Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Den store gud var blevet sluppet fri. Takket være en gruppe unge modige heste, havde han livet på overfladen tilbage. Og en ny viden. Et møde mellem dem alle ville snart blive afviklet. Det var Helzlori der havde kaldt til det og Flakezé frygtede det en anelse - men han havde set i dødsgudens øjne, at denne gang omhandlede det noget helt andet end helvede på jord. Det var... En fremtidsplan.

Flakezé dvalede ved sit store livstræ. Han lyttede til bønner. Til hestes livsnød og deres råb om hjælp. For i den tid han havde været borte, havde heste stået uden hans livshjælp. Verden havde været et mørkere sted. Derfor søgte at gøre gode gerninger for heste i landet og udenfor. Heste der bad til ham om hjælp. Han trak på smilebåndet. Men pludselig dukkede en uventet bøn op. Gaizka Calanthia...

Han stirrede på hoppen, som hun fremsagde sine ord. Hun tilbad ham normalt ikke. Men hun var desperat... I savn. Han forstod hende og sukkede... Han kunne ej bringe heste tilbage her og der i en evighed. Men så sagde hoppen noget der fangede ham. Hun ville afsige sine troskaber til Smeyé. Ærligheden lyste i hendes øjne. Hun havde ændret sig. Og fra mørket hun havde hvilet i de sidste år, siden hun mistede alt, havde hun pludselig fundet lys. Flakezé kunne ikke ignorere hendes stemme. Han brummede beskyttende. Tog hende under sine vinger - han krævede aldrig en pris. Men kærlighed. Ro. Ærlighed. Han søgte at opfylde nogens bedende ord, når de fortjente at blive hørt. Det gjorde hun.

Han hastede igennem sin del af himmelriget, hvor han i tiden sugede nye kræfter til sig. Styrkede sig. Imod paladset hvorfra han kunne se helvede. Døde sjæle. Han standsede der i det mørke rum i hans palads lavet af naturens materialer. Høje træer klipper og grotter. Han brummede mildt. Milagro fortjente ligeledes en chance. Flakezé havde en plan. Med Aliari. Og han lagde sin tillid og de to.

Langsomt blev Milagro hentet hjem fra helvede til Flakezés overflade. Han stirrede på lyset der formidlede sig foran ham og snart blev til Gaizkas søn. En søn hun end ikke havde ønsket men alligevel elskede. En hun havde mistet, men alligevel savnede mere med hvert hjerteslag. Sådan en historie kunne han hjælpe.

If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?

Så lang tid at tid ikke længere gav mening. Så længe havde den unge hingst ventet. Tid var et anderledes koncept her men dog gik tiden. Alt for langsomt for en smertende sjæl som Milagros. I al den tid, han havde været væk, havde det hjemsøgt ham. Skylden. Hvad var der sket med Aliari? Han havde skuffet sin flok, men ikke mindst sin familie. Sin mor og Diablo. De havde tiltro til ham, skønt han ikke selv havde det. Hvorfor?
Lige pludselig trak noget i Milagro. Ej vidste han hvad, da denne følelse var ukendt for ham. Men en strøm af varme strøg igennem ham. Liv. Lige så stille blev han mere og mere levende. Indtil det stoppede og han stod foran den lys blå gud, Flakeze. Liv havde strømmet ind i ham, men dog var han ikke i live. Der var stille, der hvor hans hjerte burde have været. De røde øjne så på den blå hingst, overrasket og med et glimt af den hingst han havde været før. Før alt var gået galt, det uskyldige lille føl. Det tog kun et øjeblik for Milagro at forstå, hvad der var sket, og han bukkede sig ned for den guddommelige. "Tak, herre" han hviskede med tårer flydende op i øjenkrogene. Åh at kunne græde, sikke længe siden det havde været.

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Gudens skabelser var livsbringende - når han bragte livet tilbage, ville de trods deres død, endnu påvirkede dem, føle en puls. Trods deres hjerter ikke slog rigtigt længere. For han bragte liv, selv til de døde. I forhold til de, der blev bragt hjem af Helzlori eller Semyé, ville Milagro føle et lille hjerteslag, når han var mest glad. Flakezé lod sin mule ramme den genoplivede hingsts nakke, da denne bukkede sig og takkede.

"Spild ikke dit liv, unge Milagro." for han var ung i livet, trods han havde været død i århundrede. "Aliari må generobres. Din moder har ønsket dig hjem - hendes bøn og kærlighed er grunden til du står her. Og fordi jeg ønsker, at du og Diablo sammen kan råde bod på Proelios ældste flok. En landsforræder har stjålet smykket."

Guden rankede sig igen.

If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?