Abaddon Izarra 

I'm the king of doubt, 

I fight out all on the inside 

I'm the poster child of denial, 

There is nothing I can't hide 

I'm punching holes in walls because, 

I let them build up way too long, sabotage 

Everything I ever had

Faste skridt førte den stjernedækkede hoppe frem. Hendes pels var fugtig af sved få steder og afslørede ej hvor langt den farveskiftendehoppe havde bevæget sig. Hun var på grænsen af flokkens nuværende område. Hollow, den fordige eng. Der havde været for mange strejfere nær hendes grænser og hun tillod det ikke. Så hun havde taget turen rundt, skiftendevis mellem trav og galop. Hun knejsede i nakken og brummede kort. Den sorte hingst, som havde formået at vandre frit ind i området havde sat hendes humør i brand og hendes jernvilje var alt der holdt hende fra at snappe af alt og alle. Det kunne ikke passe, at hendes heste ikke kunne klare deres job. Et arrigt fnys og et kast med hovedet. Hun måtte snakke med Narrator og Freakshow. Nok var sidst nævnte Faderens søn, men selv han måtte leve op til det ansvar hun gav ham. Hvordan skulle hun nogensinde kunne sætte sin plan igang, hvis hun ikke havde kontrol over sine tropper? Hendes tanke strøm ledte hende til de tropper, der lå lidt tættere på hendes hjerte. Tvillingerne. Hun havde ikke set skyggen af Azazael i alt for lang tid. Hun håbede han løb med Benji og ikke alene. Måske kunne hendes søn rumme den opgave det var at være hendes arving. Måske kunne han klare det hans søster ikke kunne. Måske betød det også at der lå nogle ændringer i Lux Umbras nære fremtid...  

And now I'm seeing red but, 

There is no one else to blame but, 

The voices in my head

---

Den unge, stjernedækkede hingst havde netop afsluttet sit møde med sin tvillingesøster og bevægede sig nu længere ind mod flokkens område for at se resten af sin familie. Selvom han elskede at være på eventyr, specielt hvis det indebar tid sammen med sin fader Benji, så var han nu også glad for sit hjem her i Lux Umbra, og efter lige at have snakket med Elvea, kunne han ekstra meget mærke, hvor meget han egentlig havde savnet de to vigtigste hopper i sit liv.

Han kom flyvende henover bakkerne i en svævende trav, og der gik derfor ikke længe, før han fik øje på sin moder. Han rejste hovedet og lod et hilsende, kærligt vrinsk lyde imod hende, mens han galoperede det sidste stykke ned til hende. Hun virkede svedig, opkørt og oprevet over et eller andet, så han håbede bare, at hun ville være i sit gode humør!

---

A certain darkness is needed for the stars to be seen.