Hovene hammer mod jorden, vinden rev i hans man. Den sorte pels glansede helt på grund af den svedige kro. Han havde også formået at komme langt væk, og havde løbet hele vejen her til. Han havde lyst til at skrige efter sin moder, men vidste at hun måske havde travlt, så det var ikke passende. langsomt sænkede han farten da han kom længere ind på området, hans grønne øjne skimtede søgende over stedet, han forsatte blot rundt i en trav i flokkens områd, søgte sin moder. Skammen lå i  øjne, han kunne ikke skjule det, hvilket også var grunden til han havde søgt sin moder, han havde brug for hendes ord, brug for at vide hvad var rigtigt og forkert. Han søgte hende råd. 

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Gaizka vandrede som den dronning hun nu var i sit område med oprejst pande. På trods af alt det ansvar der blev pålagt hendes skuldre, havde hun rigeligt at stå op for. Hun havde lært at holde hovedet koldt i selv de menst bizzare situationer. Leslies overtagelse af landsdelen. Denne kulde der langsomt var begyndt at snige sig ind, selvom solen ellers skulle stå på sit højeste til vinter. Hun brummede sagte med den mørke stemme i skyggerne, da en fært nådede hendes følsomme næsebor. Det svedige føl, vakte nu alligevel oprør i den ellers rolige Gaizka. Han synes at flygte fra noget, så hun bragte sin krop i høje travskridt over rødder og sten for at nå til sønnen. Hvad havde han lavet, i den tid han havde fået alene?

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

De grønne øjne falder endelig på den skikkelse jeg søger. putter mig lidt medtaget ind til min moder.. "mor" hiver efter vejret.. lungerne er i hvert fald godt på overarbejde.. trækker mig så tilbage, langsomt sænker jeg hovedet, ser mod jorden. "mor.. er jeg forfærdelig?" ved ikke helt.. har brug for min moders råd.. "jeg mødte en.. hun var sød nok.. slet ikke det.. men" trækker lidt i ordene. Jeg ved godt jeg bør sige det, har brug for at få det at vide. "hun ville have mig til at springe op på hende, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre." mit hjerte hammer i min krop, kan ikke bestemme mig for om jeg bør skamme mig eller ikke "jeg gjorde som hun bad om.. men jeg kunne ikke.. jeg ønskede ikke.. så jeg hoppede ned igen.. og løb... gjorde.. jeg noget galt? hvorfor mor? jeg forstår ikke" ser på hende med fortvivlet øjne. Føler mig delt op i to. Hvad skulle jeg havde gjort.. Skulle jeg havde gjort hvad hun bad om, ellers var det okay jeg løb væk.. "jeg.. jeg forlod hende der.. hvad hvis.. jeg sårede hende? jeg gik imod hende.." kan ikke holde ordene tilbage længer. er alt for oprevet over alt det der er sket.

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Gaizkas øjne mørktlæggedes langsomt som hende unge søn begyndte at fortælle om hans frygtelige oplevelse. Hun mærkede tydeligt sveden i hans pels. Han havde godt nok løbet stærkt! Hendes øjne faldt meget stramt på ham som hun lyttede. Gaizka var en kærlig moder - men samtidig en mørkere personlighed til tider. Derfor afspejlede det sig også i hendes blikke, nogle nok ville mene var for strenge. Dog havde hun erfaring med føl efterhånden og kærlighed og kildevand kom man langt med, men ikke langt nok. Ønskede man at ens efterkommere skulle leve stærkt, stå selv og tolerere lederskab, måtte man også lade dem opleve verden en smule hårdt ind i mellem. Men dette var dog forrykt!

Hun ville ligefrem kalde det pædofili. En ting hun selv havde været udsat for, men ikke ligefrem troede faldt på hingste også. Det var en omvæltning for alt hvad hun stod for, at et kvindeligt væsen kunne gå så gruetligt over en grænse. Hun mildnede sine øjne og trak den unge, men snart store søn mod sig. "Lyt til mit hjerte." fortalte hun ham. "Det banker ganske rent og fint. Jeg ejer ingen skam over mit liv, blot tvivl i svage stunder. Mit lederskab står stærkest og når jeg vælger, er det for alvor. Denne hoppe du har mødt, ejer ikke denne renhed eller vilje. Hun opsøger noget, der ikke toleres i min flok. Tvang." moderen trak sig igen og så sin søn i øjnene. "Jeg synes du skal gå til din far om dette og høre hans meninger. Desuden vil han kunne lære dig meget mere om det liv der venter dig... Som Amazonkriger." hun smilede og purrede op i hans røde pandelok. "Du skal ikke lade dig føje så let, Alastair. Du har ret til at sige nej, ligesom alle os andre. Så længe du behandler situationen med respekt... Får du ej denne respekt tilbage, er individet ikke det værd. Derfor bør du overveje at tage en hård beslutning og være lidt strengere." hun smilede igen.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Han så godt forandringen i hans moders øjne. Var det hans skyld? Hun havde et stramt udtryk i øjne, han turde nærmest ikke fjerne sit blik fra sin moder. Han ville tage slaget hvis han havde gjort noget galt. Men det så ud til hendes blik ikke var vendt mod ham. Så måske var det ikke noget galt i det han havde gjort.

Han slappede af i kroppen da hans moder trak ham ind til hende. Lyttede og gjorde som hun sagde. Hørte hendes hjerte. Han lyttede opmærksomt. Han forstod sin moders ord, mere end der måske lige gik op for ham. Renhed og vilje. Han nikkede roligt. Han nikkede til hans moders ord. Øjne lyste faktisk helt op, hans fader! Han ville få lektioner af sin fader. ”ja mor!” svarede han med en stigende glæde og ro i stemmen.

Dog kom et serøst blik igen i hans øjne. Han nikkede. ”tak mor, jeg lover jeg vil huske dine ord. Og jeg lover jeg nok skal blive en god Amazonkriger! Jeg vil kæmpe ved din side forevigt!” han smilte stort og selvsikkert igen.
Han elsker hans moder ubeskriveligt højt. Hun lindrede altid hans tvivl. Begge hans forældre var nogle kæmpe forbilleder for ham. Og hans ønskede at gøre dem begge stolte. Deres ord betød meget for ham og han stolede blindt på deres meninger og holdninger.