Alarica
The secret of life, though, is to fall seven times and to get up eight times.

Der var koldt og mørkt i den tætsiddende skov, som hun bevægede sig afsted i. Månen stod allerede på sit højeste - halv fyldt, lod den sine måneskinsstråler lyse en smule op i små områder af skoven. De gyldne hove berørte let de nye stier, som altid dukkede op i den lumske skov. Ørene var vippet ud til siden. Lyttende efter alt, hvad der kunne dukke op i mørket. Hendes farvede øjne var van til, at færdes i mørket og pelsen var allerede blevet tyk og holdt sig dejlig lun - selv på de koldeste nætter. 

En let skovdamp gled over skovbunden. Hovene sank en smule ned i mudderet, mens hendes blik gled til siden og fulgte den rislende å, der snoede sig omkring. Til trods for de store trækroner, så var der lys, som formåede at reflektere ned mod søen, så den glimtede. Hendes retning var mod Jika. Terrænet ændrede sig til bakket, men det var intet problem for den mørke hoppe. Hun havde for længst vænnet sig til Darkenas terræn. Tankerne myldrede i alle retninger. Spekulationer.

Hun var ikke typen der opsøgte andres selskab førend hun havde set dem. Selv når hun så andre var det ikke altid hun opsøgte dem. Det sidste stykke tid havde hun vandret. Lyttet til naturens rasen, til fortællingerne der gled fra mule til mule. Lyttet og indhentet informationer. Nu var hun tilbage i sin vante egn. Den egn som hun hørte til i. 

Any fool can know. The point is to understand. The simple things are also the most extraordinary things, and only the wise can see them.

Oh, listen to them
The children of the night
What sweet music they make

May dreams be brought that i might reach..
The gentle strains of midnight speech
And frozen stars that gild the forest floor

---

Et ånderæt forlod ufrivilligt hans strube. Næseborene dirrede let ved den duft vinden bar med sig i nat. I det kolde, døde blik gled en gnist af liv henover den ellers matte hornhinde. Et flygtigt skær. Et vidne om tilstedeværelsen af varme i den kolde, tærede krop. Kun for hende ville hans krop pulserer.
Når hun ikke var her, var han bare det samme tomme hylster, som han altid har været. Hun var den eneste der havde formået at banke noget følelse ind i hans krop. Hun var her nu. Han kunne mærke hendes nærvær. Så han gik frem. Blikket vandrede over omgivelserne i søgen efter hendes mørke skikkelse. Det havde været meget længe siden han havde set hende.

Duften af hende blev kun kraftigere og kraftigere som han bevægede sig fremad. Det var den ravgyldne hårpragt der først mødte hans blik. Recimir stoppede op i en glidende overgang. Hans blik hvilede stirrende på hende, intenst og dog dødt på samme tid. En særlig kombination som Recimir mestrede. Iluna... Nattens sol.

"Alarica..."

Hviskede han stille..

Through the swirling snow
Volkh's children come
To run with me, to hunt as one
To snatch the lambs of christ
From where they fall..

Alarica
The secret of life, though, is to fall seven times and to get up eight times.

Som hun vandrede smøg vinden om hende. Halen viftede i rolige bevægelser, som hun bevægede sig gennem det bakkede terræn. En velkendt fær' ramte hendes næseborer så de udspilede sig. Hun indhalerede duften, og som revet ud af en trance gled ørene fra den afslappede stilling frem. Hun løftede hovedet. Øjnene blev mere lyse, mens hun nu lod blikket søge rundt i tågen efter sit mørke. Den violette hingst dukkede op med en kraftigere færd og hun indhalerede den velkendte duft. 

Lysets mørke. Hans blik var intenst, da det ramte hendes krop. Hun behøvede ikke engang at skifte retning, hendes sti førte direkte mod ham. Som var det planlagt, da Mørket og Lyset skulle forenes denne nat endnu engang. Hendes navn lød i stilheden. Hans violette blik havde den sælsomme gnist, som hun altid havde fundet. Krakeleret gennem tiden af deres bånd mellem hinanden. Det pulserede i hendes krop, da hun stoppede ved ham. Strakte mulen frem for at lade den berøre hans. Et kort øjeblik, inden hun trak hovedet til sig igen. 

"Recimir..."

Stemmen var som altid uskyldig og hæs. Gennem tiden havde de oplevet meget. 

"Har Mørket savnet Lyset?"

Any fool can know. The point is to understand. The simple things are also the most extraordinary things, and only the wise can see them.

Oh, listen to them
The children of the night
What sweet music they make

May dreams be brought that i might reach..
The gentle strains of midnight speech
And frozen stars that gild the forest floor

---

Han hævede hovedet en anelse. Hendes hæse og dog melodiske stemme bar hans navn med sig. Følelsen af hendes berøring, hvorend hvor flygtig, forsigtig og vag den var, fik huden til at sitre. Han ønskede mere, men lod hende trække mulen til sig igen. Hans følelser for hende var ulogiske, usammenhængende og irrationelle. Det vidste han godt, men han kunne ikke skubbe hende til side. Hun betød for meget for ham, uden at han vidste hvorfor. Hendes spørgsmål hang ubesvaret i luften. Recimir trak på et meget vagt, næsten ikke-eksisterende skævt smil.

"Med Lyset følger Mørket. Med Mørket følger Lyset. Det ubrydelige bånd? Den evige jagt?"

Spurgte han, inden han lod smilet blegne igen. Duften af hende var endnu stærkere idet hun stod foran ham. En næsten euforisk ingrediens havde blandet sig heri. Han kendte den note, for han havde oplevet den før. Ikke blot hos hende, men også hos andre. Dog havde hans instinkt aldrig reageret på andre end Alarica. Selv denne gang kunne han mærke en sjælden uro i sit indre. En besættelse af hende der lå udenfor normalen i omgangen med hende, og som ikke synes at ville stoppe. Det var som om hans hovede slog fra og lod kroppen reagere for sig selv. Recimir brummede sagt, men dybt og dog dyrisk.

"iê aza kirine, Alarica.."

Sagde han på sit modersmål, som Alarica efterhånden måtte være vant til. (Hvilket betyder noget i retning af: Jeg er altid nær, Alarica)

Through the swirling snow
Volkh's children come
To run with me, to hunt as one
To snatch the lambs of christ
From where they fall..

Alarica
The secret of life, though, is to fall seven times and to get up eight times.

Hun kendte ham nok til, at vide at det havde været noget som normalt ville anses som en fejl, at opsøge ham på den måde. Med en vag form for berøring, men noget i kroppen fik hende til det. Han kendte hende også godt nok til at vide, at det ikke var hverdagskost for hendes vedkommende. Uendelig og evig jagt. Mørket og Lyset ville altid have deres leg, deres spil. Den unikke tilstand af, aldrig at være hel uden at være der sammen. Hun havde aldrig haft intentioner om, at være andet end sig selv og strejfe landet rundt fra tid til anden. Han havde ændret det. En skæbnessvanger nat havde det hele ændret sig og to var blevet til tre. Alt havde reageret efter det. En domino effect. De mandelformede ører var rettet mod hingsten. Mundvigen bevægede sig, og hvis ikke hun tog meget fejl, så lod mørket hende få en antydning af et smil. Det var sket én gang før.

"Uden Lyset fungerer Mørket ikke. Uden Mørket fungerer Lyset ikke... Ubrydelig bånd, evig jagt... Hvem er den jagede og jagtende? Vi er spædet i hinandens lænker, men hvis de er ubrydelige - hvordan er jagten så mulig?"

Hun legede med ordene. Legede med ham, med sin hæse undertone, mens sindet pulserede i alle retninger. Nattensmøde var skæbnebestemt for de to vandrende og sammentømrede sjæle. Hans stemme var dyrisk, lokkende.. Han havde gjort det før, og nu trak noget i kroppen igen efter ham. Noget dybt inde i hendes krop søgte mere af ham, og halen svajede i den lette vind, som tillod sig at finde vej gennem den tåge, der lå dybt omkring de to sjæles nattemøde. En uro borede sig vej gennem hendes krop, fik hende til at være urolig i det indre og søge mere. Mere af noget... Noget som hun ikke normalt ville have. Det dirrede i hårlaget, som hun tog et skridt nærmere og lyttede, som hans ord forlod læberne i stilhedens storm.

"iê aza kirine, Recimir.."

Gentog hun. Med tiden havde hun lært at forstå hans modersmål, var blevet en del af det - hun var blevet draget ind i en verden, som hun aldrig havde set komme, ikke før den dag, hvor hun havde folet deres søn, bidt sit Mørke og ladet skæbnen besejle dem.

Any fool can know. The point is to understand. The simple things are also the most extraordinary things, and only the wise can see them.

Oh, listen to them
The children of the night
What sweet music they make

May dreams be brought that i might reach..
The gentle strains of midnight speech
And frozen stars that gild the forest floor

---

Hendes stemme lød atter igen. Besvarede hans spørgsmål og erstattede det med et nyt. Hendes ord var som altid velovervejede, analyserede og leveret på en måde som kunne nå Recimir. Der var ikke mange der forstod ham, endnu færre kunne nå ham på samme måde som hun kunne. Det var nemlig et godt spørgsmål hun stillede.
Det var et spørgsmål om balance. Et emne selv Recimir ikke kunne besvare til fulde.

"Selv i lænker kan man løbe.."

sagde han, som det bedste svar han kunne give. Ligesom nat og dag. Hver tilstand afhænger af den anden. Går solen ned, stiger månen. Går månen ned, stiger solen. Er det et bånd? Med en naturlig balance mellem nat og dag? eller er det en jagt efter at nå hinanden? Det var et ganske godt spørgsmål.

Recimir betragtede hende indgående som hun stod der. Han kunne fornemme hendes indre uro, nærmest mærke hvordan den fodrede hans egen. Hvordan den voksede indeni. Hvordan den fik ham til at søge hende, da hun trådte ham nærmere. Hendes sidste ord, talt på hans egen tunge, bragte ham udover den kontrol, som han desperat knugede sig til for ikke at miste sig selv. Hun var hans..
Mulen søgte hendes skind, hendes varme. Med hver berøring øgedes denne indre trang til hende. Til at give efter for det dyriske instinkt der krævede, at tage hvad der var hans og gøre krav på det.

Through the swirling snow
Volkh's children come
To run with me, to hunt as one
To snatch the lambs of christ
From where they fall..

Alarica
The secret of life, though, is to fall seven times and to get up eight times.

Det bedste svar, men også sandheden. Der ville altid være plads til at løbe. Hvis man først gav op, så havde man intet. Det interllektuelle sind var plaget. Plaget af en trang, som hun kun én gang før havde oplevet. Den nat, hvor to blev til tre, havde den været der. Drevet dem ud i alt andet end fornuft. Den ene gang, hvor sindet havde været fyldt af andet og tomrummet skulle udfyldes - den aften hvor de to sjæle; mørket og lyset var gledet sammen og blevet én for en stund. 

Hun vidste at de fodrede hinanden. Hans krop dirrede og var levende, som den sjældent sås. Sindet ville have mere, meget mere og kroppen hev efter at finde roen igen. Urolighed, mens hun mærkede hans svage berøring. Så intens, at den smule tæthed sat en vulkan igang i hendes indre. Sådan var hun normalt ikke. Kontrol var en del af hendes hverdag. Hun var van til at kunne håndtere en hvilken som helst situation uden at slippe tøjlerne. Han var ved at tage hendes kontrol. Tågen omkring dem samlede sig og omfavnede dem. Hans krop føltes kold og varm på samme tid. Hun mærkede hans små tilnærmelser. Halen var let løftet, mens den sødlige duft af brunst gled mellem dem. Trangen var intenst. Dyrisk. Læberne skiltes kort. Hun krævede mere, krævede ham. Krævede hans fulde tilstedeværelse, fuldendelsen. Hun blottede tænderne - vekslede mellem at ville hugge ud efter ham og ville have ham til at være der mere. Sindet var forvirret. Hendes krop trak sig tætttere på ham. Mærkede hans pels mod sin, mens hun lod mulen stryge over ham. Hun bevægede sig længere ned af hans side. Bagparten tættere mod hans forparti. I dette ømmeøjeblik var der ikke brug for ord. Mørket og lyset talte udmærket uden et eneste ord.

Any fool can know. The point is to understand. The simple things are also the most extraordinary things, and only the wise can see them.

Oh, listen to them
The children of the night
What sweet music they make

May dreams be brought that i might reach..
The gentle strains of midnight speech
And frozen stars that gild the forest floor

---

Det var som om at tiden stod stille, som om at verdenen omkring ham forsvandt. Der var kun dem. Gemt i mørket, gemt fra verden, gemt fra virkelighed og realitet. Som en drøm. Han mærkede kontakten mellem deres skind, da hun trådte ham nær. Han mærkede hvordan hendes mule flygtigt, men ømt strøg over ham idet hun bar kroppen langs hans side. Hans mule gengældte hendes kærtegn, ved at lade mulen hvile på hendes ryg idet hun trådte mod ham, og dernæst glide langs hendes ryg da hun vandrede langs hans side. Deres berøringer af hinanden var sjældne, men hver gang bragte de et sælsom varme, der føltes som en belønning, som en underliggende, ubetinget erklæring om tillid, varme og... ja, kærlighed? Det var vel det, som dette fænomen blev kaldt? Recimir brød sig ikke om det ord, men det var jo netop hvad han følte når Alarica var ham nær. De pupilløse, violette øjne var ikke tomme, de var ikke kolde. De bar en glød, som kun Alarica havde set, og som kun ville gløde for hende. Recimirs mule hvilede over hendes kryds, han trak let hovedet ind mod halsen og skabte dermed et let tryk ved Alaricas hofte. En gestus om at rykke på sig. Trække hende ind til sig. Recimir ændrende selv på sin placering, som gav ham plads til at springe på hendes ryg med lethed.
Tænderne strøg let henover det blanke pelslag. De to rækker af perlehvide tænder skiltes og lod gabet ekspandere. En speciel trang til at klemme gabet sammen om hendes hud og bore tænderne igennem den, var altid tilstede når han befandt sig her. En mærkelig form for lyst til at skade... til at tage og ikke give. Men Recimir ville ikke byde det til Alarica. Ikke hende. Han lod derfor munden lukke igen og placerede istedet et nap på hendes hals.

Through the swirling snow
Volkh's children come
To run with me, to hunt as one
To snatch the lambs of christ
From where they fall..

Alarica
The secret of life, though, is to fall seven times and to get up eight times.

Berøringer var ikke noget, som de gjorde meget i. Derfor var hver eneste lille berøring en stor ting mellem dem. Den sendte elektiske impulser gennem kroppen, og fik det hele til at reagere denne nat. Én gang tidligere var der sket noget lignende, som havde bundet dem helt tæt sammen efterfølgende. Hendes krop vidste hvad der ventede, mens hovedet var omtumlet. Hun var ellers ikke en som på nogen måde blev påvirket af andre og slet ikke af sin brunst, men Recimir havde en anden effekt på hende. En som på én og samme tid tryllebandt hende og fik hende ud over det, som syntes muligt.

For denne stund var alt gået i stå og intet udover de to sjæle eksisterede i en masse af tåge. Hendes krop var som støbt mod jorden, som han hævede sig over hende og de smeltede sammen i et ømt øjeblik. Hun kunne mærke hans tænder der gled over hendes pels, og fik kroppen til at sitre efter mere. Han nappede mod hendes hud, og til trods for at et dyriske i hende ville kræve mere, så lod hun sig dvæle i øjeblikkets magiske og euforiserende øjeblik.

Any fool can know. The point is to understand. The simple things are also the most extraordinary things, and only the wise can see them.