Den mørke hingst ved navn The Black Knight bevægede sig elegant igennem den tygge tåge. Længe havde denne hingst ikke mødt nogensom helst, ikke engang hans lille stjerne Gizhbei. Han savnede sin lille hoppe, længe havde han ledt efter hende, men han var stille begyndt at tro hun ikke nåede med ind igennem protalen? som tankerende fløj igennem hans hoved lagede han sine øre mere og mere ned i nakken, han ville lede efter hende, helt til den dag han ville dø. Den lange hale svang bag ham og hårdt stoppede han op, hvor mon han var henne, han kendte ej dette ´nye land´. et mørkt og hingstet brum lød fra ham igennem skoven.

Med fjerlette skridt bevægede den yndefulde hoppe sig igennem skoven. Hun var endt i den dystre del af Aisla, og hun var ikke ligefrem tilpas ved situationen. Aisla var generelt ikke en skov, hun havde tilbragt så meget tid i, så hun var lidt bange for at fare vild. Den tågede, skumle stemning hjalp ikke ligefrem på det. Hendes instinkter var vakte og opfangede den mindste lyd i skoven. Derfor hørte hun også tydeligt, da en hest brummede i det fjerne. Hun spidsede ørerne og vrinskede kaldende ud i luften. Hun kunne ikke se den fremmede endnu og vidste derfor ikke, hvem det var, men ligegyldigt hvad måtte dennes selskab være bedre end at være alene i denne skov! Hun satte frem i en stille trav og rejste hovedet, mens hun søgende spejdede ind imellem de mørke træer.

Hingsten bevægede sig stille frem indtil et vrinsk lød, han kendte den stemme! Det var hans lilla stjerne!! I store og elegante skridt bevægede Knight sig mod hendes vrinsk, han skulle så meget se hende igen, hans savn til hende var så stort, og nu, nu vil han måske møde hende igen efter så langtid fra hinanden. I den tykke tåge kom den store hingst til syne, og længere fremme stod hans hoppe. Et mørkt og varmt brum lød fra ham igen han stille bevægede sig hen til hende " Gizhebi " lød den varme og mørke stemme fra ham. Som Knight nærmede sig, kunne han skimte en lugt af en anden hingst og heste?? Hvad mom det gik ud på? Han tænkte ikke så meget over det men stoppede alligevel med mellemrum til hende " min kære, mit savn til dig har været ubeskriveligt " lød hans varme stemme imens han kiggede varmt på hende

---

Hun havde ikke gået længe, før en mørk skikkelse trådte frem fra den tætte tåge. En brummen lød fra ham igen, inden han sagde hendes navn. Hun stoppede op og stivnede fuldstændigt. Det... det kunne ikke være sandt. Her stod han; The Black Knight. Hendes første kærlighed, som hun ikke havde set, siden dengang hun var helt ny i landet. Det føltes som flere årtier siden... Hun vidste ikke, hvad der var sket med ham, men hun havde været helt sikker på, at han var rejst væk fra hende og måske var død. Han var et overstået kapitel i hendes liv, som hun efter meget sorg endelig var kommet sig over. Men nu... nu stod han her foran hende, spillevende. Hans varme ord lød i hendes ører, men det var som om, at de blev sagt fra et sted langt herfra... Et sted, der ikke var virkelighed. For det her var ikke virkelighed... Det kunne det ikke være. Det måtte det ikke være...

"De... De er tilbage."

Dette var alt, hun kunne sige. Hun kunne ikke få sig selv til at respondere på hans kærlige ord, for i hendes verden var det forbi. Hun havde Cinna nu, og sammen havde de en datter... Hvordan kunne The Black Knight bare stå dér og tale til hende, som om intet var sket? Som om, at det bare var et par dage, han havde været væk... Havde han slet ikke glemt hende i alt den tid? Hendes øjne mødte hans blik, tavs og forvirret. Hun kunne ikke få flere ord over sine læber, selvom hun havde tusinde ting, hun ønskede at sige.

---

Our family chain is broken, and nothing seems the same;
But as God calls us one by one, the chain will link again.

Hans øjne stod ind i hendes, men hun viste ingen ting? Havde hun ej savnet ham? Han tog hoved på skrå og lagde sine øre halvt tilbage " Ja jeg tilbage " lød det forvirret fra ham " jeg har ledt og ledt efter dig i alt den tid " lød hans stemme igen imens han så på hende. Hans hjerte bankede afsted, han havde savnet hende så meget, men samtidig føltes det som om der var noget galt, var hun mon sur på ham? Havde han gjort noget forkert.... han tog et lille skridt tæt på og kiggede underene på hende " Gizhebi, er du ikke glad for at se mig? " lød den underene fra ham, hun var ikke som før og hingsten frygtede at hun var kommet videre, han har ledt og ledt og ej opgivet håbet om at finde hende, men mon hun havde det?

Hans øre røg ned i nakken og han så kort ned mod jorden og over på hende igen " jeg har virkelig savnet dig min kære " lød det fra ham med både glæde men også sorg over at hun ikke virkede glad for at se ham

---

Hun kunne se på hans reaktion, at han var forvirret, og det smertede hende at se. Han havde ledt efter hende i alt den tid... Han var aldrig stoppet. En knude smertede i hendes bryst. Efter alt den tid... Han tog et lille skridt tættere på hende, og selvom hun egentlig mest havde lyst til at træde tilbage, blev hun høfligt stående. Dog var hendes krop anspændt; klar til at trække sig tilbage ved den mindste kontakt. For hun kunne slet ikke rumme hans berøringer lige nu. Hun var så forvirret. Hans ord lød nu i hendes ører, og hun mødte hans øjne med et sørgmodigt blik. Hun kunne høre sorgen i hans stemme... For hvorfor var hun ikke glad for at se ham? Hendes læber dirrede, da hun betragtede ham se mod jorden og lægge ørerne tilbage. Det var tydeligvis en meget ubehagelig situation for ham at stå i, og hun var så ked af, at hun havde bragt ham i den, men hun var ikke i stand til at ændre det...

"Jeg... savnede også Dem i mange, mange år. Men åh Knight... Der er gået så frygtelig lang tid. Jeg troede, at De havde forladt mig. Og jeg var nødt til at finde en måde at komme videre på..."

Hun bed læberne sammen og så på ham med tårevædede øjne. Hun kunne ikke få sig selv til at sige mere. Hun ville gerne fortælle ham om Cinna og Ignacia, men hun kunne simpelthen ikke få ordene over sine læber. Mens hun havde fundet sig en ny mage og stiftet en lille familie, havde han vandret ensomt rundt og ledt efter hende; bevaret håbet om, at de en dag ville finde sammen igen... Skyldfølelsen ramte som en mur mod hendes mave. Men hun kunne alligevel ikke få sig selv til at føle glæde over at se ham igen. For det var trods alt ham, der havde forladt hende i flere år uden et ord... Så hvordan kunne han forvente, at han bare kunne dukke op her og tro, at alt var som i gamle dage?

---

Our family chain is broken, and nothing seems the same;
But as God calls us one by one, the chain will link again.

Hendes ord lød og Knight lagede sine øre helt ned i nakken, han så på hende med underene blik " komme videre? " lød hans stemme forvirret, han så hendes øjne fyldt med tår og der behøvede han ikke at høre mere, bare hendes blik og tåre viste mere end tusind ord " h... har du" det var det eneste han kunne sige imens han så på hende med et såret blik, havde hun fundet en anden? Var han ingen ting for hende mere. Det var aldrig Knights mening at forlade hende, men den nat hvor alt forandrede sig måtte han jo i håb at overlevde og finde hende i den " ny " verden, selvom det tog mange år, men nu hvor han enlig har fundet hende, så er hun ikke glad for at se ham. Hans øre lå helt tilbage imens hans to farvede øjne stod ind i hendes. Hans lilla stjerne var måske ikke hans mere?...

---

Hendes ord faldt som forventet ikke i god jord, for hans ører røg nu helt ned i nakken. Hun kunne dog ikke bebrejde ham. Hvis han seriøst havde troet, at de stadig var sammen, så var det jo ganske klart, at han var både vred og skuffet. Han så nu atter undrende på hende, inden han forvirret fik fremstammet sine ord. Han havde tilsyneladende selv regnet den ud, så hun nikkede langsomt. Hun så atter det sårede blik i hans øjne, og hun måtte kort se skamfuldt ned i jorden, mens hun mærkede knuden i sin mave vokse. Var det forkert, det hun havde gjort?

"Ja... Jeg er sammen med min nuværende mage nu, og sammen har vi verdens dejligste datter."

Hun løftede atter hovedet og gengældte hans blik. Det havde aldrig været hendes mening at finde en ny mage, men den dag, hvor kærligheden tilsyneladende havde spredt sig rundt i hele landet, var også hun og Cinna blevet ramt af magien. Og i modsætning til Knight havde Cinna altid været, og var der stadig, for hende. Hun fortrød derfor intet.

---

Our family chain is broken, and nothing seems the same;
But as God calls us one by one, the chain will link again.

Han så på hende og da hendes ord lød steg vreden op i ham, han havde intet at sige til hende, hun har en mage og "verdens dejligste datter". Han barkkede og kiggede på hende med et vredt blik " jamen så har vi måske ikke mere at snakke om " lød hans stemme koldt imens han så skuffende på hende. Han forventede ikke at når han skulle finde hende at hun så var sammen med en anden og endda ha fået et føl! Han skulle jo ha haft et dejligt og smukt afkom med hende, men det var slut nu, den lilla stjerne var ikke hans mere " je... jeg havde ikke forventet efter så langtids leden efter dig, at du så bare havde glemt alt om mig og var kommet videre, og så fået et føl" lød det igen fra ham med en kold og knækket stemme... Knight følte sig dum, at han havde gåeg igennem ild og vand for hende, og så at hun bare havde glemt ham som var han ingen ting. Hans lange hale slog hårdt bag ham og hans øre forblev helt nede i jorden, han var sur, sorget og følte sig virkelig dum. Hans øjne remte igen hendes, hans øjne viste ingen følse, hun var med en anden og Knight og hende ville nok ikke finde sammen igen da han nu er optaget. Han kan bedere forstå nu hvorfor hun ikke er glad for se ham, og det gjorde ondt i hans hjerte....

---

Hun kunne tydeligt se vreden og afskyet i hans øjne, da han bakkede væk fra hende og koldt meddelte, at de ikke havde mere at snakke om. Hun så skamfuldt ned i jorden og vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun forstod hans vrede, og hun fortjente den nok også... Men hvordan hun end vendte og drejede det, så kunne hun ikke se sig selv som en utro hoppe. For The Black Knight havde forladt hende uden et ord og var først kommet tilbage efter flere år - så hvordan skulle hun kunne vide, at han stadig ønskede hende? Hun bed sig selv i læben, mens hun lyttede til hans ord. Hans stemme var kold og knækket, og sorgen hørtes tydeligt. Hun hævede atter blikket fra jorden og mødte hans øjne med et sørgmodigt blik. Hans blik var koldt og øjnene tomme for følelser. Der var vist ikke nogen måde, hun kunne få ham til at tilgive hende på længere... Men hun måtte prøve.

"Jeg er virkelig ked af det, Knight... Men De forsvandt sporløst uden at efterlade mig en besked, og først nu efter flere år dukker De op og vil have mig tilbage? Hvordan kan De forvente, jeg skulle vide, at De stadig ønskede mig? Jeg følte mig så forladt, uønsket og ensom... Jeg var nødt til at finde en måde at komme videre på."

---

Our family chain is broken, and nothing seems the same;
But as God calls us one by one, the chain will link again.

Han så på hende, han var såret og vred, hun var jo det han levede for! Hans øjne stod skarbt ind i hendes og da hendes ord lød så han blot i jorden " Gizhebi " lød det koldt fra ham " jeg forsvandt i forsøg om at finde dig, jeg har gået igennem ild og vand for at finde dig, i så mange år! Men jeg kan se at min søgning efter dig har været nytteløst, du har gået og hygget dig imens jeg har kæmpet " lød det koldt fra ham igen, han var virkelig vred og såret " jeg ved ærligt ikke hvad jeg skal sige til dig, du er ikke min stjerne mere, du er ikke moren til mit kommende afkom, du ikke min mere " lød hans knækkede kolde stemme igen, dette var nok en af den mørke hingsts væreste dage, udover da da han mistede sin elskede Kimono for altid. Hans øre lå tilbage og et suk kom fra ham " jeg håber du er lykkelig med din nye mage og jeres.... datter" lod det blot fra ham imens man kunne se hvor ondt i hjertet det gjorde på ham at sige det til hende, men igen han ville ikke være et svin og bare svine hende til, det ville han ikke få så meget ud af. Hans øjne kiggede kort rundt inden de røg ind i hendes øjne igen " men du må jo hellere se at komme hen til din familie inden de måske bliver bekymret for dig " lød det igen fra den mørke hingst. På en måde ville han slet ikke se hende, men på den anden side ville han så gerne bare havde hende i sin favn og ligge med hende selvom han godt viste det var slut nu. Han han med hoved imens hans røde og blå øjene så ind i hendes

---

Hun mærkede hans skarpe blik bore sig ind i hendes øjne, da hun havde talt. Det var tilsyneladende ikke en forklaring, han kunne godtage. Hun lyttede til hans kolde ord og kneb fornærmet øjnene sammen. Gået og hygget sig mens han havde kæmpet! Hvad bildte han sig egentlig ind? Var han da slet ikke klar over, hvor mange år hun havde gået med hjertesorger og ikke været klar over, om han havde forladt hende eller var død? Hun havde gået med tonsvis af bekymringer om, hvad der kunne være sket med ham, og først flere år efter havde hun givet slip og åbnet op for en ny kærlighed. Var det virkelig så slemt? Hun åbnede munden og skulle lige til at sige noget vredt til ham, men lukkede den langsomt i igen og rystede blot opgivende på hovedet. Der ville ikke komme noget godt ud af at skændes med ham. Han ville aldrig kunne forstå det alligevel.

Hun lyttede til hans næste ord og lagde ørerne tilbage. Hendes indre kogte over af vrede tanker. Hun havde lyst til at skælde ham ud. Lyst til at fortælle ham ting som: Hvorfor var du så dum at tro, at jeg havde forladt Proelio? Hvorfor ledte du ikke efter mig her, før du forsvandt? Hvorfor kom du ikke tilbage noget før, hvis du virkelig elskede mig? Cinna kan godt finde ud af at blive i Proelio og finde mig her, hvorfor kunne du ikke det? Og så videre og så videre... Men hendes ydre forblev tavst. Hun vidste, at ingen ord ville kunne såre ham mere end den følelse, han allerede bar indeni. Følelsen af at være blevet svigtet... Hvis hun begyndte på alle disse beskyldninger, ville hun blot gnide yderligere salt i såret - og sådan en person var hun ikke. Selvom hun ikke elskede Knight mere, ville hun bestemt ikke have, at han skulle lide mere end højst nødvendigt. Derfor lyttede hun blot til hans næste ord og så undskyldende på ham.

"Ja, det burde jeg nok..."

Hun trak sig lidt tilbage, men blev dog stående lidt endnu for at give ham chancen for at tale, hvis han havde mere at sige eller ønskede at stoppe hende fra at gå.

---

Our family chain is broken, and nothing seems the same;
But as God calls us one by one, the chain will link again.

Han så på hende og ventede svar, men ingen svar kom fra hende, ingen ting... Hans øjne stod skarbt ind i hendes og et hårdt fnys forlod ham, den kærlighed, alle minder med hende, brænde op i ham, han kunne ikke bruge hende til en skid, hun var elskede ej ham mere, så havde han hellere ikke mere med hende at gøre, hun kunne passe sig selv og hendes lille familie, som hun nu havde skabt, og ja hvad havde Knight? Kun hans søn som ham og Kimono fik sammen, men ellers havde han intet. Han lyttede til hendes ledt og stod blot og kiggede på hende, hvorfor gik hun ik! " jeg må nok os hellere finde min søn som det eneste jeg har tilbage " lød det skarbt fra ham imens han vendte ryggen til hende og bevægede sig frem mod tågen, hans øre var vendt tilbage for at lytte hvis hun sagde noget eller ville stoppe ham.

---

Han var tydeligvis vred på hende nu. Hadet nærmest strålede som en aura omkring ham. Men hun var nødt til at prøve at ignorere det. Han var fortid nu, og det var ikke hendes problem, at han var kommet tilbage efter alt den tid og troede, at alt bare ville være som før. Selvom det gjorde hende ondt, at det var sådan, han følte, så var hun nødt til at acceptere over for sig selv, at hun altså bare ikke følte det samme. Og der var ikke nogen pæn måde at sige det på, så hun var bare nødt til at tage vreden med og forsøge at glemme det så hurtigt som muligt. Hun lyttede til hans ord og nikkede svagt.

"Ja, det må De nok hellere... Hav det godt, Knight."

Han vendte nu ryggen til hende og forsvandt ind imellem tågen, og hun gjorde det samme. Der var ikke mere at komme efter her... Han havde mistet hendes kærlighed, og nu havde hun også mistet hans venskab. Det var super ærgerligt, men det kunne ikke være anderledes. En tåre løb ned ad hendes kind, da hun satte frem i galop. Hun satte farten mere og mere op, indtil hun spurtede af sted med tårerne strømmende ned ad kinderne. Hun vidste ikke, hvad der skete i hendes krop lige nu, men hun havde tydeligvis brug for at løbe sine følelser ud. For selvom hun ikke elskede ham mere, så havde dette møde tæret hårdt på hende - og den dårlige samvittighed tyngede hende ned.

//Out. Tak for tråden.

---

Our family chain is broken, and nothing seems the same; 

But as God calls us one by one, the chain will link again.