Medea

The phrase “you don’t know what you have until it’s gone” can apply to terrible things too...

---

Den gyldne hoppe gik med forsigte skridt gennem den bløde bund, omgivet af de frodige, blomstrende kirsebær træer. Hun havde et mindre rum af fred til sig selv og hun forsøgte at nyde det. Nyde duften af livet, nyde bærenes røde farve, nyde varmen der sneg sig rundt. Hun havde svært ved det.. Altid var der noget i vejen for det. I vejen for freden. Hun lukkede øjnene og stoppede op. Smykkerne vejede ingen ting, men de vejede lige pludseligt et ton om hende, da tanken om Brutus krøb tættere på. Han ville vente på hende og kom hun forsent måtte hun bede til enhver gud om, at han var i et godt humør over de nyheder om, at de endeligt var på vej ud af deres skjul. Medea så ikke sig selv, som en del af flokken altid, der var tider, hvor hun stadig følte sig lænker, ydmyget og udnyttet.. I de momenter var hun Kore og i de øjeblikket blev hun bekræftet i, at hun stadig var sig selv, tilhørte sig selv ikke mindst, ligemeget hvor meget Brutus så end mindede hende om, at hun tilhørte ham og ingen andre.
Hun ture ej vrinske, for denne kirsebær skov, dog smuk, var forræderisk for enhver fange, for Leslies undersåtter var ikke langt derfra og fik de fornemelsen af at hun var ved at vandre lidt for langt væk ville de bringe hende tilbage og fortælle Brutus alt. Nok var hun smuk, men hendes hoved sad rigtigt og hun vidste udmærket hvad hendes kære Brutus var i stand til og hun skulle ikke nyde noget af det.  

---

You may not realize the amount of pain, depression, or abuse you are living through until you experience what life can be without it..

Foråret havde indtaget Proelio i al sin pragt og havde forvandlet landet til et frodigt paradis. Sommeren var på vej, og vinteren var endelig gået væk. Det var slut med mudder, sne, slud og regnfulde dage. Mephisto kunne ikke være mere lykkelig! På trods af, at han var en rigtig koldblodshest, der burde trives i det kolde klima, så kunne det ikke lægge meget længere væk fra virkeligheden. Han afskyede nemlig alt, hvad der var vådt og koldt! Selvom hans lemmer var kraftige og hans pels tyk, kunne han stort set ikke få det for varmt. Han elskede derfor at opholde sig i Sylinum, hvor han da også havde bevæget sig hen denne dag. Temperaturen var helt oppe på 35 grader, og han nød hvert et øjeblik! Ulempen ved denne årstid i Sylinum var dog, at det var regnsæson - men han havde til sit store held valgt at rejse til Sylinum en dag, hvor det var tørvejr.

Han bevægede sig ind i Senbonsakura, den fortryllende kirsebærskov. Herinde sænkede freden sig over en med det samme, og træerne gav dejlig skygge til ens opvarmede krop. Stilheden bredte sig omkring ham og fik ham til at sukke afslappet. Han elskede at vandre i Senbonsakura. Selvom denne hingst elskede selskab, så foragtede han støj! Han havde sommetider brug for bare at gå rundt  i sine egne tanker, og i sådan en situation havde han brug for stilhed. Senbonsakura var derfor blevet et af hans yndlingsopholdssteder - for herinde havde han i den grad stilhed omkring sig til at kunne tænke.

Han skridtede stille rundt og nød freden omkring sig. Hans øjne var halvt lukkede i, og hans tanker fik frit spil. Han tænkte på sin elskede mage, Akata, og deres vidunderlige søn, Emeriel. Det var så længe siden, han sidst havde set dem, at han efterhånden var begyndt at frygte, at Akata havde forladt ham og taget deres søn med sig. Det var selvfølgelig ikke en tanke, han brød sig om at tænke, men det var nu engang realiteten... Hun havde jo forladt ham en gang før, så han var sådan set ikke overrasket. Skide tøs! Her havde han givet hele sit ellers så kolde hjerte til hende, og så var dette takken, han fik? Han virrede kraftigt med hovedet og forsøgte at ryste tankerne af sig. Det nyttede ikke noget at græde over spildt mælk... Hans blik flakkede fra side til side og undersøgte de smukke omgivelser i et forsøg på at komme på bedre tanker. Mon han var helt alene herinde i dag? Han kunne virkelig godt bruge noget selskab til at distrahere ham fra de deprimerende tanker...

Den gyldne hoppe slog let med halen, inden hun forsigtigt trådte videre på stien. Lyden af de gyldne sko på hendes hove, når de ramte sten var nok til at give de omkring hende et prej om hvor hun var. Hun elskede den lyserøde farve i skoven, men den snigende angst for at Brutus skulle føle sig fornærmet fik hende altid til at skjule hendes fascination med den smukke natur. Hendes opmærksomme grønne øjne og følsomme øre fik hende hurtigt til at stoppe op ved lyden af hove i den alt for stille kirsebær skov. Hvem mon det var? Hun hævede hovedet og fik snart øje på en kraftig hest med røde og sorte aftegninger på kroppen, der var godt på vej. Han var ikke direkte på vej mod hende, men han, hvilket hun havde det helt fint med. Den første tanke der dumped ned i hovedet på hoppen var, at han måtte have det utroligt varmt med den store man, han besad. Hendes egen var jo sat op og hun havde ingen problemer med varmen hverken om foråret eller sommeren, men vinteren kunne være ganske kold, hvis hun ikke holdt sig til grotter eller andre huler.
Medea overvejede kort at give sig til kende for den fremmede hest, da han havde kurs mod et par af Leslies følgere, der nok ikke ville være for begejstret, når en fremmede kom gående ind i deres herres kirsebær skov. Godt nok havde de ikke meget direkte kontakt med Leslie, men de havde nok kontakt til Brutus, til at han ville få at vide, en fremmed havde set hans lille guldklump. En hurtig beslutning fik hende til at brumme en anelse skingert mod den brogede hingst. Hun ville ikke have ham eller hende selv i problemer..

Stilheden var nærmest overdøvende, da Mephistos ører flakkede fra side til side for at opfange de mindste tegn på liv omkring sig. Han havde ikke vandret længe, før lyden af hovskridt rungede igennem skoven. Taktfulde og rolige skridt med en sær tone af jern mod sten. Hans øjne spejdede ivrigt frem for sig, og snart fik han øje på en hoppe på stien længere fremme. Hendes pels lyste som det pureste guld, og hendes krop var dækket af en masse skinnende smykker. Selv hendes hove så ud til at være beklædt med et eller andet. Var det mon dem, der havde afgivet den underlige lyd af jern? En skinger brummen forlod hendes mule. Mephisto var dog ikke en hingst, der ejede situationsfornemmelse eller særligt gode sociale egenskaber, og derfor opfangede han overhovedet ikke, at hendes skingre lyd var en advarsel til ham. Ligeledes havde han heller ingen anelse om, at han var på vej ind på fremmed territorie, og at den smukke hoppe foran ham besad en vigtig rolle. Han skridtede derfor upåvirket ned mod hende og sendte hende et af sine skæve, grimme smil. „Godeftermiddag, skønne Ungmø!" Hans stemme var høj og munter, og hvis det var meningen, at han skulle være stille og diskret, så havde han allerede fejlet stort.