Gaizka Calanthia

Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.



Den sorte hoppes tvefarvede øjne stirrede beslutsomt frem for sig. Skindet svedte små perler, allerede da hun lagde sig ned, et sikkert sted i flokkens skovområde. Hun kendte fornemmelsen af veer. Hun vidste at tiden var inde, og hvinede ikke, da smerten angreb den elegante krop, der dog var blevet vældig rund. Der var grund til bekymring i disse stunder, da denne Leslie havde overtaget Sylinum. Men hoppen gav ham modstand - hun havde styrker i sin flok, de færreste havde. Hun var heldig, eller måske bare klog? Var det visdom, der havde bragt hende hertil? Hendes liv var et væld af følelser og erfaringer. Trods hun savnede Milagro - hendes førstfødte søn - vidste hun at dette kommende føl, ville stå hendes hjerte nært. Hun havde fornemmelsen af at det var en hingst . Måske ønskede hun det ligefrem.

Vandet gik og hoppen gav sig i kast med at presse. Støn kunne ikke undgås - men hun nægtede at skrige. En dronning skreg ikke ved en fødsel af en prins. Hun bed det i sig og kæmpede videre med presset.


I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you treach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Spartacus havde indfundet sig tæt på sin dronning i disse tider. Det var ved at være opover og med denne nye trussel i deres landsdel så havde han ikke forladt hende.  Han stod nær hende og lyttede stille til hendes små støn der kom ind i mellem. Han vidste hvad hun var igang med. Han skævede om til hende, men kunne kun ane hendes silhuette.
Hans åndedræt var roligt og hans ydre hvilede i sig selv, men indeni bredte uroen sig.  Han var utrolig bekymret, mere end hvad der nok var nødvendigt. 
I disse tider stod han i fuld rustning, klar til en kamp til døden, men dette var ikke en kamp han kunne kæmpe. Han kunne ikke hjælpe hende med andet end blot at holde vagt.  En svag brummen kom fra ham, og lod hende vide han vogtede over hende.

Længde havde han ligget og ventet i sin mors mave, her var trygt, men trangt. Selvom han var godt beskyttet herinde, vidste hans instinkter også han ville ud, ud og se mere opleve mere. Hans moders stemme havde været noget der havde beroligende ham i mange dage, men han var skabt til at skulle mere end blot ligge og varme sig herinde i sin moders mave. Han ville have mere, det var ikke længer nok for ham at være herinde, ikke kun pga pladsen, men nysgerrigteten også. Små spjæld og spark gav han sin moder letter utålmodigt, for at fortælle hende nu var det tid til han også gerne ville se mere af den store verden hun så.  Pludselig skete der noget. Som han blev skubbet videre væk fra hans trykhed. Han forstod ikke helt hvad der forgik, havde han mon skadet sin moder? Eller lod hun ham komme ud nu? Spændingen steg i den lille krop, som han blot lå der, hverken i stand til at gøre noget for at komme ud eller køre noget for at kravle op, hvilket igen resulteret i et letter hjælpeløst spark med hans ben. Dette havde han ikke oplevet før og det var da bestemt mere skræmmende end han havde forventet... Dog selvom han var forvirret, gav hans instinkter ham også ro. Der var ikke andet end at hepppe på mor, han vidste ingen anden end mor kunne, fordi han havde jo været med hende i al den tid, selvom han ikke havde kunnet sige noget til hende, så vidste han allerede hans mor og far var de sejeste i hele verden, og hvis nogen kunne så var det bestemt dem!

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Hoppens blik vendtes med ét, som hun fornemmede en tilstedeværelse. Det kunne næppe være en ukendt skikkelse, der vovede sig ind i hendes territorie... Medmindre det var denne selviske og tåbelige Leslie. Hendes øjne mødte dog, et langt mere velkomment ansigt. Spartacus... Hn smilede skævt, men fortrak sig i smerterne, da hun igen måtte presse for at fole sin søn. Hvis føllet var en hoppe, ville det uden tvivl skuffe hoppen. Men hun ville ikke desto mindre elske det.

Hoppen gispede efter vejret, da bagbenene på føllet synes at være ude. Hun tog sig sammen igen, og pressede på ny. Hun var god til det her. Det var som om, at hendes krop var skabt til at føde hendes føl. Mere end den normalt ville være... Hun følte sig... Episk. Hoppen mærkede mere af føllet glide ud, til hun til sidst gav den, det sidste hårde skub. Hun stønnede og gispede efter vejret igen. Endelig...

Hun vendte hovedet, for at se det sorte føl, i sin fosterhinde. En han snart ville bryde.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you treach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Den sorte hingst drejede hovedet væk fra forestillingen, og stod næsten lammet i frygt. Selvfølgelig så han ikke sådan ud på det ydre, men indeni var han rædselslagen. Han forsøgte at lukke lydene ude og det var først da stilheden fandt vej til ham at han vovede at kigge over mod den sorte hoppe.  Fra hans stå sted kunne han nu se at fødslen var afsluttet, men han kunne ikke se føllet fra hvor han stod, men hans dronning var i god behold så det ud til. Han sukkede lettet for sig selv, men blev endnu stående indtil han fik tilladelse til at nærme sig. Dette var et vigtigt øjeblik for mor og føl, som han ikke ville blande sig i.

Han dumpede ned på jorden, lå blot ganske stille, dog var der ikke meget luft herinde, og hans instinkter fortalte ham at det ej nyttede at ligge her helt stille, så han rykkede lidt på sig. Og ind kom kulden. Et lille fnys forlod mulen. braa herude var kolder end som så. forsigtigt strægte han mulen hen og snuste til sin moders røv, mon han kunne kravle ind i varmen igen, der var meget bedre derinde.. Herude var der mange lugte og kolder.. forsigtigt skubbede han usikkert røven i vejret for, langsomt tog forbene lidt frem for at komme tætter på sin liggende moder, men ente i stedet med at tilte forover og lande med et bump på jorden. Forskrækket forlod et hiv fra hans mule, men han kom dog tætter på hans moder, langsomt lod han sit hoved ligge sig på sin moders numse.. hun var varm.

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Der var hedt i det varme Sylinum, selv på disse tropenatter forsvandt temperatuern ikke ned under de 20 grader. Hun stirrede ned bag sig for at få det første blik af sit velskabte føl. Hendes anden søn... En søn hun ville elske, mindst ligeså meget som hun havde elsket Milagro. Men denne gang var hun klar til sin moderrolle. Hun ville skabe en værdig hingst. En lille soldat... Jovist ville hun også elske et hoppeføl - men lige nu føltes det så perfekt og fuldendt at have født en søn... Ville Spartacus være stolt? Elske... dem? Hun tittede svagt op mod hingsten, med en hjertebanken, inden opmærksomheden var rettet mod føllet igen. Han nærmede sig hendes krop. Hun trak på smilebåndet, rejste sig langsomt og slikkede ham fri fra hinden. "Lille Alastair." hviskede hun og forsøgte roligt og mildt at opfordre føllet til at rejse sig. Hendes øjne faldt igen på Spartacus... Hun ville ikke gøre dette uden ham. Hun havde været alene med sit føl sidst. Gaizka ønskede ikke alenetiden - hun ønskede at de delte dette minde og delte deres søn... Deres svage spirrende følelser. Blikket sagde alt. Hun dragede ham mod sig. 'Kom her' stirrede hendes øjne.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Han iagttog dem nøje og øjnene hvilede længe på sønnen som var blevet bragt til verden. Den sorte var stolt, stolt over at have givet hende det hun ønskede. Han var samtidigt lettet over at det var gået godt og han kunne endelig falde lidt til ro. Først da hendes øjne kaldte ham til hende, kom hingsten nu til hende.
Han stoppede foran hende med en dyb brummen og løftede kort mulen for at slikke sveden af hendes pande, som var en af de mange traditioner han havde med sig fra landet Glarta. Blikket faldt nu på sønnen, mens der kun var veltilpashed at spore i de lyse øjne.

” Han er perfekt. ”

Lød det nu fra ham med en sjælden varme i den baritone stemme, som rungede blidt fra brystkassen. Han stak nu mulen ned til sønnen og puffede til ham, inden mulen diskret strejfede Gaizkas skulder da han tog hovedet op igen. Han så på hende igen. De havde delt noget den aften, noget der havde efterladt en svag spirren i den sorte hingst, men han var en soldat, hendes soldat og betroede. Han kunne ikke lade sig distrahere når faren lurede i hele Sylinium.

Hans moders stemme lød, klart denne gang, han havde hørt hendes stemme før, men alligevel havde den en anderledes klang over sig nu hvor han hørte den nu. Dog var hans stadig ikke i tvivl dette var hans moder. Han løftede langsomt hovedet og svingede så røven beslutsomt i vejret. Der stod han og svejede en anelse usikkert på sine store lange ben. Halen svippede en anelse tilfreds til siderne.. og han stod blot der i et langt stykke tid, før han besluttede at prøve at skubbe sig en anelse op på forbene, hvilket bare endte med at ligne at forbene stod til hver sin side. Han så lidt mod jorden letter sammenbidt ud, før han skævede en anelse mod sin moder, som hun kom med svaret og derefter hingsten som han besluttede måtte være hans store stærke fader. Atter så han dog ned igen, som han inderst inde godt vidste hvis moder kunne rejse sig op før og far stod op, var det ligeledes mening han blev nød til det, langsomt presset han sin bene lidt mere sammen for til. Han tog sig tid, ingen ide om hvor lang tid det tog eller hvordan det lykkes men til sidst stod han der på sammen krøllet usikre rystende ben, der truede med at lade ham falde, han hev fat med tænderne i det nærmeste han kunne få fat i hvilket var hans faders krop, ikke det hjalp meget, men et sølle forsøg på at blive stående.

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Den nybagte mor stirrede ganske kort ind i Spartacus øjne. Denne finurlige varme de havde delt, vendte tilbage, men hun måtte skyden den fra sig. De havde indgået et samarbejde... Og denne søn var et tegn på deres styrke sammen. Hun havde en flok at passe og nu også en søn at opdrage. De ville beskytte flokken. De to. Hun vidste at hun havde skabt sig en smart alliance - men også hvor let hun kunne falde i... Han havde vækket noget, der havde været dødt indtil nu.

Glæden over denne søn var fuldendt og hun mærkede deres svimlende glæde over at alt var godt. Unge Alastair viste allerede sit mod frem og forsøgte at stå, da hun blev slikket i panden og Spartas stemme lød. Hun smilede. "Intet mindre." svarede hun hviskende. Stunden var ligeledes ganske perfekt.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Spartacus drog et ganske svagt smil, som han betragtede sønnens første færd i verden. Han vippede let med de hvide ører og lod blikket glide over på Calanthia. Snart var tiden inde til han ville lade de to være alene. Det var ikke normalt for ham at blive så længe ved føllet. Når tiden kom og skulle der være brug for ham ville han træde til. Derfor rømmede den sorte hingst sig en anelse og puffede varsomt til føllet. Der kort forinden havde forsøgt at tage fra på hans krop. Det gjorde dog ikke synderligt ondt med de følgummer han havde,

" Jeg vil lade jer to være alene.  "

Lød det så fra ham, inden han vendte rundt og skridtede tilbage samme retning som han kom fra. Han var dog aldrig alt for langt væk, for han vidste farene lurede derude.

//out,.

Hans mule slap hans fader da han puffede til ham. Han var lige ved at falde på røven ved det puf.. Han trådte frem mod sin moder, men der skete det han snuble ned igen. Et irriteret hiv forlod hans mule, før han endnu engang tvang sig selv op på de rystende føl ben, Han nærmst gjorde et hop da han endelig kom op. Igen var han ved at falde, men tilgengæld var han henne ved sin moder nu, så han lagde blot alt vægt op af hende så han ikke skøjtede direkte ned på hovedet. Et tilfreds fnys forlod mulen. Den pjusket følhale slog lidt bag ham. før han tog hovedet ind under sin moder og tog sig noget mad ^^

Gaizka Calanthia
Content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Hoppens øjne hvilede på Spartacus. Som stirrende på nattens himmel, var hendes blik i gåder, men taknemligt for hans nærvær... Og deres søn. Der var ikke tivil i Gaizkas øjne. Hun havde styrket sin flok og fundet en lille del af sig selv, der havde været forsvundet. Spartacus. Hingsten fra Glarta... Gaizka drog et svagt smil, før hendes søn faldte. Faderen forlod dem. Hun lod ham gå, før hun søttede Alastair på benene igen. Langsomt og vaklende... Han måtte vokse sig stor og stolt og stærk. Der var en lille kriger at hente i ham. En værdig hingst, man ville sukke efter. En der respekterede andre væsner, men ikke tøvede med at forsvare... Hun lod ham die, mens hendes tanker faldt ganske svagt på Milagro.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...