Et veltilfreds smil plantede sig på hendes mule, da hendes hale svirpede lige op i hovedet på ham som en pisk og fik ham til at rykke hovedet til sig med et fnys. Hah, så kunne han lære det! Til hendes store ærgrelse virkede det dog ikke til at have påvirket ham synderligt, da der nu blot lød en rå og ubehagelig latter fra hans strube. Hun lyttede til hans ord om brunsten og smækkede hårdt ørerne i nakken.

,,Din løgner! Tror du ikke selv, jeg havde bemærket, hvis jeg var i brunst?!"

Han tilføjede nu, at hun jo nærmest havde tryglet efter en omgang, og det fik hende til at tabe både mund og næse i en stor måben.

,,Nu har jeg aldrig...!!!"

Hun vidste slet ikke, hvad hun skulle sige... Hun var simpelthen målløs! Tænk at han kunne stå dér og antyde noget så horribelt, som at hun selv havde bedt om at blive voldtaget!
Hun mærkede nu hans mule glide over hendes flanke, og det fik hendes skind til at trække sig sammen på en ubehagelig måde, som han trådte tættere på hende. Hun stampede advarende med det ene bagben i jorden. Hun havde ikke mange kræfter tilbage og kunne derfor ikke gøre så meget modstand, men han skulle slet ikke være i tvivl om, at hun ikke fandt hans selskab og nærkontakt behagelig!
Han stillede nu spørgsmålstegn til, at han skulle skamme sig, alt imens han spydigt tilføjede, at hun bare kunne sige til en anden gang, eller om han skulle sige til, næste gang de skulle have det sjovt? Hun spærrede chokeret øjnene op og hvinede fornærmet.

,,Have det sjovt?? Jeg har absolut ikke haft det sjovt, så der bliver under ingen omstændigheder nogen næste gang!!"

Fazet

We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.

Det var lige det her, som han havde håbet på med sine ord. Hun blev provokeret og en provokeret hoppe var aldrig kedelig. I hvert fald ikke hele tiden. Jovist mente han at hun havde bedt om det. Hun havde ønsket det, om det så var fordi der kom noget ud af det eller ej, det ragede Fazet. Han kunne ikke være mere ligeglad for ham handlede det ikke om afkommet, det handlede om at vinde og i hans blinde øjne havde han allerede vundet denne kamp. Hun kunne blive et interessant bekendtskab, hvis hun var med på en leg en anden gang. 

"Så må du hellere passe på, hvor du render hen næste gang... Næste gang bliver det ikke på samme blide måde..."

Han lagde tryk på det ene ord med en hoven tone. For han kunne være hård, men denne gang havde han fanget hende i uvisheden og hun havde ikke regnet hans hensigt ud med det samme. Nu måtte han se om det ville ske igen, han tog i hvert fald ikke et nej for et nej. Der kom et advarende stamp og han kluklo kort, inden han kastede med hovedet.

"Vi får se.... Jeg springer på dig igen, hvis jeg du render i mig..."

When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?

Hun lyttede til hans ord, der sagde, at hun så hellere måtte passe på, hvor hun rendte hen næste gang - for næste gang ville det ikke blive på samme blide måde. Blide måde...? Hun krængede overlæben op i et højt, fornærmet fnys. Hvor vovede han at antyde, at dette på nogen som helst måde havde været en blid oplevelse!! Han stampede dog nu advarende i jorden, og det fik hende straks til at forstå, at hun ikke så meget som skulle overveje at sige ham imod. Hun rystede derfor blot frustreret på hovedet af ham. Han var simpelthen så langt ude, som man overhovedet kunne blive... En klukkende latter forlod nu hans strube, inden han sluttede af med at tilføje, at han ville springe på hende igen, hvis hun rendte ind i ham. Hun fnøs let.

,,I så fald skal jeg nok sørge for aldrig at rende ind i dig igen. Farvel!"

Med de ord snurrede hun rundt og skyndte sig væk i en hurtig galop. Hun så sig tilbage og håbede blot, at den forfærdelige hingst ikke fulgte efter hende, alt imens hun takkede guderne for, at hun ikke havde været i brunst!

Fazet

We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.

Det luskede udtryk var over Fazets mule, mens han stirrede i blinde frem mod hoppen. Han kunne fornemme hendes tilstedeværelse og hvor hun var. Ørene var altid hans sanseomgang. Synet var taget fra ham, men han havde til trods for det lært at adaptere sig til livet alligevel. Halen smældede kort, inden et hovent fnys gled over den sortes mule.

"Til vores veje krydses igen... Du vil aldrig kunne bide dig sikker i fremtiden"

Hvislede han, inden han lod hende stikke af. Hingsten havde andet at tage sig til end at følge efter en gemen hoppe. Det ene bagben endte derfor med at komme i en hvilende stilling. Hoppen havde trods alt forstyrret ham i sin afslappethed - og den havde han i sinde at genoptage.

When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?