Tid: Lige efter tråden "Welcome Death"
Sted: Skoven lige uden for Forsamlingspladsen
Vejr: Nat, -10 grader

Helzloris tale var overstået, og de fleste heste var på vej væk igen. Freakshow fulgte med strømmen ud, men da de fleste begyndte at bevæge sig væk igennem skoven, blev han stående tæt på kløften til Forsamlingspladsen. Han ventede på nogen; en helt speciel hoppe, smuk som den hvideste svane. Han havde ikke set hende i uendelige tider, men hendes blik under talen havde ikke været til at tage fejl af - hun ville tale med ham, og han var så klar! Meget var sket i hans liv, siden han sidst havde set den hvide svane, men begæret af hende havde aldrig ændret sig. Følelsen af at føle hende, mærke hende, røre hende, høre hendes fortryllende stemme... Hverken Valeñcia eller Silverstream kunne hamle op med Chidori. Hun var for ham uopnåelig, og det var nok også derfor, at hun var det bedste af det bedste i hans øjne. Ingen kunne slå hende, og ingen ville nogensinde komme til at slå hende. Hun var definationen af en perfekt hoppe for ham, og han ville give sit højre forben for at få lov at blive hendes mage! En drøm, han vidste, aldrig ville kunne gå i opfyldelse... Men drømme havde man lov til.
De sorte øjne spejdede frem for sig i mørket; ledte efter de mindste tegn på et hvidt lys, der ville træde frem og oplyse mørket.

CHIDORI
- "I’m a princess cut from marble, smoother than a storm. And the scars that mark my body, they’re silver and gold,
My blood is a flood of rubies - precious stones..

Tavs stod hun. Tavs og ventende, imens nattekulde og frost langsomt sænkede sig over den hvide skabning. Kulde var hende ikke fremmed. Hun nød den snigende bedøvelse og beundrede den frosne egenskab is kunne have på verden. Is var et misforstået element for mange, og kulden bød hun velkommen som en kær ven.. og havde hun haft hele natten foran sig, ville hun nok have givet sig tid med de klare krystaller der lagde sig om landskabet. Men i nat var tiden ikke til hendes fordel, og hun stod klar for en enkelt grund.
Den sorte Freakshow.. skyggehingsten. Ham. Svanehoppens blik glødede kort ved tanken om ham, og i natten funklede hendes øjne svagt i lyset fra hendes egen glødende krop. Ham... hun ventede på ham, ligesom han ventede på hende. Og i takt med at forsamlingen langsomt opløstes - i takt med at tilhængerne langsomt sivede væk i nattens skygger, begyndte hendes entré langsomt at give mening. For hun trådte frem, når andre forsvandt. Og tiden var nu..
De slanke lemmer blev langsomt strakt frem, og hoppen begyndte da sin gang ud af skovens skygger. Selvom hun aldrig kunne stå skjult, og heller aldrig ville det, startede spotlightet først nu hvor der ikke var andre end dem. Som en fane fandt hendes lys frem i det stille mørke, og svanehoppens krop bevægede sig vuggende frem med fast mål imod en voldsom skikkelse længere fremme. Det gik langsomt, men støt. Og desto tættere på hun kom, desto mere af et smil bredte sig over hendes hvide mule.

Snart trådte hans statur frem af hans skygger, og svanehoppens hoved gled langsomt lidt på sned. Studerende, betragtende og vurderende. For noget var anderledes ved ham siden første gang.. en tanke listede sig ind i hoppens hoved, og med en mild klukken fandt hun frem til den klistrende fært at hoppe der var som limet til ham. Den arrede... Så.. han havde fundet et legetøj? Selvom Chidori kun havde set hende kort, var Arhoppen allerede lagret i hendes hukommelse. Hun havde været fed... uplejet og skadet med ar over kroppen. Men måske var sådanne sager noget Freakshow fandt bedre?
Vagt stoppede hun op, og de røde øjne betragtede tavst den sorte. De dansede i lyset af hende selv, og sang omend hendes krop var stille. De sang et sprog som kun få kendte - og endnu færre kunne synge med på. Og i nat, sang de for den sorte gudesøn, hvis skygger dansede i udkanten af hendes stråler.

"Åh, Freakshow.. natten er kold, og jeg har ventet i lidt tid nu..."
Kurrede hun, og trådte et skridt nærmere den muskuløse skikkelse. Hendes hale vippede svagt, og med en vajende bevægelse fik hoppen foldet den i et ryk imod hende side - indbydende. Ligesom hendes drillende smil.

"Kan du ikke varme mig lidt.."
Sagde hun med et slet skjult smil, og rankede de spinkle krop op. Hun ville overdøve den hoppes duft... det vidste hun at hun kunne på denne tid af muligt. Og Svanehoppen brummede mildt.

And now people talk to me, I’m slipping out of reach, now. 

People talk to me, and all their faces blur,

But I got my fingers laced together, and I made a little prison, 

where I’m locking up, everyone, who ever laid a finger on me.."

Sekunderne føltes som timer, men inden længe forsvandt mængden af heste, og stilheden sænkede sig atter i den mørke skov. Et øjeblik var alt sort, men så trådte noget frem fra skovens dyb; noget så lyst og smukt, at det oplyste hele skoven omkring som et andet fakkeloptog. Freakshow måtte kort tage sig i at måbe, da selveste svanehoppen kom skridtende mod ham med vuggende bevægelser. Hun stoppede nu op foran ham, og han mødte de røde øjne, der havde så meget sjæl, at de næsten blændede ham. Hendes fortryllende stemme lød i hans ører, inden hun trådte et skridt tættere på ham og foldede sin store hale indbydende ind til siden. Hun bad ham nu om at komme tæt på hende, og hele hendes krop udtrykte charme og en smule drilleri. Han gengældte hendes milde brummen med en dyb og maskulin én.

„Chidori... Med største fornøjelse."

Med de ord trådte han de sidste skridt hen til hende og puttede sin krop ind mod hendes. Han strøg blidt sin varme mule nedover hendes ryg og gnubbede hende masserende. Hjertet bankede mod hans bringe, som han varmt trykkede ind mod hendes.

„Min smukke Svanehoppe, det er alt for længe siden... Hvad har De fået tiden til at gå med siden sidst?"

CHIDORI
- "I’m a princess cut from marble, smoother than a storm. And the scars that mark my body, they’re silver and gold,
My blood is a flood of rubies - precious stones..

Svanehoppens hvide skikkelse var yndefuld, og det var et tilfreds smil der trak op om hendes hvide mule ved hans svar. Selvfølgelig ville han det, og med en varm brummen lænede hun sig kort op imod hans ranke skikkelse. Den kraftige skabning var stærk - hun kunne mærke hans styrke i hvert et hjerteslag der pumpede blodet rundt i hans mørke krop. Men han var også i live, og ikke blot en tilhænger af de skygger der strakte sig om ham. Han var mere, for han var ægte.
De bløde lys der kom fra hende, lagde sig varmt om de to kontrastfarvede skikkelser. Den ene hvid som nyfalden sne, og den anden mørk som de sorteste nætter. Men hun havde intet imod forskellen, og de røde øjne glimtede sagligt ved hans bløde massering. Den hvide kunne ikke komme uden om at brunsten satte hendes hormoner og lyst til nærvær op, men det var ikke kun hormoner der fik hende til at slappe sådan af i skyggehingstens selskab.

"Åhh, vandret lidt rundt omkring, min kære Freakshow.. jeg har set mere af landet, og lært mere... og sikke et land det er.."
Hoppens bløde stemme brød stilheden, og hendes rubinfarvede øjne vendtes imod hingsten. Et tirrende smil trak i hendes mundvig, og med et blidt nap nippede hun til hans rødlige lokker.

"Sikken meget magi, og den gud... han ligner dig".
Hoppen vidste ikke de var i familie, men dum skulle man være for ikke at se ligheder. Begge var stærke, begge var tiltrækkende. Men Freakshow havde ikke den samme aura. I lyset af månen og hende selv glimtede øjnene, og atter smilede hoppen, men denne gang fuldkomment.

"Men uenig var han vidst i mine idéer"
Sagde hun efter lidt tid, og en lille misfornøjet rynke lagde sig om hendes ellers kønne ansigt. Vred var hun ikke - nej, det blev hun sjældent, og lod det endnu sjældnere se. Men hun var skuffet over gudens nuværende ambitions niveau... mildt skuffet, kunne man vidst sige.

And now people talk to me, I’m slipping out of reach, now. 

People talk to me, and all their faces blur,

But I got my fingers laced together, and I made a little prison, 

where I’m locking up, everyone, who ever laid a finger on me.."

Han lyttede til hendes ord og smilede oprigtigt. Ak ja, Proelio var i sandhed et land for sig selv - det behøvede man ikke at have været her længe for at opdage. Og efter de alle var trådt igennem portalen, havde fremtidens Proelio bestemt ikke skuffet i storhed. Der var nu dobbelt så mange steder at undersøge som før, og magien syntes at flyde endnu stærkere end før i landets årer. Han smilede igen. Ja, hun havde i sandhed ret, når hun udtrykte, hvilket land Proelio var.
Han mærkede pludselig et blidt nap mod sin lange man og lo let. Åh, hendes berøringer... Dem ville han aldrig blive træt af, og han håbede aldrig, at de sluttede. Han vendte sit store korpus om og gned sig op ad hendes krop, indtil de nu stod side om side, helt tæt. Så drejede han hovedet mod hende, fangede hendes funklende blik og nappede kærligt ud efter hendes kraftige pandelok.
Han lyttede nu til hendes næste ord, og da gik det op for ham, at han aldrig havde fortalt, at han var Helzloris søn. Han trak lidt på smilebåndet. I modsætning til mange andre af halvguderne havde han aldrig været en af dem, der pralede med den slags. Han ville hellere lære at kendes for den, han var; Freakshow. Og folk skulle nok komme til at huske det navn, selvom der ikke stod Søn Af Helzlori bagved... Han så derfor på hende og smilede skævt.

„Jah, jeg fik vist aldrig fortalt dig, at Helzlori er min far..."

Han fangede atter hendes blik, der funklede som rubiner i lyset fra månens skær. Det var et syn, der kunne tage pusten fra selv den bedste. Hun var simpelthen så smuk... Hun sendte ham nu et blændende smil, der fejede benene væk under ham og gjorde ham helt blød i knæene. Han lyttede til hendes ord og betragtede med et kærligt smil den lille misfornøjede rynke, der lagde sig på hendes kønne ansigt. Han kunne godt huske, at hun til forsamlingen havde foreslået kaos, og at Helzlori havde afvist hende med begrundelsen, at kaos ikke lige var hans ord, men Laylis'. Han brummede varmt til hende.

„Ja, han er ikke altid så nem at overtale på de punkter. Men jeg er da meget interesseret i at høre mere om din kaosplan?"

Han så nysgerrigt på hende og puffede drillende til hendes skulder. Nu hvor hun ikke fik chancen for at fortælle om sine idéer til mødet, var han ved at dø af nysgerrighed for at høre mere om, hvad den smukke svanehoppe havde på hjerte.