Constantine

"Hmmm, det kan du have ret i, jeg er vant til at være mindst og dem i min barndomsflok vandt altid men måske de bare var bedre til at slås end jeg var!" Han kunne ikke lade være med at grine lidt da hun rettede sig selv, ikke ondskabsfuldt eller drillende, det morede ham bare "Nu hvor vi taler pænt til hinanden kan jeg måske godt gå med til at jeg lider en lille smule af højdeskræk" Han blinkede til hende og slog let med hovedet.

"Mit navn er Constantine og.." Han smilte skævt og så hen på kanten "Jeg tænkte at der nok var en god udsigt heroppe og det var værd at undersøge.. jeg kommer fra et ret fladt område, der var bakker og dale, endda nogle små klipper - dog altid med god plads til at stå, jeg vidste ikke at højder kunne være skræmmende bare fordi der er trangt og lidt længere ned." han trak let på skuldrene, nu hvor han var kommet herhen skulle han nok klare at komme ned igen, og ville nok endda var mindre bange her anden gang men han var ikke sikker på han ville gå herop igen frivilligt, i hvert fald ikke af de smalle stier, hvis der nu var en rig bred sti derimod...

Da den brogede nu fortalte, hvordan han var vant til at være mindst, og at han altid havde tabt, når de var oppe og slås, kiggede Iris blot tankefuldt på ham. "Måske min mormor kan give dig et par tricks, så du kan fælde alle de store heste." Hun blinkede fornøjede til ham, og kunne lige forestille sig, hvordan han som en broget hvirvelvind ville fare hen over en slette, og slå alle de store, tunge fjender ned. Ja det ville ikke være helt dårligt.

Da sandheden nu kom på bordet angående højdeskræk, kunne Iris ikke lade være med at fnise let. "Måske jeg skal tage dig med ud og flyve en dag. Så kan det være, at du kommer dig over det." Hun smilede drillende til ham, men synes nu ikke selv, at det var en helt dårlig idé.

Iris nikkede samtykkende, da denne Constantine nu snakkede om den gode udsigt. Det var der bestemt! "Jeg har ikke et problem med højder, men trange steder er heller ikke lige mig," røbede den bevingede hoppe. "Men jeg kan godt se, at hvis man ikke rigtig er vant til højder, så må det være skræmmende heroppe. Jeg synes dog ikke, at du skal gå glip af udsigten af den grund." Herefter skridtede Iris nu helt hen til kanten, hvor hun lagde sig ned og foldede vingerne ud, så de nu udgjorde en form for barriere. Måske ville Constantine føle sig mere tryg, hvis han stod bag en afskærmning af vinger, selvom han dog stadig ville kunne se ned? "Kom," lød hendes stemme nu opfordrende.

Constantine

Constantine grinte og smilte skævt det kunne være meget sjovt at få lidt undervisning, han vidste faktisk ikke hvor god han var til at slås på nuværende tidspunkt, han havde ikke været i nogen form for kamp siden han forlod sin fars flok. "Det lyder godt! Det er altid godt at kunne forsvare sig selv, jeg ved faktisk ikke hvor god jeg er til at slås nu, jeg har ikke prøvet siden jeg var unghest."

Hende kommentar om en flyvetur fik ham til at vippe lidt uroligt med ørene, det lød som en ret farlig plan, omend enormt spændende. Men.. kunne hun virkelig bære en anden hest? Han var ikke så stor men han var nogenlunde kraftig og ville vel være tung. "Kan du virkelig bære en anden?" Han prøvede på ikke at lyde alt for mistroisk men noget slap noget igennem. Han troede egentlig ikke at hun løg men han kunne bare slet ikke forestille sig at det var muligt.

Han fulgte hende med øjnene da hun gik hen imod kanten, hun var faktisk ganske sød nu hvor de var kommet forbi deres små problemer, hun tilbød ham endda at hjælpe ham ved kanten. Et øjeblik tøvede han og så på hendes vinger og så ud over kanten af dem inden han langsomt skridtede hen til hende, selvom vingerne muligvis ikke ville kunne redde ham hvis han virkelig faldt gav de faktisk en følelse af sikkerhed alligevel. "Tak" sagde han lavmælt idet han så ud på den fantastiske udsigt, et øjeblik helt opslugt.

Iris smilede, da Constantine synes om hendes idé med noget kamptræning. "Ja det er altid godt at kunne forsvare sig selv. Flugt er ikke altid en mulighed, og så er det godt at kunne yde bare en lille smule modstand." Iris selv var heller ikke den bedste i kamp, men hun kunne da et par tricks eller to, og derudover kunne hun jo altid tage flugten opad. Eftertænksomt studerede hun nu den brogede. "Mon ikke du ville kunne gøre et eller andet, hvis du blev tvunget til det? Jeg tror i hvert fald, at man har et overlevelsesinstinkt, der ville tage over, hvis man blev truet på livet." Ja sådan måtte det fungere, alle ville vel kæmpe for deres liv, så var spørgsmålet bare, hvor effektiv man var.

Som Iris havde nævnt idéen med en flyvetur, kom der nu et skeptisk blik i Constantines øjne. Først forstod den stribede hoppe ikke, hvad problemet var, men da spørgsmålet nu kom, om hun kunne bære en anden, stod det helt klart for hende. De røde øjne strålede som hun nu gav sig til at forklare. "Jeg skal ikke bære dig, men give dig dit eget sæt midlertidige vinger." Let rystede hun på hovedet, så den lille flaske hun bar om halsen kom i bevægelse. "Jeg har vinger, fordi jeg tidligere var Gudinden Laylis budbringer. Hvis der var nogen, der ønskede at besøge hende i himmeriget, skulle jeg bringe dem derop, og det foregik ved at de drak denne drik, og derved selv fik vinger til at kunne flyve derop." Hun håbede ikke, at fortællingen havde været for forvirrende for én, der tydeligvis ikke var vant til pegasusser og budbringere.

Constantine fik nu overvundet sig selv, og kom langsomt hen til kanten, hvor han stoppede op bag en af hendes udstrakte vinger. Iris følte sig helt stolt på hans vegne, og sammen nød de nu udsigten i hvad der vel godt kunne kaldes for venskabelig stilhed.  

Constantine

Constantine stod et stykke tid og bare nød udsigten inden han vendte hovedet mod hende for at svare på de ting hun havde sagt. Udsigten havde næsten taget mælet fra ham og hun virkede til at acceptere stilheden. "Jo.. Jeg ville nok kunne forsvare mig selv hvis det kom dertil. Jeg har ikke tænkt meget over det men det har heller ikke bekymret mig, jeg skulle nok finde en måde at klare mig på." Han smilte skævt og lagde hovedet lidt på skrå imens han tænkte "men jeg ville nu stadig ikke have noget imod at få nogle hints hvis det er!"

Han havde egentlig skubbet tanken om flyveturen lidt væk, han kunne ikke forestille sig andet end at hun ville skulle bære ham og samtidig kunne han ikke tro at hun ville være i stand til det. Så han blev ret overrasket over hendes forklaring, hun havde vinger - ikke bare fordi hun havde vinger men fordi hun havde været budbringer for en gud! Hvordan man skulle reagere på sådan en oplysning kunne han ikke lige regne ud så han vendte tankerne mod tilbuddet i stedet, det lød noget mere sikkert end hvis hun skulle bære ham og at have sine egne vinger... Det ville faktisk ikke være så dårligt, ikke engang selvom det var midlertidigt. "Hvis du tror jeg kan få dem til at fungere så ville jeg være meget taknemlig for chancen for at flyve selv!" Mon det var svært at flyve? Han kunne altid holde så tæt på jorden hvis det var så det kunne vel ikke andet end gå rigtig godt, eller i hvert fald ikke dårligt.

Han så lidt undersøgende på hende, med et venligt smil, tænk at hun ville dele noget så værdifuldt med en hun lige havde mødt. Han mente ikke engang vingerne her, hun ville potentielt introducere ham til et familiemedlem, det var da enormt venligt af hende!

Som Constantine erklærede, at han gerne ville lære et lille trick eller to omkring kamp, nikkede Iris med et smil. "Så må vi se, om vi kan finde min mormor." Iris havde ingen skrubler med, at introducere den brogede til Trudy. Den sorte hoppe ville uden tvivl hjælpe, og havde intet imod at møde nye heste. Iris brød sig mere og mere om Constantines selskab, og nu virkede det nærmest tåbeligt, at hun havde troet, at han var Mephistos spion. Som tingene var nu, virkede han som en alt for flink hingst til, at kunne stå i ledtog med den usling!

Efter Iris nu havde fået forklaret, hvorledes det ville foregår med flyvningen, virkede den brogede til at live gevaldigt mere op, og sendte hende ikke længere skeptiske blikke. At bære nogen var ikke engang noget, som Iris selv havde spekuleret på. Hvis hun skulle være helt ærlig, troede hun faktisk ikke, at hun ville have kræfterne til det. Så skulle det godt nok være et meget lille væsen, og slet ikke en hest. Hun havde godt nok aldrig forsøgt sig med det, men hun tvivlede godt nok på, at det kunne lade sig gøre. Med et sæt var hun nu atter på benene. Vingerne var stadig spredt ud som den beskyttende barriere, men nu hvor hun var på benene, var de i sådan en højde, at de helt afskærmede den flotte udsigt, så Constantine intet kunne se længere. "Jeg er sikker på, at du vil kunne få det til at fungere, men det er måske ikke heroppe, at du skal forsøge dig med flyvningens kunst." Hun blinkede let drillende til ham, da han ganske sikkert forstod advarslen i hendes ord. Iris selv havde i hvert fald ikke mestret vingerne i første forsøg. "Men både flyvning og at finde Trudy kræver, at vi kommer ned herfra, så vi må vel hellere begynde nedstigningen?" Spørgende kiggede hun nu på Constantine, for det kunne jo godt være, at han fortsat ville blive heroppe og nyde udsigten.

Constantine

Constantine smilte til hende og nikkede, "det lyder rigtig godt, det er meget pænt af dig at ville introducere mig for din mormor." Han så en sidste gang ud på udsigten inden han vendte hovedet mod hende, det var en fantastisk udsigt men han kunne ikke blive ved med at beundre den, på et eller andet tidspunkt ville de blive kedeligt og det ville han helst ikke have. Ville hun mon gå med ned hvis han gik nu? De ville nok kunne mødes igen men han ville helst ikke bare stoppe mødet på den måde.

Inden han nåede at vælge hvad han ville gøre rejste hun sig op og han trådte automatisk et par skridt tilbage da hendes vinger pludselig var i hovedhøjde i stedet. Det løste i hvert fald problemet med at blive træt af udsigten, i hvert fald foreløbig, i stedet kunne han se nysgerrigt på hendes vinger og de var også ganske pæne at se på. Han så fra hendes vinger og hen på hendes hoved da hun begyndte at tale igen og han kunne ikke lade være med at grine, det var det han lige havde stået og tænkt på så det var godt de i hvert fald var enige, hvis hun havde forventet han ville kaste sig ud fra klippekanten lige efter at have fået vinger ville han nok skuffe hende grusomt. Han havde ikke regnet med at de ville gå ud og lede med det samme men det generede ham ikke, han havde trods alt selv stået og overvejet om han snart skulle bevæge sig nedad. Ruten var stadig lidt skræmmende og den skulle i hvert fald ikke tages i mørke og måske det var rarere at følges med nogen på vejen ned? Hvis ikke hun bare fløj hele vejen ned i stedet for, det ville han nok nærmest gøre hvis han havde vingerne til at slippe for turen. "Det har du desværre nok ret i." Han så kort hen på stien, ikke et øjeblik i tvivl om at hun ville forstå hvorfor det var 'desværre'. "Vil du føre an? Du virker mere fortrolig med sådanne stier så jeg kan måske se hvor det er smart at gå ved at følge dig?"

Som Constantine nu var trådt et par skridt væk, vurderede Iris, at hun godt kunne folde vingerne sammen igen, uden at han ville blive utryg. De to heste var nu blevet enige om, at de hellere måtte begynde på nedstigningen, og selvom Iris var ud af en familie af bjergheste, så var hun alligevel ikke helt tryg ved deres foretagende. Det var jo trods alt noget tid siden, at hun selv direkte havde klatret i bjergene, da hun var blevet velsignet med en langt lettere løsning. Desværre kunne Constantine ikke følge hende i luften, og hun følte tydeligt, hvordan den brogede hingst gerne så, at hun blev sammen med ham. Så det gjorde hun. Spørgsmålet om hun ville føre an, var Iris ikke helt vild med, men hun nikkede samtykkende, og satte i skridt imod den lille sti, de begge tidligere var kommet op af. "Jeg kan dog ikke love, at vi kommer ned uden et par småskader. Det var lang tid siden, at jeg har givet mig i kast med bjergvandring." Hun sendte dog Constantine et opmuntrende smil, inden hun drejede rundt om hjørnet, så han var skjult for hendes blik.

Vandringen ned af bjerget gik ikke hurtigt. Stien snoede sig konstant, så det ikke var muligt at se, hvad der kom forude. Småsten gjorde underlaget usikkert at gå på, da de lige pludselig kunne sætte i bevægelse under hovene, således det ikke var muligt at stå fast. Herudover var den sti de fulgte utrolig smal, så det var ikke på noget tidspunkt muligt, at gå side om side. Det var tydeligt, at når de nåede de åbne passager hvor der var frit fald til enten den ene eller begge sider, så havde Iris det bedst, hvorimod når klippevæggene tårnede sig op på begge sider, følte hun sig kvalt, mens panikken pressede sig på.

Med ét gjorde den bevingede hoppe holdt. Stien der fortsatte foran hende, havde pludselig ændret udseende. Hvor den før havde bestået af solid granit, virkede den nu til at have en lettere gennemsigtig glasagtig konsistens. Mon det var muligt at gå på? Medmindre de ville bakke hele vejen tilbage, for at finde en anden vej ned, var de desværre nød til at prøve. Iris selv havde heller ikke noget andet valg, idet klippevæggen var for høj til, at hun havde mulighed for, at slå vingerne ud. "Øøhhh Constantine.." Hun vidste godt, at så længe hun blev stående her, kunne han ikke se, hvad problemet var. "Stien er pludselig blevet til noget andet end klippe, jeg prøver at gå derud, så du kan komme til at se det." Med usikre skridt bevægede Iris sig langsomt og skridt for skridt. Det virkede som om, at glasstien holdt, men hun følte sig bestemt ikke tryg.

Constantine

Constantine smilte lettet da hun gik med til ikke bare at følges ned men endda gå forrest. Det beroligede ham en del, især fordi han håbede hun kunne redde sig selv med sine vinger hvis hun nu skulle falde lige pludselig. Idet hun begyndte nedturen sagde hun at hun ikke kunne garantere at der ikke ville være småskader efterfulgt af et opmuntrende smil. Han kunne ikke lade være med at himle godmodigt med øjnene da hun var drejet om hjørnet, kunne hun ikke se at det var alt andet end opmuntrende? Ikke at han var så nervøs lige nu, han var kommet herop så han måtte også kunne komme ned og selvom ruten var uhyggelig gik det i det mindste nedad.

Constantine holdt sig bevidst minimum en hestelængde bag Irissia, hvis hun eller han pludselig gled skulle den anden have en chance for at reagere, flytte sig, stå imod eller lignende og det kunne de ikke hvis han var lige bag hende. Samtidig ville han ikke ret meget længere væk for så ville han ikke kunne se hvor hun gik eller hvordan stien opførte sig under hendes hove. Det betød også at han nemt nåede at stoppe da hun pludselig stoppede op foran ham selvom han dog ikke kunne se hvad der havde fået hende til at stoppe. Han håbede inderligt at det ikke var fordi stien var brudt sammen eller forsvundet. Han kunne ikke huske nogle specielt slemme stykker, i hvert fald ikke værre end dem de var kommet forbi men han kunne heller ikke huske præcis hvordan han var kommet derop, hvilken sti han havde fulgt så han vidste ikke om de var på den han havde taget eller en anden. Da Irissia sagde at klippen var blevet til noget andet prøvede han at se rundt om hende men opgav hurtigt den ide da kanten begyndte at smulre under hans hove. Han skulle lige til at foreslå at hun ventede med at gå derud, på hvad vidste han ikke helt, bare at det lød farligt, da hun tog et skridt derud. Han holdt vejret et øjeblik men i hvert fald i starten gik det fint og efter et par skridt kunne han selv se klippen.

Hvordan i alverden kunne klippen pludselig være lavet af glas? Det burde da ikke være muligt! At gå ud på den var bestemt ikke noget han havde lyst til men nu havde Irissia gjort det, i hvert fald delvis for at hjælpe ham, så han følte ikke han kunne lade være med at forsøge. Han ventede dog til hun var helt ovre uden at glasset var gået i stykker før han selv tøvende satte en hov på det stykke af stien. Det føltes anderledes end resten af stien men i det mindste gav det ikke efter.

Iris forstod ganske simpelt ikke, hvordan det kunne gå til, at solid klippe kunne gå hen og blive forvandlet til skrøbeligt glas. Eller skrøbeligt og skrøbeligt, glasset havde i hvert fald holdt til, at hun havde gået på det. Nu var hun kommet over på den anden side, mens det var blevet Constantines tur til at forcere glasstien. Omgivet af klippevæg var stien som de fulgte, fortsat så smal at det ikke var muligt for Iris, at vende sig om, således hun kunne se hvordan det gik med den brogede hingst. Hun forsøgte sig dog med, at skue tilbage så godt hun kunne, til trods for det ikke var meget hun kunne se. Med ét fik en lav knurren hende til at vende opmærksomheden fremefter igen. Et par meter foran hende kom et stort kattedyr gående imod dem. Den lange hale svingede langsomt frem og tilbage, mens dens kolde blik ufravendt var rettet mod hende. Straks lagde Iris ørene ned i nakken, mens tænderne blev blottet som en tydelig advarsel. Kattedyret lod dog ikke til at tage sig specielt meget notits af advarslerne, og sank nu i stedet ned i benene, som lagde den an til angreb. Iris havde ikke en reel chance for at kunne forsvare sig, og i panik slog hun nu bak, og var hurtigt tilbage på glasstien, mens blikket ikke veg fra det store kattedyr, der fortsat nærmede sig.

En høj skærende lyd, som når en isflage brækker af, lød nu i den anspændte atmosfære, og før Iris fik set sig om forsvandt den truende fjende fra hendes blik, og hun faldt gennem luften sammen med tusindvis af glasstykker. Det var en underlig følelse at falde, uden selv at have kontrol over det, ligesom når hun fløj. Iris nåede dog på intet tidspunkt at folde vingerne ud, før hun med et brag ramte rå klippe. Fuldstændig omtåget lå hun nu på siden, og forsøgte at komme til sig selv. Foran hende lå en anden skikkelse, men om hun havde taget Constantine med i faldet, eller om det var kattedyret, kunne hun endnu ikke finde nok fokus til at få præciseret. Hvad var det lige der var sket?

Constantine

Constantine koncentrerede sig så meget om ikke at træde forkert imens han langsomt bevægede sig over det mærkelige glas-stykke at det tog ham et øjeblik at registrere at truende knurren nok ikke bare var lyden af hove mod sten eller glad og nok heller ikke Irissia der pludselig begyndte at lave sjov. Hurtigt så han op, lige i tide til at reagere på hendes hurtige bakken ved selv straks at bakke - pludselig knap så bekymret for at træde forkert. Hvad end der fik hende til at bakke på den måde, og havde lavet den lyd før, var højst sandsynligt meget farligt lige nu, mere end et potentielt faldt ned fra en klippe. Han nåede at få bagbenene ind på den 'rigtige' klippe inden en høj lyd bekendtgjorde at den glas-klippe var langt fra så solid som han havde håbet.

Han nåede at se Irissia forsvinde nedad imens han selv febrilsk skrabede mod klippevæggen med forbenene for at få sig skubbet op igen. Han troede et øjeblik at det ville lykkedes men så gav lidt af klippekortene efter og han halvt faldt, halvt kurede ned ad klippen. Heldigvis stødte hans forben mod et udspring inden han helt nåede bunden hvilket dæmpede hans fald en smule og desuden sørgede for at han ikke ramte jorden med hovedet først men i stedet med bagkroppen. Ude af stand til at holde forbenene samlet under sig daskede han om på siden og lå, meget forpustet og omtumlet og prøvede at få vejret. Det lykkedes ham at løfte hovedet let og se sig omkring og fik hurtigt øje på Irissia der i hvert fald så ud til at være i live men han kunne ikke få øje på dyret der havde lavet lyden. Om det var fordi det stadig var oppe for toppen af klippen eller om det bare var dækket af noget vidste han ikke men han håbede inderligt det var den første mulighed imens han langsomt samlede forbenene under sig og begyndte at skubbe sig opad.

Stadig omtåget af det hårde fald, kom Iris noget usikkert på benene. Hele den spinkle krop rystede, og vingerne lå slattent ned af hendes sider og hen af gulvet. Hvad var det lige, der var sket? En arrig knurren kunne nu høres fra oven, og fik med det samme Iris til at lægge hovedet tilbage. Med en kraftanstrengelse fik hun nu øjnene til at fokusere. Frustrationen og vreden direkte lyste ud af kattedyret, som havde mistet sit bytte, da det tydeligvis ikke turde springe ned til dem. Der var også langt ned, så Iris forstod det skam godt. Hun forstod også lige pludselig, hvorfor det gjorde så ondt i hele hendes krop. Netop som hun skulle til at vende opmærksomheden mod den brogede hingst, som var røget med i faldet, fangede en lille, bitte bevægelse hendes blik. Glasset som var gået i tusind stykker, begyndte lige pludselig at samle sig! Stykke for stykke var det som om en magisk vind blæste glasstykkerne op på plads, så de med ét endnu en gang bestod af stien, der lå mellem de robuste klipper. Som det sidste stykke glas atter fandt sin plads, gik det lige pludselig op for Iris, at de nu var fanget i denne grotte, der havde lagt under stien. Kattedyret kunne muligvis ikke komme ned til dem, men de kunne heller ikke komme op!

Langsomt begyndte Iris vejrtrækning at blive hurtigere og hurtigere, som panikken sneg sig ind på hende. De var fanget! Der var ingen udvej! De ville dø herinde af sult, tørst, iltmangel.. I hendes voksende panik bemærkede den bevingede hoppe ikke, at der faktisk var en lille sti der første ud af grotten og dybere ind i bjerget. Hun bemærkede ligeledes ikke, hvordan blodet stille sivede ud af de mange små rifter, som glasstykkerne havde skåret i hende under det voldsomme fald. Med panikken der efterhånden lyste ud af de rubinrøde øjne, vendte hun blikket mod Constantine, der forsøgte at komme på benene. "Vi skal dø!" Stemme var næppe hørlig, som Iris allerede havde fået sig selv overbevidst om, at hun var ved at blive kvalt på grund af manglen på ilt.

Constantine

Constantine kom langsomt på benene og stod meget stille imens han mærkede efter i kroppen om han var kommet slemt til skade nogle steder. Han kunne mærke en del rifter og ømme områder men ikke noget der virkede meget alvorligt. Forsigtigt strakte han hvert ben for at se om han kunne bevæge dem og, udover lidt ømhed i det bagben han delvist landede på, kunne han bevæge dem alle uden besvær. Lettet lod han blikket glide opad for at se hvad der var sket og så da for første gang kattedyret tydeligt som det stod der og brokkede sig over dets manglende bytte. Constantine kunne ikke lade være med at smile skævt, det havde det dumme dyr rigtig godt af! Selvom det måske nok var ham og Irissia der var kommet værst ud af det møde. Hans smil falmede dog lidt da glasset tilsyneladende samlede sig igen, han kunne ikke forstå hvordan det var muligt og, mere end det, det fjernede enhver chance for at de kunne komme ud dén vej. Han var nu ikke sikker på han ville have valgt at klatre op af bjerget igen hvis han havde et alternativ men det vidste han ikke endnu om han havde så det var lidt foruroligende.

Han drejede langsomt hovedet i retning af Irissia da han lagde mærke til hendes hurtige vejrtrækning, var hun kommet slemt til skade eller sådan noget? Hun blødte fra flere rifter og små sår men så ikke ud til at være kommet voldsomt til skade. Dén vurdering tilpassede han dog hurtigt da hun pludselig, meget lavt, udbrød at de skulle dø. Forvirret og bekymret skyndte han sig hen ved siden af hende og så nærmere på hende, han kunne stadig ikke se nogen større sår men måske der var noget andet i vejen? "Hvad er der i vejen? Er du kommet til skade? Vi skal nok klare det!" Han så sig hurtigt omkring for at se om hun havde fået øje på en anden fare men han så ikke andet end grotten de var i og en lille sti ind i bjerget.

På Iris var det som om, at grotten blev mindre og mindre. Den krympede simpelthen og ville ende med at kvase dem fuldstændig! Sveden begyndte nu at pible ned af siderne på hende, og blandede sig med blodet fra de små sår. Hvad var det her dog for et frygteligt sted! Med ét kneb hun øjnene hårdt i, da hun ikke ønskede at se, hvor lang tid der var tilbage at leve i. Til hendes undren skete der dog ikke noget. Hun kunne fortsat ikke mærke klippevæggene til trods for, at de da burde være ved at mase hende sønder og sammen på dette tidspunkt. Trods hun på nuværende tidspunkt tydeligvis ikke var ved at miste livet, havde Iris dog ikke modet til at åbne øjnene, bange for hvilket syn der måtte møde hende. Skælvende af skræk forsøgte hun nu at tvinge sig selv til at tænke på noget andet. Havets vilde bølger, engens grønne græs, en hvid hingst med lilla aftegninger.. Langsomt fik Iris mere styr på sig selv, selvom hun dog bestemt ikke havde det godt.

Med ét lød Constantines stemme lige ved siden af hende, hvilket fik Iris til at spjætte en smule i forskrækkelse. Modvilligt åbnede hun nu først det ene øje, og derefter det andet. Det virkede ikke længere som om, at grotten krympede, hvilket fik Iris til at sukke lettet. Hendes blik fandt nu Constantines, som hun forsøgte at fokusere på i stedet for angsten som stadig havde et dybt tag i hende. "Jeg kan ikke lide at være lukket inde," stemmen var kun en hvisken, mens hun nu gemte hovedet ind mod hans stærke hals. Hvordan skulle de mon nogensinde kom ud her fra?

Constantine

Constantine så overrasket ud men flyttede sig ikke da hun gemte hovedet mod ham. Indtil nu havde hun virket så rolig, stærk og modig så det forvirrede ham et øjeblik at hun pludselig var så bange. Han aede hende forsigtigt på halsen for at prøve at berolige hende og så sig delvist omkring igen, dog hele tiden opmærksom på ikke at flytte sig så hun ikke kunne gemme hovedet ved ham mere. "Vi kan prøve at følge den sti der." han bevægede hovedet lidt i den retning "Jeg kan også undersøge den hvis du hellere vil være her i grotten indtil vi ved hvad der er på den anden side."

Han så undersøgende på stien som han syntes så noget lille ud men de burde kunne komme igennem. Den var også ret mørk og hvis hun ikke kunne lide grotten ville stien vel være værre? Selv havde han ikke super meget lyst til at bevæge sig igennem men han kunne ikke se andre udveje og han ville i hvert fald ikke blive her. Desuden, selv hvis glasstien ovenfor ikke var brudt sammen havde han nok ikke været i stand til at komme derop så den var nok den eneste chance under alle omstændigheder. Dog, måske hun kunne komme ud den vej? "Måske, hvis du flyver op og sparker til glasset kan du få det til at bryde sammen så du kan komme ud?" Det ville være ret træls at være alene hernede men hvis ellers den grotte på et tidspunkt førte ud skulle han nok klare det, det var værre for hende når det skræmte hende sådan.