Den rødlige hingst vandrede afsides i modvind på ødemarkens golde område. Det visne græs under de blå hove var ikke det han var kommet for alligevel, så det var ikke fordi at omgivelserne var generende for ham. Tværtimod, havde han set sig fast besluttet på at komme væk fra Sylinum et par døgn, for at være de andre heste foruden, og måske støde på nye sjæle i ingenmandslandet. Halen bølgede lavt i den kølige modvind, og ligeså den gule man. Han var normalt ikke typen der opholdt sig alene. Ikke efter dengang for længe siden.. Men en gang imellem var det ganske fortjent at tilbringe lidt tid med sig selv. Også selvom man ikke nødvendigvis selv konstant er i andres selvskab, men bare det at føle sig selvstændig nogle timer.. Det fyldte hans åre med styrke, uanset hvor svag han så følte sig inderst inde.

De blå øjne uden pupiller spejdede over det øde stykke land, men han var ganske vist ikke bekymret. Sylinum lå blot nogle timers gang herfra. Han kunne genkende lugten af sit hjem, når han var i nærheden, så dette var ikke et problem. Hvad der var hans hensigt med denne tur udover alenetiden til gengæld, kunne man have brugt utallige gæt på at nå frem til. I sin enkelthed søgte Leon altid nye sjæles selvskab.. Men ikke blot selvskab. Han måtte kende andre. Nogle ville kalde det en dårlig vane, andre ville kalde det en af hans styrker. Efter hvad der skete længe før han ønsker at huske, havde han haft svært ved at betrygge sig andre end Leslie. Man kunne kalde det skørt, men det havde givet ham en hunger efter at kende til andres personligheder. Vide, at der var andre derude, med hver sine historier..kendskaber..hemmeligheder.. Det var en trang der var mere sultstillende, end alt andet. Et skævt, halvslesk smil tonede sig frem omkring hans mule. Alle historier han fik fortalt havde en betydning, og det var langt nemmere at se igennem andre, når han kendte til disse.

Atter lod den rødlige hingst, med de grønne striber tankerne forsvinde, og fandt en større interesse i, om der overhovedet var sjæle der bevægede sig ud på disse kanter. I så fald, ville disse være specielle, individuelle typer, som ville have en helt særlig  og selvstændig grund til at være her. Det frydede den rødlige hingst, og fik ham til at lukke de blå øjne et øjeblik, og standse kort blot for at trække vejret dybt, inden han valgte at sætte fremad i trav. Dette kunne måske virke, som om han havde travlt, men var idéen med at lære nye at kende ikke også at få dem til at tro, før de kunne vide?..Hvis de altså overhovedet fik noget af vide..

Hun havde bevæget sig ind i proelio igen. Det var forandret, faktisk en del siden sidst hun havde været i landet. En ondskab og mørke hvilede over stedet. Hun følte sig næsten helt hjemme i det.

Det var sådan her verden var,så hvorfor lade som andet. En ny krig lå allerede i farer zonen. Det skulle nok blive interessant. Men det var dog ikke hendes grund til at være her, langt fra. Hun var endelig kommet tilbage. De grønne øjne hvilede frem for hende. Hun var ej bange, det lå ikke til hende fordi livet var et stort skak spil.

Hun forsatte roligt frem, den lange sorte man hang blot elegant ned af hendes side. En duft af en fremmed hest hvilede i luften,kom nærmer mod hende. Hun stoppede blot roligt op og sejlede efter den fremmed.

Den rødlige hingst fangede langsomt en svag færd af en andens tilstedeværelse i sin traven, og satte i samme øjeblik farten ned, for derefter at lade de blå, nærmest døde øjne hvile spejde rundt i området. Han havde nær opgivet sin søgen på den andens tilstedetværelse, idet en grålig, slank skikkelse et godt stykke væk fangede hans interesse. Dette var ikke hans fantasi der spillede ham et pus, det måtte være lugten af den anden hest, der tilhørte denne skikkelse. Han rettede derpå ørerne fremad, som gav en lavmeldt klirende lyd fra sig, idet guldringene på det venstre øre svagt støtte sammen, førend han målrettet satte kursen imod skikkelsen.

Han var stadig mere end 8-10 meter fra skikkelsen, før det sleske smil atter fandt vej om hans mule, og selv om de blå øjne ikke ejede nogen pupiller, og der derved ikke kunne signaleres nogle følelser derigennem, så udstrålede han ret hurtigt en form for venlighed overfor denne hoppe, som nu stod et par meter fra ham, da han stoppede. "Det er ikke hver dag man støder på andre i ødemarken", hilste han, i et næsten varm toneleje, henvendt til den grå hoppe, med de kønne øjne. Mon hun var ligeglad eller..?

Hingsten kom nærmer, hendes øjne landte roligt på den fremmed sjæl med grønne, grule og sorte aftegn. En blid brummen forlod hendes mule, langsomt lod hun ham blot nærmer sig. Da han stoppe op, satte hun frem, halen svingede stille bag hende, hun bevægede sig elegant omkring ham og stoppede ganske tæt på ham. "det er fordi alle renhjertet og naive heste holder sig til de grønne mere hensigt mæssige områder - her ude ville alle en hver ikke overleve" svarede hun blot i en stille spillende stemme. De grønne øjne hvilede blot på ham.

Hun smilte stille. "ser du, der er ej mange der finder det pæne i ødemarken, men ligeledes i ingenmandsland, eller som man også siger de udstødte, men jeg har på fornemmelse De ej høre til her" hun havde atter sat frem og stoppede nu foran ham så mod hans øjne, som dog ingen pupiler ejede.

Den rødlige stod ganske stille og rank, alt imens hoppen talte til ham, og derefter stoppede foran ham. Det karakteristiske smil forsvandt ikke lige foreløbigt, ligeså gjorde hans opmærksomhed mod hende ikke heller. "Du har styr på dine fakta." Konkluderede den mange-farvede hingst anerkendende, og understregede sin pointe, med et kort nik med hovedet, imens smilet stadig forblev omkring hans mule. "Jeg er ikke herfra. Jeg holder til i Sylinum, men finder ødemarken ganske underholdene." Svaret lød venligt, og på en måde varmt. 

Han stod et øjeblik, og betragtede hoppen, med de følelsesløse øjne. "Men fortæl mig, kønne hoppe, hvad der ikke gør netop dig renhjertet og naiv." Han kastede bolden tilbage. Ønskede en forklaring, men ikke nødvendigvis en livshistorie. Blot et bud på, hvorfor hun mente, at det var grunden til, at her ikke befinder sig andre på disse kanter. Hun virkede jo nærmest, som om hun havde været her længe, uden at andre havde turdet nærme sig. 

Hun smilte blot stille. ”i see. Sylinum.. ikke at jeg selv kender dette nye proelio særlig godt, men et meget neutral område du har valgt” svarede hun blot roligt på hans ord.


Han betragtede hende ”kønne… er det ikke naivt at bruge således et ord, uden at kende mig?” hun satte frem, vandret omkring ham. Viftede lidt med den lange sorte hale nu og da. ”indtil videre har du kun mit ydre at baser dette ord på” tilføjede hun roligt. ”så nemt kommer der ej svar, hvis man ønsker svar, må man selv grave og undersøge for at kunne finde dem…” hun smilte legede og drillende. Hun førte nu sin krop kælende op af hans.