Abaddon Izarra 

I'm the king of doubt, 

I fight out all on the inside 

I'm the poster child of denial, 

There is nothing I can't hide 

I'm punching holes in walls because, 

I let them build up way too long, sabotage 

Everything I ever had

Abaddon bevægede sig med smidigheden og forsigtigheden af en kat. Hollows frodige enge var smukke, fredelig, og ikke mindst fyldt med næring. Den stjerne fyldte hoppe stop på toppen af den ensomme bakke, som befandt sig midt på engen. Hendes gift grønne øjne søgte over engen, der lå for hendes hove. Hun havde ikke set hendes søn i lang tid, han havde fået for vane at undersøge alt han kunne, hendes datter på den anden side var ikke til at få udenfor flokkens områder. Hun var så forsigt, at Abaddon næsten ikke kunne se sig selv eller Benji i hende. Det bekymrede hende. Hun havde endda tabt hendes kontrol overfor den blinde datter. Deres forhold var endnu ikke tilbage til det, som det var før. Hoppen rystede let på hovedet og løftede hovedet. Hornet i panden gav hende ikke længere de samme migræner, som hun havde haft i starten, men det var stadig en konstant påmindelse om, at hun var mere end hendes fars datter og dukke. Hun var mere end hendes mors forvirrede datter. Hun var sig selv. 

Hun scannede igen området og da hun ikke fandt det hun søgte lod hun et øredøvende vrinsk fylde luften. Et kald på de der fulgte hende. Indviede så vel som uindviede. 

And now I'm seeing red but, 

There is no one else to blame but, 

The voices in my head

Duften af nye områder hang i luften, alt var nyt alt var anerledes alt var... snart hans. De blodrøde øjne søgte rundt på dette sted, han var ny - hentet hertil af Helzlori ham selv. Han skulle holde øje med at tingene gik som de skulle. De mørke amulet hans om halsen på ham, dinglede i takt med at hans skridt blev længere. Et hårdt smæld med halen gav genlyd i det fjerne og det luskede og hingstede smil dansede over den sorte mule. Denne hingst var sort som natten selv og det eneste som prægede den sorte hingst var de mange ar som lå over hans krop. Han var vant til kamp og var ikke bange for det. Dette var også årsagen til at Helz havde valgt netop denne hingst som hans spion.

Denne eng var ikke som de andre, det var mørkt, de fjerne træer knirkede og gav dette en stemning som han var helt enig i - en stemning som passede lige til ham. Hans nat blev dog hurtigt en smule mere interessant, da han nu hørte et hvin i det fjerne. En hoppe.. en hoppe som klart indkaldte til noget, en hoppe som måske kunne have interesse. Han var her ikke for at joine andre, men for at skabe kaos. Han var her for at sørge for at Helz og alle hans følgere havde det som de ville og at de stadig troede på ham. Man skulle ikke tage fejl af denne hingst, han var kold og mørk som natten var, men han havde bestemt også brikker at rykke med og for nu havde han en plan.

Den store og muskuløse krop blev nu sat i gang i retning af hoppen, han kunne fornemme hun var tæt på, han kunne dufte hende i nærheden. Hans næsebor trak alt ind den kunne - han skulle lære dette sted at kende. Han så inden længe hoppe, som ikke ligefrem var til at overse, hun stod på en bakke og lyste op som en stjernehimmel. Han sendte et hårdt og fyrrigt hvin i hendes retning. Mon denne hoppe ville acceptere at en hingst kom ind og lavede rav i den.. i hendes møde?

Abaddon Izarra 

I'm the king of doubt, 

I fight out all on the inside 

I'm the poster child of denial, 

There is nothing I can't hide 

I'm punching holes in walls because, 

I let them build up way too long, sabotage 

Everything I ever had

Den stjernedækkede hoppe stivnede kort. Ikke af overraskelse, ikke af frygt, men af rendyrket raseri... De giftgrønne øjne fandt lynhurtigt den fremmede stemme. Meget tolerede hun, hun lod flokkens medlemmer gå og gøre som de ville, hun lod hendes søn gå uden opsyn, hun lod hendes datter kommandere rundt med gud og hver mand. Men at en fremmede valgte at valze ind over de tydelige markerede grænser til Lux Umbra og så langt som denne hingst var kommet uden opsyn vidnede om, at hun enden var blevet for blød eller at hendes lille spøgelse var langt mindre brugbart end hendes kære Fader havde ladet hende tro. 

Hun vippede de to øre om i nakken og betragtede den fremmede. Hendes pels summede af liv, stjerne døde, sorte huller slugte lyset og snart var pels blot et svag, ulmene lys af supernovaer, nyfødte stjerne og altædende sorte huller. Hun havde set meget, ikke så meget som hendes fader eller moder havde, men hun havde set nok til at vide, at fremmede ikke bare dansede over flokkegrænser medmindre de havde slået enhver modstand de havde mødt ned, havde et flokmedlem med sig som eskort eller også var de en af de få høj rangede medlemmer af landsdelen. Men så vidt Abaddon vidste var der ikke andre end de to højrøvede hertuger og Freakshow, hendes eget medlem og den Almægtige Faders søn. En juvel i hendes krone. Hun rettede sig op og rettede det sorte horn mod den fremmede. Nok var han for langt væk til at det kunne gøre nogen skade, men man kunne vel drømme at han ville løbe direkte op af bakken og spide sig selv på det...  Hun kneb let øjnene sammen. Hun var blevet mere humørsyg og paranoid efter hendes datters konstante lille hævn af stilhed. Hinata Elvea var pivet og ikke bygget til det liv Abaddon tænkte hun skulle have, for den voksne hoppe havde været døden for hendes faders bid flere gange, det havde været på tide, at hun havde flået enhver tro om at verden var god og fyldt med venlige, hjælpsomme sjæle. 
Med et fnys satte hun frem i galop. Hendes blå man og hale fulgte hende som et hav, hun holdt hovedet stolt og knejsede let. Helzlori hjælpe denne dumdristige sjæl...  Tænkte hun som hun rettede hornet mod den fremmede.  

And now I'm seeing red but, 

There is no one else to blame but, 

The voices in my head

Hoppen foran ham ændrede sig, hendes pels forandrede sig og hans blik betragtede hende. Hun begyndte nu at gå mod ham, fyrrigt og helt klart for at skræmme ham. Hendes horn i panden var ikke noget usædvanligt for ham, men han havde også set meget og var blevet forberedt meget. Han stod blot stolt og betragtede hoppen. Han havde ikke tænkt sig at rykke sig for hende og han var egentlig fløjtende ligeglad med om det var hende der bestemte her eller ej. Hans hale afsendte et fyrrigt slag før han så mod denne hoppe. Hun kom nærmere og i takt med at hendes skridt førte hende tættere på, blev hans luskede smil blot større.

"Er du sikker på at Helzlori har kaldt mig hertil, for at du skal spidde mig?"

Hans stemme var kold, hæs og hvislende - han var som slangen, han kunne sno sig, han kunne vride sig og han kunne være giftig som bare en i helved. Dette var grunden til at Helzlori ham selv havde kaldt ham til Proelio. Han havde givet ham en mission, han skulle slå ejeren af denne amulet ihjel og stjæle den og det havde han gjort. Nu hvor han havde fundet ud af hvad den kunne og fået lov til at beholde den - ja så havde han virkelig tænkt sig at udnytte dens kræfter. Han lod de blodrøde øjne søge denne hoppe, indgående og undersøgende. Det var ikke mange her som kendte til ham, men dette ville ændre sig. Vinden hev hårdt i træerne og ruskede alt omkring dem. Hun ville møde nogen her, men han kunne ikke helt finde ud af hvem - men han skulle nok få det ud af hende, men først ville han have det en anelse sjovt og han vidste at hans bror ikke var langt væk.

Men hele hendes måde at præsentere sig på, viste at hun troede hun var en stor kanon og det kunne også godt være at hun var det. Men der var kommet en nu sherif til byen og han ville ikke bestemme over alle - men han ville have sin respekt og han var bestemt værd at have på sin side, han var giftig og han var ikke bange for at få beskidte hænder.

Abaddon Izarra 

I'm the king of doubt, 

I fight out all on the inside 

I'm the poster child of denial, 

There is nothing I can't hide 

I'm punching holes in walls because, 

I let them build up way too long, sabotage 

Everything I ever had

Den fremmede, arrede hingst havde ingen intention om at flytte sig. Nuvel. Hun stoppede foran ham, da hans ord ramte hendes øre. Hun kneb øjnene sammen. Hvad vidste denne om Den Almægtige Herre?  Hun undersøgte ham med blikket. Ingen skygger hang til ham, ingen lænker, ingen sorte øjne. Kun hans ulmende røde øjne. Et tandsæt af spidse tænder blev blottet i et smil. Så han var kommet for at lege med Herrens tjenere? "Herrens veje er uransaglige.." Hvislede hun. Hvis denne hingst troede han var den eneste, som havde en ven i Herren, så tog han fejl. "Jeg kan vælge at spidde dig, ikke i Herrens navn, men i mit eget. Du overtræder Lux Umbras grænser uden en eskorte, så enden er du her med en besked fra Den Almægtige, har alvorlig brug for flokkens hjælp eller også er du bare dum." Hoppen havde ingen tålmodighed. Spøgelset af hendes far havde drænet hende for en voldsom mængde af energi for noget tid siden og hun var først ved at være tilbage ved sine fulde fem. Dog kunne hun stadig mane ham frem hvis hun havde brug for ham. 
Hun hævede hovedet en anelse og bevægede sig tættere på ham, et afventende, koldt blik lå i hans røde. 

And now I'm seeing red but, 

There is no one else to blame but, 

The voices in my head

Hun stoppede og han lagde mærke til at hun reagerede på at han nævnte Helz´s navn og dette var et godt tegn for ham. Han var hans nye spion og han var sendt hertil for at se hvordan hans tjenere bar sig ad med at skabe frygt for ham. Denne hoppe havde temperament, dette måtte han give hende og hvis hun ville spidde ham, ja så kunne hun da godt få lov til at prøve, selv om hun næppe ville få så meget ud af det. Han løftede hovedet højt og hendes øjne blev fanget af hans. Han ville da give hende en lille smag på hvad hans amulet blandt andet kunne. Han bevarede hendes øjenkontakt og førte hende nu ind i en verden - en verden som for hende ville være alt andet end behagelig. Dette var nemlig et indblik i hvad hendes værste minde var. Hans amulet kunne bringe dem begge tilbage til det værste som nogensinde var sket for hende, det kunne føre dem tilbage til tidspunktet, det kunne bringe følelserne fra dette øjeblik tilbage til hende. Denne amulet kunne udover smerte finde det minde som kunne skade andre mest og tvinge dem til at gennemleve dette igen.

Samtidig i den virkelig verden, kunne han blot betragte hende, springe ind i hendes værste minde, se hvad der var slemt for denne hoppe og se hvad hun ikke ønskede at vise andre. Han var en hingst som nemt kunne finde på at udnytte dette. Lige som hende selv havde han nydt godt af magien i dette land, han havde ikke modtaget et horn lige som hende, men denne amulet var for ham langt mere eftertragtet. Han sprang tilbage til hendes minder og ønskede at se den smerte som lige nu måtte gå igennem hende - der var ingen vej ud af dette minde før han slap taget i hende - hvornår mon han ville gøre dette?

Indtil videre måtte han bestemt respektere denne hoppe, hun gav ikke just afkald på det hun kæmpede for, men hun måtte også lærer at dele lidt med andre, han var ikke en hingst som på nogen møde tog imod ordre fra andre end Helzlori ham selv, hvis han ønskede at bruge tiden på denne floks område - så gjorde han dette og jo før det gik op for hende at han var en hingst som måske var bedre at have på sin side, jo bedre. Han kunne skille flokken af hvis han ønskede det, men han kunne også hjælpe hende til at tvinge, overtale eller i det hele taget gøre flokken større. Hvilket valg mon hun ville træffe?

Abaddon Izarra 

I'm the king of doubt, 

I fight out all on the inside 

I'm the poster child of denial, 

There is nothing I can't hide 

I'm punching holes in walls because, 

I let them build up way too long, sabotage 

Everything I ever had

Hans røde øjne opslugte hende. Hun havde aldrig oplevet noget lignende. Foret øjeblik var alt badet i en blodrød farve. Hendes hjerte bankede dog fortsat roligt i hendes brystkasse. Stjernerne på hendes pels var stille og glimtede blot passivt til verden omkring de to heste. Hun var frosset fast hvor hun stod. 
Abaddon var pludseligt ung igen. En unghest med alt for mange historier og fantasier i sit unge hoved. Hendes far grinte til hende, stolt. De vandrede gennem skoven. De var ikke i Proelio. Scenen spillede sig ud. Hun gennem levede den forfærdelige nat. Hun havde allerede den gang lært, at man ikke gik imod hendes far, men... Hun havde gjort det alligevel. Hun havde fortrudt det. Hun havde fortrudt det, da hun knap kunne holde hans vægt, hun havde fortrudt det da hun var blevet slynget ned af en skrænt. Hun havde fortrudt det, da hun måtte flå en uskyldig levende mens han så på. 
I verden udenfor hendes minde var sved brudt frem på hendes pels, hendes mund var tør, hendes øjne dækket af et blank lag af tåre. Dog mindede i omkring hende blev ikke genspillet. Hun endte i et andet minde. Et der kunne måle sig med den terror hun var gennem gået i det andet. Dog på en anden måde. Lyset var sparsomt. Ingen ville kunne se meget i det mørke, men alligevel så hun blodet før hun lugtede det. Skovbunden var mørk af det. Næsten sumpet. Hun lod et kærligt strejf af mulen løbe over et rystende føls ryg. Føllet skævlede. "Hvor kært. Hvorfor lader du ikke den kære og jeg alene for en stund, min datter" Hun stivnede. Noget i hendes skreg nej. Noget i hende forsøgte at komme op til overfladen og råbe af hingsten, at han skulle lade føllet være. Hun kastede et hurtigt blik på ham. Et perverst og hungrende blik fik hende til at sænke tænderne i føllet. Ignorerede den lille lyd føllet lavede og hun lod blodet løbe fra såret ned i hendes hals og så først tilbage på hendes far, da hun havde druknet den del af hende, der skreg at det her var alt for forkert. Hvis hun kunne redde denne sjæl fra den ydmygende oplevelse af voldtægt, som hun vidste fulgte det blik hingsten bar. Blodet og torturen gjorde ham ustyrlig. "Undskyld, far... " Hun ventede. Ventede på det uundgåelige. 
Hendes hals var dækket af sved, hendes ben dirrede og en næsten panisk, lille lavmælt lyd formåede at komme over hendes læber. Hun følte sig så fortabt og lille. Hun kunne ikke flygte ind i historierne hun havde fået fortalt og lukke mindet og handlingen ude. 
Han er død. Sorg. Hun ser hans krop. Knækket og døende. Krigen er over. Hun går væk fra ham efter at have talt med ham en sidste gang. Så går hun for sig selv og hun falder sammen og hulker. Hun vil ikke miste sin far. Hun vil ikke efterlades i denne mørke, onde verden, hvor kun den stærkeste overlever. Hvor hun er nødt til at bruge et hvert kneb for at overleve og komme frem i livet. Hun savner ham. 
Sorgen fra mindet formår dog at bringe en flakkende skikkelse til det lille selskab. Hun ved det ikke, men savnet og sorgen er den selv samme hun gennemlever hver gang hun fremkalder hendes far spøgelse. Hendes våben. Hingsten står blot. Venter på ordre, der ikke kommer. Han kan ikke forlade hende når hun først har hidkaldt ham. Så han står bare og venter. Betragter sin datter og den fremmede. 

And now I'm seeing red but, 

There is no one else to blame but, 

The voices in my head

Han blik gled rundt i hendes tanker, rundt i hendes minder - de kom frem fra hendes opvækst, hendes minder var lige som de ville se ud hvis de var i hans hoved. Han kunne dog tydeligt se andre sider af denne hoppe end den frembrusende hoppe han havde mødt. Den verden hun var blevet bragt til var for at skabe frygt i hende, han elskede frygt og han hungrede efter den ,men dette var dog også en måde at lære andre at kende på og denne hoppe bar på andre sider, sider som han næsten var sikker på at andre heste ikke kendte til. Et lusket smil faldt over hans læber, hun var villig til at gøre ting som han selv også ville gøre uden at blinke. Dog var det tydeligt at en bestemt hingst gik igen i hendes minder og dette var uden tvivl hendes far. Han havde en enorm indflydelse på hende og det var en vigtig information for ham. Han lod hende lidt endnu leve i hendes minder, inden han trådte ud i virkeligheden. Hans lod de røde øjne glide ned over hendes krop og det var tydeligt at hans lille eventyr havde virket, hele hendes stjerne beklædte krop var dækket af sved, hendes muskler rystede og han kunne tydeligt se den påvirkning han havde haft på hende.

Et let fnys forlod den store krop og han brød kontakten til hendes mindeverden, hev hende ud og betragtede hende. Uanset hvor hård man var, så var dette en oplevelse som kunne ryste de fleste og få de fleste til at genoverveje de ting, som de måske havde gang i. Han løftede hovedet en smule og et smørret smil dansede over den sorte mule - hvis hun dog bare vidste hvad han mere kunne, hvis hun dog bare var kommet lidt tættere på og havde set hvad hans berøring kunne føre til, så ville hun ikke ligefrem prøve at angribe ham mere, men indse at han måske i virkeligheden ville være den bedste medsammensvorne hun kunne finde på dette sted.

"Dejlige minder du har dig der.. Jeg er kaldt hertil at Helzlori ham selv.. jeg skal .. undersøge"

Den mørke stemme var slesk, hæs og bestemt kuldegys indbydende. Han forstod at skabe smerte, både fysisk og psykisk, for nu ville han se hvor langt denne hoppe turde presse ham, hvor langt hun ville få for sin flok og hvor intelligent hun var. Indtilvidere var han en smule imponeret af hende og det var bestemt gode tegn, men ville hun fortsætte sådan? Hun var heldigvis ikke en hoppe som spillede på sin feminine sider, dette var en svaghed han havde som hingst - han kunne ofte kontrollere det og han var dog også betaget af hendes udseende, men for nu.. ja for nu ville han se hvor langt hun var villig til at gå. ,

Abaddon Izarra 

I'm the king of doubt, 

I fight out all on the inside 

I'm the poster child of denial, 

There is nothing I can't hide 

I'm punching holes in walls because, 

I let them build up way too long, sabotage 

Everything I ever had

Hun blev revet ud af minderne og hun vaklede let frem og gik næsten i knæ på sine rystende ben. Hun hev let efter vejret og hendes hjerne forsøgte panisk at følge med i hvad der var sket. Det ene sekund var hun fanget i hendes værste minder. Hun fangede kort den gennemsigtige skikkelse af hendes fars spøgelse, som hun havde formået at påkalde. Hendes hjerne mindede hende om at hun ville gennem leve den sorg hun havde følt hver gang hun påkaldte ham. Hun havde ikke givet ham en ordre, så han havde intet gjort.  Gå, jeg har ikke brug for dig. Hun så ham forsvinde og de giftig grønne øjne vendte tilbage til den sorte hingst. Han var en spændende figur. Hun rettede sig op og synkede. Hendes krop rystede stadig let her og der i et slags efter-chok. Hendes øjne fangede hans amulet. Det  forklarede en del... 
"du havde ingen ret til dem..." Hendes stemme var lavmælt og dryppede af harme. De minder han havde set var nogen, som kun hun og hendes fader kendte til. Hvis det nogensinde havde kommet for hendes moders øre ville Insanus nok havde slået enden hende ihjel eller hendes mor. Måske begge. Det kom vel an på hvem han havde mest brug for på det tidspunkt...
Abaddon synkede igen og vippede ørene bagud. Hvis Herren havde sendt ham, så var hun bundet til at hjælpe ham. Ikke af Herren, men af sig selv og hendes overbevisninger. Hun slog let med halen og hendes spændte muskler blev mere afslappede. Hun var ved at have genvundet sig selv mere. Enhver normal hest ville nok være slået ud af det i længere tid, men mon ikke den fremmede forstod, at hun havde gennem gået nok fysisk og psykisk terror til at kunne få samling på sig selv tids nok til at kunne redde sig selv? Hun mødte igen hans øjne. Dumdristigt, måske. Men hvis hun vidste noget om amuletter, så skulle de vist aktiveres af ejeren, inden deres magi aktiverede. Så hun mødte de røde øjne med sine gulgrønne, hvori der nu lå et køligere blik, en kraftig undertone af en udfordring. "Hvad undersøger du? " Måske kunne hun hjælpe. Måske kunne Herren bruge hende. Han havde været frygtelig stille. 

And now I'm seeing red but, 

There is no one else to blame but, 

The voices in my head

Hans blodrøde øjne betragtede denne hoppe, hun rystede, vaklede og var lig ved at falde i knæ. Han ville lyve hvis han ikke sagde at han elskede at se andre lide sådan her. Han elskede at se folk opdage at han ikke blot var en hingst man kommanderede med, han nød den smerte han kunne forvolde andre. Han var dog en smule forundret over at hun så hurtigt formåede at ryste oplevelsen ud af kroppen, men det kom egentlig ikke bag på ham, når han lige havde set den opvækst hun havde været igennem – hun havde hele sit liv skullet blive stærkere og komme sig hurtigt over ting som måske rystede hende. Hendes giftgrønne øjne så tilbage på ham og i et kort sekund kunne han se en masse følelser i de grønne øjne. Hun rettede sig op og selv om han stadig kunne ane små rystelser i hendes krop, vidste han også at hun prøvede at komme ovenpå igen. Hendes øjne faldt på hans amulet og han vidste også udmærket at en hoppe som hende, måtte kende en del til den magi som var i landet – uden den, ville han stadig være den samme, men det gjorde det bare nemmere for ham at torturere sine ofre. Han havde dog endnu ikke fundet ud af om denne hoppe skulle være et offer eller om han burde give hende en chance, det kom meget an på de næste træk hun foretog sig.


Hendes stemme lød nu og i stedet for den meget bestemte og lidt aggressive stemme hun før havde haft, havde hendes stemme ændret sig drastisk. Den var nu lavmælt og en smule mere erkendende. Hun ville ikke have at han så de minder, hun ville ikke have at nogen så de minder.. Men hvorfor ikke? Skammede hun sig over dem? Eller prøvede hun blot at være en anden end den hoppe som havde gjort de ting i hendes minder?


Han spændte den store krop og trådte et skridt tættere på hende, han smældede hårdt med halen og så på hende med de røde øjne, søgende og undrende. Han løftede hovedet atter og forlangte nærmest en respekt – han var på hendes område, hendes land og hendes flok – ville hun kunne tillade ham at gøre dette? Han fortsatte sine skridt frem mod hende og stoppede nu, men meget kort afstand imellem dem. Hendes attitude ændrede sig, hun slappede mere af, hun stolede ikke på ham, men hun virkede som en meget intelligent hoppe og måske havde hun fundet ud af at han ikke var kommet for at skade hende – han ville vise at han var en hingst der skulle tages alvorlig, en hingst som krævede en del respekt og som man måske gjorde bedre i at være allieret med, end fjender med. Hendes øjne søgte nu hans igen og med det samme faldt der et smørret smil over den sorte mule, enten var denne hoppe yderst dum eller også var hun modig.


”Jeg er ikke ligefrem en hingst som spørger om lov”


Hans ord lød køligt, men der var også faldet en lettere snu tone ind over hans stemme. Hans blik forblev på denne hoppe og betragtede hendes bring løfte sig og sænke sig i takt med at hun trak vejret. Han overvejede kort at røre hende, lade hende mærke hans berøringevner, mærke den angst det ville give at tro man skulle dø. Men for nu opførte hun sig som han ønskede og dette skulle belønnes.


”Undersøge er måske ikke det rette ord. Jeg skal sørge for at folk ikke glemmer herren, sørge for folk stadig frygter ham og sørge for at hans undersåtter er trofaste! Jeg skal bruge de midler jeg ønsker og sørge for at skabe et sted han kan vende tilbage til med stolthed. Dette betyder for mig at jeg skal have mig et område, danne mig en flok og få samlet dem som støtter op om ham. Han har valgt mig, for som du måske har opdaget… er jeg ikke ligefrem en der giver mig”


Han så atter på hoppen og et glimt af uforklarlighed lå i dem, han tanker fløj afsted – denne hoppe, spændende og måske brugbar – men hvordan kunne herren, hvordan kunne han bruge hende? Hvad var denne hoppe villig til at gøre? Villig til at ofre?

Abaddon Izarra 

I'm the king of doubt, 

I fight out all on the inside 

I'm the poster child of denial, 

There is nothing I can't hide 

I'm punching holes in walls because, 

I let them build up way too long, sabotage 

Everything I ever had

De grønne øjne betragtede hingsten. Så han spurgte ikke om lov. Så han troede han kunne vandre frit ind på Lux Umbras område. Nok havde flokkens fokus område været, at samle heste ind til Helzlori. Insanus havde ikke været ivrig efter det, han havde altid spillet sig eget spil og Abaddon havde ændret sig meget efter faderens død. På en måde passede flokkens regler og idealer ikke længere til de hun selv havde. Men det var også grunden til at hun havde kaldt ud til flokkens medlemmer nu, for at introducere dem til en ny tid for flokken. De ville gå under et nyt navn, et der ikke gemte deres intentioner, de kunne droppe deres maskerade og folde sig ud som en dødelig sommerfugl, genfødt.  Den sorte hingst mindede hende om hendes far på hans bedste dage, hvor hun faktisk kunne have en samtale med ham og blive hørt. De få dage han faktisk syntes at være normal og ikke fortabt i sit eget mørke og illusion. 

Han troede han kunne slynge den Almægtiges navn rundt som var det bare det. Et navn. Som om, at det var en hvilken som helst skabning ham omtalte. Hun havde en krigers træning, et sæt skarpe tænder og ikke mindst en masokstisk side til sig. Og hun havde lært af den bedste, hvordan man brugte alt man var til at over komme en stærkere modstander. Måske var det på tide, at hun foldede sine vinger ud og lod ham se hvem han havde med at gøre. Han fik ikke lov til at underminere hende her. Et hvert andet sted kunne det gå an, men dette var hendes domæne. Hun knejsede let i nakken. Lod de gulgrønne øjne flakke ud til siden, scannede kort engen, inden hun så på hingsten gennem de lange øjenvipper, et blødere, mystisk og ganske hemmelighedsfuld blik løb over den arrede hingst. 

Mange havde overvejet hvilke uhellige tanker, der gik igennem hoppens hoved, når hun så på andre med det hungerende blik, som ikke helt afslørede hvad hun overvejede. Var hun betaget af dem? Ønskede hun at sænke sine tænder i deres strube? Ønskede hun at vise dem en verden af nydelse eller smerte? Oftest tænkte hun på hvordan man bedst kunne flå en hest, hvor længe de kunne klare smerten, hvilken sød musik hun kunne trække fra deres læber. 

Hun lyttede til den fremmede endnu en gang. Så han var her for at sørge for at kaos var godt på vej? Var hun ikke nok? Havde han glemt hende og givet hendes opgave til denne hingst? Hvorfor var det så svært, at tro at en hoppe kunne sprede rædsel og frygt ligeså godt som enhver anden? Hun slog let med den lange, krøllede hale. Hun følte sig lidt til side sat... Men hvis det var Herrens mening kunne han komme til hende og sige, at hun skulle give denne hingst tøjlerne og bukke sig i støvet for ham. Indtil da.. Indtil da ville hun holde sin position og ikke lade sig kue af dennes ord.  

"Helzlori regere over mig, men.. Her? Lux Umbra tilhøre mig. De følger mig og hvis ikke... Så følger de Herren. Helvedshingstene holdt sammen, de respekterede hinanden. Hvis Herren ønsker, at jeg træder af.. Så må han komme til mig med ordren. Han er den eneste jeg følger." 

Hendes stemme var ikke fløjlsblød, men den fik snoet sig om alt, some en forførende slange, der forsøgte at overtale en mus til at gå frivilligt ned i dens mave. Hun to et skridt til siden, bevægede sig med smidige skridt, som en kat, og begyndte gå rundt om hingsten. Lade ham føle hendes blik på ham, følge musklernes aftegninger under hans pels, fulgte arrene. Da hun var ude af hans synsvinkel rakte hun ud efter spøgelset. Hun kaldte på ham og endnu en gang blussede sorgen op, skammen over at have dømt hendes far til aldrig at finde fred. Hendes aftale med Helzlori ville tjene hende endnu en gang. Spøgelset manifesterede sig ved hendes side. Den afdøde hingst var højere end hende, hans hoved var halvt rådnet, et øje manglede, hans ben var brækkede og hans mave var bulet af de mange brækkede ribben over årene. Hun sendte ham frem. Sendte ham mod den sorte hingst. Hun gav ham ikke energi nok til at blive en fysisk form, men det var nok til at den afdøde hingsts morderiske intentioner ville blive mærket. Selv hvis spøgelset ikke passerede gennem hingsten. Abaddon stoppede op og så på den sorte hingst med tåre i øjnene. Selv hun kunne ikke tøjle den alt ædende følelse hun måtte lide under, når hun tilkaldte hendes faders spøgelse. Han skulle ikke tro, at hun var intet.
Hun var Abaddon Izarra, leder, moder, tjener, morder.

 

And now I'm seeing red but, 

There is no one else to blame but, 

The voices in my head

Han vidste udmærket at det ikke var normal kutyme at man vandrede som man ønskede det, men han var egentlig en hingst som kun havde få han valgte at lytte på og for nu var der ingen i denne verden udover Helz som havde vundet noget der mindede om respekt hos ham – han lyttede til hans bror, men selv ikke han skulle finde på at sætte grænser for ham og dette vidste han godt. Han havde dog hørt lidt om denne floks område, et område som havde til formål at samle tilhængere, tilbedere eller tjenere til selveste deres gud og derfor var det dog heller ikke tilfældigt at netop dette var landet han først havde valgt at opsøge. Han havde hørt om hingsten som før vandrede på disse egne, men han var ikke længere i blandt dem og denne hoppe så ud til at være hans datter eller i hvert fald en efterkommer af det blod som flød i hingsten han havde hørt så godt om – dog var vanviddet taget en smule over og deres egentlige mål, var måske forsvundet en smule fra hans fokus. Han havde mange af de idealer som den store hingst fra denne flok havde haft, det han havde hørt om denne hingst havde imponeret ham og mange ens træk havde de da haft. Han var dog selv mere fokuseret på tingene og havde en højere plan med alt hvad han foretog sig. De blodrøde øjne flakkede atter ned over denne hoppe, hun var køn – det var en af hans svagheder, kønne hopper. Han smældede med halen, dette var den ene ting som kortvarigt kunne få ham til at lægge hans planer en smule på hylden – men i dette øjeblik var han fokuseret på hans.. deres plan.


Igennem de minder han så, havde han fået et ret dybt indblik i denne hoppe og dette var også et indblik som hun ikke ønskede at han fik. Hendes opvækst havde været en stort træningssession og dette imponerede ham, han havde set at hun stadig bar følelser – hun skjulte dem godt og lige som han selv, virkede hun ikke udadtil som om dette havde påvirket hende, men det han havde set havde lært ham meget om denne hoppe. Imens han stod og betragtede hoppen foran sig, var det som om at alt indeni hende ændrede sig. Hun valgte at sige fra, hun lagde den lidt blødere hoppe til siden og valgte at udfordre ham en smule. Hendes øjne ændrede sig, uforudsigelige, bløde, mystiske – alt lå i hendes giftgrønne øjne og dette førte et smil på mulen hos den store hingst. Han havde et kort øjeblik været i tvivl om hun blot havde tænkt sig at rulle om og lade ham vandre ind på hendes domæne og dominere hende – men nej! Hun ville udfordre ham og dette betød også at hun vandt en smule respekt hos den store hingst.


Mange ville undervurdere en hoppe og tænke at de ikke havde noget som helst overhovedet at bedrage med, men han var anderledes. Han så ikke alle svaghederne ved en hoppe, men nærmere alle de styrker som sådan en hoppe kunne bringe til en kamp. Hun ville i forhold til ham, mange muskelmasse og råstyrke, men hendes smidighed og udholdenhed ville måske i modsætningen være bedre end hans. Men kampe blev aldrig kun udkæmpet på muskler og fart – nej det vigtigste i en kamp var at have hovedet med. Han så på hende og hun imponerede ham en smule. Hendes ord lød og et større smil faldt over hans mule – lusket, uberegneligt og køligt.


”Han ønsker bestemt ikke at de træder af – hvorfor skulle han ønske det? De er en hoppe med mod, styrke og hovedet skruet rigtigt på – de som ikke følger dig.. de må mangle nogen skruer”


Hans stemme var slesk, lokkende og direkte – han var ikke bange for at sige sandheden, dog var han ikke kendt for at bruge alt andet end sandheden, men indtil videre havde denne hoppe mest af alt fortjent sandheden fra ham – hun havde været villig til at stille sig op imod ham og lade ham kæmpe lidt for det som han gerne ville frem til.


Han lod hende træde tættere på, han lod hende begynde sin gang rundt om sig og fulgte hende ikke med det samme med blikket – han nød synet, hun var skam værd at se efter – men lige nu var han ikke i hendes selskab for fornøjelsens skyld, men i forbindelse med forretning – så var det jo blot upassende at kigge efter hende. Hendes berøring lod det lokkende og kolde smil forblive på hans læber og kun for hendes skyld spændte han op, gjorde sig en smule til – blot for at vise at der var andet bag hans ord end blot tomme trusler, han var en fysisk hingst og var ikke bange for at tage kampen op med nogen overhovedet.


En bølge ramte ham, en bølge af mord – had og forsagt ramte ham og han løftede hovedet undrende og tænkende. Han vendte sig på stedet mod denne hoppe og vidste at dette ikke kun havde været hans egne følelser, dette havde været noget andet. Hans hoved var rankt, højt og hans blodrøde øjne lå nu på hende. Hun indeholdte mere end han havde givet hende kredit for. Den store sorte krop førtes nu over i mod hende og stoppede lige foran hende, der var ikke mere en 40 cm imellem deres muler – ville hun frygte ham? Angribe ham eller finde ud af hvad han virkelig ønskede fra dette møde?

Hun nynnede kort, som han svarede. Hun vile nok have studset noget over hendes Herres beslutnning, hvis han havde sendt denne hingst til at sende hende væk. Det ville ikke havde været fair, så det her var gode nyheder. Hun valgte ikke at rode mere i Herrens beslutninger, men mon ikke han havde en anden grund til at vade sådan ind på hendes område? Hun ville snart trække sandheden ud af ham, hvis han ikke selv gav den...

Hoppen stirrede sig næsten blind på hingsten, som han stod der, deres muler ikke langt fra hinanden. Sorgen bølgede igennem hende og hendes øjne var spejlblanke og tåre samlede sig nederst i hendes øjne. Hun mærkede kort hendes underlæbe bævre. Hun savnede ham. Hun savnede den far, som havde fortalt godnat historier, den som havde holdt øje med hende når hun legede lidt for langt væk, den som havde bekymret sig om hendes velbefindende, hendes mor og alt det onde han havde voldt hende smeltede væk. Han havde jo bare gjort det for at bygge hende op til den stærke hoppe hun var idag...

Hun drejede hovedet en anelse sådan at det sorte horn nu rørte ved hingstens man og siden af hans hoved og lidt ad hans hals. Ingen trussel, men stadig en reminder om at hun var langt fra forsvarsløs. Hun samlede sig lidt, blinkede så mange tåre hun kunne væk, inden hun kaldte spøgelset frem. Lod ham tage fysisk form, et kadaver. Halvdelen af hendes fars hoved var knust, sunket ind og knogler var tydelige. Ben, ribben og ryggen var brækket. Skind og pels var faldet fra his og her, et gult øje lyste let. 
Abaddon rankede sig og forsøgte at gøre sig en anelse højere. Forsøgte at finde et lys at holde ved, som følelsen af at være fortabt og efterladt bølgede endnu stærkere igennem hende. Det var som at falde i en afgrund, mørke over og under hende. Intet til at gribe hende. 
"Hvad laver du så her?"

Hendes stemme var plaget af gråd, men den trodsige styrke slog også igennem som en vred og arrige tone. Hun skulle ikke skubbes for meget til inden hun faldt i en sø af raseri, som var hendes eneste forsvar mod den elendighed hun placerede sig selv i hver gang hun påkaldte Insanus... Dette møde skulle overstået hurtigt eller også ville hun sende hendes faders spøgelse efter hingsten. Kadaveret bevægede sig frem mod hingsten med et djævelsk smil på læben, som afsørede de syle spidse tænder og savlet som flød frit fra hans mund. Han hungrede efter at blive sat fri. Hungrede efter at stjæle lidt af livets varme fra hvem der så end satte sig på tværs af stjerne hoppen... 

Han lod blikket glide let over denne hoppe, hun var noget anderledes af udseende end nogen af de andre hopper på denne eng, hendes kampgejst var ligeledes også anderledes end nogen andre han havde set – dette skræmte ham dog ikke, men nærmere trak ham imod hende, han var lidt betaget af denne hoppe, dette specielle udseende og en personlighed som gik i et med hendes udseende. Han kunne se at hendes øjne ændrede sig, men til hvad?

Hendes blik lå direkte på ham og hendes øjne var tæt på. Den sorg som dansede igennem hende var ikke til at tage fejl af, han havde ramt noget i hende som måske var mørkere end han havde håbet på. Han kunne nu fange en tårer som let dansede rundt i hendes øjenkrog og som ikke kunne beslutte sig for om den ville tage flugten ned over hendes kind eller om den skulle forblive hvor den var. Dette var en sårbarhed, en sårbarhed som lå hos denne hoppe. En sårbarhed som han ikke havde forventet at se hos hende og en sårbarhed som måske slog ham en smule ud af kurs. Han kunne se at hendes tanker løb en smule væk fra deres samtale, væk fra den virkelighed de befandt sig i. Hendes hoved drejede sig nu og hendes horn ramte let hendes man. Hun afmærkede sig en smule, afmærkede at hun altså ikek var en af de blødsødne hopper som bare dansede rundt om ham som han gerne ville have det. Hun ville ikke lege med på hans små lege som nogen af alle de dumme små hopper han havde mødt på denne eng, hun var anderledes.

Hun blikkede nu tåren væk som havde spøgt længe, men i det hun gjorde det dukkede en hingst op, en hingst han med det samme genkendte, han havde aldrig haft æren af at møde denne hingst, men han havde hørt historier og beskrivelser og derfor var det på ingen måde usikkert hvem denne hingst foran ham nu var. Han lod dog hurtigt tankerne flyde hen på hvorfor denne hingst var kommet.. hun måtte kunne noget magisk lige som han selv kunne. Han vendte hurtigt tilbage til hingsten foran ham. Hendes stemme mød nu og den var tydeligt plaget af gråd, hun lod til at være ufattelig ramt af at hendes fars ånd var i nærheden af dem. Hendes sårbarhed gjorde ham en smule usikker, da han ikke helt vidste hvordan dette skulle tackles, men for nu ville han fokusere på noget andet.

”Jeg ønsker at møde Eliten og jeg har forstået at dette også indbefatter dig”

Hans stemme var ærlig og direkte, han havde opsøgt hende fordi hendes kald havde været powerfuldt og kaldende. Hun måtte havde magt og det havde han opdaget, han havde set hende og ikke været et sekund i tvivl om hvem hun var. Han lod atter blikket falde mod den halvdøde hingst som nærmede sig, han sænkede et øjeblik hovedet i respekt, før han atter løftede dette. Han var en tro tjener af den mørke herre og denne hingst havde været yderst højt placeret hos hans herre. Han ønskede ikke at fornærme denne hingst, han ønskede ikke at træde denne hingst over tæerne, men lige nu ville han føre en samtale med denne stjernehoppe, spørgsmålet var om hingsten ville tillade det. Han var ikke en hingst som fædre ønskede deres døtre i nærheden af.