Ryhenna

Ryhenna havde oplevet smerte. Hendes mørke pels skjulte ar, var et minde om den pine hun havde følt i en fjern krig i et land af is. Ryhenna havde troet, at de skader var den værste smerte hun kunne føle. Det var indtil dagen hun havde født. Den smerte havde været værre. Den havde virket til at splitte hende af. Forladt hende følelsesløs og skræmt. Dette var en anden smerte. Den var ikke fysisk, den boede i stedet i hendes indre. Den fik hendes hoved til at dunke, hendes hjerte til at hamre, musklerne til at føles som bly. Den fik bekymring til at forvandles til kvalme, og uroen til at lyse i de mosgrønne øjne. Det gjorde ondt.

For ikke så længe tiden havde hun faldt fra himmelen. Hendes vinger havde svigtet hende, og hun havde ligget på jorden, hele hendes højre side hærget af pinsel. På magisk vis havde den gyldne Kharuno påtaget sig denne smerte. Ryhenna selv var blevet efterladt med en let dulm smerte i højre side, intet i forhold til det hun havde følt liggende sårbar på jorden. Hun forstod ikke, hvordan Kharuno havde formået at rejse sig op, hvorledes han nu slæbte sig selv afsted mod Kantos skovbryn. Viljestyrke, det måtte det være! Bekymret bevægede Ryhenna sig foran. Hun kom med opmuntrende ord, fjernede forhindringer så Kharuno ikke kunne falde over ting og så ellers blot bekymret til. Minutter føltes som timer, mens de bevægede sig frem i sløvt tempo. Stadig steg smerten i hendes krop, det man så fornemt kunne kalde sympatismerter.

Oldgamle træer omringede de to heste; gav tryghed. Ryhenna følte, at hun havde galopperet hundrede kilometer som hun stoppede op et par meter inde i skovens bryn. Hurtigt vendte hun sig om mod den gyldne hingst, bad til at han havde klaret turen, at han snart ville ligge sig og hvile, mens hun kunne holde vagt over ham.

KHARUNO

- "Shadows chase me far from home.. I remember my heart was filled with gold".

Tåger... det var hvad den gyldne skabning vandrede. En tung tåge, der lagde sig om alt hvad han fysisk havde. Hans ben, hans øjne, hans krop - selve hans sjæl vandrede i en tåge af smerte, der for hvert et skridt blev tykkere og mere gennemtrængende. Tågen var svagt bekendt, han havde set den før. Han havde mærket dens kvælende greb en gang for evigheder siden, da alt havde været en masse af kraftige følelser, eksplosioner af energi og en strøm af magi. Den bragte panik til et forvirret sind, og ligesom dengang for evigheder siden, søgte han tilflugt i noget han indtil nu kun havde kunne kalde sit. Nemlig hans kerne, hans inderste jeg. Og så man den skabning der i momentet krummede sig sammen inde i ham - vred sig og næsten græd, ville det smelte et koldt hjerte.
Han var alene herinde. Han var i selskab i sig selv, og det kunne altid bringe et vidst form for overblik. Men ikke denne gang. For en smerte borede sig ind i hver en bevægelse, og truede med at sluge den lille flamme hingsten klamrede sig så trofast til. Det var ikke blot en vilje af stål der drev ham frem, eller en ideologi om hans ansvar for landsdelen Elasium og en tanke om ikke at blive efterladt herude. For igennem hans tåger, igennem det slør der prøvede at lulle ham ind i søvn og hvile, fandt han endnu en flamme. Den brændte stærkere end hans egen. Og det var den stribede Ryhenna, der så desperat prøvede at få ham frem.
Hun var her. Han var ikke alene, selvom det føltes sådan. Hun snakkede, hun opmuntrede og i alt kaosset, gav hun ham en styrke til at forsætte fremad. Han hørte ikke hendes ord. Han kunne ikke se hendes ansigt eller øjne. Men han vidste hun var her; og det var nok.

Hans skridt var vaklende, hans vinger slæbtes efter hans svagelige krop. Han vidste at det var et usselt billede af noget der burde stå stærkt, men han var ligeglad. Og da han efter noget der føltes som timer nåede ind i læ af skoven, faldt han med et dump ned, og krummede sig sammen. Gemte sig for det mørke han vidste lurede i udkanten, og nægtede at fade væk nu.... for det kunne være farligt.

"Ryh... Ryhenna..."
Hviskede han igennem sprukne læber, og prøvede med en tør raslen at folde den skadede vinge sammen. Hele hans krop skreg efter at lægge sig væk og finde hvile. Men han kunne ikke. Ikke før han havde set at hun stadig var her, hørt hendes melodiske stemme. Og selv da var det ikke sikkert han turde. For Kharuno var bange.. så frygtelig bange for at blive efterladt, omend en så ældgammel skabning ikke burde have sådanne frygter. Et sted i hans baghovedet talte en rettende stemme - se det var derfor man ikke gjorde sig i venner eller bånd. Det skabte problemer.. men igen, han var så uendelig ligeglad. For lige her, lige nu, var det ikke Elasiums Strateg, eller Kaosskabningen fra myterne. Lige her var det en angst Kharuno, der desperat søgte en form for forsikring. Hvilken, det ville tiden vise.

"Jeg er så ked af det..."
Mumlede han bagefter, og hævede med et grynt hovedet fra det liggende stilling. Glippende prøvede han at se hende, men når alt var sløret kunne det gøre det samme. En feberlignende vildelse havde lagt sig over hans sind, og Kharuno tænkte ikke rationelt.
Hans krop skælvede.

- "You've seen me lose control,                             
and it's not worth my sorry soul"

Ryhenna

Det var forfærdeligt. Hun ønskede ikke at se nogen skabning, som hun nu så den gyldne Kharuno. Det skar i hendes hjerte, det fik hende til at krumme sig. En underlig følelse voksede i hendes indre mens hun betragtede det der lignede en slagen kriger. Det der snart lignede et dåret dyr. Den hingst der normalt så så nobel ud i hendes øjne. Det var ikke til at bære, men hun var nødt til det. Hun fortsatte, hun blev ved med at kalde ham frem, blev ved med at fjerne sten og grene for hans fødder.

Hendes stemme lød i en forpint stemme. Den afspejlede den følelse der rumsterede i hendes krop. Mest af alt ønskede hun at ligge sig ind til den gyldne hingst, ønskede at ligge sit hovede over hans og trygge ham ind til sig. Hun ønskede at stryge hendes pande, fjerne sveden i hendes pels og vise ham med sit nærvær, at alt nok skulle blive okay. Uden dette nærvær troede hun ikke en gang selv på det. Hun var forstenet i frygt, i psykisk smerte over synet af den slagne hingst. Hun forstod ikke hvordan det var kommet hertil. Det var hende der burde ligge forvredet i fysisk smerte, hende der burde lide for det tåbelige fald. Hun forstod stadig ikke helt situationen. Det var for surrealistisk til helt at forstå.

En mumlen, svag som en hvisken vækkede hende fra hendes trancelignende stirren. Han var ked af det? Ked af hvad? En brummen forlod hendes strube, spottet af fortvivlelse. Han var tydeligvis ikke ved sine fulde fem, men hvorledes kunne han tro, at han havde gjort noget der skulle undskyldes for?
"Nej! Du skal ikke undskylde. Jeg forstår det slet ikke." Forvirring klædte hende ikke. Hendes stemme steg et oktav, blev hektisk. Hun fik ro over sig selv ved at kigge omkring dem. De var i sikkerhed, der var intet fjendtligt at se. Igen kiggede hun ned på ham.
"Det er mig der undskylder!" Hendes stemme blev varm, ligevægtig. Hun sænkede mulen, som for at røre den gyldnes hals, men som det var blevet vane tog hun igen mule til sig.

KHARUNO

- "Shadows chase me far from home.. I remember my heart was filled with gold".

Hans tanker om hoppen var i vildrede, og ligeså med hans blandede følelser. Den magiske skabning forstod sig ikke på dem, men vidste de kunne være mægtige. Følelser kunne flytte bjerge, og følelser kunne forandre folk. Og forandring kunne ske med ham, selv i den bogstavelige forstand. Han huskede det ikke, men han vidste det var sket. Flere århundreder siden - en katastrofal dag. Og efter den helvedes dag, havde han svoret aldrig at lade dem påvirke sig igen... aldrig. Det var simpelthen for farligt, for risikabelt.
Men her var hun, øm på hans vegne og bekymret. Hendes blotte tilstedeværelse fremprovokerede en strøm af dem, der med forskellige grader af styrke strømmede igennem Kaoshingsten. At sætte ord på dem var farligt, at nævne dem ved navn var farligt. Alt var farligt i den absurde situation, og i sidste ende blev alt det farlige til det normale. Hingsten var i en kattepine, og havde han været mere sig selv ville han have taget flugten til vejrs. Men det kunne han ikke... så han lod dem i stedet skylle igennem sig. Lagde alt afmagt, alt smerte, alt vrede og alt had spilde ud på det rene bord hoppen sad ved, og tågede videre.

"Jeg..."
Hans ansigt fordelte ligedele af disse glemte følelser. Men intet af det var rettet imod hoppen, der dog stadig måtte stå for mål af den flakkende glød der skiftevis blussede op og forsvandt i hingstens hvide øjne. Han forstod det ikke, men følte en dyb tristhed brede sig ved de råbende stemmer om hans tanker. Hans undskyldning var rettet imod hende, imod hendes situation. Her måtte hun stå og se en slagen kriger, der ikke engang kunne holde sammen på hans egne tanker. Og det var han så frygtelig ked af... Han havde aldrig ville bebyrde hende, men gjorde nu selvsamme i hans ynkelige situation.

Hendes lyse stemme lød indtrængende, og hingsten glippede med de mælkehvide øjne for bedre at kunne se hende. Hun forstod ikke.... og et mørkt men smertefuldt smil gled over hingstens mule. Hun forstod ikke hans undskyldning, og havde igennem den tid han havde kendt hende behandlet ham som et ligeværd. Som en artsfælle, som en ven. Som om at hun slet ikke vidste hvem han engang havde været, og stadig var. Og da gled det igennem hingstens feber tanker, at hun måske slet ikke vidste det... kunne det være rigtigt?

"Jeg forstår ikk-"
Hans hvisken gled over i en slimet hosten, og hingstens hoved virrede voldsomt. Hvad nu, hvad gjorde han. Hvad kunne han gøre.. hans forvirrede blik gled imod hans beskadigede vinge, og et koldt og grumt smil lagde sig om hans mule. Åh, fantastisk.. Sarkastisk ville mange kalde hingstens smil, og med en lille halvkvalt lyd prøvede han at rykke den nærmere for at folde den sammen, men stoppede hurtigt. Smerte, smerte, smerte! I en skarp hvislen trak han vejret ind igennem sammenbidte tænder, og vendte sig i stedet atter imod den grønstribede hoppe.

".. hvorfor du bliver".
Valgte han at afslutte på sin påbegyndte sætning, og en gysen gled igennem hingstens krop. Nej, hvorfor blev hun. Det kunne ende meget galt for dem begge... og Kharunos tanker gik ikke imod omgivelserne, men blev vendt indad imod et blødende hjerte. Et hjerte der kæmpede for kontrol i kaos.

- "You've seen me lose control,                             
and it's not worth my sorry soul"

Ryhenna

Øjnene skræmte hende mest. De hvide øjne Kharuno besad glødede og slukkedes skiftevis. I sin frygt forestillede Ryhenna sig, at disse øjne aldrig ville gløde igen, at deres hvide lys forevigt ville slukkedes. Vredt rystede hun på hovedet. Nej! Det ville aldrig ske, måtte aldrig ske! Arrigt fnyste hun af de dystre tanker og fokuserede i stedet på de livstegn der var at finde. Hans flanker steg og faldt endnu, om end uden nogen fast takt. Ørerne virkede stadig til at vippe svagt ved lyde. Stille åndede Ryhenna ud, beroliget ved den gyldne hingsts krop.
Der kom en sølle lyd nedefra. Ryhenna kiggede forvirret væk fra skovbrynet og ned på den gyldne hingst. Frustreret prustede hun mens hun sænkede hovedet i håb om at flere ord undslap hans læber, ord hun ville være klar til at høre. Ørerne blev spidset til bristepunktet mens hun bevægede hovedet så tæt på hingsten, som hun nogensinde havde været. Der var kun en halv meters afstand mellem hendes mule og hingstens hals. De mosgrønne øjne søgte over den gyldne pels med de mange aftegn, og endnu en gang mærkede hun impulsen til at berøre ham. Hun kunne stjæle nærkontakten fra ham i dette øjeblik. Han ville intet kunne gøre. Hun sank en klump før hun fokuserede øjnene på hans hoved. Aldrig ville hun bryde den afstand han så klart havde sat mellem dem, specielt ikke i en situation som denne.

Tålmodighed blev belønnet. Hun lukkede sine øjne i et forsøg på at høre de rallende ord bedre. Smerten lå tyk i hans stemme, sløvede hans ord. Alligevel fik hun fanget betydningen. Hun ventede mens han skulle komme sig efter energibrugen. Hendes hjerte hamrede hektisk i hendes bryst, hendes krop føltes fuld af elektrisk ladning. Ventetiden var forfærdelig. I sin tid havde Ryhenna aldrig haft god tålmodighed, noget hun havde arvet fra både en overilet mor og far. Alligevel formåede hun at finde tålmodighed, hun ikke vidste hun havde, men kun for denne hingst, i dette øjeblik.

Uforstående kiggede hun på Kharuno da han endelig fik udtalt de sidste utydelige ord. Han forstod ikke hende? Det var da klart, hvorfor hun var blevet, hvorfor hun nu stod over hingsten i et forsøg på at beskytte ham. Kunne han ikke se det? Med et prust lod hun sig dumpe ned med fronten mod hans ene side, endnu med mulen nær hans hals. Hun var skam stadig på vagt, men ordene der lige havde forladt hans læber tog noget af opmærksomheden. Mens hun funderede, spejdede hendes øjne mellem de mange træer, men de var endnu alene. Det tog længe før hun endelig fik klaret en tør hals og den melodiske stemme klingede mellem dem. ”Du er jo min ve.. og når man er det, så passer man på hinanden!” Stemmen dirrede som af nervøsitet da hun startede, men da hun først kom over ordet ven hun nær havde udtalt var der styrke i den lyse stemme. De mosgrønne øjne lyste varmt og målrettet som hun kiggede mod de slørede hvide øjne.

KHARUNO

- "Shadows chase me far from home.. I remember my heart was filled with gold".

Tættere på kom hun, og et sted vred en skikkelse. Trak sig væk, væk fra hende og hendes nærvær. Men uadtil ville og kunne han ikke bevæge sig, og blev derfor liggende det samme sted. Hun var tættere på end nogensinde før, og den gyldne havde ikke styrken i hjertet til at afvise hende igen. Men hun holdt sig væk, og med et suk af blandede følelser pustede Kharuno luft ud. Hun rørte ham ikke. Ikke denne gang.. og det takkede han hende for. Om hun forstod hans grunde regnede han ikke med, men han havde ikke nok kræfter til at prioritere den forklaring frem for andre ord der kunne komme nu.
Men hun var forvirret. Hun ville gerne hjælpe ham. Og selvom det ikke tydede på det, forstod den stribede næppe hvilken hjælp hendes ord og handlinger gjorde for den svækkede skikkelse. Han havde ikke brug for kærtegn. Han havde ikke brug for medlidenhed, og nægtede at modtage hjælp i opmuntrende puf og søde ord. Nej, han havde brug for nogle der blot var der, omend nærværet forvirrede ham. Han havde brug for en skikkelse at holde fokus på, der tavst kunne udtrykke den bekymring der varmede hans hjerte. Og den plads havde Ryhenna taget. Uden ord eller tøven var hun sprunget ud i en opgave der slet ikke burde være hendes, og det vakte i en fjern verden i hingstens sind, en form for ærbødighed.

Med en dump lyd lagde hoppen sig ned, og den hvides øjne søgte flakkende efter det smaragdgrønne blik. Hvilken vej vendte hun, hvor var hendes ansigt. Men hendes stemme holdt hans fokus, og den gyldnes varme brummen druknede i hendes melodiske stemme.
Han var hendes... ven. Hun passede på ham. Ordene blev gentaget i ham selv, men stivnet sad den gyldne en rum tid. Hendes ven... han var hendes ven, selvom han ikke havde troet at ven var noget han blev overfor andre. Og selvom hun var nærvøs, selvom hun var på gyngende grund med hensyn til den afvisende skikkelse, steg hendes ord i styrke jo mere hun talte. Den styrke var overalt omkring hende, og en styrke den gyldne havde bemærket første gang han så hende. Men at hun fandt den nu - nu hvor at det var så vigtigt, var godt. Både for hende selv, men bestemt også for ham.

"Passer på hinanden..."
Gentog han hviskende, men med en snert af forundring i mente. Var det ikke også det han gjorde, da han havde helet hendes sår, fjernede hendes smerte? Men sådan havde han aldrig rigtigt tænkt på det, og han rystede den tanke af ved at forklare han handlede ud fra instinkt. En reaktion ved at se hende i smerte, der bundede i han ikke ville se det. Han vil ikke se hende lide, selvom det netop var hvad hun gjorde nu. Bare på hans vegne.

"Hvis det er sandt, lille fugl.. så lad værd med at se så bange ud..."
Sagde han langsomt, og prøvede at se hendes bekymrede ansigt. Men han var blind som en stær, og alt var stadig en slørret masse af grønne og sorte farver.

"Det skærer i mit hjerte..."
Mumlede han spagt, og prustede tungt ud. Hans tørrer hals brændte, og hans svedige pels begyndte at blive kold. Nu hvor han ikke arbejdede sig frem mere, nu hvor adrenalinen var ved at forsvinde, følte han sig trættere og trættere. Prøvende rykkede han igen vingen længere opad for at dække hans krop, men fnyste ildevarslende ved den dumpe smerte, der ved hvert hjerteslag bredte sig i hans skulder. Åh, han måtte tage sig mere sammen.
Hans tågede hjerne registrerede langsomt hvor tæt på hun var kommet, og med et forvirret og blandet blik så han på hende.

- "You've seen me lose control,                             
and it's not worth my sorry soul"

Ryhenna

Han gentage hendes ord. Det var lettere, at tyde de hviskende ord fra hvor hun nu lå. Desværre også nemmere at se lidelsen i de lysende øjne.
Ryhennas mosgrønne øjne fokuserede på hingstens ansigt, der ikke virkede til at se noget, om end øjnene var åbne. Et fjernt minde rev hende et øjeblik væk fra nuet, til et fjernt land dækket af hvid sne og rødt blod. Her havde hun ligeledes ligget ved en blå hingst. En hingst der havde haft samme udtryk, men i tyrkise øjne. Forskellen var at denne hingst havde hun ligget tæt på. Han havde lukket hende ind i sit sind, han havde givet hende al sin kærlighed. Hun havde lagt med sin krop mod hans, mens han fandt krafterne efter et forfærdeligt slag. Ryhenna blev igen nærværende og så på Kharuno, der var så forskellig fra hingstens Zeus, hun havde troet hun elskede år tilbage. Lettere forvirret over parallelen rystede hun på hovedet og gav et let prust fra sig. Det virkede forkert at sammenligne de to, når de så tydeligt var af forskellige sind, af forskellig støbning. Et let smil voksede frem på hendes mule ved denne tanke.

De lysende øjne så endnu tågede ud, og alligevel påstod han, at han kunne se hendes bekymrede mine. Hun måtte i sandhed se forfærdet ud over hans tilstand, for hvert en hvislende vejrtrækning, hver et blik på hans krop skar i hendes hjerte. Det føltes som et nederlag at erkende hans ord, det føltes som en sejr.
Stille rankede Ryhenna sig fra sin position og begyndte at koncentrere sig. Koncentrationen blev brudt. De lysende øjne blev rettet mod hende, og for første gang siden Kharuno havde brugt sin magi, så han ud til virkelig at se hende. Hendes hjerte slog et slag over og halsen snørrede sammen. Denne gang var det ikke af medlidenhed, ikke af forfærdelse, men hun følte sig underligt rørt over at hans øjne endelig så på hende igen. Sikkert fordi det var første gang siden han mærkede smerten, at han rigtig virkede til at være nærværende. Da hjertet igen slog i hendes brystkasse gled et stort smil over hendes læber. Smilet bredte sig, og snart flød en varm latter ud mellem hoppens læber. Lettelsen skulle ud, og den valgte dens reneste og smukkeste form at udfolde sig i. Det havde virket som en umulig opgave, det Kharuno havde bedt af hende. Ikke at skulle se bekymret ud ville være som at se regn i en ørken. Den eneste grund til at det nu var så nemt var pga. hans blik, var hans gøren.

"Du burde virkelig få lidt søvn. Jeg skal nok holde mig vågen." Latteren rungede endnu sød i den melodiske stemme, som hun endelig talte igen. Ryhennas ansigt lyste nu igen på bedste vis, med et smil på mulen og med vågne øjne. Bag det glædelige ydre lå dog en tåge af bekymring, for trods han havde formået at få hvad han ønskede, ville hun ikke kunne stoppe med at bekymre sig, før hun havde set ham stå på benene igen.

KHARUNO

- "Shadows chase me far from home.. I remember my heart was filled with gold".

Hendes gennemtrængende øjne var klare i det mørke ansigt, og den gyldne valgte med et stille prust at holde sit trætte blik på det. Holde det på en ting, ikke se mere end højst nødvendigt. For han ville skam gerne se hende - hele hende, og sikre sig hun var okay. Men han kunne ikke, og valgte derfor det der lå følelserne nærmest. Nemlig hendes smaragdgrønne blik, der med en blid latter glimtede i det svage lys. Ren og ægte, og skyggen af et smil gled over hans trætte ansigt, der med et fnys blev lagt en smule på sned.
Han vidste ikke hvorfor han grinte, men havde hans set ham selv ville han måske have forstået det. Fortabt var ikke det rigtige ord at bruge om ham, for endnu emmede han af energi, omend den bestemt ikke havde en positiv drejning... men han var forvirret, og blev ikke mindre forvirret af den stribedes latter. Men det lettede et tungt hjerte, og den gyldne lukkede øjnene en anelse i, tilfreds med hendes smil.

Dog åbnedes det hurtigt da hun bad ham sove, og halvt protesterende prøvede han at ryste på hovedet, men formåede ikke andet end at snappe i vejret af hans dunkende hovedpine. Søvn, mens hun holdt vagt? Sådan burde det ikke være. Hans stolthed bad ham blive, holde hende med selskab igennem natten. Men dum kunne man ikke kalde den kære Kharuno, på trods af hans feberhede tåge, og efter lidt tid nikkede han svagt. Søvn var hvad hans krop manglede... tid til at hele, og tid til at hvile. Men om han kunne, var straks et andet spørgsmål.
Den brede vinge sitrede svagt, idet han med et støn atter prøvede at hive den ind til dig, for at skærme sig imod kulden. Den brændte og dunkede, og en smertefuld grimasse gled over hingstens før tænkende ansigt. Halv vejs gav han op med endnu et støn, og lagde tungt hovedet imod den hårde jord.

"Fryser..."
Mumlede han, og en sitren gled igennem hans krop, og fik lynene til at lyse op, førhen de flakkede hen til en svag gløden. Sveden på hans krop gjorde ham kold. Men det var bedst når han ikke bevægede sig, og ikke prøvede på det.. så forsvandt smerten en anelse til fordel for kulde.

- "You've seen me lose control,                             
and it's not worth my sorry soul"

Ryhenna

Øjnene var et spejl for sjælen der var låst inde i den fysiske form. Altid betroede Ryhenna sig til dette genspejl og læste sine artsfæller på de hemmeligheder sjælen uvilligt afslørede deri. Kharuno var undtagelsen. Hun havde aldrig kunne læse de pupilløse øjne, og sjældent havde hans krop været til stor hjælp. Det var frustrerende og forvirrende og tvang den stribede hoppe til at betro sig til en sjette sans hun sjældent brugte. Man kunne vel kalde det intuitionen. Et utal af gange havde hun ønsket at kunne bruge sine andre fem sanser til at læse den gyldne Kharuno, at kunne afsløre hans hemmeligheder, læse hans følelser. Men man lærer først at fortryde sine ønsker når man får dem opfyldt. De slørede øjne, de svage bevægelser, det hele viste dårligdom. En kvalme havde sneget sig op i hendes mund og fik hende til at synke.
Et smil brød frem fra et tåget ansigt. Ryhenna mærkede nu et ægte smil pryde sine læber, et smil der lyste de mosgrønne øjne op. Hvorledes han kunne smile gennem smerten vidste hun ikke, måske var det endda blot en grimasse af smerte, og alligevel glædede det lille smil på Kharunos læber hende uendeligt meget. Hjertet i hendes bryst slog et slag over mens hun forsøgte at samle sine spredte tanker.

Stædigt nedstirrede hun den gyldne hingst. Han skulle ikke holde sig vågen, han burde sove tungt og trygt for at heale sine smerter. Ryhenna måtte selv skære en grimasse af de forpinte lyde der lød fra den gyldne Kharuno, som han prøvede at ligge sig til rette. Hver en celle i hendes krop ønskede at lægge sig ind til hans krop, at stryge mulen beroligende over hans hals, som hendes moder altid havde gjort ved hende da hun var lille og havde slået sig. Hun turde ikke. Det var forvirrende. Ryhenna havde altid sagt ja, altid gjort hvad hun følte for, og angrede meget sjældent sine handlinger. Med rynkede bryn og en følelse af at være fortabt, måtte hun dog nu se til mens hingsten prøvede at gøre sig det behageligt.

Hun spidsede ørerne for at høre det ene ord der gled over hans læber. Forvirret kiggede hun omkring sig. Hvad kunne hun gøre? Adrenalin pumpede ud i hendes årer, som stod hun overfor et monster i den dunkle skov, som stod hun på en slagmark klar til at gå i krig. Men det eneste monster der var at finde, var det af sindet. Fortvivlet gled de mosgrønne øjne hen på den lille meters afstand der var imellem deres kroppe, og hun bed tænderne sammen. Ubeslutsomt gled sekunderne afsted, mens en sitrende Kharuno måtte lide af de skader hun havde forvoldt sig selv.
Øjnene begyndte at gløde, næsten som lynene på den gyldne krop foran hende. Når først den grønstribede Ryhenna tog en beslutning, var den ikke til at gå imod. Stille vrikkede hun sig vej til hans side uden tøven. Hun stoppede først da hendes venstre vinge var få cm fra hans ubeskdede højre. Ganske varsomt løftede hun denne vinge uden at røre hans krop. De stærke fjer spredte sig op over hendes krop, inden hun langsomt foldede den hen over hans krop som et skjold. Vingen formede en let bue fra hendes skulder, over hingstens krop og hen på den anden side af hans krop. Først da uderspidsen af vingen var cm fra hans beskadede vinge stoppede hun og blev endnu forvirret. Han ønskede ikke at hun skulle røre ham, men var det nok at skærme ham fra vinden? Hendes øjne gled hen på den korte afstand der var fra hans krop til hendes og hun skælvede let. Herefter gled hendes øjne op mod hans ansigt, fortvivlet. Måske han kunne give hende et svar, når hun ikke selv vidste hvad hun skulle gøre.

KHARUNO

- "Shadows chase me far from home.. I remember my heart was filled with gold".

Den gyldne sitrede, og hans krop rystede. Det var sjældent at Kharuno var så meget ude af kontrol over sig selv...og når det endelig skete, var det altid med kaos som følge. Han mindes de første gange - syn af andres smerte og ødelæggelse ved den blotte berøring, der havde lagt grobund for hans had og fjendskab til andres nærvær. Hans synske evner, som var bundet til uheld for hver person. De andre gange, små vrede udbrud der havde skubbet dem han holdt nærmest væk fra sig - deriblandt månehoppen Ourania, der som den eneste havde villet være omkring den gyldne skabning. Og så ved gudernes krig, hvor hele hans form havde ændret sig selv og derefter verden de boede i...
Egentlig, var det ganske ironisk af skæbnen. At give ham evigt liv, på bekostning af hans følelser.. bund måtte han lægge på dem, og i lang tid havde han kunne holde dem i de bånd. Og så kom den stribede Ryhenna, og igen måtte han tage stilling til hvorvidt det her ville ende godt eller i den helt forkerte ende. For han ville så nødigt skade hende...

Sådanne tanker lå spredt omkring i hingstens hoved, imens han med stødvise vejrtrækninger prøvede at genvinde kontrollen over sin egen krop og så kunne sove. Men han vågnede, da en fornemmelse sneg sig tættere og tættere på, og fik ham træt til at åbne de glødende øjne. Dog stivnede de i et ryk, og i nogle lange sekunder kom der ingen lyde fra hingsten, der blot vantro stirrede... jah, stirrede på den grønstribede skabning. Hun var tæt på ham nu...
Den gyldnes øjne blev knebet sammen i afvisning, og med et fnys trak han hovedet opad. Væk, ikke røre hende. Han ville ikke se... han kunne ikke klare at se hende i et scenarie af blod eller smerte. Ikke nu, ikke her. Men i stedet for at sige det til hende - i stedet for at forklare hende, gjorde ham som han altid havde gjort. Lukkede af, og faldt tilbage i hans stivnede maske af intethed. Han sagde intet til hende, undlod at møde hendes fortvivlede ansigt, men sænkede ganske roligt hovedet ned imod jorden igen. Han var ikke den rette til at give hende svar, han ville altid komme med en afvisning bygget på frygt. Stivnet var han, men rykkede hverken tættere eller længere væk fra hende og dog med en tydelig aura af uro. Et sted i ham vidste han at han skubbede hende væk, han forstod sig trods alt på adfærd.. og hans afvisning ville måske få konsekvenser hvad angik dem og deres venskab. Og det samme sted i ham gjorde det ondt, psykisk ondt at han ikke bare kunne lægge sig tæt på den stribede hoppe der ville ham det bedste. Men han kunne ikke, og valgte i tvivlen den lette men også mest hårde løsning...

Nemlig intetheden og stilheden da han lukkede øjnene for søvn. Den fandt han dog også, men det var en urolig søvn.

//Kharuno out/i drømmeland.

- "You've seen me lose control,                             
and it's not worth my sorry soul"