Ignacia Amlug

Usikker på alt omkring sig stod ryggen højt op i vejret - noget krum for det lille føl. Hun var ikke blevet væk, nej hun havde bare leget også var hun blevet en smule væk. Okay, hun var blevet væk. Men hun kunne dufte sin mor. Et føllet vrinsk kom over hendes mule, lige idé hun fik øje på sin mor græssende på engen, og spurtede afsted. Et hop fik hende til at komme med nogle energiske badutspring og hun var med det samme afslappet igen. Hun løb lidt rundt på engen, inden hun stoppede op. Mor var her, og der var ro på igen. Det hele skulle nok gå. De store øjne spejdede rundt, der var så meget at se og opleve, men hun var så lille og bange for at blive væk, hvis hun forsøgte at se nærmere på det. Blikket gled mod mor, inden hun vovede sig lidt længere væk. Usikre skridt.

Alastair rendte lang grænserne er flokken, dog var hans stoppet op og i agtog den hoppe som havde nærmet sig flokken. Hoppen havde vist et føl med sig.. Han skævede kort tilbage mod flokkens område før han bestemte sig han ville videre udover grænsen, så måtte moar jo skælle ham ud senere, men han synes han havde set dette føl før.. han lavede nogle små spjæl af en art, før han lod et glædeligt hiv forlade mulen. Endelig nåede han henne ved føllet.. jo han havde set hende før.. Han var sikker på det.. Men hendes navn var glemt igen. "haaaaaaij" sang han glædeligt og valgte at springe legesygt mod hende for at lege.

Hun gav et ordentlig hop fra sig, og hovedet fløj op. Ørene vippede rundt. Den lyd. Det var en anden en. Ørene roterede rundt, inden hun opfangede et andet føl, som kom springene. Hun krummede let ryggen og vuggede bagover på benene, mens hun så mod føllet. Ham havde hun set før! Jo, ham havde hun helt bestmet set før! En af føllene i grotten. Et føllet vrinsk gled over hendes mule, og hun gav et spring fra sig, inden hun travede med høje knæløft hen imod hingsteføllet. Hun sikrede sig dog, at mor stadig var i nærheden. For hvis mor forsvandt, så blev alt farligt igen! Det kunne hun ikke lide.

Han kunne ikke lade være med at hæve hovedet og prøve løbe rigtigt flot, selvom han i virkligheden lignede en idiot, men han følte sig selv rigtig pæn, da han nåed nappede han glædeligt ud efter hendes stjerneklædte pels. "Wiiii" lød det glædeligt fra ham.. "en veen" grinte han lidt og nappede lidt i hendes korte hvide man. Hans øjne lyste helt glædeligt op. Han troede endedlig ikke han kom til at møde dem igen.. men nu var det i hvert fald sikkert han var ikke usynlig de så ham! wiii

Hun huskede ham! Og han huskede også hende! Det kunne hun fornemme, da han hilste hende som en ven med et grin. Hun mærkede usikkerheden, som ellers ikke havde været særlig udpret den aften. Hun havde følt sig tryg der - måske det var stemmen og hoppen, som havde gjort det? Det havde været en speciel nat. Et fnis formede sig over hendes mule, men hun var alligevel usikker. Da han nappede gav hun et tøset hvin fra sig, inden hun forsøgte at gøre det samme. Hun gav et rejehop fra sig, inden hun slog med hovedet. "Haarj!" Kom det en anelse usikkert og noget bagefter, selvom han havde sagt noget videre. Det kildede da han nappede i hendes man og hun rystede på hovedet med et lavmælt grin.