Forbeholdt: Noctem Nox Caelum

¬ Holche

Hendes bevægelser var vuggende, som hun lod halen svinge ganske let og elegant bag sig. Bagpartiet vuggede afsted, som hun placerede hver lille bevægelse ganske præcist. Sjældent blev bevægelserne overladt til tilfældighederne fra denne hoppes vinkel af. Vandets reflektion skinnede klart mod den plettede og særprægede hoppe. Hendes hoved var hævet og halsen hvælvet elegant, mens de strålende øjne spejdede fremad. Her var smukt og klart, og den store sø trak hende tættere mod sig. Overfladen var spejlende, og hun kunne se alt gennem det. glat og krystalklar sand, der mæskede sig med ferskvandets koralrev, hvor farverne sprang hende i øjnene. Der var smukt. Smukt ud over alle grænser. Hun sukkede dybt, som hun tog selv i at stå og studere det skønne med nye øjne. Hun havde bevæget sig videre langs søens kant. Fulgte vandet energisk, som hun vandrede fra de udendørse arealer og ind i en grotte. Grottensvægge blev meget smukt reflekteret med lyset fra Crystalssøens lys. Hun var allerede forblændet af synet.

Noctem Nox Caelum
Dont get confused between my personality and my attitude.

Han var genopstået. Han tørstede. Livet i hans åre brændte som syrer. Forvirringen var total, men trods det uvante liv i hans krop, var alt næsten ved sit gamle. Hans blussende sind og udnyttende adfærd. Men der var en lille ting der havde ændret sig i hans hjerte. Der var blevet plads til mange i fortiden... Men de var her ikke mere. Han havde ledt! Ledt som kun han kunne, efter det han hungrende begærede. Men de var borte. Hun var borte.

Hingstens øjne kastede sig på Crystal - den lignede sig selv. Men meget havde ændret sig i de lange år, hans hove havde været forunden grund under sig. Hingstens skarpe blik fandt nu en bevægelse. En levende... Han brummede interesseret - Han havde knap haft overskud til at opsøge andre. Før nu. Lysten bredte sig i hans årer og han forfulgte hoppen ind i denne grotte af skønhed... Hun ville have elsket det.

"Godaften." stemmen der knap havde sagt et ord, siden Artemis havde vækket ham, rungede nu højt og indtrængende i grotten. Næsten legende venligt.

My personality is who I am. My attitude depends on who you are.

¬ Holche

Lyden af det rislende vand lød som små symfonier i den plettede hoppes sind. Kort var hun ved at ryge ind i en trance, men lyden af hovslag mod grottens underlag gav en lyrisk klang gennem grotten. Det ene øre vippede i retningen af den fremmede. En guldbelagt hingst dukkede op lidt bag hende, og hun drejede elegant sin kropsfigur mod hingsten, da han så formelt talte.

"Godaften - Er du også blevet draget af grottens ynde?"

Hendes stemme havde en lys klang, som hun studerede den fremmede. Et blik blev kastet mod grottens vægge igen. Det reflekterede så smukt alting tilbage og Holche var trods alt en som var betaget af skønhed. Altid skønhed. 

Noctem Nox Caelum
Dont get confused between my personality and my attitude.

Grottevæggene blev beriget med lyset fra den klareste sø i landet. Hans øjne kneb sig let sammen og vendtes mod ringe i vandet, en fisk netop havde efterladt. Han brummede køligt, før hoppens krop vendtes. En prægtig skønhed, bar hun. Særpræget... Anderledes. Men hingsten tog ikke ydeligere notis af den slags til aften. Indtrykkende... De var så voldsomt mange, efter døden ikke havde tilladt ham at føle. At mærke. Nu hvor hans øjne så og kroppen var i live, fokuserede han på én ting. At genskabe et netværk i Proelio. Hoppen foran ham, var allerede på vej ind i hans mørke. Et sted hvor de færreste opdagede at de befandt sig, før det var for sent.

"Draget af grotten? Tjo." hans skæve smil trak på sig. "De er måske ganske betaget af den? Prægtig og yndefuld har den stået her i hundredevis af år... Mit navn er Nox Caelum. Hvem er denne underskønne grotte-jæger?" stemmen var mild og kølig, mens de øjne der ofte havde glimtet så charmerende, bar på de mørkere hemmeligheder. Men ikke synligt. Hans krop og blik var ikke afslørrende. Snart ville han være tilbage i flow.

My personality is who I am. My attitude depends on who you are.

Den plettede skønhed til Holche kunne ikke lade være med at hvile blikket mod den gyldne hingst, som var endt i samme grotte som hende selv. Hun slog et smæld med den farvede hale, inden hun hvælvede mere op i halsen, og lod de mandelformede øre pege i retningen af hingsten. "Du føler dig måske ikke draget af dens magi og skønhed?" Spurgte hun ganske galant med sine lyse og feminine stemme. Hun kunne ikke afvise hans ord, da de så kom. "Det kan jeg ikke benægte. Jeg finder skønhed i den. Se blot hvordan vandet reflekterer op over væggene.. Det er det pure magi i mine øjne." Holche påskønnede skønhed. Ja hun var såmændt draget af det. Ligesom den sødme der måtte drage fra blomsterne om sommeren. Ja, hun havde en smag for sødhed og skønhed. En mild brummen gled over hendes mule, da han sådan tiltalende hende på en tiltalende måde. Med flydende bevægelser bevægede hun sig tættere på den gyldne hingst. For hun så ingen fare i hingsten. "Velmødt Nattehimmel," hilste hun så. Hun havde skam sine gaver i orden. "Holche, er det navn som blev mig givet ved min spædefødsel."

Noctem Nox Caelum
Dont get confused between my personality and my attitude.

Han trak skævt på smilebåndet, da hoppens fine stemme spurgte ham, om ikke han var draget... Jovist. Mange ting dragede ham, men hans øjne nægtede ofte at se. Han nikkede blot til ordene, og afventede hendes svar på hans eget spørgsmål.

Han fulgte hendes blik over de purre fine grottevægge. Uden at fortrække en mine. Han slog blot med halen og kneb øjnene lidt sammen, kort efter. "Den rene magi, får mange ting til at ske. Proelio er magisk - det kan ingen benægte." lød den dybe stemme. Hans ører vippede ligeledes mod hende. Det kække blik holdt øje. Søgende. Hun vidste hvad betydningen af hans navn var - imponerende.

"En hilsen, til den skønne Holche." brummede han.

My personality is who I am. My attitude depends on who you are.

"Landet er magisk, men der er meget mere end bare magi her."

Hun knejsede elegant i nakken, mens hun lod blikket vandre hen over væggene. Magi udgjorde mange ting, men det var ikke disse som hun fandt inde i denne grotte. Nej, der var mere end bare magi. Hun kunne ikke sætte en hov på, hvad det var der gjorde det. Men sandheden var at hun følte mere end det.

"Spørgsmålet er om det er guderne eller landet der skaber magien."

Hun brummede mildt inden hun snoede sig tættere omkring ham. Gik mellem han og den rislende bæk, der løb ved siden. Hun følte, at den var magisk - så magisk, at hun ikke engang vovede at nærme sig den eller tage en tår af den. Det virkede som om, at det ville ødelægge alt ved den.

"Hvad bringer Nattehimlen på disse kanter?"

Noctem Nox Caelum
Dont get confused between my personality and my attitude.

Holche funderede ... Tænkte over et eller andet, som han blev nysgerrig på. Men det var sandsynligvis ikke det værd, så han lyttede bare til hoppens stemme med et skævt mørkt smil. Mere end magi? Han hævede et øjenbryn og kiggede op over grottevæggene. Dernæst ned i bækken... Det var fængslende smukt - det var sandt. Men i første omgang blot en underskøn reflektion af vandet... Han kneb øjnene sammen og rettede blikket venligt mod hoppen.

"Måske kan magi opstå selv uden hjælp fra Guder og Proelio... Se blot på den kærlighed visse sjæle deler - den er magisk. Smuk. Ubeskrivelig. Men Guderne har intet med den at gører. Ej heller Proelio." hans dybe stemme fandt snart tilbage til sit vante bløde jeg. Uden hæsheden efter lang tid uden brug af tale.
Hans øjne stirrede som hun stod der snoet tættere mod ham. Han var ligeglad med grænser, men pressede ingen lige nu.

"Ser du Holche, jeg har mistet min familie. De døde. Så hvor ren og skøn kærlighedens magi er, kan den blive ligeså sort og mørk som natten. Det er hvad der har bragt mig hertil - søgen. Uden held."

My personality is who I am. My attitude depends on who you are.

"Hvis det ingen sammenhæng har med Guderne eller Proelio. Hvilken sælsom art kan der så være tale om? Magiens bånd kan skabes mellem mange, men intet er stærkere end den magi, som er i hver en sjæl. Selv du og jeg summer af den. Kan du ikke mærke det?"

Det var en tanke, som havde sat sig fast i Holches unge krop. Hun kunne ikke lade være med at fundere over de mest sæslomme ting. Pludseligt forandrede hendes blik og blev et kort øjeblik sorgfuldt. Noget som hun ikke var van til, men hun var let berøring af sine omgivelser. Hun strakte mulen frem - naiv som altid - puffede hun ganske mildt til hans sorte.

"Det gør mig ondt at høre. Hvordan mistede du din familie og hvad har grotten med den at gøre?"

Nu var hun for alvor nysgerrig efter at finde svar på sine spørgsmål. Den gyldne hingst virkede til, at byde op til flere interessante vinkler, så hun var ikke sen om at blive nysgerrig efter mere information. Øjnene mildede sig hurtigt op og snart havde hun glemt alt om vandet ved siden af, som ikke skulle berøres.

Noctem Nox Caelum
Dont get confused between my personality and my attitude.

Hvilken art? Hvad kunne hun mene? Men som han lyttede nikkede han med sit dragende mørke blik. Jo så ganske bestemt levede der en slags magi i hver eneste sjæl. Livet. Det i sig selv var ren magi. Alt dette der opstod indeni... Følelser. Fysisk sygdom - måske knap så magisk, men stadig en ting der kunne ske. Døden... Han slap sit skæve smil en anelse. For døden kunne snydes med magi. Artemis havde gjort dette.

Han besvarede ikke hoppens ord, men funderede en smule, før hun lod sin stemme lyde igen. Nysgerrighed havde grebet unghoppen og han kneb øjnene en anelse sammen. Skridtede få skridt tættere på og lod mulen møde hendes puf.

"Magi Holche. En tidsportal ledte mange heste fra fortiden hertil. Jeg er fra fortiden, men jeg rejste aldrig igennem portalen. Min familie... må være døde i dag. For de er ikke rejst hertil." han slog med halen og vandrede over mod vandet. Blot for at stirre lidt ned i det.

My personality is who I am. My attitude depends on who you are.

Hoppen havde mange spørgsmål og svar på sinde. Hun delte gerne, men svarene kom ofte ganske kryptisk ud. Det var ikke længere noget, som hun tænkte vidt omkring, men hoppen var nu også ganske naiv. Hun mærkede kort det lille puf og gav igen, inden et lille tøset hvin forlod hendes mule. Det skete altid, når hun mødte andre. Bagbenet slog et slag og hamrede mod underlaget. Halen løftede sig i samme ombærring. Det var sådan hendes attitude var. Hendes øjne lyste af interesse, som hingsten atter talte til hendes sjæl.

"Hvis du ej er gået gennem portalen til dette rige, og din familie bør være døde. Hvordan kan du så være til endnu?"

Hendes spørgsmål lå hendes noget tydeligt på sinde. Hun kunne ikke helt lade være med at spørge ind til det. Hun var nysgerrig, og måske også en smule pågående trods det. Det skulle da i hvert fald afprøves om hun kunne få et svar på det mystificerede, som hingsten havde givet hende.

"Jeg har hørt om denne tidsportal, men jeg er ikke selv gået igennem den."

Noctem Nox Caelum
Dont get confused between my personality and my attitude.

Hingsten lo mildt med sin mørke stemme, da hoppen fremviste sin attitude. Hans øjne slugte næsten indtrykkene. På vej til at opdage hvordan hun fungerede. Hver sjæl var forskellig. Hver sjæl så... Interessant. Han trak på smilebåndet efter den milde latter og vippede ørene mod hende ved hendes ord. Så hun var nysgerrig? Hingstens krop stod nu ved bredden og han slog med den lange fine hale.

"Det er jo lige spørgsmålet Holche. Guderne er dit svar." han tippede hovedet på skrå og lyttede igen. "Så den smukke Holche kommer fra dette årtusinde." han lød oprigtigt interesseret, med blikket mod hende, før han vendte det let mod vandet igen.

My personality is who I am. My attitude depends on who you are.

Hans stemme rungede i grotten og lød højere end hun havde ventet. Ørerne vippede kort, inden hun atter fokuserede på den gyldne hingst.

"Guderne?" Hendes blik stirrede mod ham. Ikke vantro eller skræmt, nej nysgerrigt og ventende på det næste. Det var en interessant vinkel, som han havde fået hendes tanker til at vandre hen imod. "Har guderne bragt dig til fremtiden uden brug af portalen?"

"Vi kan jo ikke alle vandre gennem portaler hele tiden. Nogen af os bliver stående og lever livet i dets nuværende position." Understregede hun med sit feminine tone, inden hun blinkede med et øje og hvælvede op i halsen. Hun smøg sig tættere mod den gyldne hingst.

Noctem Nox Caelum
Dont get confused between my personality and my attitude.

Han havde i den grad pirret til hendes nysgerrighed. Det glædede ham i al hemmelighed. Han fastholdt sit rolige, milde blik og vendte ansiget let mod hende, da hun talte. Han trak på smilebåndet og vendte hovedet med en sukken. "Hvis det blot var så enkelt..." forklarede han kort. Hemmelighedsfuldt. Hun kunne holdes hen endnu. Han behøvedes ikke at forklare hele sin sørgelige historie.

Hun talte om portalen og at blive i den nuværrende tid. Han smilede skævt. "Jeg forstår hvad du mener. Man drager på et eventyr igennem en portal - men mister alt man kender. Måske endda sin familie." den dybe stemme bar vemod - det var jo ærligt nok. Reelt. Men han havde bagtanker hele tiden. Hun kom tættere på og han rankede sig med et hævet øjenbryn. Nærvær også? Hm... Det kunne også være hans fordel.

My personality is who I am. My attitude depends on who you are.

Nu var hun for alvor nysgerrig. Holche havde et nysgerrigt og interesseret sind, og han havde vækket det i hendes indre. Hun hungrede efter, at finde mere viden om dette. Hvordan var han nået frem? Hun trådte tættere og tættere på. Glemte det personlige rum, glemte omgivelserne. Hun ønskede blot at finde ud af, hvad det var der havde gjort, at han var kommet hertil uden at gå gennem portalen.

"Men hvordan så?"

Hun dirrede af interesse for at finde svar på det. Hun nikkede til de næste ord. Ja, det kunne han have ret i. Det ville være forfærdeligt. Men hende selv havde da mistet sin familie.

"Det kan der være noget om. Men at drage fra sin familie, kan vel være ligeså fatalt som at gå gennem en portal. Ikke alle finder hjem igen. Alt er en rejse, som man vælger at tage."