Han holdte sig stadig i det samme område, Holdte sig ved sin mor. Nysgerrigt hvilede de grønne øjne rundt. Han var ikke bange for at bevæge sig lidt rundt, nysgerrigt løb han langs grænserne som udgjorde flokkens område, men ligeså også det ukendte. han stoppede nu og da op for at løbe den anden vej. imens han glædeligt vrinskede og spring rundt som en eller anden tossen.. dog kom der pludselig noget i vejen, så han slog en æmpe koldbytte i luften og endte med at rulle nogle omgange rundt med de lange ben ned af en bakke.. en anelse fortumlet lå han der og rystede en anelse på hovedet.. ubehagligt... han prøvede at skubbe sig op at stå med endte med at falde ned på jorden igen, fordi han var blevet en anelse rundtosset efter turen.. selvom det gjorde en anelse ondt, kunne han ikke lade være med at grine lidt over det, hvad end der var sket, var det i og for sig nu ret sjovt. 

Nogle gange hadede Solitaïre sig selv. Hun hadede når hun fik forvildet sig ud til områder, som hun ikke før havde været i. For det betød at det hele var besværligt for hende, mere end normalt. Den hvide hoppe kunne ikke se med sit ene øje, så at befinde sig i et ukendt område, var bestemt ikke hensigtsmæssigt for hende.
Hendes hvide øre vippede stille rundt, en anelse uroligt. For tænk nu hvis der var nogen eller noget i dette område, som ikke ønskede fremmede skulle komme her?
Hendes bevægelser var forsigtige og fintfølende, og hun bevægede sig elegant, trods hun gik langsomt, grundet det nye område og det manglende syn på det ene øje.

De sensitive øre opfangede lyden af noget der mest af alt mindede om et grin. Men det var ikke fra en voksen stemme, nok nærmere fra et lille føl. Dette fik hende til at smile, grundet den befriende tone der ofte var hos føl; de kendte ikke til livets sorger og hadefulde momenter. Men smilet forsvandt dog igen hos den hvide hoppe; for hvad nu hvis hun havde trængt sig på hos en moder, der ikke ønskede hende her?

Solitaïre stoppede brat op, og lod blikket glide rundt omkring sig selv. Længere fremme, for bunden af en lille bakke, lå en sort klat. Mon dette var føllet?
Stille lod hun sit hoved glide længere ned, så hun blev endnu mindre at kigge på, inden hun svagt brummede i skikkelsens retning, varmt og roligt.

Det var en kamp for ham at komme op og resulterede i han tumlede lidt rundt. Dog efter megen forsøg lykkes det igen, med bene i hvert sit verdens hjørne. En duft blev dog ført med luften, han sænkede hovedet og så ned mellem hans forben, dog kunne han ikke rigtigt skimte så meget på den måde, så han fik taget hovedet på igen og vendte sig en anelse kejlet om for at lade de grønne øjne skue over området hvor de så landte på en snehvid størrer hoppe længere henne. Mon hun også var i hans moders folk? Et glædeligt hiv forlod hans mule, han lavede et hop i luften på stedet og endte med at falde forover endnu en gang, men dette skulle bestemt ikke stoppe ham, denne gang kom han dog lidt letter op. Før han satte mod den fremmede. De livglade øjne lyste op, ingen ide om hvor langt han endelig kom væk fra grænsen nu og derved væk fra mor. Da han nåede den fremmede, sprang han glædeligt om hende. Nøøøj hvor var hun pæn, dog ikke pæner end mor. Fordi ingen var bedre end mor! Men bestemt pæn. En latter forlod den unge mule. ”haaaaaj!” lyder det prøvede fra ham, før han nappede legesygt ud efter den hvide skindende pels, som den fremmed størrer hoppe havde.

Den hvide hoppe stod ganske stille, med hovedet lavt nede, i et forsøg på ej at virke større end det hun var; men Solitaïre var nu ikke en stor hoppe i sig. Hendes isblå øjne hvilede imod det sorte føl, med de rødlige aftegn. Den lille skabning kom på benene, en anelse kejtet, og dette fik et varmt smil til at brede sig på den hvide hoppes mule. Hun kunne slet ikke stå for de små skabninger, og glædede sig til den dag, hvor hun selv skulle skabe sådan et væsen. Føllet vendte sig omkring, og kom med et nærmest glædeligt hvin, inden han hoppede op i luften, og derefter snublede forover. Dette fik hende til at tage nogle lidt hurtige skridt fremad, inden hun dog stoppe igen, fordi han selv kom på benene, og ikke virkede til at være kommet til skade. I stedet løb han nu imod hende, og Solitaïre forblev stående stille, for ikke at skræmme ham. Han kom helt hen til hende, og sprang glædeligt omkring hende, inden han hilste med et langt ’Haj’, og nappede ud efter hende.
Den hvide hoppe smilede varmt imod ham, og nippede roligt ud i hans retning, efter hans skulder, forsigtigt dog. Hun kiggede kort omkring sig selv, men der var ingen moder at se? Dette bekymrede hende en smule.

,,Hej lille du”

Svarede hun derefter, med en blød og lys stemme, inden hun lod hovedet glide svagt på skrå.

,,Er du helt alene?”

Stemmen var bestemt ikke anklagende eller vred; nok nærmere beroligende og varm. Måske havde den lille skabning bare begivet sig lidt ud på egen hånd, ligesom hun også selv havde gjort i den alder.

Hoppen virkede ganske venlig.. han smilte stort til hende ”jeg ikke lille!” grinte han glad. Han sprang en anelse op af hende og nappede glædeligt ud efter hendes pels.. ”neeej mor er her, følger du mor? Dette er hendes område” han smilte stort, selvom hans sætninger nok var lidt underlig sammensætning, men han bemærkede dog ikke rigtigt helt selv.
De unge nysgerrige øjne hvilede på den størrer hvide hoppe. ”min mor er leder her, amazonias” han stoppede foran hende og rankede sig lidt, sådan for rigtigt at se stolt ud. ”er du heeeelt aleneneee`?"

Solitaïre kunne ikke lade være med at smile en smule, hele tiden, mens hun betragtede det fine lille føl. Han smilede også selv over hele femøren, hvilket jo smittede ganske meget af på hende. Dog mente han ikke at han var lille – men det var han dog, i forhold til hende og de andre voksne hun havde mødt. Han sprang op og nappede ud efter hendes pels, hvilket fik hende til at gengælde han nap, ganske blidt og svagt, efter hans ryg.

,,Jeg tror ikke, at jeg kender din mor. Men er hun i nærheden af dig?”

Om Amazonias var her, det anede den hvide hoppe ikke. Og om det var en flok eller hvad det var, det vidste hun ej heller. Dog lød det da til, at denne moder var en leder af området. Så måske burde den hvide hoppe slet ikke være i dette område – måske hun burde komme væk. Men hun kunne ej få sig selv til at forlade den lille gut. Hun smilede ved hans spørgsmål om hun var alene. Men smilet falmede dog en smule, da han jo havde ret, og så dog alligevel ikke.

,,Nej, jeg er ikke alene mere – nu er du her jo”

Svarede hun, efterfulgt af en brummende og varm lyd.

De føllet øjne hviler mod skikkelse, han kunne ikke lade være med at grine lidt. Han hev fat i en af hendes lange man totter og trak glædeligt i den. Han så rundt.. ”ehhhm” hvor var han endelig henne? Han havde aldrig rigtigt bevæget sig væk fra grænsen. Han måtte havde snublet ud fra grænsen før. ”hun er et eller andet sted” indrømmede han så lidt mere bekymret. Han stod lidt og så rundt. Hendes ord som mere ment som et svar til hans spørgsmål, beroligede ham dog også.



Dog hendes ord.. Der var noget over dem.. De grønne øjne hvile mod den hvide skikkelse. ”mere” mumlede han tænkende.. hun var ikke alene mere. Men det ville vel så sige hun var før. Han bed igen fat i hendes man og trak lidt i de lange totter.. ”du være med mig.. du kan være med flokken? Så kan vi aaaaltid være sammen” sagde han glædeligt, den havde han lige regnet frem til. Så behøvede hun aldrig at være alene mere!

Den hvide hoppe stod ganske roligt ved det lille føl, der nu havde fat i en af hende totter af dene lange og let lyseblå man. Hun smilede blidt af det, og brummede i nogle varme toner, inden hun puffede ud efter den lille skabning, der allerede havde vundet hendes hjerte; for de små føl var bare så uskyldige. Så glade, samt så energifyldte. Han kiggede nu lidt rundt, som søgte han at finde ud af hvor hans moder egentlig var.
Lidt bekymret lød han, idet han svarede at hun var her et eller andet sted. Solitaïre ville skam gerne hjælpe ham med at finde hans moder, trods moderen måske ikke just ville blive glad for at en fremmede hoppe gik hos hendes søn. Ved de næste ord han sagde, smilede hun dog blot roligt, og rystede derefter svagt på hovedet, inden hun lod sine varme og blide toner flyde ud.

,,Jeg hører desværre ikke til i en flok, kære. Men jeg vil gerne forsøge at hjælpe dig hjem?”

Svarede hun blidt. Det var sandt.. Hun hørte ikke til i en flok. Andre ønskede hende som regel ikke, som værende en del af den form for fælleskab. I hendes tidligere flok havde hun ingen rang haft; udover at være nederst. Og det ville hun ej byde sig selv igen – eller andre. Så hellere være dømt til ensomheden på de store og åbne enge.