Ava Luccioa
You would not believe your eyes, if ten million fireflies
Lit up the world as I fell asleep.. 'Cause they'd fill the open air
And leave tear drops everywhere, you'd think me rude, but I would just stand and... stare

Hoppens glødende øjne, betragtede med blandede følelser stranden foran hende. Den var... tom. Meget tom, og meget ensom at bevæge sig rundt på. Der var ingen anden larm end havet selv, og den sagte mumlen af andre eller klaprende hove hver gang de ramte en sten... den manglede. Uhyggeligt var det ikke, for det unge hoppeføl. Nej, sjældent blev hun bange. Men uvant var det, og det dannede en misfornøjet rynken over hendes fine mule.
Trippende bevægede den ranglede skikkelse sig frem. Sandet var blødt under hendes gule hove, og en underlig lugt af salt og tang gennemsyrede luften omkring hende. Hun ledte over de mange sandbanker, kiggede ud imod horisonten. Men ingen karavane var der. Ingen musik, ingen glødende dansere eller finurlige gøglere. Kun hende...

Og efter en rum tid hvor hun kun havde travet frem og tilbage, satte Ava sig ned i sandet. Med et bump landede hun, og stirrede så kun imod horisonten. Ikke ked af det, ikke trist... men en følelse af savn eller tab rumsterede i hende. Og det vidste hun ikke hvordan hun lige skulle håndtere.

We're the ones who start little fires
and yet they burn out

But when they're on the rise

They can't help but shine

Æv, det ellers varme Sylinum er blevet koldt og mørkt. Et uvejr er langsom ved at overtage landsdelen, som ellers normalt er så smukt og frodigt et sted. Nu blæser det og himlen er fyldt med uvejrsskyer. Jeg traver med høj fart igennem Polins lilla græs, som jeg under normale omstændigheder nok allerede havde smagt på - men lige nu er jeg på flugt. På flugt fra uvejret og de kæmpemæssige grå skyer. Jeg forstår ikke hvor det her uvejr kommer fra,men jeg har dog hørt rygter om, at også de andre landsdele er ramt af noget.. underlige vejrsituationer. Det mest underlige rygte jeg har hørt ind til videre er dog, at mit elskede Darkena er blevet lyst? Jeg tror næsten ikke på det, så min plan er meget hurtigt at vænne tilbage. 
Der går ikke længe, før min hove rammer Ho Ra's bløde sand. Det bliver straks meget hårdere at holde farten og jeg lader min krop falde tilbage i en rolig skridt. Jeg kan ikke komme meget længere væk fra uvejret nu, så jeg giver mig blot til at skridte langs med strandkanten. Vinden suser over stranden; får mit hår til at piske rundt. Jeg fnyser irriteret, da pandelokken konstant forstyrrer mit syn. Dér midt imellem de vilde hår, får jeg dog set en rød skikkelse, som ind imellem lyser op. Jeg vipper hovedet på skrå, og betragter opmærksomt skikkelsen. Har jeg set den før? Ja, jeg har! Et højt vrinsk forlader mulen. Min krop springer afsted i fuld galop gennem sandet, hen mod hesten, som sidder noget akavet helt for sig selv. 

Ava Luccioa
You would not believe your eyes, if ten million fireflies
Lit up the world as I fell asleep.. 'Cause they'd fill the open air
And leave tear drops everywhere, you'd think me rude, but I would just stand and... stare

Et stormvejr trak op, men endnu var det ikke nået til stranden. Givet omstændighederne for den unge hoppe, var det måske meget godt... for næppe havde hun rykket sig, selvom vandet ville rejse sig over hende. Det havde hun simpelthen ikke tanker på lige nu.
Hun var forvirret, en anelse mut men mest af alt alene. Ganske ensom, og hun følte en ubehagelig fornemmelse krybe tættere og tættere på hende, desto længere hun sad os så ud imod horisonten. En følelse hun ikke kendte meget til men så vidt som muligt prøvede at ignorere. Det var dog svært, jah, næsten umuligt, indtil en høj lyd fik hende til at vippe hovedet opad i et ryk. Hvem var det?

Hoppens glødende øjne gled hurtigt til siden, og snart trådte en brunlig skikkelse frem over stranden. Hun havde fart på, men ikke nok til at det var løb. Og hun så... bekendt ud. Ikke længe gik der, førhen Ava overrasket spærrede blikket en anelse op. Hende! Hvad var det nu hun hed... hende med det lyse hår. Hun havde set hende før.

Hoppens flakkende lys tog en anelse til i glød, og med en hilsende brummen stavrede hun op og stå fra sin siddende stilling. Ganske vidst stadig tynget af forrige tanker, men med et smil spillende om den mørke mule.

We're the ones who start little fires
and yet they burn out

But when they're on the rise

They can't help but shine

Jeg stopper i en voldsom - men dog lettere elegant - bevægelse foran den unge hoppe, med de glødende øjne. Det var netop hendes udseende, jeg blev så fascineret af første gang vi mødtes. Jeg er vild med heste der er anderledes, om det er på grund af et specielt udseende eller et mærkeligt sind, er lige gyldigt. En svag brummen høres fra min mule, som svar til hendes hilsen. Jeg strækker mulen let frem mod hende, alt imens et stort smil formes. "Så mødes vi igen, Ildflue!", min stemme er høj og lys, med en meget tydelig glad tone. 
Min holdning er som altid rank og stolt, men på samme tid er den præget af, at jeg er sammen med en ven; mere.. afslappet. Jeg vipper hovedet let på skrå, og ser på hoppen med et nysgerrigt blik. "Hvad laver du her? Har du set at uvejret er på vej?". Et kort sekund kigger jeg op mod de mørke skyer, som efterhånden har overtaget hele himlen. "Vi burde finde et sted med mere læ", mumler jeg svagt for mig selv. 

Ava Luccioa
You would not believe your eyes, if ten million fireflies
Lit up the world as I fell asleep.. 'Cause they'd fill the open air
And leave tear drops everywhere, you'd think me rude, but I would just stand and... stare

Hende brunlige veninde nærmede sig elegant, og den ildrøde fulgte hende nøje med øjnene. Betragtende, en anelse vurderende og med en lille bagtanke om at huske hendes bevægelser og måde at gå på. For hun var smuk, sådan som hun gik... Ava mindedes selv gøglernes gang, der ligesom hendes her var let og elegant. Den havde dog haft en del mere spræl og spring i sig.

Glad var hun dog også, og smilet om Avas mule bredte sig en anelse mere. Ildflue.. hun holdt af det navn, og en lille latter kom fra hende.

"Ja, du spraglede"
Smilede hun, og nippede efter hendes lyse lokker.

Hendes hoved faldt mimerende på sned som Gervinas, og lyttende vippede de bløde ører frem imod hende. Hvad hun lavede her? Hoppens lysende blik bevægede sig flygtigt imod den mørke horisont, og Ildfluens mule rynkede sig en anelse.

"Uvejret..."
Gentog hun fra Gervina, og kiggede så tilbage på hende. Læ foreslog hun.. og selvom hun ikke helt vidste hvad det var, havde hun sine anelser. Og det lød godt.
Trippende kastede hoppeføllet sine forben fremad, inden at hun med en hurtig bevægelse vendte den ranglede krop imod skovene.

"Jeg ventede".
Sagde hun derefter, som svar på Gervinas tidligere spørgsmål.

We're the ones who start little fires
and yet they burn out

But when they're on the rise

They can't help but shine

En let latter forlader min mule, og jeg tripper lidt rundt, da hun nipper ud efter mig. "Spraglede?", siger jeg med en smule tøse fornærmet tone, "Jeg er da herre stor og muskuløs!". Jeg puster mig op og skubber brystkassen frem - men det er´hårdt at stå sådan, og jeg puster voldsomt ud igen. Endnu en latter. 
Så går det op for mig, at min lille ildflue ser fraværende ud og jeg ser undrende på hende. Jeg nikker dog bare, da hun også nævner uvejret. Ligesom hende vender jeg mig mod skovene; "god idé", mumler jeg, for derefter at sætte afsted i en hurtig skridt. Sandet er blødt, og min hove forsvinder helt ved hvert skridt. Vindens kræfter tager mere og mere til, og bag os bliver havets bølger tydeligt voldsommere. Jeg glæder mig til, at vi befinder os i læ af træerne. 
Ava åbner munden igen, men hendes svar forstår jeg ikke. Igen ser jeg på hende med et undrende blik, "Hvem ventede du på?". Mit hoved er vippet let på skrå. Kun et kort sekund overvejer jeg hvorfor et føl mon render rundt selv - men eftersom at jeg også selv gik på eventyr i den alder, ser jeg det ikke videre som et problem. 

Ava Luccioa
You would not believe your eyes, if ten million fireflies
Lit up the world as I fell asleep.. 'Cause they'd fill the open air
And leave tear drops everywhere, you'd think me rude, but I would just stand and... stare

Hoppen kiggede måske ikke på den brune hoppe, men hørte hende gjorde hun. Og et lille hemmeligt smil formede sig på hendes mørke mule, usikker på hvorvidt Gervina kunne se det. For jah, hun var i den grad større, og sikkert meget stærkere end hende. Men sådan tænkte hun ikke på det, og Ava selv havde en tendens til atovervudere sig selv. For selvtillid manglede hun bestemt ikke.
De fulgtes ad imod træerne, og som var det aftalt, tog vinden yderligere til. Ava var ikke vandt til kold vinde - hun var født i syden med ørken og sol, så en lille gysen gik igennem hendes ranglede krop. Godt... jah, det var godt at de gik nu, selvom de andre ikke var kommet endnu.

Hoppens glødende blik gled imod den brune, og et undrende blik tegnee sig om hendes øjne. Hvem? Det var da tydeligt hvem, hun var jo pokkers alene. Det skulle hun ikke være - det havde hun altid fået besked på. Men måske havde Gervinas forældre en anden holdning end hendes egne, og ildfluen sukkede kort, måske en anelse frustrreret.

"På flokken, på karavanen... efter vi gik fra hinanden, prøvede jeg at finde dem, men de var ikke ved stranden som de havde lovet. Så jeg venter på at de kommer".
Den rødlige sagde det som var det noget af det mest logiske i verden, og havde hun pupiller ville de live have vendt sig kort imod himlen.

We're the ones who start little fires
and yet they burn out

But when they're on the rise

They can't help but shine

Med hurtige skridt bevæger vi os igennem sandet, mod junglen længere fremme. Vinden er stadigt tiltagende, og i næste øjeblik åbner skyerne deres sluser, så det står ned med voldsom regn. Jeg lægger ørene lidt tilbage, alt imens jeg pisker med ørene. Æv, et lorte vejr. Følelsen af Ildluens glødende blik, får mig til at vende hovedet mod hende. Hun ser undrende på mig, for så at sukke. Hvorfor? Hvad er hun irriteret over? Hendes forklaring kommer hurtigt. Jeg nikker svagt som svar. Jeg kan godt huske, at første gang vi mødtes, havde hun fulgtes med en masse andre heste. En flok heste, som mest af alt mindede som nogle der konstant var igang med en fest. Gøglere, kalder man dem vidst. Jeg er ikke helt sikker på, hvad det ord dækker over? Og er Ava så også en gøgler? 
Jeg er forsvundet i et tankespind, hvor jeg - uden at lægge mærke til det - blot betragter hoppen med et tænkende blik. Hun er i sandhed et specielt væsen - men det ændrer ikke på, at jeg allerede betragter hende som en ven. Og venner er vigtige i denne verden. Det går op for mig, at jeg har været stille længe nu, og min grimasse ser et øjeblik helt undskyldende ud. "De er sikkert bare forsinkede", siger jeg stille, "Eller også venter de også i læ et eller andet sted!". Min stemme er nu meget beslutsom, og jeg puffer let opmuntrende til hendes hals. Nu er hun ihvertfald ikke alene mere.

Ava Luccioa
You would not believe your eyes, if ten million fireflies
Lit up the world as I fell asleep.. 'Cause they'd fill the open air
And leave tear drops everywhere, you'd think me rude, but I would just stand and... stare

Et tænkende blik hvilede på ildfluen, hvis glødende aftegn skiftevis blussed op og dulmedes igen. Hun styrede det ikke selv, hun forstod eller lagde ikke mere mærke til det en hvis vinden havde løftes hendes man, men i lyset fra hende fik den brune hoppe en varm glød. En stærk kontrast til det ellers kolde område omkring dem, hvor Ava så regnen i et stod ned omkring dem.
Hendes ører vippedes i et ryk bagud, utryg ved den regn hun ikke havde set før, og hun trippede umærkeligt en anelse nærmere den større hoppe. Hun så kort tilbage imod hendes ansigt, men det var stadig hensunket i tanker. Og flyvsk som hun var, flyttede hun straks blikket til området omkring dem, en anelse utålmodigt for et svar.

Et stille svar, og i et fugleagtigt ryk gled hoppens hoved imod hendes. Forsinkede? Ventede? Den rødlige hoppes øjne spillede i kort latter, og hun nikkede med et smil om den lille mule.

"Jah, forsinkede er vi tit!"
Sagde hun begejstret, og kneb dramatisk øjnene sammen i påtaget utilfredshed. Glad for at emnet faldt på andet end hendes indtil videre manglende flok, trippede hun let på tå foran den brune.

"Nogle gange kan det tage en hel dag at nå fra et sted til andet, og i sidste ende ender vi altid med at gå i ring"
Prustede hun. Hendes lyse stemme havde en kant af irritation, men den nåede aldrig hendes øjne. For hun lavede sjov. Det elskede hun, og det var det bedste i øjeblikket, hvor regn og vind stod omkring dem i stride strømme.

We're the ones who start little fires
and yet they burn out

But when they're on the rise

They can't help but shine

At Ava rykker tættere på mig, generer mig ikke - faktisk er det rart. Her er koldt og vådt, og Ava er varm, så jeg bevæger mig selv endnu tættere på hende. Jeg bilder mig selv ind, at hendes pels glød også afgiver varme. Det er i hvert fald en rar tanke. Ava reagerer på mine kommentarer med smil, men det er især hendes ord, der får et smil frem på min mule, og lidt efter en let latter. Jeg elsker at se mine venner glade, og det er godt at se, at hun trods alt kan smile og grine, selvom at hun mangler sin familie. 
Jeg betragter hende med et vågent blik, da hun tripper lidt afsted, med hovedet let på skrå. Lige så fascineret af Ildfluens fantastiske pels, som første gang vi mødtes. Jeg tror ikke at den fascination nogensinde vil forsvinde. "Jeg vil gerne se alle de steder du har været! Det lyder så spændende!", udbryder jeg højlydt, for derefter at kaste let med hovedet og trippe afsted. "Men lige nu må vi hellere bare komme i læ for det her møg vejr!", siger jeg med en drilsk tone i stemmen. En skjult udfordring, kan man vel kalde det.
Jeg spænder i kroppen, vender ørene lidt tilbage.. Og så springer jeg afsted gennem sandet i fuld galop. Mine er stadig vendt tilbage; lyttende efter min venindes hovtrin. Jeg tror ikke hun er typen, som ville give op på en udfordring. 

Ava Luccioa
You would not believe your eyes, if ten million fireflies
Lit up the world as I fell asleep.. 'Cause they'd fill the open air
And leave tear drops everywhere, you'd think me rude, but I would just stand and... stare

Hoppens spillende øjne glitrede i det tiltagende mørke, og hun betragtede med skjult tilfredshed den brunliges smil om den sorte mule. Latter smittede, glæde smittede... og den røde vidste bedre end nogen anden, hvilken stemning der kunne løftes med blot en smule spas. Hun var heldigvis havnet med en ligesom hende, der selv fandt små ting sjove eller opmuntrende. Og med sådanne to energier, var det svært ikke at finde situationen god, på trods af regn.
Hoppen nikkede kort, førhen at hun med et kort blik mødte Gervinas eget. Noget lå i det, og en brummen undslap den røde ildflue. Konkurrence... udfordring. Hendes ører vippede kort, men før hun nåede at smile kækt tilbage, sprang den brune frem imellem træer og krat.

Den røde hvinede kort, men hurtigt svandt det over i en klokkende latter. Ildhoppen var ikke sen til at sætte efter, og de lange ben gik som trommestikker under hende, imens hun prøvede at indhente det brune lyn foran hende. Ava var klar, og hun prøvede skam. Hun ville ikke være den sidste!

We're the ones who start little fires
and yet they burn out

But when they're on the rise

They can't help but shine

Et hvin, latter og så lyden af galoperende hove, som kommer tættere og tættere på. Et øjeblik ser jeg tilbage på min glødende veninde med et legesygt blik. Hun følger fint med, men jeg sænker dog farten en smule alligevel. For at gøre konkurrencen mere fair, jeg startede trods alt før hende. Efterhånden som hun kommer op på siden af mig, sætter jeg langsomt farten op igen. "Du er hurtig!", siger jeg grinende, "Men jeg er hurtigere!". Mit blik er  udfordrende, næsten provokerende, da jeg ser på hende igen. Jeg ser lige frem på mit mål mellem træerne, lige dér, mellem to enorme træer er vores mållinje. Med store spring sætter jeg farten op; min krop er fuldstændig strakt ud og ørene lagt fladt ned ad nakken. Det føles som om, at jeg flyver gennem luften - ligesom jeg har set de store ørne gøre. Et øjeblik glemmer jeg helt, at Ava er med.