Den bevingede Iris havde på sin tur gennem luften, spottet dette højest mærkværdige sted. Fra oven havde det lignet et puslespil, men da hun var landet, havde hun opdaget, at det hun havde troet var brikker, faktisk var en masse små øer i forskellige størrelser og former. Det var underligt at Iris ikke tidligere havde lagt mærke til dette sted før, for det skilte sig i den grad ud, og især fra oven. Men hun måtte tydeligvis ikke være fløjet lige netop denne vej før, det var måske svaret.

Med de enorme vinger bredt ud for at hjælpe med balancen, hoppede Iris nu fra ø til ø. En let latter lød nu fra hende, da det egentligt var en ganske sjov leg. Et par gange smuttede en hov, så den blev dyppet i det kolde vand, men det var dog ikke være, end Iris hurtigt var videre igen. På en særlig stor ø valgte hun at tage en pause. Himlen var blå med få hvide vatskyer, og solen skinnede med de første spæde forårsstråler. Det gyldne hoved blev vendt op mod solen og øjnene lukket i, mens hun i fulde drag nød varmen. Endelig var foråret på vej!

   Laylis

∆ It's a cruel and random world, but the chaos is all so beautiful. Life is nothing without a little chaos to make it interesting ∆

Laylis spottede sit barnebarn. Irissia Asandi. Hun havde søgt landing ved de små øer. Et smil blottede sig over Laylis læber, inden hun dykkede ind og gled gennem vandet. Gled gennem den gudelige portal i Proelios land. Videre ud til hun sprang op af vandet - uberørt af vands effekt. De mange dråber. Gled bort og hun spankulerede op og over vandet til hun havde retning mod barnebarnet. En syngende brummen formede sig over læberne og hun søgte frem mod den gyldne.

Som Iris stod med lukkede øjne og nød solens stråler, blev hun pludselig opmærksom på en melodisk brummen, der i den grad emmede af magi og familie, at det kun kunne være én.. Laylis! Glædestrålende slog Iris atter øjnene op, mens hendes blik med det samme fandt hvad hun søgte. Hendes guddommelige farmor skridtede med af sted over vandet med en sådan ynde og elegance, at Iris blot kunne drømme om, at opnå samme form for bevægelse. Straks satte hun sig i bevægelse, mens et stort smil formede sig på hendes mule. Der var ingen tvivl om, at denne Gudinde var den unge hoppes store idol. Hun så i den grad op til sin farmor, som i hendes øjne aldrig lavede selv den mindste fejl. Ingen her i Proelio var så perfekt som Laylis.

Som de to heste nu nåede hinanden, stoppede den yngre op i respektfuldt afstand, mens hun nikkede hilsende til den anden. "Laylis, hvor er jeg glad for at se dig igen!" Iveren i Iris stemme, fik hende næsten til at snuble over ordrerne. Det var så længe siden, at hun havde været i nærheden af dette familiemedlem, at hun nærmest ikke kunne være i sin spinkle krop, af bar glæde over endelig at se hende igen. 

   Laylis

∆ It's a cruel and random world, but the chaos is all so beautiful. Life is nothing without a little chaos to make it interesting ∆

Her stod hun så. Irissia Asandi. Hun strålede med sin ynde, og bar tydelige signalement fra Laylis selv. Det gyldne ydre, spækket op med det sorte og røde. Gudinden bevægede sig som vinden, dansede hen mod sin slægt og stoppede let op, da hun var nær hoppen. Respektfuldt lod hun hovedet nikke, som en hilsen inden hun slog med halen, så symfonierne lød i luften.

"Vær hilset Irissia Asandi. Hvad fører dig til disse kanter på denne dag?"

Vingerne prydede hoppen, og symbolerne var tydelige. Laylis holdt af sit barnebarn. Det var der ingen tvivl om.

Iris rubinrøde øjne veg ikke fra hendes farmor, som denne nu stoppede op foran hende, og ligeledes hilste. Forsigtigt tillod den bevingede hoppe sig at puffe let til den smukke Gudinde, hvorved hun ved berøringen tydeligt kunne mærke en blid magi, glide fra hendes farmor over i sig selv, som en let kildrende fornemmelse. Som Laylis nu lod sin melodiske stemme forme et spørgsmål, lyttede Iris nærmest helt fortryllet til den smukke stemme. Hun skulle tage sig sammen for at forstå, at hun rent faktisk var blevet stillet et spørgsmål, som krævede et svar fra hendes side. "Jamen det er vidst blot en ren tilfældighed, at jeg befinder mig netop her." Nysgerrigt gled Iris blik rundt omkring på de sjove små øer, som strakte sig så langt øjet rakte ud til alle sider. "Jeg har aldrig været her før, og fra luften var det et virkelig besynderligt syn, så jeg besluttede mig for, at kigge nærmere på det." Lykkeligt sludrede Iris løs, inden hun med ét atter holdt inde med sin talestrøm. "Er dette sted noget særligt, siden du netop har valgt at betræde disse småøer?" Nysgerrigt studerede hun sin farmor, ivrig efter at høre svaret. Måske dette sted var fyldt med magi, uden Iris havde nogen anelse om det? Eller gemte det på en hemmelighed, som kun guderne kendte til? Den bevingede hoppe var i den grad klar til, at få løst dette netop opståede mysterium.

Laylis 
∆ It's a cruel and random world, but the chaos is all so beautiful. Life is nothing without a little chaos to make it interesting ∆

Der gik længe mellem, at hun lod sine hove berøre underlaget på jordoverfladen. Irissi var den i sin familie, som Laylis besøgte oftest efterhånden. Hun havde ikke set sine egne afkom i længere tid, hun burde nok... Men efter al den tid, ja hvad ville der så ikke ske? Et svageligt smil dansede over den gyldne hoppes mule på en elegant måde. Hun vidste, hvad der ville ske, hvis hun gjorde det. burde hun? Måske? Ville hun? Hun overvejede stadig muligheden for det.

"Tilfælde... Intet er tilfældigt mit barn," sang hendes stemme mildt og melodisk. "Alle steder er specielle. Det handler om, at finde de småsteder, som bærer essensen af det. Prøv at betragt øerne, og se hvad du ser."

Hun testede sit barnebarn. Det var ikke tilfædligt, at lige netop dette sted var blevet udvalgt til, at være stedet, hvor Laylis ville betræde jorden igen. Nej, intet var tilfærldigt, ikke for kaosset gudinde.

She's been through life and death, just to be reborn as a Godess herself. The chaos within her will always remain untamed. Wild and beautiful.

Laylis var tydeligvis ikke enig med Iris om, at det var et rent tilfælde, at hun befandt sig her. En smule fortabt kiggede hun nu på sin farmor, inden hun lydigt lod sit blik glide ud over alle småøerne. Nogen var større end andre. Nogen voksede der græs på, mens andre ikke. Nogen havde et let glitrende skær, hvor andre blot stod knivskarpt i solskinnet. Nogen bestod af sand, men andre af klippe.. Vent lige lidt! Nogen havde et let glitrende skær!

Hvad var dog det?

Iris kneb nu øjnene let sammen, for bedre at kunne se, men skæret af glitter blev nu ikke tydeligere af den grund. "Hvad er det for noget, som er på nogen af øerne Laylis?" Hendes blik blev nu vendt spørgende mod Gudinden, i det hun tydeligvis ikke selv forstod, hvad det var hun så. "Det ligner en form for stjernestøv, men det er vel ikke muligt?" Iris tænkte højt, uden egentligt at tænke over det.

Her var i den grad et mysterie, hvor svaret ikke lå lige foran mulen på Iris. At det slet ikke var sikkert, at der fandtes noget svar, var ikke en tanke der var faldet den bevingede hoppe ind.

Laylis 
∆ It's a cruel and random world, but the chaos is all so beautiful. Life is nothing without a little chaos to make it interesting ∆

Et kærligt og mildt smil bredte sig over den gyldne gudindes mule ved de ord. Hendes øre var rettet fremad, mens hun studerede sit barnebarn, der forsøgte at forstå og finde et svar på hendes spørgsmål. Hvad var der på øerne. Laylis vidste det, men ville den unge også kunne finde svaret. Der var mange og mange der både var rigtige og alligevel ikke. Det handlede om, hvad man lå i det. 


"Stjernestøv..." Hun summede over ordet. "Min kære, selvom noget ser smukt ud, så er det ikke sikkert det er det. Stjernestøv kan være farligt, og sælsomt. Du kan ikke beskrive det, men det er der..."

Hendes blik gled over det, som glitrede. "Selv den smukkeste stjernestøv kan være usleben." Hun hældte hovedet let på skrå. "Noget siger mig, at der er mange ubesvarede spørgsmål i dit liv mit barnebarn."

She's been through life and death, just to be reborn as a Godess herself. The chaos within her will always remain untamed. Wild and beautiful.

Det kærlige smil der nu bredte sig over hendes farmors mule, fik en lystig varme til at brede sig rundt i Iris stribede krop. Der var ingen den bevingede hoppe så højere op til, end Laylis. Da Gudindens melodiske stemme nu atter lød, holdt Iris næsten vejret, for ikke at komme til at gå glip af et eneste ord. Hun forsøgte virkelig at forstå, hvad det var hendes farmor fortalte hende om stjernestøv, men det synes ikke rigtig at give mening i Iris forvirrede tanker. Endnu en gang skuede hun ud over alle småøerne, hvor hun, nu hvor hun nu vidste, hvad hun skulle se efter, nu tydeligt kunne spotte den ellers utydelige glitren.. Stjernestøv.

Laylis valgte nu at lade emnet stjernestøv ligge, og konstaterede i stedet, at Iris bar rundt på mange ubesvarede spørgsmål. De rubinrøde øjne søgte nu tøvende hendes farmor. Var det overhovedet muligt for hende, at bringe hendes usikkerhed på banen? Når alt kom til alt, var det trods alt den hingst Laylis elskede.

"Rygterne siger, at Smeyé ikke længere er låst inde i Himmeriget.." Usikkerheden var nu tydelig at se på den unge hoppe, der trippede nervøst. "Har jeg noget at frygte?" Iris hentydede til, hvorledes Smeyé havde forsøgt at komme både hende og hendes tvillingebror til livs, mens de endnu blot havde været fostre. Af selv samme grund havde Laylis gjort Iris til hendes budbringer, i forsøget på at værne om hendes barnebarns liv. 

Laylis 
∆ It's a cruel and random world, but the chaos is all so beautiful. Life is nothing without a little chaos to make it interesting ∆

Meget kunne man sige om gudinden, men hun holdt af sin familie på trods af fortidens kvaler, som havde lagt skygge over familietræet på visse fronter. Derfor nød Laylis også at være omkring sit barnebarn. Smilet hang over den gyldnes læber, som hun let berørte Irissa, inden hun satte i bevægelse. En simpel og nænsom hentydning til, at hun skulle følge med på en lille gåtur.

"Det er sandt, min kære." Fortalte gudinden med en rolig og melodisk tone. Smeyé bar hendes hjerte til trods for mange uenigheder og kampe gennem tiden. Intet ville kunne skille de to ad. Men ligesom så mange andre bånd, så var der problematikker forbundet med det. Hun bemærkede den nervøse trippen.

"Du frygter hvorvidt han vil udslette alle gudebørnene, som hans oprindelige plan?"

Laylis flyttede blikket bort.

"Der er ingen grund til at leve i frygt for noget, som måske - måske ikke sker, min kære. Du ved vel, at jeg altid vil beskytte min familie?"

She's been through life and death, just to be reborn as a Godess herself. The chaos within her will always remain untamed. Wild and beautiful.

Da Laylis nu bød Iris med på en lille tur, skyndte den stribede hoppe sig at følge med. Der var intet Iris hellere ville, end at følge sin farmor til verdens ende. Så længe Smeyé blot ikke ventede der. Hun bemærkede smilet om Laylis gyldne mule, og kunne ikke lade være med at smile selv. Til trods for at Laylis har gudinden over tid og kaos, hvilede der alligevel en ro over hende, som var ganske beundringsværdigt. Måske fulgte det med, når man altid vidste hvad der ville ske om et øjeblik?

Som gudindens melodiske stemme nu røbede, at hvad Iris gik og frygtede var sandt, kunne den stribede hoppe ikke lade være med at gyse. Det var et eller andet sted ganske ulogisk, at det ikke var Helzlori som bar frygten. Men dødsguden havde trods alt en logisk tankegang, mens Smeyé blot fulgte de impulser han måtte få. Og eftersom én af disse impulser havde sat ham i hovedet, at alt overnaturligt skulle dø, var han en konstant lurende trussel, når han var på fri fod.

Det var som om, at hendes farmor kunne se direkte ind i hendes tanker, for hun udtalte nu præcis, hvad det var Iris gik og frygtede. Langsomt nikkede hun bekræftende med det spinkle hoved som var så lig Laylis.

"Men du kan ikke altid være der," bekymringen nærmest lyste ud af de rubinrøde øjne. Ikke kun for hendes egen og hendes tvillingebrors liv, men også for hendes farmors. Kunne hun virkelig holde stand, hvis Smeyé fuldstændig mistede besindelsen? Hingst var jo gal! 

Laylis 
∆ It's a cruel and random world, but the chaos is all so beautiful. Life is nothing without a little chaos to make it interesting ∆

"Måske vil jeg aldrig være fuldstændig til stede, men du - min lille budbringer - vil altid have mig her." Laylis lod sin mule kort berøre hendes bringe, og sendte en varme mod hjertet, så blodet pumpede hurtigere for en stund. "Jeg har aldrig forladt dig, og så længe jeg er til stede - så vil ingen kunne gøre dig fortræd. End ikke Smeyé."

Laylis trak sig et skridt tilbage ingen, inden hun lod det kaosbetonede blik stryge over omgivelserne. Der var altid noget i verden, som ville gøre nogen ondt - men lige netop denne hingst, var ikke en som nogen burde frygte - ikke i hendes gener. Hun ville altid gøre alt for sin familie. Ligeså vel som hun elskede den skøre hingst, højere end noget andet. Der var et specielt bånd, som var svøbt gennem tiden. Det føltes som flere livstider siden, alt havde ændret sig. Den gyldne havde været en almen dannet hoppe, og nu var hun gudinde.

"Verden vil altid have fare at byde på, det handler om, hvordan man tackler situationerne. Hvis du vil være bange resten af dit liv, så har du jo glemt at leve det, min kære."

She's been through life and death, just to be reborn as a Godess herself. The chaos within her will always remain untamed. Wild and beautiful.

Iris lyttede opmærksomt til sin farmor, og glædede sig over den kærlighed hun modtog fra den gyldne Gudinde. Det var noget ganske særligt, at være i Laylis nærvær og hvis hun blot altid kunne vandre sådan ved hendes side, ville den stribede hoppe være lykkelig. Da hendes farmor nu lagde mulen mod hendes bringe, og hun tydeligt kunne mærke en varme i sit hjerte, der samtidig slog et par slag hurtigere, forstod hun, at Laylis vitterligt altid var hos hende, og aldrig ville tillade Smeyé, at gøre hende ondt. "Tak," Iris formåede ganske vidst kun at få en hvisken frem, men det var en hvisken der rummede så meget taknemlighed og tillid, at den nærmest var til at tage og føle på.

Som hendes farmor nu atter lod sine visdomsord lyde, nikkede den bevingede hoppe eftertænksomt. Hun kunne godt forstå, at man ikke kunne gå og være bange hele tiden. Da Laylis havde skænket hende de mægtige vinger, havde hun til at starte med, været bange for at bruge dem. Hun havde været bange for at komme for højt op, for hvad nu hvis hun styrtede ned? Men det var først da Iris havde lært at tøjle sin frygt, at hun havde formået at kontrollere sine vinger til fulde.

"Jeg vil forsøge, at leve mit liv uden frygt.. Selvom det bliver svært." Iris var egentligt ikke nogen særlig frygtsom hoppe, men en gang imellem var det som om, at frygtens tanke slog rod i hende, og så var det svært at se udover den. Elskværdigt lagde hun nu sin mule mod sin farmors smuk hvælvet hals i sin taknemlighed over hendes råd.