? At leve i din fars skygge har muligvis skabt en form for respekt, eller måske snarere frygt for dig, men formår du virkelig ikke, at skabe dig dit eget navn, i stedet for blot at være Helzloris søn? Ville det ikke være mere tilfredsstillende, at hestene i Proelio frygtede Freakshow og ikke Dødsgudens yngel?" Undersøgende lod Jaymelia sit blik glide over den stærke hingst, som tydeligvis havde sin styrke i fysikken og ikke i psyken. Men mon man kunne andet, end at få et knæk som søn af selveste helvedet? "Du siger, at du hører til hos de onde? Men ved din blotte tilstedeværelse på dette sted viser mig da, at du ligeledes finder tilfredsstillelse ved at vandre andre steder.. End hos de onde." Et næsten frækt smil var nu dukket op hos den grønne, mens hun verbalt stak til Freakshow. Nu måtte han altså se at vågne op. Man kunne faktisk leve sit liv, uden for Helzloris skørter.

Da den mørke hingst nu lignede et stort spørgsmålstegn, kunne den grønne gudinde ikke lade være med at slå en mild latter op. "Du siger, at ingen gider at arbejde sammen med en fra Helzloris slægt? Hvem har du da spurgt, som har sagt nej?" Jaymelia kendte udmærket godt svaret på det spørgsmål. Ingen! Freakshow havde absolut ingen spurgt. Det var så tydeligt, at disse tanker lå så langt fra alt hvad der foregik i hovedet på den store hingst, at han allerede inden han var gået i gang, havde forkastet idéen om en alliance med andre end den han var født ind i. Hjernevask, hjernevask allerede fra følsben.. Tsk!

Den sleske stemme smøg sig nu rundt om Jaymelia, som Freakshow bekendtgjorde, at ikke blot Helzlori, men alle fra hans slægt var så attraktive, at ingen kunne holde sig væk. Hun kunne ikke afvise ham, for måske var det virkelig grunden til, at langt de fleste heste i Proelio, støttede op om Dødsguden, og søgte hans råd og vejledning, til trods for at det var almindeligt kendt, at alting havde en pris, når det var med Helzlori man havde med at gøre. Langsomt og med et blik der nærmest strålede af munter drillelyst, skridtede Jaymelia nu rundt om den sorte. "Stærke, flotte hingste siger du?" Hendes mule gled nu tirrende over hans flanke. De vidste begge to, at freakshow ikke længere hørte under den kategori..

Han lyttede til den grønne gudindens ord og kunne mærke, hvordan de virkelig trængte ind i hans sind. Hun havde jo fuldstændig ret... Han havde altid hadet at stå i sin fars fodspor. Han havde altid drømt om en dag at stjæle sin fars plads og selv stå i rampelyset. Det havde aldrig været nok for ham bare at stå i baggrunden som en af de mange Helvedeshingste... Så hvorfor havde han altid bare taget sig til takke med det og blot accepteret, at det var hans skæbne? Denne Jaymelia havde jo lige bekræftet ham i, at det absolut ikke behøvede at være sådan - at man var fri til selv at vælge, hvilken vej man ville følge her i  livet! Hvorfor havde han ikke tænkt på det noget før? Det virkede helt åndssvagt, at man kunne stå her som en stor, stærk og fuldvoksen hingst og så ikke have tænkt på, at man kunne tage et selvstændigt valg og selv bestemme sin skæbne her i livet... Men åh vel, han var jo trods alt vokset op som Det Sorte Får, Helzloris søn... Det var alt, han nogensinde havde kendt til. Den eneste måde at leve på, som han kendte til. Så det var vel et eller andet sted meget naturligt, at han havde brug for et lille wake up call for at finde ud af, hvordan tingene hang sammen - og det måtte man i den grad sige, at Jaymelia havde givet ham!

Han bemærkede godt hendes lettere provokerende og frække smil, men det generede ham ikke. Han syntes faktisk bare, at det var enormt sexet. Og så havde hun jo ret... Det var rimelig åndssvagt, at han aldrig rigtigt havde tænkt på det her noget før, så hun var i sin fulde ret til at stikke til ham på den måde. Selv da hun grinede af ham og nærmest hånende spurgte ham, hvem han da havde spurgt om at arbejde sammen med sig, blev han ikke vred eller provokeret. For hun havde jo ret... Han smilede derfor blot charmerende til hende.

,,Du har ganske ret, min kære Jaymelia. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke har tænkt i disse baner noget før, og jeg føler mig ganske åndssvag lige nu. Så jeg takker dig for at have åbnet mine øjne. Jeg hader min far, så hvorfor skulle jeg blive ved med at arbejde sammen med ham på denne måde? Nej, det er på tide, at Freakshow træder frem i rampelyset og viser hele verdenen, hvem han virkelig er!"

Et grådigt og nærmest storhedsvanvittigt blik brændte i hans ellers så mørke og døde øjne. Han mærkede magtsygen vokse frem i sit indre. Han ville herske over Helvedeshingstene! Han ville stå i spidsen! Han ville have, at folk skulle frygte ham, ikke hans far!
Med et fortsat drillesygt og nærmest muntert blik begyndte Jaymelia nu at skridte rundt om ham, hvilket fik ham afbrudt fra sine storhedsvanvittige tanker og mindet ham om, at han altså befandt sig i et selskab lige nu. Et selskab, han faktisk meget overraskende brød sig yderst godt om...
Hendes ord lød nu i hans ører, mens hun tirrende lod sin mule glide ned over hans flanke. Han mærkede atter den lille usikkerhed stige op i sit indre. Hvorfor den kommentar? Hentydede hun til...? Åh for pokker, hun var jo en gudinde, selvfølgelig vidste hun det! Eller hvad...? Han havde stadig et lille, spinkelt, naivt håb i sit indre om, at hun ikke var klar over, at han var vallak, og derfor sendte han hende blot et charmerende blik og forsøgte at se så selvsikker og upåvirket ud som muligt.

,,Ja...? Du er måske ikke enig i den udtalelse?"