Endelig utroligt hvor hurtigt det var gået, endelig ville mange nok sige langsomt, men ting tager tid. Han vidste det var vigtigt ikke fremskyde processen. Først måtte tingene røbe sig langsomt, og samtidig med det måtte han blive stærker og få folk til at støtte ham. Det var ikke en let ting, fordi det krævede tillid og krævede folk var villig til at følge ham. 

Indtil videre havde det lykkes ham at få 2 med og så hans 'søn'. Dog havde han planer om at få fat i Gaizikas moder, hvis hun stadig var derude. Hun havde altid støttet op og flokken og selvom han aldrig havde mødt hende personligt, håbede han hun ville være med til at rede den eld gamle flok. Nok den første der endelig var i Proelio. 

Diablo vidste han måtte samle lidt flere og derefter imens opsnuse hvem der havde stjålet dette smykke. I hvert fald skred det fremad. Langst bevægede hans sig over dette dunkle sted. Han søgte ikke nogen specielle medlemmer, han ønskede at finde alle slags medlemmer, gode som onde. Men sammen skulle de kunne holde sammen. Han var sikker på at der var noget godt i alle og hvis de slog hovederne sammen ville flokken kunne blive overvindelig. Han agtede at skabe en velfugernede flok. Et sted for alle, hvor ingen så ned på nogen. Hvor guderne ikke kunne rører dem. Han var træt af deres evige uenigheder. 

Alt i alt gik det vel fremad. Han tog sig ikke af det dunkle, fordi det havde sin hygge over sig også, en skøndhed mange måske ikke så - men han så det. 

Den spinkle, rødlige hingst havde sat kursen imod Natrium. Og uden en egentlig plan for, hvor han ønskede at bevæge sig henad, hvilede det sleskede smil på hans læber. Han var sig selv igen, og var ganske tilfreds med, hvad han indtil videre havde udrettet i sin færd i landet. De små guldringe klirrede, idet han vendte ørerne fremad og fik øje på den mørke hingst forude. Han kneb øjnene sammen, bare en anelse, og lod smilet forblive om hans læber. Hvad skulle man ellers foretage sig?

Uden at tøve fortsatte han fremad. Om han blot skulle passere denne anden hest eller stoppe op og opsnuse hemmeligheder var helt et spørgsmål om, hvordan den anden forholdt sig til, at de om lidt ville passere hinanden. Med halen svingede han hastigt et par gange, inden han lod den falde, og lod ørerne glide ud til siden igen. Ikke et ord forlod ham, selvom det ikke lignede ham. Men han syntes, at hingsten forude lignede en med prestige, og en historie, og han kunne ikke just aflæse hvordan dette påvirkede dens personlighed endnu.

Hans øjne fangede en fremmedskikkelse, han sænkede farten og vuderede den lidt. Et eller andet sted mindede den om hans broder og så alligevel ikke. Et stille smil fandt hans læber. Han nikkede kort respektfuldt med hovedet da han nåede sjælen. "Må man forstyrre den røde i dagens lys, hvis den røde ikke har for travlt eller et ærinde at nå" sagde han roligt i sin sædvanlige mystiske tonefald.

Han havde stoppet pænt op et stykke fra den fremmed. Han afventede roligt den fremmed svar, mest fordi alt andet var uhføligt. Han var endedlig ikke vant til at være herude når det var lyst, så det var lidt underligt at møde nogle om dagen, især når han ofte støtte på sjæle tæt på natten. Natten var stadig der han følte sig mest tilpas. Trodsalt også der hvor han fik ro. Dagen vægte skræk og krig, det var altid om dagen.. om natten glemte de ofte den skøndhed der lå i naturen. De grønne øjne hvilede mod den fremmeds pupilløse øjne. Han selv havde været sådan en gang, mend et var mest ford han var blevet letter blind, så pupilerne var mere eller mindre forsvundet, selvom de vel et eller andet sted stadig var der blot meget svagt skær. Men han havde fået synet igen. Dog vidste han også i Proelio kunne man ikke regne med noget, den fremmed så også ud til at have set ham. Så han tvilede på denne var blind.

Den rødlige hingst havde først ingen intentioner om at stoppe op. Det var først, da den sorte hingst dissideret valgte at henvende sig til ham, at han vendte blikket imod den anden for alvor, og rankede ryggen samt tilføjede et slag med halen i luften. Han vendte ganske uopmærksomt ørerne ud til siden, så de 3 guldringe fra Leslie så smukt klingede imod hinanden, førend han så meget som overvejede at svare den fremmede sjæls spørgsmål. Blot for at give den anden et indtryk af, at han selv var en travl person. Langsomt sænkede han halsen en smule og bed tænderne sammen et øjeblik. Der havde været...et par afbrydelser den seneste tid, og en af dem havde især slynget ham ud af kurs og havde plantet en sort plet på hans nu -ifølge ham selv- skadede ego. Den normale sleskede attitude pralede ligesom af i det sekund han indså, at han måske eller måske ikke havde gjort en hoppe ifol, uden nogen intention om at vende tilbage til denne hoppe på noget som helst tidspunkt igen.

Han tyggede atter på spørgsmålet inden han endelig fik taget sig sammen, og rømmede sig dybt. "Jeg har intet at være travl over. Spørg ud.." Afviklede han endelig et svar, og selvom de pupilløse øjne var ganske udtryksløse, var den mørke, dystre personlighed svær at skjule. Men hvad gjorde man ikke for at skabe sig lidt omdømme?

De grønne øjne hvilede på hingsten, som man endelig ikke helt kunne se hvor så hen. Hingsten virkede kort fattet. Den sorte hingst nikkede let. "ville høre om du evtuelt havde lyst til at støtte Alari flokken, flokken fra fortiden" det var måske letter undtligt at spørge en fremmed om dette, men et eller andet sted, var der vel ingen god måde at sprøge en fremmed på, så han sagde det blot lige ud uden at pakke det ind.

"Den sortes navn går under Diablo Astuto. Flokkens leder vil være en stærk hingst, der kender til liv og død. Fortid, fremtid og Helzoris helved" forklarede hans sig roligt. Det var nok en god ide at ligge alle kort på bordet. Han var oprindeligt leder før Mil var, men han holdt sig til adviser posten. Endelig var flokken utrolig neutral.

"Navnet er Leon" Svarede han selv i et tempereret toneleje, og sendte den sorte hingst et kort nik, inden han med et lydløst suk tænkte over tingene, som Diablo bragte på banen. Alari flokken var ikke just noget han havde hørt om før, og da slet ikke i Leslies selskab. Men han var ikke bundet til nogen og havde ikke dissideret rødder nogen steder pt, udover i Sylinum. 

Det var også af den grund, at han rent faktisk tillod sig selv at tøve. For hvad skulle han bruge sin energi på, i en flok? Et enkelt spørgsmål, han ikke selv kunne svare på, men det var vel ikke ulovligt at være nysgerrig... "Angående denne..fortidens flok. Hvad er formålet med dens eksistens?" Tillod han sig selv at spørge, en smule slesket, nysgerrig som han var, imens hans blik hvilede frem for ham, til trods for, at man ikke nødvendigvis kunne se, hvor hans blik var henne.

Leon var hingstens navn. Han virkede meget stille og rar endelig. i hvert fald af hvad Diablo kunne bedømme. Han forstod godt den fremmeds spørgsmål. Så hvad var formålet, hvad gjorde Alari mere speicel i forhold til de mange andre flokkes? Han smilte varmt til den fremmed og nikkede lidt "Der er mange flokke i Proelio. Den hemmelige Insanus datters - kæmper med mørket, den kære Dawn som er forholdvist neutral, Gaizkas hoppe flok, Ices flok som funger modsat end Gaizikas.. og så snart Alari" sagde han stille opbyggende til hvad forskelligen var "Alari skal stå for retfærdigheden. Hopper og hingste er lige. Dennes folks formål er at godt og ondt er slået sammen. Flokken ønsker ingen uføre.. Formålet med flokken er at genskabe det der engang var. Vise at hverken hopper eller hingste bør ses ned på" han kunne ikke give denne Leon en direkte gund til at skulle joine, det var op til Leon om han vil være med til at genskabe Alari igen. En af de første og største flokke der havde været i Proelio engang.