Det var blevet sent hen af aften, mørket havde stille begyndt at lægge sig ned, der var kommet ro over det store land Proelio, ja udover den store mørke hingst som bevægede sig frem igennem det nu ukendte land. Der var så mange nye overvældende dufte, som fyldte hans lunger, alt for mange, så det nærmest følte duftende overfaldt ham. Ikke nok med alle de nye dufte, så var der ligeledes kommet en masse nye områder, hvis man kunne kalde det for områder. Flere gange havde han havde endt med at bide i jorden, mest fordi han ej kendte stedet længer. Hvordan han var endt dette forunderlige sted forstod eller huskede han ikke, men dette afholdte ham skam ikke fra at forsætte med hans mål.

Han havde ingen ide om hvad der præcis var hædt eller hvor lang tid der endelig var gået. Han havde vågnet op efter så lang tid, der var kun en hest der havde formået at holde ham i live så længe, fået ham til at kæmpe for ikke at forlade livet for evigt, en der betød så meget at han nægtede at give slip – selvom det måske havde været skæbnes vilje han skulle dø. Gai havde holdt ham i live i så lang tid, uden hun måske endda vidste det, var det hende som havde fået ham til at kæmpe, ham til at vågne igen. Selvom han mest af alt bare ville finde hende igen efter at have vågnet for hans lange søvn, havde han på ingen måde været i stand til det. Han havde været så udsultet at han krop nærmest lige så godt kunne havde været knækket sammen – derfor havde han måtte bruge tid på at få lidt vægt og kræfter igen. Han var dog bestemt stadig ikke tyk overhovedet, han var stadig ganske undervægtig, fordi lige så snart han havde haft kræfter nok havde han gået ud for at finde en hest. En ting var sikkert selvom han burde stoppe og spise nægtede han, hans vilje var kæmpe, fordi han vidste han måtte finde Gai – lige meget hvad det tog. Han nægtede at stoppe med at lede, lige meget hvor mange gange han kom til skade eller faldt, ville han rejse sig og forsætte – forsætte med at lede efter nattens prinsesse, hans prinsesse.

Selvom han ingen ide havde hvor end han gik, betød det ikke noget for ham, lige så lidt som han ikke kunne se. Han havde stadig et grønligt skær i hans øjne, selvom de var døde og følelse løse, men hans sind var stadig levende og kæmpede mere end nogen sinde før. Han satte frem i trav han kendte en velkendt duft. Ænsede knapt han løb direkte ind på en fremmedes floks område, som måske endda var Gais, men igen det eneste han fokuserede var han opfangede Gais duft, han var her. Han var sikker. Han var så sikker. Farten blev blot sat op, selvom hovene fløj ud til alle sider, på grund af han ikke rigtigt følte sig frem. Den stemme han havde sparret på så længe, for at holde på så mange kræfter som mulig, lod han endelig få lov til at falde hans mule, da han lod et kald falde sig, et kald efter hende. Han nægtede at stoppe, selv hvis nogen ville prøve at stoppe ham, lige meget hvad ville han hen til hende. Hans hjerte hammede voldsomt mod hans krop, mere end han nogensinde havde oplevet før, lige før han selv troede det ville springe ud af hans krop – men han stoppede bestemt ikke, ikke når han var så tæt på!

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Midt om natten under stjernernes dække i Sylinum, ændrede vindene sig pludselig. De skarpe øjne i Gaizkas ansigt vendtes med ét. Hendes røde man blev revet med af tropenattens briser. Alastair lå trygt i græsset og hvilede ikke langt fra hende. Hun hørte hans tydelige åndedræt. Glimtet i hendes øjne søgte en skikkelse. For en fært var trængt ind på hendes område. Alarmsignalerne advarede hende. Vinden bragte færten i stærkere form. En hingst... Det duftede præcis som... Som... Hendes indre slog en koldbøtte ved et minde hun sjældent rev op i. Hun bed sig i læben, til det blødte og arrigt lød hendes sukken. Det kunne ikke være ham. Han var død. Hun havde sågår set hans lig fra afstand... I det gamle proelio. En verden der var lagt i ruiner i dag. Hun nægtede sit hjerte at føle. Hvem end den fremmede hingst var, bar hans fært en uforglemmelig lighed med Diablos. Hun var vred over smerten der nu passerede gennem hendes stærke, elegante krop. Se det var endnu en af grundende til at hopper burde have flere rettigheder. Hingste smadrede deres hjerter. Hun kæmpede et langt øjeblik med smerten og gav ikke efter for den. Hun var en krigerisk flokleder nu. En dronning. Trods de vågne timer i nætterne, sommetider bragte hendes tanker tilbage i tiden, havde hun nægtet sin fortid, at tage over hendes liv. Hun levede selvstændigt... Smertefrit...

Hun himlede med øjnene. Hun havde intet valg - hun måtte undersøge hvem der trængte ind på hendes område - men det var ikke nødvendigt at gå hingsten i møde. Han havde retning, præcis denne vej. Frygtede hun udkommet? Ikke særligt. Hun vidste at hun havde retten på sin side... Selvom... Hvis det var en følger af Leslie... Hvad hvis han var på vej, til at angribe hele hendes flok i dette nu?

Hun trængte ind i krattet ved føllet. Hun skjulte sig for hingsten. Hans hovslag hørtes snart - kluntet og hurtigt bevægede de sig. Hun rynkede panden og stirrede ind mellem træerne. Han nærmede sig hurtigt... Hendes øjne faldt på en sort og hvid skikkelse og på ny sprang hendes hjerte et slag over. Årene brændte... Hun så hans øjne. Hingsten kom til syne. Hvem ... Hvad? Det kunne ikke... Hendes øjne løb i vand, men hun nægtede at føle, så hun vred sig ud af krattet og... følelsen af nervøsitet angreb for første gang i mange år hoppen. Hvad skulle hun gøre? Hvordan var han i live? Det kunne ikke være andre end han. Kun han ejede de blinde svagt grønlige øjne.. Den pjuskede man... Hvor var han tynd og svagelig og klodset. Hvad var der sket?

Hun rømmede sig blot svagt... Hvad følte hun`egentlig? Hun havde brugt så mange år på ikke at føle disse ting, at det synes umuligt at finde ud af, hvad der skete nu. Hun stirrede paralyseret på hingsten. Hendes hingst... En hingst der nu trængte ind i hendes område! En hingst, der havde været død og nu stod i levende live foran hende! Hvad var hans grunde? Hun levede i en anden verden nu. Havde et andet liv. Men alligevel svimlede hans fært hende... Han gjorde hende svag.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Han stoppede op og lod mulen snuse mod jorden. Han havde bestemt kunne dufte hende, han var sikker på hun havde været lige her. Duften af hende var utrolig stor lige her. Dog var der også en fremmed duft også. En ukendt og alligevel noget bekendt i sig. Hvor længe havde han mon været væk? Havde hun glemt ham og kommet videre.

Pludselig lød der en puslen fra noget krat, straks løftede han hoved højt, spidsede sine øre mod der hor lyden var kommet fra. Han kunne fornemme hende, hun var et stykke fra ham, vinden bar hendes duft, hendes øjne så på ham – men han så ej hende, han prøvede blot at gætte hvor mon hun befandt sig. Kroppen slappede mere af, sænkede på nogle områder sammen. Og alligevel følte han den snigende smerte. Langsomt skilte hans kæber modsat vej og ud kom den drenget stemme ”Nætterne er gået, er De stadig nattens prinsesse, eller er der nogen der formåede at tage Deres hjerte og gøre Dem til nattens dronning”

Som ordene blev sagt, gik det langsomt mere op for ham, han endelig ikke ønskede et svar, hans sind gjorde ondt. Men han var sikker, hun havde fået et nyt afkom. Han turde ej gå hen til hende, nærmest fordi han frygtede hun ville forsvinde, eller være sur på ham. Men det var ikke hans skyld. Han klamrede dog til følelsen af ro, over endelig at have fundet hans prinsesse. Han kunne ikke lade være med at have ejer fornemmelse over hende, fordi hans hjerte elskede hende jo ufattelig højt.

Dog var roen alligevel ikke helt nok, han søgte ud med mulen i luften, ud for at finde hende. Lade hans mule finde hendes pels, have hende ind til ham.

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangel the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Alt foregik i en sælsom slowmotion. Tropenattens briser hvislede i buske og træer. Månelyset faldt ned over det magiske lang og spredte dens spæde stråler over de sorte pelse. Pelse der havde strejfet hinanden... For her fandt man to heste, der delte tragediens historie. Den ene udvidende... Uskyldig i sin død, der åbenbart ikke havde været virkelig. Den anden velvidende... Skyldig i sit livs gerninger. Et liv der havde bragt hende et helt andet sted hen. Ej længere ville Diablo finde sin lille natteprinsesse. Ej mere ville han føle den blide strøm af naivitet og kærlighed. For hoppen var gået igennem helvede, for at rejse sig stærkere end døden selv. Hun havde ændret sit liv bevidst. Markant. Hun havde to mål i livet. Hævnen over Fuego Semental. Og retfærdighed for verdens hopper. Hun havde ikke brug for løfter. Andre kunne love - men det holdt aldrig.

Hvis han kunne se hende, ville han se ændringen. Han ville se hvordan hun var blevet mishandlet gennem tiderne, der havde brugt hende. Udnyttet hende. Alt for længe havde hun været underlagt andre. Hun var blevet forkert behandlet. Følelserne havde væltet rundt - men hun var blevet urørlig. Selv ikke Spartacus, Selene eller Alastair kom under huden på hende.

Hans ord fik hendes krop til at lukke øjnene og ånde ud. Som for at glemme strømmen af varme i hendes brændende årer. Stemmen der var så velkendt agtede at trænge igennem. Den forlangte at blive følt. Hørt. Hun huskede måden han plejede at røre hende på. Hvordan hun havde elsket hver stund, hvert ord... Alting. Øjnene åbnedes.

"Ingen formår at nå ind til hendes hjerte. Nattens Prinsesse har forladt sit spinkle liv i måneskæret, til fordel for livet som skyggernes dronning... Men ikke på grund af en anden sjæl. Hun har rejst sig selv." de intense øjne stirrede. Stemmen var så mørk som den altid havde været. Feminin. Men både flået i dette nu og magtfuld. En leders sande stemme. Hun slog med halen og gispede efter vejret for at få de næste ord ud, koldt og monotont. "De er trængt ind på et privat område."

Den lille stemme i Gaizka, der stadig blot var uskyldig og naiv skreg efter hende. Hvordan kan du gøre det? Du har ikke brug for svaghed... Men du har brug for kærlighed, selvom du nægter det. Gaizka holdt sin anspændte leder position, selvom han intet så. Hun lukkede hjertets banken ude, selvom det sad hende i halsen. Du har brug for sorg, glæde, mørke, svaghed... Du har brug for vuggeviser og kindkys. Du ved det...

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Han fornemmede de tydelig ændringer i hendes aura, i den forstand han kunne mærke hun udstrålende noget hun dengang ikke gjorde. Noget fortalte ham at han havde været væk for længe, alt for længe. Hendes ord bekræftede hans hjertes skræk. Hendes ord gjorde ondt, mest fordi. Hun havde valgt at rejse alene. Ikke nok med det mærkede han hvordan de andre ord gled smertefuldt ind i hans hjerte. Hun smed ham ud. Han tog hovedet højre op, hendes kolde monotone stemme ringede stadig for hans øre.

Han skrabede i jorden, mest for at gøre det tydeligt, han havde ikke tænkt sig at forlade området. ”Dem der lever i skyggen, vil længtes efter natten og ligeså dagen. Fordi ingen hest er ment til at vandre alene. Agter du at forlade mig nu alene i mørket – må du selv føre mig ud. Jeg ved natten lever i min nattens Prinsesse, og jeg vil ej nogensinde opgive hende” han holdte en pause. Mærkede hvordan han trådte nu bevidst tætter på hende. Han nægtede at lade hende skubbe ham væk.

Han vidste de kunne være stærke sammen. Han savnede hende jo, han havde brug for hende. Mere end hun nok selv vidste. Men hun var hans øjne, hans stjerne, uden hende vidste han ej længer hvad livet ville være værd. Hun var det eneste han havde den gang, den eneste han havde kendt udover hendes føl. Men hans liv var med hende i. Han nægtede at give slip på hende så let. Hun ville ikke slippe så let.

”Det er længe siden jeg har måtte være uhøflig, tilgiv mig for det, men jeg svor mig selv aldrig forlade Dem igen – historien er ej endnu begyndt, så jeg ber blot Hende om at lade mig hjælpe med at skabe den. ” Hun betød så meget for ham, han vidste knapt hvad til sige, fordi der var så meget at sige, så meget han gerne vil have ud, men som ingen mening gav at sige. Det var som et kaos i hans indre. Han søgte hende, ville hive hende tilbage til ham. Men hvordan? Det var det store spørgsmål, hvordan kunne han få sin elsket hoppe tilbage igen. ”Stor og stærk har De formået at blive, De kan stadig være det ude af skyggerne, så jeg ber Dem - luk ham ind i dit hjerte og vis Deres verden og liv – fordi alt ønsker han at vide. Han vil altid være ved Deres side, gennem godt og ondt”

Imens hans ord lød, bevægede han sig tætter mod hvor hendes stemme havde lydt, han strægte mulen frem, søgte ud efter hende ville finde hende. Han ønskede ej længer være i dette mørke alene mere. Han var tætter på hende, spørgsmålet var blot om hun ville trække sig længer væk fra ham, og lade ham forblive i sit mørke alene, eller om hun ville hjælpe ham igennem og vise ham lyset igen.

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Allerede få sekunder efter at Gaizka havde taget ansvar og indtaget sin lederposition, adlød han ikke... Forundringen lyste i hendes åre. Han sagde fra. Han skrabede i jorden og udfordrede hendes sind og alt hvad hun stod for. Ligesom en rigtig elsker skulle gøre det. En ægte kærlighed, fik en til at stille spørgsmålstegn ved de ting man gjorde. Hun sank en klump i halsen og forsøgte ihærdigt at ignorere trangen til at give efter. Det var grunden til at hun ikke magtede at afbryde hingsten og blot sende ham væk. Jage ham bort. Hendes trang... Hendes inderste følelsers skrig efter savnet. Længslen der hobede sig op i hoppens indre - men med denne tilkom en brusende vrede på styrke med Aqua Rivers vandfald tilsammen. Raseriet over hans død... Hvordan hun var flygtet fra sine sorger efter hans, Milagros og Athenas død - selvom hun ikke vidste med sikkerhed om hendes mor var død, var hendes fader Dementer død. Og hendes mor var forladt i den gamle verden død eller i live... Hun var forsvundet ud af landet med et knust hjerte og intet godt tilbage at leve for. For igennem det hele overlevede den forbandede Fuego Semental. Gaizka bed tænderne sammen ved minderne om hendes krigstid udenfor landet. Hvordan det havde formet hende, til at kæmpe for sine rettigheder og styrket hende til livet som leder.

Han berettigede om skygger, nat og dag. At vandre alene... Hvordan hun måtte tvinge ham ud, hvis hun virkelig mente det. For her stod en blind, vag hingst, der ikke havde opgivet hende - klar til at elske hende på ny. Sådan som de havde talt i gåder i fortiden, stået igennem livets værste smerter... Tvangsbedækning. Øjenskader. Fødsel... At falde over rødder og slå sig, indtil man havde lært at se med ørene.

Hun lyttede til det hele, men udelod de tåre der hobede sig op. Endnu svarede hun ikke på trods af minutters tavshed. Hans stemme lød igen, så velkendt og solid so hun altid havde hørt den. Han havde inspireret hendes lederskab, om end hun ville det eller ej, da han overtog Aliari. Nu formede hans bløde læber ord om uhøflighed og en historie der endnu ikke var begyndt... En han ville skabe hos hende. Hun gispede for at udholde smerten i hjertet. En smerte der bredte sig af fortvivlelsen - hvorfor levede han? Hvorfor var han ikke kommet tilbage? Det var for sent... Han skulle have været der, da hun græd sig selv i søvne. Inden hun lagde sin fortid bag sig. Han havde altid været meningen med hvem hun var...

Selv nu beundrede han hende. Han tikkede om at hun åbnede sit hjerte, verden og livet hun havde her. Men han passede ikke ind i den fine sammenhæng hun havde her. Han var ikke en del af denne verden. Han hørte ikke til her...

"Gennem godt og ondt følges smerte og pinsel med glæde og fryd. To modsætninger der er så svære at dele med andre." hun genfandt sig selv. Eller... Hvem end hun var. "I natten hører jeg hjemme. I skyggerne vil jeg vokse. Jeg har en landsdel at vinde. En flok at tage vare på. Jeg står solidt plantet." hvorfor talte hendes stemme så fjendtligt og afvisende? Hvad var der galt med hende? Hun kunne knap nok genfinde sit gådesprog og det sårrede hende på en måde - for det havde udgjort alt hvad de to var. Måske var der bare ikke mere at komme efter?

"Sandt. Ingen sjæl glemmer deres sande mage. Ingen sjæl glemmer hvordan en anden befriede den... Lod den mærke ren kærlighed. En der strømmede så stærkt at årene brændte. Men ej heller glemmer sjælen svigtet. Følelsen af at blive forladt - ikke kun af sin elskede - men også af alle andre. Sjælens ar kan aldrig heles..." det sidste var en svag hvisken. Et svagt bevis på hvordan hun havde mistet modet til kærlighed. Forklaringen på hvorfor hun ikke lukkede sig op overfor Spartacus. Grunden til at de spæde blomsterblade ikke udfoldede sig for nogen mere.

"Vi deler en historie. Men den historie nåede sin ende for lang tid siden... Du var død." stemmen skælvede, men forsøgte at genfinde magten. "Der er ingen lidelse større end..." hun trak vejret dybt. "Skal jeg tvinge dig? ... Det ville være forfærdeligt." hun holdt knap magten gennem halvdelen af første sætning. For Gaizka havde ikke lyst til at jagte ham væk. Hun ville aldrig gøre ham ondt - selvom hun netop nu forsøgte at slukke alle lys i hans hjerte. Men var det hvad hun ønskede sig? Det var for alles bedste.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Hun var så stille, hendes fine stemme lød ikke, ihvert fald ikke endnu. Mon hun var gået? Nej hun ville ikke gå. Dette var hendes sted, at vende ryggen til ham ville være som at vende flokken ryggen – være en kryster, han tvivlede på Gai nogensinde ville gøre det, det lå ganske enkelt til hende, i hvert fald ikke den hun engang kendte og han tvivle på det lå til skyggernes dronning heller.

Han kæmpede bragt med at nå ind til hendes hjerte, men synes ikke kunne åbne det så let. Det gjorde uendeligt ondt, så ondt i ham. Hvordan kunne skæbnen havde udelagt så meget? Han nægtede at tro på at hun ej stod til at rede, fordi der måtte være den han kendte bag den kolde facade, hvis han blot kunne finde døren og åbne den. Men blot så ikke ud til at være så let.

Endelig lød hendes stemme ”selvom de er svære at dele, er det langt fra umuligt”. Det var som hun lige skulle genfinde sig selv, noget måtte han have ramt, men bestemt ikke nok. Der stod hun og strålende, men hun manglede noget. ”Alene vil du stråle på toppen, men se til din side – fordi jeg står ved din side. Lad mig blive din klippe, lad mig være månen der kan skinne på dig”

Hun havde ændret sig mere end han faktisk anede, men på sin vis var det skam også godt, fordi ældre havde de jo blevet, ikke at han havde lagt meget til det. ”ej kan de heales men at stoppe med at holde af andre, lad ej de ar ændre den du er. Fordi den hoppen var under nattens måneskin var i sandheden svaret på alt. Der er begrænsning på hvor meget man kan vokse i skyggerne, der er ingen vej udenom, en dag vil du blive nød til at træde ud i natten igen. Han står her nu, tilbyder dig en hov – vil hun virkelig blot jagte ham bort, nu hvor han er kommet så langt for at finde hende?” Det skar i hans hjerte. Hvor hun var endte henne, havde han set før. Det var ej et behageligt sted, det var ikke et sted han ønskede hans smukke hoppe til at leve i. Han ville så gerne trække hende ud derfra, vise hende alt nok skulle blive okay igen, alt nok skulle blive som det engang var, men sandheden var blot han ikke selv vidste hvordan. Hvordan han nogensinde skulle få hende til at se det, tro på det. Fordi var det overhovedet sandt? Hun fik ham til at vakle – tvivle på det han havde kæmpet for, holdt ham i live og fået ham her til.

Nej han kunne ej give op nu, ikke så let. ”død eller ej, han står her foran dig – hun vælger blot ikke se ham” ordene kunne godt forstås provokerende, men bestemt ikke ment sådan, det var et latterligt håb om at hun ville forstå. Forstå hvad han så gerne ville have hende til at se.

Hun virkede serøs igen.. ville have ham ud her fra.. ”jeg havde aldrig troet på hvis nogen havde sagt Gai en dag ville jage mig ud fra hendes flok i fortiden, men verden ændre sig. Men ligeså må jeg så sige, Gai, du skal ikke tvinge mig ud herfra.” han lagde sig langsomt ned på jorden. ”hvis mine ord ej når ind til dit hjerte.. så er der kun en vej.. du vil have mig ud, hvilket jeg desværre ikke kan. Så hvis du vil have mig til at forsvinde.. må du..” han kunne ikke sige det sidste. Fordi hvis hun ville have ham ud, ville det kun ske på en måde. Han håbede inderligt ej hun ville gå så drastisk at hans tilstede værelse fra dette sted ville forsvinde. Ville hun det? Langsomt sænkede han hovedet, lyttede. Ventede på at det måske totalt uventet, han slet ikke havde set komme da han trådte herind ville ske..

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

En uigennemtrængelig tro på hendes hjerte, var plantet i den andens. Hvordan var det muligt at give efter, når man så længe havde lukket det hele i? Smækket døren til omverdnen - et sted man blot var uskyldig. Men hun kunne aldrig vende tilbage til uskyldens stier igen. Hendes forældre - døde. Hendes første søn... Død. Hendes elskede - opstået fra de døde efter års lidelse... Alt der havde været tilbage var Fuego Semental og hednes knuste hjerte. Det havde drevet hende til at smække døren i og søge retfærdigheden for hopper. Hvor var retfærdigheden i dette? Hvordan kunne guderne bare styre livets veje på denne vanvittige måde, og først nu bringe det der havde holdt hendes hjerte uskyldigt tilbage til hende? Det var som om at hun havde været en smuk og enestående kornmark, men måtte holde sammen på sig selv - selv da den blev høstet, ødelagt og rødderne visnede. Hun blev malet til mel, kværnet sammen og endte som det sørgeligste hvide støv... Hendes våde øjne forsøgte ihærdigt at holde deres vrede. Men det var jo ligegyldigt. Han ville ikke kunne se hende alligevel.

Stemmen gav bare ikke op. Han talte. Talte. Talte. Hvordan ville han skinne på noget, der lå i de dybste skygger? Noget der ikke bare kunne tages ud og renses rent igen? Måske var det en løgn hun havde bildt sig selv ind - for måske skulle der blot en stemme som hans til. Det var stædigheden - de indædte følelser, der afholdt hende fra at vende sit hjerte på rette kurs igen. Alt der skulle til, var måske bare at henligge det. Lade sig drage og fortylles igen, under nattens månelys og de glimtende stjerner. PÅ mystisk vis blive lokket til at elske. Hun skimtede svagt mod sit sovende føl og huskede Spartacus. Hvad ville det ikke betyde for deres spirrende forhold til hinanden? At Gaizkas uimodståelige, første kærlighed var tilbage for at genvinde hendes hjerte...

Hun villede ørene mod Diablos talestrøm. Hun hørte hvert ord, men ville de nogensinde trænge igennem overfladen igen? Arrene havde forandret den hun var. Der var intet at gøre, man voksede med tidens rus og ingen kunne standse forandringen. Men der var ingen der sagde, at man ikke kunne lære at elske igen. "Du ville ikke elske mig så ubetinget, hvis du vidste hvad jeg er blevet til..." hun så på ham igen. Stemmen havde et helt andet toneleje. Blot en stille hvisken i natten.

"Død eller ej, har verden knust uskyldens hjerte og Nattens Prinsesse er blot et minde om hævn." hun kunne ikke genfinde sin lederposition og vaklede baglæns. "Jeg har soldater, der kunne holde dig væk." hun var på randen til at forsvinde ud mellem træerne. "Jeg ville ikke behøve at se dig igen..." ord der var så dirrende, at hun knap fik dem over læberne. "Aldrig forholde mig til vores knuste hjerters genforening. Ligeså hed og underskøn historien er, ligeså dramatisk og tragisk var mit følgende år."

Det var tøvende. Så ganske langsomt, at hoppen stoppede med at vige væk. Hendes krop skreg nej. Hendes fornuft sagde BID HAM. Men hendes hjerte drev flydende kærlighed ud i hendes brændende årer. Hoppens mule pustede svagt ind i hans, da hun nærmede sig. "De ville ikke bryde sig om dig."

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Han forstod godt hun ikke blot kunne vende tilbage, fordi alle ændres med tiden, men det var skam heller ikke fordi han ville have hende til at vende tilbage til den hun engang var og stod for. Nej han bad hende om at lukke ham ind i hendes nye perfekte verden, som han vist tydeligvis ikke virkede til at passe ind i – i hvert fald af hvad han kunne føle på Gaizka. Det gjorde ondt inden i. Han havde aldrig forventet hun ville være den til at skubbe ham væk. Han havde jo kun hende.

Hvorfor kunne hun ikke se, han var ligeglad hvordan hun havde ændret sig til, fordi han elskede hende jo. Så længe så højt, dette var stadig hans Gai lige meget hvad der skete, hun betød alt for ham. ”lige meget hvor du er, hvor du ender, hvordan du bliver vil jeg altid elske dig.” stemmen var ufatteligelig lav, han viskede nærmest ordene. Stemmen var følsom, kærlig og yderst sårbar. Han sank – billedetalt – eftersom han jo allerede lå ned.
Han nægtede at tro hendes ord, men ligeså svarede han heller ikke ligefrem på det første, hvad der var knust kan samles, det var i hvert fald det hun havde bevist ham dengang da de mødtes. Han havde aldrig troet han ville finde nogen og her stod han nu. Lost. Forladt og alene. Stikken i hjertet.

Hun ville blot fjerne ham. Som han var intet værd. Få nogle andre til at fjerne skraldet. Hun behøvede ikke gøre det mere tydeligt for ham.. Han var i vejen. En irriterende ting der blot skulle fjernes.. Han følte sig svag. Denne følelse. Det var først nu det sådan rigtigt gik op for ham hvad kærlig betød – eller det var i hvert fald det han troede nu.

Af en eller anden grund bebrejde han hende. Han kunne ikke lade være, men hun havde hendes grunde også. Men hun måtte da kunne se, hvad det gjorde mod ham. De var hende der havde øjne. Det var hende der havde redet ham da han var helt alene. Hun var det eneste han havde, og nu ville hun blot forsvinde. Han lå blot, nærmest snappede efter vejret. Alt for længe havde han været stærk, alt for længe havde han håbet og alt for længe havde han været forblindet. Virkligheden ramte ham som en hård lussing.

Han kunne ganske enkelt ikke leve uden sin store kærlighed, men ligeså lost var han med hvordan han mon skulle få hende til at lukke ham ind igen. Han var fanget – mellem sorg og den brændende kærlighed. Han fik næsten et chok da Gai prustede luft. Han kunne ikke. Han tvang sig op, mod hans egne ord, men han var ligeglad. ”mit hjerte vil altid til høre nattensprinsse og nu skyggerens Dronning” fik han frem over mulen, før han skubbede sig helt frem op og stå, trådte helt tæt hvor han kunne dufte og høre hendes vejrtrækning, han lod mulen glide frem for at finde hendes pels, blot mærke hende. Imens han kunne. Han ville blot en sidste gang i det mindste? Glemme alt andet, blot indånde hendes beroligende duft, mærke den dejlige varme. Selv hvis hun ikke ønskede det, kunne han ej stoppe sig selv mere. Det var alt for lang tid siden. Kun hun kunne dumle smerterne, kun hun kunne hjælpe ham med at finde frem til svarene. Han måtte føle hende, mærke hende igen – i hvert fald en sidste gang inden hun nåede at gå.

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Den svage , forpulede følelsesmaskine! Hvorfor var man rustet med denne? Tvunget til at give efter for en ting som kærlighed. Gnister der forplantede sig i ens sind og gjorde det urent. Der var et vindue ind til selv den mørkeste sjæl. Dem man sagde intet hjerte havde - selv de ejede følelserne. Hvordan var de endt derinde? Hvordan opstod de? De forbrændte sjælen og ens sind. Ens åre ville flyde hurtigere, fordi hjertet pumpede - og afgav adrenalin - hvad skulle det nytte? Den eneste forklaring var avl. Livets cirkel måtte fortsætte. Men hvad skulle alle bivirkningerne til for? Som nu, hvor hun havde lagt det hele bag sig, men igen blev konfronteret. Puttet ansigt til ansigt med smerten, der var drevet af kærlighedens glohede stik.

Hans stemme var knap hørelig. Hun anstrengte sig for at lytte, men vidste ikke om hun burde lade det gå forbi hende. Da det var sagt, var det en forsikring - han ville altid være der til at hjemsøge hende. Hvert øjeblik i hendes liv, ville han dukke op med sig 'Jeg har altid elsket dig.' Ikke nødvendigvis fordi han var der - men fordi hun tænkte på det... Og et liv hvor hun vidste hvad hun kunne have fået, men ikke gav sig selv lov til ... tanken synes at pine hendes allerede splittede sind. Et liv med tanke for deres gnist og hvordan den gik til jorden og flintredes i knuste dele på grund af hende. Det ville altid gøre ondt. Blot at vide, at han levede, men at hun havde udvist ham, ville knuse hende. Hun stirrede på ham i foragt og forelskelsen. Hvad kunne man gøre, når ens indre havde forandret sig så markant?

Hun var fængslet i den position foran ham, hun havde placeret sig i. Her hvor han så let kunne knuse hvad der var tilbage af hende. Fordi kærlighed var magtfuld ... Og gjorde blind. Han ville aldrig kunne se hende. Hun ville altid leve med visheden om at hun i hans indre var ung og smuk. Det var ikke en ulempe - men han ville have svært ved at beskytte dem. Flokken. Han var et svagt led og ingen måtte kende til hans eksitens igen... Men den kontrol kunne hun ej have over et andet liv.
Han nærmede sig, efter hans ord... Så bløde ord om hans hjerte. Han mærkede hende... Hans mule var lige der, og det var som om at nogen gav hende et hårdt spark i mellemgulvet. Det føltes som om nogen satte ild til hende levende! Intet kunne beskrive det rus af begær, had, frygt, smerte, elskov og underdanighed der lagde sig over hendes krop. Hun måtte slippe fri... Hun kunne ikke bare give efter og falde tilbage. Alting eksploderede i hoppen ved hans nærvær og den svage berøring.

"Jeg kan ikke holde til det." hvis ikke den sitrende, anspændte krop han mærkede var nok, så måtte hendes skælvende og frygtsomme stemme være det. Hun ønskede så brændende at læne sig mod ham, og lade hendes kærlighed flyde over - men hendes krop var så stor modstander, at svedperler dannede sig af det. Hun ville blot stirre ind i hans blinde øjne, lige før hendes læber ramte hans... Men kroppen var som i chok og på nippet til at kollapse.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Han forstod ej sig selv, og så alligevel lidt. Han vidste ikke hvad han selv havde været i stand til, fordi altid havde han blot fulgt holdt sig i baggrunden til han mødte Gai, hun havde fået ham frem i lyset, fået ham til at lyse. Mon hun vidste hvor meget hun havde betydet i hans liv? Hun var hans liv. Uden hende ville han som sagt være fortabt. Hvad da ville ske kunne end ikke han sige, fordi han havde kun kendt en side i sig selv. Men en ting var sikkert hvordan kunne han give slip på noget der følelse så rigtigt, så godt.

Han vidste kendte ganske rigtigt ikke hendes nye jeg, og på mange områder var det vist godt, fordi hendes nye jeg levede op til hun var leder, men ligeså kunne det også nemt sårer ham, selvom han ikke selv indså dette. Fordi han så kun den samme gode Gai som havde kæmpet sig op, formået og blevet noget stort. Han så kun det gode i hende, som han nok ofte gjorde med alle.

Hans mule ramte hendes pels, han elskede den følelse der kom frem, den som gjorde han følte sig levende, han var ikke i tvivl han var hjemme, fordi hun var hans hjem. Hendes stemme kom bag på ham. Han havde været fanget i sine egne tanker. Det gjorde ondt indvendig, som et helved der brød løs indeni ham. Hvorfor?

Han skulle til at trække sig, da hendes læber ramte hans. Hans bevægelse stoppede.. ”Gai… hvis du ikke elsker mig, så sig det, sig du ikke elsker mig mere” han holdte en pause, men holdte sig tæt på hende, hans stemme var lav, men høj nok til hun kunne høre det ”fortæl mig du ikke føler det jeg føler.. hvis du kan sige det og mene dine ord, lover jeg at forlade dig, men ej før.. jeg elsker dig Gai af hele mit hjerte.. så vil du ikke nok fortælle mig hvorfor? Hvad er problemet? Er det noget jeg har gjort? Jeg kan gøre.. fordi jeg vil gøre alt for dig.. selv hvis du beder mig om at gå, men på den overnævnte betingelse, ej før vil jeg lade dig være i fred” det virkede en del forvirrende, hans ord altså, han vidste det godt, men hans tanker blandede sig sammen, han ville så gerne forstå hende.

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Der var blot en ting hun kunne ønske. At hun aldrig havde været flokleder. At hun aldrig havde ladet hæntørsten gå så vidt. At hun havde sørget i al denne tid... Så lykken havde overvundet hendes hjerte nu. Men hun var splittet - kunne han dog ikke forstå det? Ville han dog ikke indse i sig selv, at hun havde brug for tid? Hans tilbagevenden var så uventet, at hendes hjerte truede med at eksplodere i følelser. Følelser, der ville forhindre hoppen i at lede sin flok i denne tid. En tid hvor Leslie var en trussel og hun måtte beskytte flokken.

Men hun kunne ikke nægte hvad hendes hjerte havde følt. Hvad hendes sande fornuft sagde, betød intet når hjertets fornuft tvang hendes følelser frem. Hun havde savnet ham. Pludselig sprækkede hendes læber i et smil. Hun så op og trak vejret modigt ind. Årene fyldtes med hans duft. Hans mange, lange ord ekkoede i hendes hovede. Det ville aldrig gå. Men hun troede alligevel at der fandtes en vej. Hvad ville der ikke ske? Hun havde opbygget livet her og fundet Spartacus. Men dog - hun kunne beholde Diablo i smug?? Elske hingsten uforglemmeligt, uden de andre?
Det ville aldrig gå. De ville se ham.

Hvad så? Så ville hun være tvunget til at lade flokken se. Men de troede alle, at hun var til hopper. Hvilket også var tilfældet... Men hun begærede også hingste. Hun havde blot lært at hade dem mere på det seneste. Selene ville aldrig blive Gaizkas. Hun havde forsøgt.
Diablo stod her. Spartacus gav mening, at have nær. Men en blind hingst?
Diablo jeg elsker dig." hviskede hun. "Jeg vil lukke dig ind i min flok. Mit hjerte. Men jeg har brug for din styrke. Dit lederskab." hun trak vejret dybt og rettede sig op. "Før jeg kan lukke dig ind i flokken og mit indre. Mit liv. Er du nødt til at genskabe Aliari flokken. Du må bevise overfor Amazonernes hopper, at du kan være en allieret beskytter." hun skridtede langsomt tæt på ham igen. Så ind i de blinde øjne. "Smykket er blevet stjålet og flokken brudt. Du må samle flokken i din ryg... Og generobre smykket."

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Stilheden lå atter over dem. Mon han havde overbevist hende? Der gik noget tid, han hørte hende trække vejret, og kort efter lød hendes ord som en hvisken, lettende ham – det var som han fløj. Men dog landede han lige så hårdt på jorden igen. Hendes næste ord var ikke noget han havde forventet at høre.. Aliari flokken. For at være ærlig havde han nok ikke tænkt så meget på den flok. Mest fordi han synes da selv han forlod den i gode hove. Han skulle bevise sig. Ikke fordi hende.. men for hendes kongelige medlemmer. Okay han burde ikke tage det så tungt, han havde bare aldrig forventet de ord forlade hendes mund. Han ønskede ikke at stå for en kæmpe flok, hvis medlemmer som havde fundet andre flokke nu. Han havde intet tilhænger, der var ingen der så ham så noget.. end et nul.. Han havde brug for at være det nul nu.. efter alle de slag han havde fået.. forstod hun ikke at han bare havde brug for at falde ned og følge sit hjerte i stedet for at bevise andre noget og beskytte andre mod det han i bund og grund ikke længere betyd noget for ham?



Hun bad ham om så meget mere end hun måske selv vidste. ”en allieret blind udelig hingst der næsten døde.. Gaizka.. selv med dette smykke vil ingen følge en som mig..” stemmen var blevet mørker i tonelejet.. ”ingen ønsker at følge dem som foragter guderne.. som end ikke kan tage sig af sig selv.. jeg forlod flokken til din søn.. hvor er han, er der sket ham noget?” det var længe siden han havde haft sådan en dyster tone. Længe siden han havde været så serøs. Men at være i koma så lang tid gør det skam heller ikke nemmer at være nogen steder. Men for at være leder af Aliari, havde han brug for sit syn.. Brug for følger derefter.. og brug for smykket.. og han havde ingen ide om hvor han kunne skaffe nogle af tingene.. han var fortabt.. hun bad ham ganske enkelt om noget umuligt..
På vejene af hendes stolthed.. hvorfor? 

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Hans afvisende, nærmest afskyende adfærd overfor hendes ord, chokkerede hende. Her stod Diablo. Den smukkeste, stærkeste sjæl hun havde kendt. Men han tvivlede på sig selv. Han affejede den blotte tanke om at samle, hvad der retmæssigt var hans. Hendes øjne blev blanke, mens de stirrede på ham. Hun var ikke i en position, hvor hun bare kunne svigte sit rige og drage ud i solnedgangen med prinsen. Hun måtte kæmpe. Forstod han ikke det? I livet var man nødt til at kæmpe for at nå det man ville. Hun elskede ham... Hun begærede ham. Måske endda nok til at se ham i smug og have en hemmelig affærre. For hendes hjerte sprang et slag over som han synes at se på hende, uden at gøre det. Hans ord om sig selv, var så nedværdigende. Hun troede på ham. På det der lå bag det negative.

"De ville ikke følge dig, af grunde som styrke. De ville følge dig, på grund af dit gode hjerte. Din evne til at lede." hun hviskede det mildt, som den første sol på en sommerdag. Til ham. En ros. En kærlighed. Hun mærkede sorgen angribe hendes indre, men måtte skyde det hen, før hun brød sammen. "Milagro er død." det var en skælven, der knap nåede over hendes læber.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Han havde ændret sig en del, selvom han ikke ligefrem selv indrømmede det. Men hun havde jo også ændret sig. Dog elskede han hende jo som sagt stædig. Han kunne ej se hendes blanke øjne. Han forstod ikke det hun stod med. Hun var så sikker i sine ord. Men hun burde vide bedre. Burde vide det ikke var en mulighed. Hun påpegede det på en måde selv ud. Han var ikke stærk. Han kunne lige så godt være sin bror.. Fordi hvad var en hingst uden at kunne videre give sine gener. Her følte han blot at det ikke var det værd at videre give. Det var næsten det sammen. Han var ikke god nok længere for hende.

Han sænkede hovedet i sorg, over Mil. Mil havde aldrig været hans søn, men han holdte af Mil som en søn. ”gør mig ondt. ” sagde han stille oprindeligt. Han lod stilheden falde om dem. Langsomt trådte han helt hen til hende. Lænede sin krop mod hendes. ”hvorfor... Gai.. Hvorfor kan vi ikke bare. være os denne gang? Jeg... Undskyld jeg ødelagde alt. Jeg troede. ” hans stemme knag. Han kunne ikke. Han fortryd alle sine valg... Hvis bare han aldrig havde troet han var noget. Han havde aldrig været noget. Han havde prøvet at løbe fra det, men sandheden var han var løbet forgæves. ”undskyld jeg bragte dig al den sorg. Undskyld jeg ikke var der for dig..” han holdte hovedet tæt op til hende før han trak sig tilbage. ”hvor meget du end tror på mig. Ved du godt… dit ønske er umuligt. Jeg ledte aldrig.. Jeg flygtede.. flygtede, det eneste der holdte mig fast var dig. Du gav mig livet.. og jeg.. jeg svigtede dig..” han var lost, fordi han stod nu et sted hvor han ikke rigtigt vidste hvad han skulle gøre.. Hendes ønske havde bragt tvivl. Ordene mellem sætningerne var lagt sammen. Det gjorde ondt. Han kunne ikke se noget positivt, fordi smerten fyldte hans krop.

Et eller andet sted inderst inde vidste han, at han ville finde det hun bad om. Finde smykket. Prøve at stable en flok. Men ikke pga hans eget hjerte, men fordi hun ønskede det.