Den mørke hingst var tilbage, tilkaldt hertil af selveste Helzlori og han ville lyve hvis han sagde at han var kommet hertil for blot at tulle rundt og lege med små hopper. Nej han var komet til dette sted for at vise hvem der var bossen og hvem der stadig bestemte og dette var Helzlori, ingen i dette land skulle tro anderledes. Han løftede hovedet højt, den store sorte krop stod i kontrast til resten af omgivelserne. Han stod ved en sø, ikke en sø han havde været ved før - men et eller andet sted skulle være det første. Han skulle møde sin bror og havde drøftet deres planer. Han var her for at indtage så meget som overhovedet muligt og dette ville intet kunne ændre på. Han ville ikke slå sig til nogen og ingen skulle komme på tværs af ham.

Han sænkede hovedet for at tage en tår af det klare vand. Hans amulet hang ned over brystet på ham og dinglede i takt med at vinden let tog fat i den. Han løftede stolt hovedet og sendte et højlydt og fyrrigt hvin efter hans lillebror. Han havde savnet denne hingst til trods for at de aldrig havde været umådeligt kærlige de to. Han elskede sin bror, men deres familie var ikke ligefrem kendt for at være den kærlige type. De var mere kendt for at slagte dem som ikke gjorde hvad de sagde og det var der bestemt ikke noget nyt i. Han var kommet for at komme til tops og dræbe dem som ikke ville lade ham.

Denne store hingst havde som sådan ikke svagheder, ud over hopper. Han var en hoppeglad hingst og kunne ændre sin opførsel over for dem, men ikke sådan at han slap sit tag og sine planer. Han kunne hygge med hopper og derefter komme tilbage. Så hopperne skulle også passe på, så han dem egnede - fik de lov at bære hans føl om de ville det eller ej. Var føllet ikke egnet, slog han det ihjel.

---

Det var helt vildt! Meget forunderligt var sket i den rødbrune hingsts liv, men aldrig havde han troet, at han skulle se sin bror igen. Semper havde forladt landet, da deres familie var gået i opløsning for flere år siden, og han havde ikke set ham siden da. Men nu var han hjemvendt, kaldt tilbage af selveste Helzlori... Det var næsten ikke til at tro! Han havde mødt Semper kort forleden, men de havde ikke nået at snakke så meget. Dog vidste han, at Semper var med på hans plan om at skabe kaos i landet - og at de i dag skulle mødes ved Crystal for at drøfte detaljerne.

Det var derfor med et smørret smil om læben, at den store hingst skridtede igennem Vustlaum og ned mod den store sø. Han var ganske tæt på, da han kunne høre sin brors fyrrige hvin. Han besvarede det med sit eget vrinsk og satte farten lidt op, så hans bror ikke skulle blive alt for utålmodig.
Han nåede hurtigt frem til søen, hvor Semper stod ved kanten med sin nye amulet dinglende om halsen. Renekton slog med hovedet og brummede hilsende, inden han travede det sidste stykke ned til den anden hingst.

---

You either die a hero,

or live long enough to see yourself become the villain.

Han var en kold hingst som på ingen måde havde følelser for nogen, men en hest i hele verden betød mere for ham end meget andet. Han holdte af sin bror og for en hingst som ham - så var dette meget at forlange. Han var den ældste og ganske vidst havde han hadet da han fik af vide at endnu et føl kom til verden. Det var konkurrence, det var en der skulle dræbes. Men med denne bror, var han en rigtig storebror. Han rettede på ham, selv om det sjældent faldt i god jord. Han beskyttede ham, selv om det ikke var nødvendigt. Han var den eneste i hele verden han ikke ligefrem havde lyst til at slå ihjel. Han hørte nu en velkendt brummen og løftede hovedet og betragtede ham. Han så hel ud, han så ud til at være godt tilpas.

"Goddag broder! Dejligt at se dig igen"

Et smil faldt over hans læber, han vidste at hans bror havde været i denne land længe og han vidste at han kunne give ham en meget god insider viden. Det var dog ikke sikkert at hans bror ville dele så meget med ham. Han burde dog dele hvis han holdte af nogen, for ellers var der frie regler når han mødte nye. Han ville kun respektere en hingst og det var hans bror, han ville have hans ord i baghovedet. ET hårdt smæld forlod ham og han vippede nysgerrigt ørerne frem.

Hans bror havde nok ikke regnet med at se ham her.

---

Semper hørte nu hans ankomst, løftede hovedet og så på ham, inden han hilste med venlige ord. Det fik et varmt smil til at dukke op på Renektons mule, inden han stoppede op foran ham. Han kunne ikke beskrive, hvor glad han var for at have sin bror tilbage i landet igen. Han var den eneste anden person, Renekton nogensinde havde holdt af. Selvom han havde dræbt sin far og været skyld i sin mors forsvinden, så havde han altid haft et blødt punkt for sin storebror, der gjorde, at han aldrig ville kunne skade ham. Han så nok en smule op til ham, som en rigtig lillebror gjorde... Mere end han nogensinde havde gjort til sin far i hvert fald! Gad vide, om Semper var klar over deres fars død og deres mors forsvinden? Og ville han mon kunne tilgive Renekton for det?

,,Goddag Semper, og i lige måde!"

Han kunne ikke dy sig og trådte derfor hen til Semper, hvor han skubbede sin skulder mod hans i en rigtig broderlig hilsen. Et legesygt smil spillede om hans mule. Det kunne godt være, at Semper var blevet større og måske ikke var så meget til det pjat mere - men man var vel lillebror for altid!

---

You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.

Hans blik faldt over den hingst som kom mod ham – der var et broderligt kærligt blik i de røde øjne. Dette var et blik ingen andre nogensinde ville få af se. Han havde utrolig mange sider den store stolte hingst, men en ting var fremmede heste, men hans bror… hans bror havde en enormt plads i hans hjerte og han kunne tillade sig ting som ingen anden nogensinde ville kunne tillade sig overfor ham. Han var den ældste af dem og sendte hans lillebror et på himlende øjne, da han ville hilse på ham. Men dette var udelukkende for sjov. Han nappede en smule kærligt til hans brors man og sendte ham derved en let hilsen. Han havde alle dage holdt af sin bror også selv om han kom fra et par som han ikke rigtig kunne fordrage. Han havde valgt at forlade sin familie på grund af deres far – ellers havde han dræbt ham, men han valgte at lade dette være op til hans bror – kunne han bevise at han var en mand og dræbe deres far eller ville han lade deres far koste rundt med ham..


”Hvordan går dit nye liv i dette land?”


Han betragtede hans bror og han så ud til at klare sig utrolig godt, men derfor var han stadig nysgerrig, han ville gerne vide så meget som dette land som overhovedet muligt, selv om han dog allerede nu vidste meget, så var han af den overbevisning at man altid ville kunnet lære mere og han vidste at han også allerede nu måtte fastslå om hans bror havde slået rødder med nogen… han ville holde sig fra dem af respekt for hans bror.


”Jeg ved jeg er lige på.. men er nød til at vide om du har.. fået følelser for nogen eller dannet alliancer”


Han var kendt for at være ligepå, dette var den eneste måde man fik ting af vide.. det eneste i den sætning som han nærmest var ved at blive kvalt i, var følelser… dette var ikke noget han gjorde i eller vidste hvad var..

---

Han bemærkede godt det sæt himlende øjne, der blev sendt mod ham, men han vidste også, at Semper kun mente det for sjov. For ganske rigtigt mærkede han derefter en kærlig nappen mod sin man, hvilket fik ham til at le. Han troede aldrig, at han skulle sige det, men han måtte altså indrømme, at han virkelig havde savnet sin bror!
Han lyttede nu til Sempers spørgsmål og smilede let.

,,Åh kære bror, jeg har så meget at fortælle... Du vil ikke tro, hvad der er sket, mens du har været væk! Har du tid til en ordentlig fortælling, eller skal det hellere vente til en anden dag?"

Han vidste jo, at Semper havde kaldt ham herhen for at drøfte nogle praktiske oplysninger med ham, så han ville ikke tage tiden fra dem med en lang historie om sig selv, medmindre Semper ønskede dette.
Han lyttede nu til Sempers næste ord og smilede bredt.

,,Følelser kommer ikke til at ske herfra... Den slags er sgu bare til besvær. Men jeg har dannet alliance med en hoppe ved navn Trudy. Hun er sort med lyserøde og ildflammende aftegninger, så hun burde være let at kende. Hun danner derudover alliance med en flok ved navn Amazona, så dem rører vi heller ikke. Det er en hoppeflok, der holder til et sted ved Sylinum."

---

You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.

Hans bror – mange ting kunne beskrive deres forhold og mange ville ikke kunne forstå deres forhold til hinanden. Men uanset om han nogen gange svinede sin bror til, var efter ham eller lignende, så var han den eneste i verden som kunne gøre det.. alle andre kunne bare prøve og det ville ende galt for dem. Han var den eneste i verden han ville ofre sig for og hjælpe til verdens ende. Han spidsede nu ørerne i retning af hingsten foran ham og brummede så en smule roligt.

”Jeg vil gerne hører om dit ophold her og selfølgelig vil jeg altid have tid til at hører på den mest irriterende hingst jeg kender”

Et lettere råt grin forlod den store sorte – han mente ikke at hans bror var mere irrierende end så mange andre, men han måtte jo være efter ham eftersom at han var den mindste af de to.. Han smældede en smule legesygt med halen og vippede ørerne frem da hans næste ord begyndte at lyde. Han snakkede om en hel flok som ikke måtte røres og han kunne nærmest allerede nu fortælle at han nok ikke ville kunne overholde den regel. Han gud havde også nævnt et par stykker han ikke måtte røre og med disse heste også, var der jo stortset ingen han kunne lege med?
Han nævnte også den sorte hoppe, den hope han kort havde mødt og snakket med – hun virkede nogenlunde fornuftig, men han kunne dog også se at hun var en hoppe af lyset og han kunne ikke lade være med at få en smule kvalme… Først den store sorte gud og nu hans bror, hvad skete der for at de alle sammen forelskede sig eller holdte af de små lyse hopper – det var en svaghed og han brød sig ikke om det… Men tiden måtte vise om de hingste var kloge nok til at komme ud af det, han tvivlede.

”Jeg skal gøre mit bedste for at prøve at lytte til dine råd og dine ord omkring de hopper. Mere vil jeg ikke love dig, har jo som sagt en svaghed for pæne hopper og er der en der lægger op til mig.. Så vil jeg ikke love at jeg ikke hopper på”

Hans stemme var ærlig, han løj ikke for sin bror, det kunne han ikke finde på. Havde det været enhver anden hingst så havde han bare sagt at han nok skulle holde sig væk og så alligevel sprunget på hvis han ønskede. Men han ville ikke love noget han ikke kunne holde.

---

Han lyttede til Sempers svar og grinede sammen med ham. Han elskede deres forhold, og han var udmærket godt klar over, at han var den mest irriterende hingst, Semper kendte - men også den, han holdt allermest af. Han lo derfor bare sammen med ham og bed drillende ud efter hans skulder. Dog smilede han også taknemmeligt bagefter; for han var glad for, at Semper altid havde tid til at høre på ham.

,,Det glæder mig at høre - og i lige måde!
Men jo, ser du... Efter du forsvandt, da vi endnu var unge hingste begge to, blev tingene ikke ligefrem lettere for mig. Mor og far var stadig dybt skuffede over mig, og da far en dag opsøgte mig og gav mig så mange prygl, han kunne, valgte jeg for første gang at gøre modstand. Og ja, han er død nu... Det håber jeg, at du vil kunne tilgive mig for, Semper. Det kunne mor ikke - hun forlod landet umiddelbart efter, og jeg har ikke hørt fra hende siden. Jeg blev straffet for mordet på far ved at blive udstødt og forvist til Ingenmandsland, og her har jeg sådan set levet de sidste par år og haft det ganske godt.
En dag fandt jeg dog dette smykke, som jeg nu bærer om halsen - Aliari smykket. Kan du huske den gamle magiske flok, der altid bliver omtalt i historierne? Rygterne siger, at kun den retmæssige arving til smykket kan blive leder af flokken - men det smykke er havnet i mine hove nu. Jeg er dog ikke den retmæssige arving til flokken, og derfor kan jeg ikke bruge smykkets magi til noget som helst. Jeg er derfor rejst tilbage til Vustlaum for at forsøge at finde den retmæssige arving - for jeg har på fornemmelsen, at han vil betale en meget høj pris for at få dette smykke tilbage."

Han smilede smørret til sin bror. Mon han forstod, hvor han ville hen med dette? I kløerne på Renekton kunne Aliari smykket ikke bruges til noget som helst - men den magt, han stadig var i besiddelse af ved blot at bære sådan et vigtigt smykke, kunne vise sig at være helt enorm! Måske ville han endda kunne ende med at blive Vustlaums Lord, lige som deres far havde været det engang!
Han lyttede nu til Sempers næste ord og kunne ikke lade være med at le en anelse sleskt.

,,Jeg kom vist til at sige nogenlunde det samme til den kære Trudy... Men bare rolig bror, jeg tror ikke, at hun forbyder os at være sammen med hopperne, hvis de skulle lægge op til den slags. Jeg tror bare, hun mener, at der ikke er nogen af de dejlige hopper, der skal dø."

---

You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.

Han lod ørerne falde frem for at høre på hans ord – hans bror havde altid haft en gran mere tålmodighed og kærlighed i sit hjerte end han selv have. Han var dog også sikker på at hans bror kunne være lige så ond som han selv kunne – eller måske ikke lige så ond. De bragte begge to de bedste ting frem i hinanden. Renne var den eneste hest i verden som semper oprigtig kunne sige at han var glad for at se og den eneste han kunne sige han bar følelser for. Der var ikke andre heste som Semper ville skåne hvis han blev bedt om at slå dem ihjel, men ingen skulle røre hans bror … ingen!
I takt med hans ord lød kunne han mærke den store boblende vrede i kropen, hans far havde lagt hove på ham efter at han var rejst. Vreden kogte i ham og han ønskede at dræbe denne hingst.. Han ører lå presset i nakken og man kunne nærmest se det morderiske i hans øjne bruse frem. Han hørte dog at deres mor og deres flok havde udstødt ham, lidt lige som de havde gjort med Semper fordi de var bange for hans sind. Han nikkede til hans bror, tilgivende – havde Renne ikke dræbt deres far, så havde semper gjort det efter denne beretning. Han fangede dog hans opmærksomhed, da han nævnte et område og smykket.

”Dette område, lederen er svag.. lederen er fraværende og jeg har bestemt i tankerne at tage kampen op mod denne hingst. Jeg håber selvfølgelig at du vælger at slutte dig til mig. Har parret en hoppe og hun og mit kommende føl skal have et sted at leve”

Han vidste at den magt hans bror havde i dette smykke var utrolig stor og det var en mere fredelig løsning end at dræbe denne hingst som hans første plan havde været. Han brummede lidt, hans bror havde altid haft hovedet med – imens sempers måde at ty til sådan noget, ofte var med vold. Han var en utrolig klog hingst, men vold var hans foretrukne måde at håndtere disse situationer.

”Jeg håber ikke at hun forbyder os det, for så har hun vidst allerede et problem med mig.. ”

Et lusket smil faldt over den mørke hingst, han havde allerede nu forvoldt sig ud i nogen problemer med de forskellige hopper han havde bestemt ikke i sinde at stoppe lige med det samme.

---

Han betragtede, hvordan Sempers ører blev presset i nakken ved hans fortælling om deres far, og man kunne nærmest se det morderiske i Sempers øjne. Han blev derfor ikke det mindste overrasket, da Semper blot nikkede tilgivende til ham - for det så ud som om, at Semper selv havde i sinde at dræbe deres far, hvis ikke han havde haft gjort det. Han smilede taknemmeligt til sin bror. Han var glad for, at Semper tilsyneladende nærede et lige så stort had til deres far, som han gjorde - så slap han for at skulle deale med dét problem.
Han lyttede med til Sempers ord og vippede nysgerrigt med ørerne.

,,Jeg er med dig til det sidste, min kære bror! Og det lyder vel nok spændende! Hvad er dette for et område?"

Han lyttede til Sempers ord om Trudy og lo let.

,,Den tid, den sorg... Vi skal nok finde en måde at deale med hende på, hvis hun skulle forbyde os det."

---

You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.

Hadet til deres far var yderst stort, han hade presset de små føl hårdere end man overhovedet burde, han havde tævet dem og han havde bestemt dannet denne morderiske hingst som nu stod foran sin bror. Han havde kæmpet for at holde sin bror afskærmet fra den smerte deres far havde forvoldt dem og dette var måske grunden til at semper var en del mere afstumpet og psykotisk end hans bror, som virkede en smule mere velfungerende over for andre – måske var dette grunden, måske fejlede Semper bare noget som var endnu værre end det som hans bror havde.

Hans bror lyttede intenst til hans ord og et smil faldt over hans mule – han ville faktisk ikke gøre dette uden hans bror, så hans ord var som flydende guld for ham. Hans hvislende stemme lød nu atter.

”Det område der er tale om er Froctzien og jeg udfordre lederen i aften – det bliver grundstenen for helvedes hingste, tvangsbedækkede mager og vores afkom – så et opholdssted for heste som os, men med os to i spidsen”

Han kunne tydeligt se at hoppen betød et eller andet for hans bror og det gjorde ham en smule mere nysgerrig. Han var en hingst som prøvede grænser og havde det været alle andre end hans bror havde denne hoppe været en brik i et spil som han ville udnytte.

”Lad os se hvad denne hoppe pønser på – på et tidspunkt”

---

Han lyttede til Sempers forklaring om området, og et nærmest vanvittigt smil tegnede sig på hans mule. Han mærkede straks sin magtliderlighed stige til vejrs. I alle disse år havde han gået og håbet, at han en dag ville få magt over en landsdel - og nu var det endelig ved at lykkes! Og at han skulle stå med Semper ved sin side, var blot et plus for ham. For to hoveder var klogere end et, og han turde slet ikke drømme om, hvad de to kloge hingste kunne opnå sammen!

,,Semper, min kære bror, du er simpelthen et geni! Der skal være fest i Frozticen i aften, når du besejrer deres leder! Er der noget, jeg kan hjælpe med i aften? Under alle omstændigheder vil jeg i hvert fald stå ved din side og fejre din sejr!"

Han smilede blot let ved Sempers ord om Trudy. Han havde ikke mere at tilføje for nu, for ja, han kendte jo ikke denne Trudy så godt og anede derfor ikke, om hun ville holde sit ord eller ej - så ja, det var en ting, de bare måtte finde ud af til den tid.

---

You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.

Hej
Tænker vi lukker den her, da vi allerede er videre i en del andre tråde!

Yes, det er bare super