Endnu engang havde Solitaïre valgt at gå omkring, i områder hun ikke kendte til. Egentlig brød hun sig ikke om, at være i nye områder, fordi hendes syn ikke var så pokkers godt. Men efter hvad der var sket denne dag, havde hun et behov for at søge nye stier, og nye områder. Hun var nødt til at kende så mange af områderne som muligt; men at bevæge sig så langt væk fra Ingenmandsland, og det store træ, var måske dumt gjort.

Den hvide hoppe stod nu her, hvor sandt ramte hendes lyse hove, og lyden af bølgerne ramte imod hendes sensitive øre. De isblå øjne hvilede frem imod det forholdsvis stille hav, hvor solen lå lavt ude i horisonten, og skabte en varm rødlig farve i hele det område hun stod i. Selv hendes hvide pels, blev mere gylden og varm at kigge på. Snart ville solen ikke længere lyse op, og hjælpe hende på vej; og dette vidste hun. Solitaïre burde vende om, og finde et sted at søge ly for natten og dets farer, men solnedgangen fortryllede hende, bød hende nærmest op til at forblive lige der, hvor hun stod.
Hun skulle være mor.. Måske.. Tanken fik hende til at smile, samtidig med at hun brummede i nogle lavmeldte og blide toner, nok mest af alt henvendt til sig selv, og det minde der florerede i hendes indre lige nu.

Constantine

Constantine gik langsomt gennem sandet, han var nødt til at bevæge sig langsomt, synet af solnedgangen ude over dette kæmpe vand, havet?, var så smuk at han knap huskede at se hvor han gik. På den slette han var født på fandtes der ikke mere vand samlet ét sted end en halvstor sø så dette kæmpe vand var noget nyt for ham. Han havde hørt om sådan noget før og vidste derfor hvad det hed men han havde ikke helt troet på at man ikke kunne drikke det, han havde dog hurtigt fundet ud af at det bestemt ikke var værd at drikke.
Han rystede kort på hovedet af sig selv og så sig omkring, han vandrede herned for at blive bekendt med de forskellige områder i denne landsdel, ikke for at stirre betaget på solen! Hvis han skulle blive her i dette område med denne Leslie følte han at det var bedst hvis han kendte området godt.
Idet han så sig omkring faldt hans blik på en skikkelse forude og han stoppede op, var det en han kendte? Hesten virkede ikke videre bekendt så han tøvede kun et øjeblik mere inden han satte i trav mod den med et hilsende vrinsk.

Hun stod der, med blikket ud imod solens nedgang, hvor farverne var varme og rødlige. Hun var betaget, og glemte helt enkelt at lytte til sine omgivelser, hvilket hun ellers nærmest altid gjorde, for ej at blive overrasket over nogen eller noget i hendes nærhed. Hendes handicap på det ene øje, gjorde at hun følte sig nødsaget til at lytte intenst omkring sig selv, i stedet for at se sig omkring. Stille lukkede hun sine øjne i, for bare at nyde de sidste strålers varme imod hendes spinkle og fine krop. Men hun blev forstyrret – for lyden af pludselig hovslag efterfulgt af et vrinsk ramlede ind i hendes sensitive øre. Solitaïre spærrede øjnene op, og drev sig selv ud af sit drømmende sind. Hun stirrede rundt, men måtte dreje sin krop omkring, da vedkommende kom fra hendes blinde øjes side. Hun drejede derfor kroppen helt, så hun stod med fronten imod den skikkelse der kom imod hende i trav.

Den hvide hoppe tog nogle enkelte skridt bagud, usikkert, og lod hovedet falde ned i en underdanig holdning. Havde hun bevæget sig ind i et område, hvor hun ej var velkommen? Hendes hjerte pumpede imod hendes bringe, uroligt over om hun var i fare lige nu, eller om vedkommende måske bare ville hilse på hende. Men hvorfor skulle skikkelsen dog ønske det?
Som vedkommende kom tættere på, kunne hun se og lugte at den brogede var en hingst og ikke en hoppe. Dette fik hende til at forsøge at gøre sig endnu mindre; og hvis det ellers havde været muligt havde hun nok forsøgt at gøre sig usynlig. Men det kunne hun nu altså ikke… Hendes øre flappede ud til siderne, og hendes blik faldt ned til sandet og ikke på ham.

Constantine

Constantine lagde hurtigt mærke til hestens, hoppens kunne han nu lugte, reaktion. Hun virkede nervøs og forskrækket så han sætte tempoet ned og stoppede flere meter fra hende, det var ikke hans mening at skræmme hende. Et øjeblik overvejede han om der var en bestemt måde han burde være overfor hende på i forhold til at han var ved at følge Leslie men han havde ikke fået noget at vide og indtil han fik, eller havde mulighed for at spørge, ville han ikke ændre adfærd.
Han så på hende med nysgerrigt fremadgående ører og et venligt smil og han stod helt afslappet både fordi han var nysgerrig, venlig og afslappet og fordi han ønskede hun skulle slappe af. "Goddag." han sagde det lavmælt for ikke at forskrække hende yderligere, måske han var lidt for forsigtig men hellere det end at gøre den stakkels hoppe bange. "Mit navn er Constantine, jeg håber ikke jeg forskrækkede dig alt for meget da jeg sådan kom farende." han smilte undskyldende.

Stille stod hun, med blikket rettet i den fremmedes hingst retning, med den sort brogede aftegn. Hun havde virkelig begivet sig væk fra det sted, hvor hun var mest tryg, og at hun nu stod med en fremmede foran hende, gjorde ikke usikkerheden bedre hos den hvide og spinkle hoppe. Det isblå og grå øje hvilede nu ned imod sandet, idet den fremmede stoppede flere meter fra hende. Hun følte sig skyldig for hans pludselig standsning – for hun var jo usikker. Hun hadede sig selv for sin usikkerhed, fordi den ofte spændte ben for selskaber og venskaber. Men nogle lykkedes dog alligevel at komme bag om hendes usikkerhed og lære den rigtige Solitaïre at kende. Hendes blålige øre vippede forsigtigt fremad, da han nu talte. Han hilste på hende, for forærede hende hans navn, samt en form for undskyldning. Han var ej ude på at forskrække hende.

Forsigtigt løftede hun nu sit hoved lidt op, og lod sit blik hvile imod ham, inden hun lod hovedet falde let på sned. Den lange man bølgede ned af hendes side, da vinden let og legende tog lidt i den, inden der igen blev vindstille. Hun tog sig lidt sammen, og lod kort efter sine egne toner flyde imod ham.

,,Godaften, Constantine. Mit navn er Solitaïre”

Svarede hun med den blide og forsigtige stemme, der emmede af blidhed og varme.

,,Jeg.. Du skal ej beklage. Det er blot mig, der ikke altid er helt.. rolig”

Svarede hun så, og nikkede lidt undskyldende i hans retning, med en svagt og lidt skævt smil formet på den hvide mule.

Constantine

Constantine smilte opmuntrende til hende da hun så på ham og sænkede selv hovedet en smule for at gøre det endnu tydligere at han ikke ville skræmme hende. Han vat ikke en specielt stor hingst så han var ikke vant til at andre reagerede med frygt eller nervøsitet omkring ham men han syntes selv det virkede til at han havde reageret rigtigt. Hoppen, Solitaïre, havde i hvert fald reageret med lidt mindre nervøsitet og havde endda introduceret selv. Forsigtigt tog han et skridt tætttere på hende imens han opmærksomt holdt øje med hendes reaktion, han foretrak at stå lidt tættere når han skulle tale med nogen men hvis hun blev mere nervøs igen eller ikke ville have ham tættere på ville han helst opdage det så han kunne trække sig igen.
"Jeg er glad for at du ikke bebrejder mig men jeg må dog insistere på at det ikke ligefrem var høfligt af mig at fare frem på den måde og det undskylder jeg for."
Han syntes det var uhøfligt af ham, og nok også lidt dumt men han var vant til at det gik fint.
"Bor du her i området? Hvis du ikke har noget imod at jeg spørger?"
Han smilte skævt, han ville ikke kræve at hun svarede og han kunne godt forestille sig at en nervøs hoppe ikke ville svare på den slags spørgsmål. Samtidig gættede han også på at hun enten var ny her eller ikke boede i området, de fleste følte sig mere sikre i deres eget område og hun virkede ikke til at føle sig sikker overhovedet.

Den hvide hoppe stod nogenlunde stille, mens hendes blik hvilede frem på den sortbrogede hingst, med den lettere strittende man. Sådan en man havde hun ikke set før, ikke så vidt hun huskede i hvert fald. Men det så flot ud, meget specielt. Mange af de heste der var her, virkede specielle af udseende og meget ulig hvad hun var vant til at se. I hende gamle flok, havde de alle lignet hinanden ganske meget; så alle disse forskellige farver og nuancer var meget mærkelige for hende. Han trådte et skridt tættere på hende, og dette regerede hun ikke synderligt på. Hun holdt øje, bestemt, men hun trådte ikke bagud. Stille gled hendes hoved på sned, da han talte og insisterede på at noget af skylden lå hos ham, fordi han kom løbende. Det trak svagt i den hvide hoppes mule, smilende, men hun sagde intet, før han havde talt for anden gang, og spurgt om hun boede her. Hun så lidt ned i jorden, usikkert, inden hun så svarede ham med lyse toner, der dog stadig var ganske usikre.

,,Det er okay. Jeg kender ikke så meget til stedet – så måske er det bare mig, der ikke er vant til den form for.. hilsen”

Svarede hun stille, og trak en smule på skuldrene, inden hun rettede blikket lidt op, og så på ham.

,,Jeg.. har vidst forvildet mig lidt væk, fra der hvor jeg havnede i første omgang.. Jeg har ikke været her længe. Så jeg kan knapt finde hoved og hale i det område, hvor jeg har valgt at se det som.. mit hjem. Eller i hvert fald noget der minder om en holdeplads for mig”

Smilede hun stille. En smule sørgmodigt, ja. For hun brød sig ikke om ikke at kende nogen eller noget. Det var usikkert for hende, og ikke rart for den hvide hoppe.

Constantine

Constantine smilte tilfredst da hun ikke virkede til at reagere ret meget på at han gik nærmere men han holdt denne afstand for ikke at presse hende. Han lod i et øjeblik øjnene glide over hende, han syntes at hendes klare farver var smukke, især den blå på hendes ben og i hendes ansigt. Så snart hun talte igen vendte hans øjne tilbage til hendes og han lyttede opmærksomt til hende.
"Det kan være men jeg har nu også mødt andre der ikke brød sig om min måde at ankomme på." Han smilte selvbevidst. De andre var godt nok blevet sure i stedet for nervøse men han foretrak nu hendes reaktion.

Han vippede let med ørene og så medfølende på hende, han kendte udemærket følelsen af at være ny et sted og ingen og intet kende. Han var efterhånden så vant til det at det ikke gik ham på men det gik tydeligvis hende på.
"Hvis jeg kan gøre noget for at hjælpe dig må du endelig sige til. Jeg kender endnu ikke områderne her særlig godt endnu men hvis der er noget jeg kan gøre... Jeg har for nyligt gået med denne hingst der hedder Leslie, han vil forsøge at gøre sit område bedre og mere sikkert så forhåbentlig kan jeg hjælpe dig hvis du får problemer lige præcis der.."
Han var ikke helt sikker på hvor stort det område var præcist endnu men han regnede med snart at finde ud af det, lige så snart Leslie havde fået styr på det hele.

Den snehvide hoppe stod ganske stille, mens hendes øjne søgte en smule henover hans krop, undersøgende. Hun ville gerne kunne huske ham og hans udseende, hvis de en dag skulle krydse hinandens veje igen. Han var selvbevidst, og manglede vidst ikke selvtillid, lige umiddelbart. Sådan ville den hvide Solitaïre også ønske, at hun sommetider havde det. At hun bare engang imellem troede på sig selv, og troede på at hendes mening kunne være lige så rigtig som andres. Han forklarede, at han havde mødt andre der måske heller ikke brød sig så meget om, at han kom med hurtig fart i mod dem – dette beroligede hende på en eller anden måde.

,,Så er det ikke kun mig, der er helt forkert”

Smilede hun forsigtigt, og brummede i en sagte tone. Hendes øre vippede lidt omkring hende selv, lyttende til det ukendte område. Om han havde opfattet, at hendes ene øje var gråt og dermed blindt, anede hun ikke. Men hun forsøgte måske også at skjule det lidt, ved at have drejet hovedet en anelse, således at det raske øje var mere vendt i hans retning. Han ville gerne hjælpe hende, ikke at han selv kendte områderne så meget, men dog lød det til at han kendte en der forsøgte at skave en område der var mere sikkert.

,,Jeg.. er nok mest i tvivl om, hvor jeg egentlig er henne, lige nu. Ved du det?”

Hun vippede forsigtigt med ørene, og lagde svagt hovedet på skrå, spørgende og nærmest bedende. Hun håbede vitterligt, at han vidste hvor hun var.

Constantine

Han smilte opmuntrende til hende da hun sagde at hun ikke var helt forkert. Det var helt sikkert endnu et skridt i den rigtige retning i hans hoved. Hvis hun kunne blive lidt mere tryg ved ham kunne de måske blive venner og dem havde han endnu ikke mange af i dette område.
Han slog let med hovedet og så sig omkring ved hendes næste spørgsmål, han var nødt til at tænke sig lidt om før han var helt sikker på hvor han var og selv da kunne han nok ikke fortælle det helt store.
"Jeg ved vi er i et område der hedder Sylinum lige nu.. Jeg mener at stranden hedder noget med Ho.. Ho Ro? Ho Ra? Noget i den stil" Han smilte undskyldende til hende, han ville gerne være til bedre hjælp men han kendte ikke områderne så godt og slet ikke navnene.
Han så sig omkring igen og sukkede lavt, "Jeg kan muligvis hjælpe dig med at finde et sted hen eller udpege et bestemt område hvis det er? Jeg er meget bedre til retninger og at finde rundt end hvad steder hedder og den slags.." Han skrabte lidt forlegent i jorden med sin ene forhov

Solitaïre anede ikke, om alle i dette land var født her – eller om mange var kommet hertil på samme måde som hende. Dengang hun kom hertil var hun havnet i vandet, som nær havde trukket hende under sig, og dermed skabt en ende på hendes liv. Men alligevel var hun pludselig blevet skyllet op til stranden. Det var derfor hun var søgt hertil, en strand, måske for at se sandheden i øjnene – hun ville aldrig komme hjem igen.

Det isblå og grå øje betragtede ham, lyttede til de ting han nu sagde. Sylinum. Det var nogle besynderlige navne. Ho Ra… Hun havde aldrig hørt disse navne, og vidste derfor også med sikkerhed at hun ikke var hjemme. Hun var et fremmede sted. Stille kiggede hun udover havet, en smule sørgmodigt. Mon der overhovedet var nogen derhjemme, der vidste at hun var væk? Han talte igen, og derfor drejede hun hovedet tilbage til ham, og smilede forsigtigt og en smule opmuntrende til ham.

,,Du skal ikke være forlegen over ikke at kunne hjælpe mig. Jeg aner jo heller intet om hvad tingene er eller hedder”

Smilede hun forsigtigt og opmuntrende endnu engang. Stille brummede hun i en varm og forstående tone, inden hun rettede blikket helt hen på ham.

,,Jeg.. har mest holdt til ved et meget stort træ. Men det er langt herfra. Tror jeg”

Hun trak svagt på skuldrene. Hun havde gået længe for at komme hertil, og hun anede faktisk ikke hvordan hun fandt tilbage igen.

Constantine

Han smilte lettet da hun ikke virkede irriteret over hans manglende viden. "Nej.. Men jeg ville nu gerne have hjulpet alligevel" Han sukkede tilfredst og så ud over vandet. Han følte sig rimeligt godt tilpas omkring denne hoppe og det var ved at være længe siden der var nogen han bare kunne slappe af omkring.
"Et stort træ? Det lyder dejligt" Han smilte for sig selv og så på hende. "Vil du blive her? Her i landet mener jeg. Eller tilbage til dit store træ?" Han håbede hun ville blive, han følte at de nok kunne blive gode venner hvis hun blev og sådan nogle kunne man aldrig have for mange af.

Vælger lige at afslutte denne tråd - vil meget gerne oprette en ny, men der er bare sket så meget siden tråden startede, med Solitaïre der nu også er mor xD