Inaktiv karakter
IS OFFLINE
Years Old
Long story - buy the e-book!
467 POSTS & 5 LIKES
|
Post by Fazet on Oct 13, 2017 12:31:34 GMT 1
Fazet We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.
Med tænderne blottede overvejede han hele scenariet. Der var ingen tegn på andre heste i nærheden, og alligevel så ville han ikke slippe hende fri. Der var noget over hendes kamp mod ham, som fik ilden til at blusse i den blåsorte hingst. Hun kæmpede imod. Han overvjede ikke at lade være. Genstand. Ordet summede i hans hoved, og prikkede til ham. Han var selv blevet kastet rundt, jagtet tidligere... Han fnøs.
"Jeg kan gøre, hvad jeg vil."
Var hans fastlåste ord, da han bed endnu engang efter hende. Tyngede ned mod hende, men det virkede til, at der var kommet lidt ro og pause i hendes kamp for at komme fri. Det var ikke ligefrem fordi, at han lå godt på denne måde.
"Forlang du bare, jeg lader dig ikke gå... Jeg beholder dig..."
Hans stemme var hvislende. Hun havde selv startet det, og været så ubehøvlet overofr ham! At hun vovede at springe sådan ind i en sovende hest, også bare tro hun kunne slippe afsted med det.
When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?
|
|
|
Post by Deleted on Oct 27, 2017 4:24:59 GMT 1
Han så blot fortsat på hende med tænderne blottet, inden han fnøs og sagde, at han kunne gøre, hvad han ville. Hun kneb fornærmet øjnene sammen. Hvordan kunne han have sådan et forskruet syn på verden?! Man kunne da ikke bare gøre, som man ville, hvis det indebar at skade andre heste! Hans ord blev dog fast understreget, da han atter valgte at bide hende, mens han tyngede alt sin vægt ned mod hende. Hun lukkede smertefuldt øjnene i og peb lettere anstrengt efter vejret. Hans vægt var simpelthen så tung at have presset ned over sig, så hun kunne snart ikke få luft mere...
Hans stemme hvislede nu i luften, at hun bare kunne forlange, alt hvad hun ville - han havde stadig tænkt sig at beholde hende. Hun så skræmt frem for sig og mærkede, hvordan panikken for en gangs skyld begyndte at brede sig i hendes krop. Var det virkelig sådan her, hun skulle ende med at dø? Hun var ikke klar! Det lå dog ikke til hendes natur at vise svaghed, heller ikke selvom hun snart befandt sig på dødslejet... Så hun så blot koldt op på ham, inden hun lavt hvislede sine ord.
,,Bare vent... Der er folk derude, der vil opdage, at jeg er væk. Og når de finder mig, så kan jeg love dig for, at du kommer til at fortryde det her!"
|
|
Inaktiv karakter
IS OFFLINE
Years Old
Long story - buy the e-book!
467 POSTS & 5 LIKES
|
Post by Fazet on Oct 31, 2017 16:02:02 GMT 1
Fazet
We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.
Han fnøs. Der var ikke nok kamp i hende. Hendes ord rørte ham ikke, men han valgte alligevel at tage en anden beslutning end han plejede. Måske kunne hun bruges til noget alligevel.
"At jeg kommer til at fortryde det?" Ordene blev hvæst ud på bedste maner fra Fazet. Han sprang tilbage og piskede livligt med halen. Lod hende slippe. "Dine venner kan intet stille op for at gøre mit liv mere end det allerede er. Hvilken ændring skulle det give, at de kom efter mig? Dræb mig og jeg vil hjemsøge dig resten af dit misrable liv..."
Han ventede. Ventede på det rette øjeblik til at gøre sit næste træk. Sin næste mulighed for at overvælde hende. Han havde en straf i sine tanker, som han havde givet før. Det ville koste hende dyrt, at tale sådan til ham og hun skulle få ham at betale... When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?
|
|
|
Post by Deleted on Nov 8, 2017 20:16:19 GMT 1
Han var tydeligvis ikke glad for hendes ord, da han nu hvæsede af hende. Pludselig sprang han dog tilbage i et ryk. Hun gispede halvkvælt efter vejret, da ilten pludselig strømmede ned i hendes lunger igen. Hun trak vejret i pibende stød, mens hun lyttede til hans ord. Hendes venner ville ikke kunne gøre hans liv mere surt, end det allerede var... De ville ikke kunne ændre noget, for hvis de dræbte ham, ville han blot hjemsøge hende for evigt... Hendes tænder klaprede let ved hans ord. Selvom stædigheden brændte som en ild i hendes indre, så var hun på randen til at lade sig overgive af frygten. Hun forsøgte hele tiden at samle sig sammen til at springe på benene og indtage flugten, men hendes krop var for svag lige nu... Selvom han var blind, så ville hun umuligt kunne løbe hurtigt nok med sine kvæstede lunger lige nu. Han ville kunne høre hendes langsomme skridt og med lethed overrumple hende igen. Derfor blev hun blot passivt liggende; overgivende og afventende. Hvad ville han stille op nu?
|
|
Inaktiv karakter
IS OFFLINE
Years Old
Long story - buy the e-book!
467 POSTS & 5 LIKES
|
Post by Fazet on Nov 8, 2017 21:00:22 GMT 1
Fazet
We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.
Hendes vejrtrækning var ikke ligesom før. Han stod lidt. Ventede på, at hoppen ville kaste sig op fra jorden og forsøge at stikke af. Han ventede, ventede. Der skete ingenting. Halen piskede fra side til side, mens han blot stod og ventede. Forventede at hun ville gøre noget. Hvorfor kæmpede hun ikke mere imod?
"Kom op og vis mig, hvad du kan..."
Hvislede hans stemme så og han ventede endnu engang. Hvorfor blev hun liggende. Han var ikke færdig med hende. Han trådte frem og sank mulen ned. Hingsten snappede efter hoppen. Undersøgte, hvad han kunne med snappen og bid. Han var ikke færdig med hoppen, og hun skulle ikke regne med at blive liggende der.
"....Usling..." When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?
|
|
|
Post by Deleted on Nov 28, 2017 11:28:57 GMT 1
Han stod blot og afventede et eller andet. Men hvad? Hans hale piskede fra side til side, og han var tydeligvis frustreret over et eller andet. Havde han forventet, at hun ville rejse sig op og enten flygte eller gå til angreb? Var det dét, han ventede på? Det var det tilsyneladende ja, for i det samme hørte hun hans hvislende ord, inden han trådte frem og sank mulen ned mod hende. Hun mærkede en dirren skyde igennem sin krop, da han atter var kommet så tæt på hende. Hendes krop skreg til hende, at hun skulle flygte alt, hvad remmer og tøj kunne holde, men alligevel blev hun bare liggende helt passivt. Hvad var der galt med hende? Hvorfor gjorde hun ikke modstand længere?
Hans bid ramte hende nu og fik hende til at hvine anstrengt. Hendes krop var efterhånden fyldt med bidemærker, og hun kunne snart ikke holde til mere... Hun var parat til at give op og lade ham slå hende ihjel, da hun hørte hans ord, der brændte ind i hendes øregange. Usling... Det var jo dét, hun var lige nu, var det ikke? Og var det virkelig dét, hun gerne ville være? ... Nej! På stavrende ben kom hun usikkert op at stå. Hendes ben føltes som gelé under hende og truede med at knække sammen hvert øjeblik - men hun stod her. Hun så hårdt på den blåsorte hingst og sendte et fnys af sted mod ham, der indikerede alt det afsky og had, hun nærede til ham lige nu.
,,Hvad er det egentlig, du vil, hingst?"
|
|
Inaktiv karakter
IS OFFLINE
Years Old
Long story - buy the e-book!
467 POSTS & 5 LIKES
|
Post by Fazet on Nov 29, 2017 8:33:23 GMT 1
Fazet
We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.
Han ventede. Ventede. Tålmodighed var en fjende for Fazet, han ejede den ikke i andres selskab. I hvert fald ikke meget af den. Men nu havde han ikke noget valg. Hoppen lå ned, samlede kræfter. Han havde været hårdt ved hende, men selv kunne han også mærke at hun havde fået slag ind. Kæben var øm. Meget endda, og det hujede ikke hingsten. Ørene var tilbage i nakken, mens han ventede. Hun var en usling. Det virkede. Hans lille idé i hovedet begyndte at tage form, og han skulle da nok få sin vilje - i hvert fald, hvis det stod til ham.
Så skete der endeligt noget. Ørene sitrede, da han kunne høre bevægelserne. Hun kom op at stå. En anden lyd ramte hans øre, men det var ikke nogle, som han lige kunne placere med det samme. Et fnys. Et smil dukkede langsomt op over den mørkes mule, mens han trådte helt tæt på hende. Søgte hende. Søgte sit mål.
"Du trænger til en læresteg..." Hvislede han. "Så en lille påmindelse om, hvad man ikke gøre, er vel på sin plads."
Han snoede sig omkring hende. Gjorde sit snit, og det tog ham ikke mange sekunder at vurdere, at han bare måtte tage, hvad han følte var sin ret. Han sprang frem. Frem mod hendes bagparti og i et kast sprang han på hende. Ikke for at vælte hende, men for at plante et dybt og forhåbentlig minde i hende om deres møde. Et afkom, hvis det stod til Fazet.
When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?
|
|
|
Post by Deleted on Dec 1, 2017 0:22:48 GMT 1
Et uhyggeligt smil dukkede nu op på den blå hingsts mule, inden han trådte helt tæt på hende. Hun havde lyst til at trække sig tilbage og tage flugten, men alligevel blev hun trodsigt stående og lod ham komme nærmere - hun nægtede at bukke under nu! Hun lyttede til hans hvislende svar og snerrede hidsigt af ham, alt imens hendes ører blev lagt klinende ned mod nakken.
,,Du kan da vel ikke stadig være sur over, at jeg stødte ind i dig tidligere? Jeg har jo sagt undskyld en million gange! Hvad mere vil du have?!"
Han bevægede sig nu snoende omkring hende, og usikkert vippede hun med ørerne og fulgte ham med blikket. Hun stolede ikke på ham! Han var ude på et eller andet... Men hvad? Det fandt hun lynhurtigt ud af, for efter ganske få sekunder sprang han frem mod hendes bagpart og kastede sig hårdt og brutalt op på hende. Hun stivnede og spærrede chokeret øjnene op, mens realititen væltede ind over hende. Hun var i brunst, og han havde tænkt sig at parre hende! Hun gik fuldstændig i panik og hoppede og sparkede, det bedste hun havde lært, i et forsøg på at få ham af sig. Åhh, hvor ville hun dog ønske, at hun bare var løbet, da hun havde chancen!
|
|
Inaktiv karakter
IS OFFLINE
Years Old
Long story - buy the e-book!
467 POSTS & 5 LIKES
|
Post by Fazet on Dec 1, 2017 17:13:26 GMT 1
Fazet
We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.
Hun skulle bare vide. Han vidste udmærket, hvad han ville kræve for hendes dumhed. Derfor svarede han ikke. Han havde været meget opmærksom på hendes bevægelser - de mindste af slagens. En lille vibration var nok for at få den blåsorte hingst placeret. Det tog ham et mægtigt kast op, inden han var på ryggen af hende. Det måtte have overrasket hoppen, for inden han fik bidt sig fast var hun allerede blevet klar over det. Han snappede og bed.
Forbenene klemte for at holde sig fast, da hun begyndte at sparke og hoppe. Det var en evighed siden Fazet sidst var stødt på en modstandsdygtig hoppe. Han havde ikke tvunget sig som sådan på nogen hopper i Proelio. Jovist havde han da skabt føl, men det havde været på en anden måde. Lillium havde fanget ham for en stund - givet ham en evig kamp; i hvert fald for en periode. Hun havde ladt ham hoppe på ryggen af sig efter at have hakket halvdelen af hasn øre af. Samvittigheden havde alligevel taget hende til sidst og nu var både hende og hans datter Blodwen søgt videre. Arya var stadig et sted i landet, men hun havde ikke haft interesse i ham. Han havde jagtet hende væk efter et par møder. Men denne hoppe - denne hoppe havde en modstandsgnist. Lige det som Fazet havde savnet i landet. Måske han alligevel skulle blive her længere end først beregnet? Han bed og forsøgte at skubbe sig op. Han gled kort ned, men det var ikke andet end at han ramte jorden, inden han mærkede et par hove mod sin kæbe. I et kast var han atter på vej op. Denne gang ville han bide sig fast - om så der ville stå blod ud af hoppen, så ville han have sin ret! When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?
|
|
|
Post by Deleted on Dec 13, 2017 1:10:45 GMT 1
Hun kunne mærke, hvordan han snappede og bed ud efter hende, men hun var ligeglad nu! Han havde tænkt sig at bestige hende, og det skulle han fandeme ikke få lov til - om hun så skulle dø for at forsvare sig selv! Hun mærkede hans forben klemme sig ekstra godt fat om hende, så hun ikke fik noget ud af at hoppe - tværtimod gjorde det bare ondt i hendes ribben, og hun måtte straks stoppe op for at få vejret. Han bed sig nu ekstra hårdt fat i hende for at skubbe sig op, og hun skreg af smerte, mens hun vred sig som en ål. Han gled kort ned og ramte jorden med sine bagben, og så lykkedes det hende heldigvis at få et spark placeret lige op i hans kæbe. Hun hvinede triumferende, men lykken varede desværre ikke ved, da han nu atter kastede sig op på hende. Hun lagde hidsigt ørerne i nakken, mens hun snerrede vredt af ham og til stadighed forsøgte at hoppe, sparke og vride sig som en ål under ham.
,,Hvad har du gang i, dit perverse svin?! Kan du så komme ned!"
|
|
Inaktiv karakter
IS OFFLINE
Years Old
Long story - buy the e-book!
467 POSTS & 5 LIKES
|
Post by Fazet on Dec 13, 2017 13:09:02 GMT 1
Fazet
We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.
Det var ligesom at lege med en ål. Glat og smidig. Han havde ikke tænkt sig at tabe uden kamp, men det var også længe siden, at han havde hoppet på en hoppe, der ville kæmpe imod. Han bed og klemte, men lige meget hvad så forsøgte hun at få ham af. Så da han var kommet kort ned var det med et mægtigt hop, at han havde kastet sig op på hende igen. Til hans held var hun ikke kommet væk i mellemtiden. Glat som en ål... Åh, hvor havde han savnet kampen og gnisten blev kun større i den blinde hingst, jo mere hun kæmpede.
"Hvad tror du!? Stå nu stille..." Hvislede han men der var en harsk tone under det. Han havde ikke tænkt sig at give afkald på denne chance.
Hendes vejrtærkning, snerren og generelt modstand under ham beviste ham om, hvor gal hun var blevet over hans valg. Måske han havde tøvet en smule, hvis han havde set hvor rasende hoppen så ud, men det var ikke tilfældet. Fazet var blind. Og mørket omsluttede ikke blot hans syn, men også hans sjæl i visse tilfælde. Hungren i sit indre efter kampen, den ubeslutsomme kamp der altid herskede i hans indre blev tændt op af modstanden i andre; og hoppen var ingen undtagelse. Halvvejs oppe på hende, og halvvejs på benene forsøgte han at bide sig fat for at kunne bedække hende. Det handlede om få sekunder, der adskilte at han ville falde ned eller komme til. When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?
|
|
|
Post by Deleted on Dec 28, 2017 21:42:38 GMT 1
Til hendes store fortvivelse var der overhovedet ingen af hendes forsøg, der fik hingsten til at droppe sine ulækre lyster. Tværtimod hvislede han nu af hende i en hård tone, der nærmest fik hende til at skælve. Der var ingen tvivl om, at han mente det her... Halvvejs oppe på hende bed han sig nu hårdt fast i hende og havde dermed så godt et tag i hende, at hun ikke længere var i stand til at sparke ham ned. Efter at have kæmpet imod i flere forsøg, måtte hun ende med at give op. Benene dirrede og rystede under hende, da hun stod helt stille og kæmpede med at holde sig oprejst under den tunge hingsts kropsvægt. Hendes krop var efterhånden så smadret og udmattet, at hun ikke havde mere at give af... Hun lagde dog ørerne hårdt i nakken og brugte sine sidste kræfter på at snerre af ham med skælvende stemme.
...du har bare at få det overstået hurtigt, dit bæst!"
|
|
Inaktiv karakter
IS OFFLINE
Years Old
Long story - buy the e-book!
467 POSTS & 5 LIKES
|
Post by Fazet on Dec 28, 2017 23:17:49 GMT 1
Fazet
We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.
Det var mere held en forstand, at han ikke blev rusket af . Han fik et godt fast greb om hende, men det afskrækkede hende ikke fra at forsøge at vriste sig fri. Pludseligt var det dog som om, at der skete noget. Overgav hun sin kamp? Hun ville gerne, tænkte han og ørene gled for første gang i noget tid lidt fremad igen. Han mærkede vibrationerne i hendes krop. Lysten - ja det måtte være lysten, der var i hende. Snart flød hendes snerrende ord gennem hans ører, og han lod dem ikke være der længe.
Et split sekund overvejede han blot at hoppe af hende, men på den anden side, så var han ikke den søde type, der lod hoppen gå, når han havde muligeheden. Derfor var det kun et øjebliks tvivl i sindet, inden han bedækkede hende. Bidet var fast og han klemte om hendes krop, men hun ville ikke få sit ønskeopfyldt. Næh, nej Fazet ønskede at trække det i langdrag, ønskede at lade hende mærke hver en tomme af hans vægt over hende. Derfor brugte han tid. Forpustet, var han da han endelig gav efter og gled ned bag hende.
"Hvorfor skynde sig, når man kan nyde det?"
Hvislede han, mens tungen gled over læberne. Tilfreds og træt - det kunne man vidst roligt kalde ham. Hingsten var forpustet og stadig en smule opstemt af hele situationen. Mulen gled over bagpartiet, da han landede bag ved hende, inden han nappede efter hendes haser.
"Du kunne jo lide det..."
Hvislede han derfor spydigt, mens sundede sig over akten.
When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?
|
|
|
Post by Deleted on Jan 4, 2018 1:04:13 GMT 1
Hun lukkede øjnene i, bed tænderne sammen og forsøgte at fantasere sig et andet sted hen i sit sind, mens akten stod på. Men det var svært at fokusere på andet, når man havde sådan en tung hingst hængende på sig. Hun var også sikker på, at han gjorde sig ekstra lang tid om det blot for at irritere hende, for det tog godt nok sin tid... Ganske rigtigt lod han sig da til sidst glide ned bag hende og kom med sine provokerende ord. Hvorfor skynde sig, når man kan nyde det. Hun fnøs irriteret og ville ønske, at hun havde haft kræfter til at losse ham sådan én!
Til hendes store skræk og rædsel lod han nu sin mule glide slesk hen over hendes bagpart, inden han nappede ud efter hendes haser. Hun slog med hovedet, svirpede med halen og stampede kraftigt i jorden med den ene baghov - mere havde hun ikke kræfter til lige nu. Hans provokerende ord fortsatte da. Du kunne jo lide det... Dét var simpelthen dråben! Hun lagde ørerne helt tilbage og hvinede arrigt ud i luften, mens hun blottede tænderne af ham.
,,Hvor vover du at antage noget så skrækkeligt... Jeg er ikke engang i brunst! Du skulle skamme dig over at springe på en hoppe, der ikke selv er villig!"
|
|
Inaktiv karakter
IS OFFLINE
Years Old
Long story - buy the e-book!
467 POSTS & 5 LIKES
|
Post by Fazet on Jan 4, 2018 12:42:20 GMT 1
Fazet
We all have a Monster within; the difference is in degree, not in kind.
Hendes hale svirpede, men han gjorde ikke noget for at undvige den. Den smækkede lige i hovedet på hingsten, og han trak derefter hovedet til sig med et fnys. Sikke en mokke. Hun burde være tilfreds ovenpå den forestilling, hun havde selv bedt om det og han havde givet hende, hvad hun trængte til. Det var han helt overbevist om. En rå latter gled nu over hans mørke mule. Synet havde han ikke og derfor var kropssignaler ikke noget, som han kunne se eller fornemme. Tilgengæld var de andre sanser altid på højtryk. Hun havde ikke været tilfreds med, at han havde ladt sin mule hvile mod hendes bagpart. Et hårdt bump fik hans øre til at vibrere kortvarigt.
"...Ikke det... Duften snyder aldrig en med en så skærpet lugtesans som min. Din brunst hang omkring dig," hvislede han. "...Og du tryglede jo næsten efter en omgang.." Tilføjede han blot for at provokere hende yderligere. Han kunne ikke dy sig, så han gled mulen op over hendes flanke, som han trådte tættere på hende. Så let lod han hende ikke slippe med det.
"Skamme mig?" Tænderne var kort blottet. Skamme sig? Skulle han? Fazet? Skamme sig over noget så simpelt og naturligt som dette. Næh, nu havde han hørt det med. Mange ting havde han fået smækket i hovedet, men aldrig at han burde skamme sig. "Du siger bare til en anden gang eller skal jeg sige, næste gang vi skal have det sjovt?" Lød det spydigt over hans mule.
When I despair, I remember that all through history the way of truth and love have always won. There have been tyrants and murderers, and for a time, they can seem invincible, but in the end, they always fall. Think of it--always. So why am I still standing here?
|
|